I november 2024 udgav DR en ny sæson af sin højt profilerede podcast, Tyran. Denne gang sætter serien den russiske revolutionære Vladimir Lenin under lup og påstår i bedste public-service-stil, at vi som lyttere skal høre om hans person og idéer i et “objektivt” og “neutralt” lys. Indholdet fortæller dog en anden historie. 

I stedet for at gøre os klogere hen over sæsonens fem afsnit, får lytteren serveret en smædekampagne mod Lenin, den russiske revolution og i forlængelse heraf, alt hvad der har med klassekamp og marxisme at gøre. Dermed er podcasten ikke bare et historisk hit-piece med en borgerlig angrebsvinkel, men et stykke propaganda fra den danske stat til skræk og advarsel om kommunistiske idéer i vores egen tid.

Det bør ikke komme som en overraskelse, at DR går råt for usødet til angreb på Lenin. Selvom de som nationalt statsmedie pryder sig af at være upartiske, er DR ligesom alle andre medier ikke hævet over klassekampen. Faktisk spiller de en særdeles vigtig rolle i opretholdelsen af den danske statsmagt, der i sin essens er “et udvalg, der varetager kapitalistklassens fællesanliggender”, for at bruge de famøse ord fra Det Kommunistiske Manifest. Medier som DR er et effektivt våben i klassekampen for toppen af samfundet, idet de ved at gå relativt upartisk til værks 99 procent af tiden, kan lyve så meget desto mere effektivt den ene procent, hvor det virkelig gælder. 

I de seneste år er flere og flere unge begyndt at genopdage Lenin og hans idéer. En nylig britisk meningsmåling foretaget af YouGov kunne berette, at mens kun 4 procent af babyboomerne har et positivt syn på Lenin, er det tal 40 procent blandt millennials. Desværre er der ingen tal for generation Z, men det er ikke svært at forestille sig, at Lenins popularitet hos teenagere og unge i 20’erne er endnu højere. Unge i dag har ikke oplevet andet end et liv under kapitalismens krise, og mange af dem søger instinktivt hen imod revolutionære idéer. For den herskende klasse får en udvikling som den alarmklokkerne til at ringe.

DR er uden tvivl bevidste om, at der finder en kommunistisk renæssance sted blandt unge og starter derfor også sæsonen ud med en “trigger-warning” (ungt skal det være!) til dem, der måske er sympatisk indstillet over for bolsjevikkerne eller den russiske revolution. En ikke så subtil formaning om, at du skal droppe de revolutionære tankebaner, hvis du har set dig vred på kapitalismen.

Tyran handler med DR’s egne ord om “alle de personer, der igennem tiden har gjort verden til et markant dårligere sted”, og har det noble formål, at den nulevende lytter får “lidt lettere [ved] at gennemskue, hvordan vi skal forholde os til alle de dumme svin, der stadig tyranniserer store dele af verden.” Det er altså ikke bare underholdning og billige grin — vi skal lære at spotte slynglerne på verdensscenen i dag. Den kække og satiriske tone, der løber gennem serien, skal heller ikke få os til at glemme, at Tyran ifølge dem selv ikke vil køre på fribillet hvad angår fakta. Serien er med dens egne ord en “historisk velunderbygget” podcast. 

Men at sværge til sandheden før man lyver, forvandler ikke opspind til fakta. I Revolutionært Kommunistisk Parti har vi derfor taget det på os at påpege utallet af konkrete historiske løgne, som Tyran finder på for at male et skræmmebillede af Lenin, ved at producere et modsvar i podcastformat over tre afsnit. Du får ikke det samme overflødighedshorn af lydeffekter som hos DR, til gengæld lærer du ikke så lidt om Lenins liv, tid og idéer, og får prikket hul på de største myter fra Tyran.

Men vores arbejde slutter ikke her. Det er nødvendigt at forklare, hvad der ligger bag DR’s angreb mod Lenin, hvilken tilgang vi som kommunister har til ham og den russiske revolution, og hvorfor det er så essentielt, at en ny generation lærer af ham i kampen for at ændre verden i dag.

En ægte tyran

Titlen på DR’s podcast levner ikke ligefrem plads til tvivl hvad angår seriens domfældelse af Lenin. Over fem afsnit dynges den ene sladderhistorie oven i den anden for at skabe et enstrenget billede af en ondsindet egoist, der med umættelig ambition underlagde Rusland sin diktatoriske vilje — en ægte Tyran! 

