Klimakrisen raser derudad, og naturkatastroferne bliver flere og flere. 2024 var det varmeste år nogensinde målt. Vi så oversvømmelser i Spanien, tørke i Sydamerika og orkaner i Florida. Det er tydeligt, at klimaforandringerne udgør en eksistentiel trussel mod den menneskelige civilisation. Arbejdere og unge er med god grund ekstremt bekymrede over klimakrisen, og det har politikerne været nødt til at tage bestik af i deres retorik for at fremstå, som om de lytter til befolkningen.

”Vi skal stoppe investeringerne i sort energi og i stedet investere i vedvarende energi.” Den sætning har man hørt mange gange, og synspunktet er officiel politik på hele det politiske spektrum, hos alt fra Enhedslisten til De Konservative.

Selvom politikerne i årevis har talt om, at det er bydende nødvendigt at omstille til vedvarende energi, så er 80% af den energi, verden bruger, stadig fossil. De udskyder omstillingen med undskyldningen om, at teknologien endnu ikke eksisterer. Det er dog direkte løgn. Vi har allerede det meste af den grønne teknologi, vi skal bruge, og dog bliver den ikke implementeret. Men hvis det bare kræver, at investeringerne skal rykkes over i grøn energi, hvorfor har kapitalisterne så ikke gjort det endnu?

Profitmotivet styrer

Under kapitalismen er det ikke flertallet, som bestemmer, hvordan samfundet og økonomien indrettes, men kapitalisterne, et lille mindretal, der ejer virksomheder og kapital, som bestemmer, hvad der bliver produceret og hvordan det produceres.

En kapitalist vil altid forsøge at øge sin profit så meget som muligt, da det er en forudsætning for at overleve i konkurrencen på markedet. Derfor ønsker en kapitalist at investere i det, som giver det største afkast. Ifølge en undersøgelse fra Uppsala Universitet giver investeringer i olie- og gas-projekter et afkast, som er dobbelt så høje, hvis ikke mere, end investeringer i sol- og vindenergi. For at forstå, hvorfor forskellen mellem disse to energiformer er så stor, må vi forstå, hvor værdi kommer fra.

Når man investerer, ønsker man et afkast på sin investering, det vil altså sige, at der skal skabes mere værdi end det, der er blevet investeret for, og den ekstra værdi kan kun skabes via menneskeligt arbejde. Når mennesker arbejder, skaber vi mere værdi, end der kræves for at holde os i live. Den ekstra værdi kaldte Marx for merværdi. Merværdi er kilden til profit, da profit i sidste ende blot er arbejderklassens ubetalte arbejde. 

Grøn energi kræver generelt mindre arbejdskraft at producere, fordi det er mere automatiseret end sort energi. Man kan forestille sig, hvordan der på en olieboreplatform hele tiden skal bruges arbejdskraft på at udvinde olie osv., hvorimod der ved en vindmølle- eller solcellepark skal bruges arbejdskraft i bygge- og etableringsprocessen, men efter det handler det mest bare om vedligeholdelse. Dette er dårligt for profitraten.

Forestiller man sig en kapitalist, der investerer en mængde kapital i energiproduktion, så vil en mindre andel af investeringen gå til løn til arbejdere ved grøn energi end ved sort energi. Resten af investeringen vil gå til hvad Marx kaldte for konstant kapital, altså maskiner, råstoffer osv. Konstant kapital kan ikke generere ny værdi, men opbruges tværtimod i produktionsprocessen eller nedslides gradvist.

Når andelen af ens investering, der bruges på løn til arbejdere, er mindre, vil det derfor også betyde, at der vil blive skabt mindre merværdi for den samme investering ved grøn energi, end der vil ved sort energi.

Profitraten for en vare er forholdet mellem merværdien og de penge, der bliver brugt på konstant kapital og løn. Når merværdien for den samme investering er højere ved sort end ved grøn energi, får kapitalisten altså en større profitrate ved sort energi — altså højere afkast per krone investeret. Hvis det var profitabelt at omstille til grøn energi, så havde kapitalisterne allerede gjort det, men det er det ikke.

