I dag anerkender jeg marxismens historiske rolle i klassekampen. Marx beskrev kommunismen som socialismens højeste stadie, og der udtryk har jeg taget ti mig. Privat foto.
Man har meget tid til at tænke over verden, når man som ungarbejder står og vasker tallerkener eller skræller gulerødder på en af de særligt lange eller kedelige vagter. Hænderne, der stabler krus eller vasker gulv, kører efter en vis tid på automatpilot, og ens tanker kan vandre frit. Man kan tænke over sin egen situation, hvordan verden ser ud eller ens fremtid. Og med en vagt, der er tilstrækkelig lang, kan man komme rundt om det meste. Tankerne kan både omhandle ens arbejdsplads, og hvad folk som en selv egentlig kan se frem til efter en periode med hårdt, ukreativt og underbetalt ungdomsarbejde. Med disse tanker oplevede jeg, at mit politiske ståsted udviklede sig til venstre.
Unge som jeg står i en besynderlig situation. Generationerne født og opvokset i efterkrigsopsvinget har set deres levevilkår stige markant i deres livstid. Men siden efterkrigsopsvingets ophør har kapitalismen gået tilbage til normen med en kæmpe økonomisk krise ca. hvert årti og en tilspidsning af klassekampen. Siden mine forældres generation kom ind på arbejdsmarkedet, har der ikke været en målbar reallønsfremgang eller arbejdstidsnedgang, men hvert år stiger produktiviteten. Kagen bliver større, men vi kan se frem til en mindre og mindre del af den. Og med klimakrisen på dørtrinet kan vi som ungdom klart se, at vores liv ikke bliver bedre eller nemmere, end hvad vores forældres generation kunne se frem til. Vi har alt at miste, hvis vi forholder os politisk passive, og alt at vinde, hvis vi organiserer os for en bedre fremtid, end den vi er blevet budt.
Jeg tænkte intuitivt i socialistiske baner: ”Hvis demokrati er den mest effektive måde at tilgodese flest individer, hvorfor så ikke på arbejdspladsen? Hvad incitament har jeg egentlig for at arbejde hårdt, hvis min løn forbliver uændret?” Sådan gik jeg i flere år og opsamlede socialistisk argumentation. Og jeg så, hvordan venstrereformister, særligt Pelle Dragsted (Ø), delte mine idéer. De smed om sig med store ord som socialisme og arbejderdemokrati, og jeg tog det til mig.
Men, som jeg snart ville lære, er kampen for socialisme ikke bare et spørgsmål om at sprede det gode budskab. Kampen for socialisme kræver et klart perspektiv på verdenssituationen. Det kræver en forståelse for, hvordan arbejdende mennesker kan tage magten over produktionsmidlerne, og hvordan de bibeholder denne magt. I alle eksempler hvor arbejdende mennesker har forsøgt at blive herre i eget hus, har alverdens kapitalister stået klar med invasioner, blokader, sabotage og andet fra den imperialistiske værktøjskasse. Ingen socialistisk revolution kan vinde kampen, hvis den kun eksisterer nationalt, og ingen socialistisk omvæltning sker uden at vække imperialismens vrede.
Jeg kunne godt se, at mine tanker ikke lød som noget, der passede ind i et reformistisk parti. Men hvad passede jeg så ind i? Hvis jeg delte mine tanker med nogen, ville jeg tit få at vide, at det lød kommunistisk, og at dette var negativt. Jeg kendte selvfølgelig skræmmebilledet ind og ud: ”Kommunisme er, når staten står for alt. Sådan foregik det i USSR, og det gik jo galt.” Det lyder helt fjollet at sige højt nu, for ikke en eneste beskrivelse, jeg selv kunne give af kommunisme for blot et par år tilbage, var andet end stråmænd, hvis ikke decideret løgnagtige.
Jeg stødte på Revolutionære Socialister i min søgen efter svar og hørte først podcastene, hvorefter jeg abonnerede på avisen. Særligt husker jeg en sag i 2019, om en overenskomststridig strejke af bagageportørerne i Kastrup Lufthavn, som en øjenåbner. De ansatte havde gået i strejke for at fjerne en skruebrækker fra deres arbejdsplads og derved sikre deres løn og arbejdsforhold. Men de ”officielle meningsdannere” i alle medier og alle partier (herunder de selverklærede venstreorienterede) gik sammen om at forsvare arbejdsgivernes position imod arbejdernes demokratiske valg af fagforening. Her stod RS nærmest alene i deres utvetydige støtte til arbejderklassen, og derved vandt de min respekt.
Derfor takkede jeg ja, da jeg fik muligheden for at gå med i organisationen og lære mere. I organisationen fik jeg akkurat, hvad mit politiske standpunkt manglede: Et filosofisk og politisk fundament. Før havde jeg blot generelle, venstreorienterede holdninger, som jeg havde stødt på tilfældigt. Marxisme gav disse holdninger en årsag til at eksistere og forklarede deres sammenhæng. Marxisme gør det muligt at se bag sløret på den objektive situation. Den kan forklare, hvilke materielle betingelser, der har skabt ideerne, som hersker i forskellige bevægelser både historisk og nutidigt. Jeg plejede at mene, at socialisme var en tidløs god ide. I dag anerkender jeg dens historiske rolle i klassekampen. Marx beskrev kommunismen som socialismens højeste stadie og det udtryk har jeg taget til mig. Derfor er jeg kommunist