Inden at du overhovedet har lyttet til podcasten, har DR klumpet Lenin sammen med Saddam Hussein, Benito Mussolini og Suharto fra de tidligere sæsoner. Som et skoleeksempel på overfladisk borgerlig historieskrivning bliver fascismen sat lig med dens historiske modsætning i form af Lenin og den revolutionære arbejderbevægelse. Den altoverskyggende forskel at Lenin kæmpede for en socialistisk verden, hvor flertallet af mennesker ejede og styrede samfundet demokratisk, mens Mussolini stod for de italienske kapitalisters diktatur og den fysiske udryddelse af den organiserede arbejderklasse, fortjener i DR’s øjne ikke engang en fodnote. En tyran er en tyran… 

At historiske begivenheder og individer skal ses i lyset af klassekampen bliver helt bevidst fornægtet af DR. Når Tyran forplumrer og sætter lighedstegn mellem to diametralt modsatte sociale klasser og bevægelser, kan det på overfladen give Tyran et tilsnit af “neutralitet”, hvor historien tilgås uden en ideologisk agenda. Men hele formålet med den falske sidestilling — slet skjult eller ej — er at trække en knap så neutral pointe ned over hovedet på lytteren: Det eneste samfund, man kan tillade sig at forsvare, er det nuværende. En revolution mod kapitalismen er et no go — så lad vær’ med at få gode idéer!

Når vi som marxister går til en figur som Lenin, gør vi det ikke under dække af en påtaget og illusorisk neutralitet. Vi går ind for en socialistisk omvæltning af samfundet og erklærer det åbent. Men det udelukker på ingen måde en videnskabelig og historisk objektivitet. Tværtimod. 

Som revolutionære er vores mål at ændre samfundet. Dermed søger vi også forklaringer, der holder vand og rent faktisk gør os klogere på historien, så vi kan drage konklusioner, der kan anvendes i praksis. For den borgerlige historiker derimod, der har valgt at gå systemets og statens ærinde, er sendefladen et middel til at forsvare et døende kapitalistisk system. Og til det formål må objektiviteten smides over bord. I Tyran får vi derfor ikke bare et rent subjektivistisk syn på historien, men et der forsvarer kapitalistklassens politiske og ideologiske kamp for at bevare den nuværende sociale orden for enhver pris. 

Teori og parti

Grunden til, at Lenin er så forhadt af kapitalismens ideologer, er, at han i praksis viste, at den socialistiske revolution kan lykkes. Under oktoberrevolutionen i 1917 ledte han arbejderklassen til at tage magten i verdens største land — en bedrift der med den amerikanske journalist John Reeds ord gjorde ham til “den mest forhadte og mest højtelskede person på kloden.” Forhadt af de rige og magtfulde og elsket af de undertrykte masser.

Den russiske revolution var den vigtigste og mest inspirerende begivenhed i verdenshistorien. Efter mere end tre års verdenskrig i skyttegravene og millioner af dræbte arbejdere og bønder, blev der tændt et fyrtårn af håb — og så endda midt i det reaktionære og despotiske russiske imperium af alle steder. Arbejderkvinderne var gået på gaden, og på få dage spredte den såkaldte februarrevolution sig som en steppebrand og afsatte tsarregimet, der i flere hundrede år havde virket så urokkeligt sikkert ved magten.

Selv Lenin, der var i eksil, blev overrasket over, hvor hurtigt der var blevet vendt op og ned på situationen. Han satte sig straks for at tage del i revolutionen og rejste til Petrograd, hvor de lokale bolsjevikker uden en stærk forståelse for begivenhederne var kommet noget hovedløst fra start. Mellem februar og oktober kæmpede Lenin en kamp for at orientere bolsjevikpartiet mod de revolutionære masser, der var begyndt på egen hånd at drive alle dele af samfundet gennem arbejderråd, bedre kendt som sovjetter. Bolsjevikkerne skulle vinde dem over til et program for en socialistisk revolution — det eneste, der kunne opfylde kravene om fred, brød og jord til bønderne — der så kunne blive startskuddet til en verdensrevolution og en ende på krigen og kapitalismen. 

