Under sygeplejerskernes strejke i sommeren 2021 var det centrale krav et generelt løft af grundlønne. Foto: Nikolaj Lohmann
Sygeplejerskernes strejker har sat fokus på sundhedsvæsenets mildest talt elendige tilstand. Mens snakken lige nu går på presset fra den nye omikronvariant, er der i virkeligheden endnu flere problemer, der kommer frem, hvis man kradser en smule i overfladen.
Netop nu med den eksplosive vækst i smittetilfælde bliver det for alvor tydeligt, at sundhedsvæsenet er presset til det yderste. Der mangler personale til operationer og almindelig sygepleje, intensivpladserne er ved at slippe op, og selv overlæger er begyndt at rette en heftig kritik mod regeringens håndtering af coronapandemien.
Det illustrerer, hvad vi hele tiden har sagt: sundhedsvæsenet har været presset i årevis, og coronapandemien er blot blevet den katalysator, der har illustreret, hvor fuldstændig katastrofalt, det står til. Hvis ikke skiftende regeringer, inklusiv den nuværende, i årtier havde ignoreret opråb fra sygeplejersker og andet sundhedspersonale, ville vi ikke nu stå i en situation, hvor det muligvis kan blive op til sundhedspersonalet at bedømme, hvis liv der skal reddes, og hvis der skal opgives.
Intet ansvar fra ledelsen
Sundhedsvæsnet er over årene blevet “trimmet” i en grad, så der ingen robusthed er tilbage. Hele tilgangen fra toppen af systemet er ekstremt kortsigtet, ligesom regeringens vinterhjælpepakke til regioner. Denne kortsigtethed kommer også meget konkret til udtryk i håndteringen af pandemien.
For mens den første bølge af coronapandemien forståeligt tog sundhedsvæsenet på sengen, så gjorde anden bølge det samme, på trods af advarsler fra eksperter. »Præcis samme situation udspillede sig med anden bølge. Den kom bag på arbejdsgiverne, som var dårligt forberedt. Der var ingen planlægning, og det var noget, som jeg og andre sygeplejersker var meget frustrerede over,« fortæller Lisbeth, som har været sygeplejerske i femten år, og i dag arbejder på Svendborg sygehus.
»Og det er samme historie med tredje bølge. Alle de ansatte vidste, at vi ville komme til at slås med coronaen igen, men der var ingen ledere, der tog noget ansvar for at forberede det. Man kunne have uddannet et specialiseret korps, lavet særlige afdelinger, eller oplært sundhedspersonale i en bedre håndtering af pandemien, men der var ingen planer fra ledelsen, og det gjorde mig vred.«
Et spørgsmål om patientsikkerhed
Besparelserne på sundhedsvæsenet generelt og de konstante effektiviseringer har skabt en masseflugt fra den offentlige sektor, hvor mange enten er gået på deltid eller helt har forladt sektoren.
Ifølge Lisbeth skyldes opsigelserne ikke mindst den ændring af selve sygeplejefaget, som er sket i forlængelse af besparelserne: »Mange andre faggrupper, og endda ufaglærte, er blevet sat ind for at lave den reelle omsorg. Sygeplejerskerne har mindre og mindre tid til at observere og kontrollere patienten; de har mistet kontakten til patienten. Det menneskelige aspekt forsvinder fuldstændig, og det er jo netop det aspekt, som mange sygeplejersker er glade for at arbejde med. Men arbejdspresset har ført til, at der er mindre og mindre tid til at tage sig af patienterne, og det har fået flere og flere til at forlade faget.«
Samtidig ser Lisbeth også en tendens til, at sygeplejerskernes specialiseringsgrad falder som konsekvens af ledelsens beslutninger: »Det er en generel ting, at sygeplejersker bliver flyttet meget fra afdeling til afdeling. Arbejdsgiveren ansætter en masse sygeplejersker på afdelinger med relativt gode forhold, men fordeler dem så bare ud over de afdelinger, hvor forholdene er værre. Der er intet, der kan stoppe det, hverken kontrakter eller overenskomster. Det går ud over specialiseringen i feltet, og kvaliteten kommer til at være nedadgående som resultat.«
Faglighed
Det lader til, at Regionerne er parate til at gøre alt andet end at forbedre sygeplejerskernes løn- og arbejdsforhold for at lappe på det noget gennemhullede sundhedssystem. Ud over at lade andre faggrupper som SOSU’er og pædagoger overtage flere og flere sygeplejeopgaver, kan man nemlig også finde jobopslag fra Regionerne, hvor de leder efter såkaldte “runnere”.