Dette forhold indrømmer kapitalisterne gennem deres egne handlinger. Vi ser det for eksempel med Ørsted, som i år annoncerede, at de dropper havvindmølleprojekter, fordi de ikke er tilstrækkeligt profitable. Profitmotivet er altså en barriere for at udnytte det potentiale, som grøn energi besidder.

Produktion på kapitalistisk basis

For kapitalisterne er det vigtigt, især i krisetider, at sikre sig, at ens investering giver et afkast. Som Engels sagde, så er grænserne for produktionen ikke bestemt af antallet af sultne maver, men af antallet af punge, der kan købe og betale. Det samme gælder for energiproduktion.

Kapitalisternes vilje til at investere i produktion af vedvarende energi handler ikke om, hvorvidt der er et samfundsmæssigt behov, men om man kan tjene profit på det. I det kapitalistiske system har man heller ikke fuld viden om, hvor stor efterspørgslen er, hvilket gør det endnu mere usikkert.

I lagre rundt om i Europa ligger der nok solcellepaneler til at producere energi til både London og Paris i et helt år, men som ikke kan sælges, fordi udbuddet er større end efterspørgslen. Som kapitalist tænker man derfor nok ikke, at det er solenergi, som vil være smart at investere i.

Selv hvis grøn energi var mere profitabel end sort, så ville det stadig ikke løse det grundlæggende problem: at produktionen sker på kapitalistisk basis. Ligesom en kvindelig kapitalist ikke er bedre end en mandlig, så er kapitalister, der producerer grøn energi, heller ikke bedre end dem, der producerer sort energi. Der vil stadig være udbytning af arbejdere, dårlige løn- og arbejdsforhold osv. For eksempel i Congo, hvor børn arbejder under horrible forhold i miner for at udvinde kobber og kobolt, der er nøgleråstoffer i grøn energi.

Udviklingen af et globalt og grønt energinet vil også kræve internationalt samarbejde på tværs af landegrænser — noget nationalstaterne er ude af stand til at facilitere, for deres primære formål er at beskytte deres egne kapitalisters interesser. I Europa beklager politikerne sig for eksempel over, at Kina er ‘for langt fremme’ i forhold til grøn teknologi, fordi det underminerer deres egne grønne industri. EU har derfor sat tolden op på elbiler fra Kina, hvilket gør kinesiske elbiler dyrere. Det viser, at så længe verden er opdelt i konkurrerende kapitalistiske stater, så er det umuligt at løse klimakrisen, som netop kræver globalt samarbejde og udvikling.

Kun arbejderklassen kan løse klimakrisen

Et stort flertal af den danske befolkning ønsker en grøn omstilling, men hvorfor gør politikerne så ikke noget ved det? Problemet er, at politikerne ikke repræsenterer flertallets vilje, men kapitalisternes. Deres rolle er at vedtage love, der varetager kapitalisternes interesser, så selvom politikerne taler stort om grøn omstilling til partilederdebatter og på Instagram, så hverken vil eller kan de løse klimakrisen, da det kræver et brud med det økonomiske system, de forsvarer. For eksempel ser vi, hvordan politikerne holder hånden under virksomheder som Cheminova og har tilladt dem at fortsætte med at forurene langt over grænseværdierne.

Vi kan med andre ord ikke have nogen tillid til, at toppen af samfundet løser klimakrisen, da de varetager andre klasseinteresser. For at løse klimakrisen kræver det et globalt energinet, der er etableret, så det tilgodeser både mennesker, natur og klima. Det vil kræve en enorm investering, som kapitalisterne, der kun investerer for at tjene profit, aldrig vil foretage. Det kræver samtidig, at vi ophæver nationalstaterne, så vi kan samarbejde på tværs af hele verden, og det kræver, at produktionen bliver planlagt demokratisk og bevidst.

Det er kun den internationale arbejderklasse, der kan gennemføre disse nødvendige forandringer ved at tage ejerskabet og kontrollen over al produktion og skabe et samfund, hvor der bliver produceret for menneskers og naturens bedste i stedet for en lille elites behov for profit.