Hvad var det, der gjorde Lenin i stand til at spille en så altafgørende rolle i 1917? Modsat hvad vi får at vide i Tyran, så var oktoberrevolutionen ikke et resultat af en manisk drøm for Lenin om at blive en “rød tsar”. Tværtimod var det Lenins evne til at se under begivenheders umiddelbare overflade, forstå de grundlæggende processer, der var på spil i samfundet, og drage de praktiske politiske konklusioner, der kunne gøre de marxistiske idéer til en materiel kraft i en revolution. 

Ser vi f.eks. på årene op til 1917 bliver det tydeligt, at Lenins historiske rolle ikke handlede om hverken held eller ren og skær viljestyrke, men i stedet om foreningen af en dyb teoretisk forståelse og opbyggelsen af et revolutionært parti. Da første verdenskrig brød ud i 1914, gav næsten samtlige arbejderpartier i Europa køb på klassekampen til fordel for en alliance med deres “egen” nationale kapitalistklasse. Krigen styrkede de nationalistiske tendenser i alle lande og skubbede befolkningen ind bag imperialisterne, der kaldte til forsvar for fædrelandet og fuldt stop for klassekampen. 

Men hvad der på overfladen virkede som en begivenhed, der kastede kampen for kommunisme årtier tilbage, var i virkeligheden et bevis på, at kapitalismen ikke længere kunne trække menneskeheden fremad. På den måde accelererede den og lagde grunden for en revolution i næsten alle krigsførende nationer. Millioner af mennesker blev sendt ud i den visse død i et blodbad på industriel skala, alt sammen for at de forskellige imperialistiske nationer kunne erobre en større bid af verdensøkonomien. Krigen fik Lenin til at beskrive kapitalismen som “rædsel uden ende” men også til at undersøge, hvordan og hvorfor systemet var nået hertil, og hvad der skulle til for at genopbygge de kommunistiske kræfter under de nye historiske forhold.  

Så snart krigen blev en realitet, svømmede Lenin imod den stærke reformistiske og chauvinistiske strømning, der fik tag i arbejderklasses organisationer og partier i alle lande. Men han tog kampen op. På den ene side skrev han et af sine hovedværker Imperialismen, der forklarede, hvordan kapitalismen, frem for at udvikle produktivkræfterne og spille en historisk progressiv rolle, nu var trådt ind i et stadie, hvor de kapitalistiske nationer konstant ville være i en kamp om genfordeling af verden. 

Samtidig indledte han en politisk offensiv til forsvar for internationalisme og imod opportunisme i den revolutionære bevægelse. Formålet var at sætte en kæp i hjulet på det ideologiske tilbagetog, hvor såkaldte marxister og venstreorienterede åbent eller skjult forsøgte at forkaste marxismens revolutionære og internationalistiske DNA. Den teoretiske kamp var fuldkommen nødvendig for at begynde at genopbygge revolutionære partier i hele Europa, herunder i Rusland, og forberede dem på den kommende storm af klassekamp, som krigen ville have til følge.   

Hykleri

Tyran nævner ikke Lenins kamp mod imperialismen og alle dens forsvarere. Og det er der nok en grund til. Vi lever nemlig stadig i en tid hvor imperialisme, krig og konflikter om markeder og indflydelsessfærer er kendetegnende for verden. I Ukraine har vestlig og russisk imperialisme kæmpet en krig, der snart løber på fjerde år, og i Gaza har israelsk imperialisme med opbakning fra hele Vesten begået folkedrab mod palæstinenserne. Selv under vores egne himmelstrøg er spørgsmålet om imperialisme kommet helt tæt på, idet den danske og amerikanske herskende klasse krydser klinger over, hvem der skal dominere Arktis. 

Det er en særdeles ubekvem kendsgerning for DR, at Lenin — manden der angiveligt havde en umættelig appetit, når det kom til vold — var den mest konsekvente modstander af kapitalismens blodbad. Lenin løftede sløret for kapitalismens virkelige natur, som et system der lever på udbytning og undertrykkelse af det store flertal. Han udstillede de kapitalistiske herskeres hykleri, når de beskyldte bolsjevikkerne for alverdens forfærdeligheder. Han påpegede altid klassekarakten af deres beskyldninger, og at kapitalisternes forsøg på at dømme bolsjevikkerne ud fra tomme fraser om ‘diktatur’ og ‘tyranni’ kun havde til formål at tilsløre, at de dem selv forsvarede mindretallets diktatur og tyranni over flertallet. 