Runnere er primært ufaglærte unge, som skal påtage sig forskellige småopgaver i forbindelse med et givent sygehus eller hospital. Det er der teoretisk set ikke noget i vejen med, men problemerne opstår i og med, at runnere også skal tage sig af patienter, som Lisbeth forklarer i forbindelse med en kollegas møde med en af disse runnere:
»Én af mine kollegaer havde været på en afdeling og havde mødt en ung pige, som hun havde troet var sygeplejerske. Men pigen var lige blevet færdig med gymnasiet, og var ansat til at lave småopgaver. Det er der jo sådan set ikke noget galt i, men problemet opstår, når de opgaver vedrører patienterne, som de ofte gør. Runnerne er ikke uddannet til at opdage de problemer, som patienterne kan gå med; de lægger ikke nødvendigvis mærke til det, hvis en patient humper, har smerter osv. Jo flere opgaver de får, jo dårligere sygepleje får patienterne.«
Desuden er der også et andet problem med runnerne: de er naturligvis ofte unge mennesker, der er interesserede i at læse en form for sygepleje, men det er som bekendt aldrig rart at se, hvordan pølsen bliver lavet. Lisbeth forklarer da også, at den unge pige som hendes kollega mødte, i hvert fald ikke ville læse til sygeplejerske længere, efter hun havde set, hvilke elendige forhold, de arbejder under. Således kan en konsekvens af runner-jobbene også være, at det får endnu færre til at uddanne sig til sygeplejerske.
Alt dette kommer i sidste ende til at få konsekvenser for patienterne længere nede ad banen, og som Lisbeth forklarer, er det ikke noget, som ledelsen ikke har kunnet forudse: »Vi har i årevis sagt, at vi har for travlt, men er bare blevet ignoreret. Nu er konsekvensen, at folk forlader faget, og jeg forstår dem godt. Jeg skal heller ikke ud på en sengeafdeling, hvor jeg ville føle, at jeg ikke havde tid til at tage mig af en patient. En af mine kolleger oplevede at blive kaldt på afdelingen til en patient, der var blevet kritisk dårlig. Da de overflyttede patienten til intensiv kom den sygeplejerske, der havde ansvaret for patienten. Hun havde ikke haft tid til at se patienten i den vagt og vidste ikke, at han var blevet dårlig. Hun begyndte at græde af frygt for, hvad hun ellers ville komme til at overse, når rammerne for god sygepleje bare ikke findes mere.«
»Der må gøres noget!«
Lisbeth fortæller også om den effekt, som de elendige forhold har på sygeplejerskernes familieliv.
»Når ens arbejde er så krævende, går det ud over familielivet. Der er ikke overskud til at komme hjem, gøre rent, lave mad, snakke med børn og mand, hvis man samme dag har oplevet en patient blive fejlbehandlet eller dø.«
»Samtidig er jeg nervøs for, at mine egne pårørende bliver indlagt. Behandlingen er simpelt hen ikke den samme, som den var for bare nogle år siden. På Odense Universitetshospital har de mottoet ’Patienten først’, men det er løgn. Det burde være ’Systemet først’.«
Og alle ”systemets” smarte løsninger med at hive ufaglærte eller andre uddannede ind til at overtage opgaver, flytte sygeplejersker rundt på forskellige afdelinger, den såkaldte ”vinterpakke” og import af sygeplejersker fra andre lande kommer ikke til at løse noget på længere sigt. Der er kun én løsning:
»Politikerne bliver nødt til at give sygeplejerskernes grundløn et stort løft, og det kommer vinterpakken ikke til at gøre. Hvis ikke grundlønnen hæves, er der ingen af de nyuddannede, som gider blive i det offentlige. Så opretter de enten selvstændige vikarbureauer, hvor de selv kan tage den pris for det arbejde de er værd, eller søger arbejde i f.eks. Norge, hvor forholdene er markant bedre. Men lige nu ser det kun ud til at blive værre og værre, og hvis der ikke gøres noget, er der måske ikke noget offentligt sundhedsvæsen tilbage om et år.«