I 1918 under den russiske borgerkrig skrev han eksempelvis et brev til de amerikanske arbejdere, som blev fodret en lind strøm af løgne om bolsjevikkerne fra de store amerikanske aviser. Frem for alt blev klasselinjerne trukket op:

Det internationale imperialistiske borgerskab har slagtet ti millioner mennesker og lemlæstet tyve millioner i »deres« krig, den krig, der skal afgøre, om de britiske eller de tyske gribbe skal herske over verden. Hvis vores krig, de undertryktes og udbyttedes krig mod undertrykkerne og udbytterne, resulterer i en halv eller en hel million tab i alle lande, vil borgerskabet sige, at de første tab er berettigede, mens de sidste er kriminelle.

Samme ærinde går Tyran for borgerskabet i dag. Podcasten er fyldt med skræmmehistorier fra borgerkrigen, som Lenin entydigt bliver anklaget for at være skyld i. At virkeligheden er en helt anden fortier DR. De imperialistiske magter og den hvide hær, der startede borgerkrigen og førte an i brutaliteten, italesættes ikke. Deres vold, hvis den overhovedet påtales af DR, fremstilles som var den opstået ud af den blå luft — uskyldig og uundgåelig. 

Lenin ledte en revolution til sejr, der faktisk havde tænkt sig at gøre en ende på kapitalismens barbari på verdensplan. Det blev ikke ved snakken, og arbejderklassen i den unge Sovjetrepublik formåede at vælte tsar styret og endda holde fast i magten imod alle odds. De viste alverdens undertrykte, at det er muligt med et samfund uden kapitalister og godsejere. 

Det har gjort ham til public enemy number one for kapitalistklassen i mere end 100 år. I den kamp, som vi ser det med Tyran, er der praktisk talt ingen nedre grænser for, hvad der må opdigtes, så længe det er for at afskrække en ny generation fra at tage hans idéer til sig og gøre kommunisme til en kraft i klassekampen.

Et nyt oktober

Kapitalistklassen har erklæret Lenin og marxismens spøgelse for uddrevet mange gange gennem historien, især siden Sovjetunionens fald. Men med hybris følger også straf. I netop de her år ser vi, hvordan kapitalismen kaster menneskeheden ud i en konstant strøm af kriser og kaos. Hvis du går i folkeskole eller på en ungdomsuddannelse, har du aldrig oplevet et liv, der ikke var præget af finanskrisen i 2008 og den nedgangsperiode for kapitalismen, som den indledte. Når du hører ordet reform, ved du, at det betyder en nedskæring, og når du kigger ud på verden, ser du klimakatastrofer og folkedrab. Du er blevet bundet en løgn på ærmet.

Dét er, hvad der ligger til grund for Lenins comeback. Tyran kan uden tvivl have nogen succes med at skræmme visse folk væk fra Lenin ved at fremstille ham, som de gør. Men en endeløs strøm af løgne, selv over en lydkulisse af rædselsskrig, ustemte klaverer og raslende kæder, kan ikke vende historiens og klassekampens strøm. Virkeligheden presser folk til at kæmpe imod kapitalismen og se i retning af kommunistiske idéer, ligesom på Lenins tid. 

I den forstand er DR som en kolos på lerfødder. Tyran er bombastisk og entydig i sit skudsmål, den er velproduceret og til dels underholdende. Men de interesser, som DR forsvarer i den, repræsenterer mindretallet af samfundet, hvis talerør, institutioner og idéer bliver mere og mere miskrediteret for hvert af kapitalismens chok, der ryster og ændrer flertallets vante illusioner til alt bestående. 

Hvis Lenin kan lære os én ting, er det dog, at vi som kommunister ikke bare bliver båret af tidens vind for til sidst at ende uantastet og ligetil i et socialistisk samfund. Der har været hundreder af revolutioner gennem tiden, og millioner af almindelige mennesker har ofret deres liv i kampen mod kapitalismen. Alligevel er det kun oktoberrevolutionen, der lykkedes. Den afgørende forskel var tilstedeværelsen af Lenin og bolsjevikkerne, der gennem årtiers uddannelse i marxistisk teori, træning i klassekampen og opbygningen af et parti var mere parate end nogle andre. 

For kapitalistklassen vil Lenin altid være en tyran. Men for flere og flere af verdens arbejdere og unge i dag er han præcis det modsatte: et bevis på, at en anden verden er mulig, og en kilde til de vigtigste lektioner og erfaringer i kampen for en revolution. 

Lyt til de tre afsnit af vores podcast om Lenin og DR’s Tyran her: