Ikke siden 1970’erne har ordet ”revolution” været så brugt, som det er tilfældet i dag. Fra et marxistisk synspunkt er en revolution et nødvendigt skridt for at omvælte kapitalismen og starte udviklingen af et mere harmonisk samfund på et højere niveau: socialisme.
På trods af at revolution i dag er blevet populariseret på alle mulige og umulige måder, så er det bemærkelsesværdig, hvordan toppen af nogle af de, traditionelt set, mest venstreorienterede partier, nægter at tage ordet i brug. Det ses blandt andet i Enhedslisten. Da partiet skulle have nyt principprogram i 2014, var det absolut klart, at ledelsen ville have så lidt som muligt om revolution i deres nye program.
Det vidner desværre om, hvor lidt toppen af Enhedslisten holder fast i deres traditionelle principper om et definitivt brud med det nuværende kapitalistiske system. Derudover fortæller det også, hvor lidt de forstår, af hvilken vej den politiske vind blæser.
Selv visse borgerlige politikere har en bedre politisk fornemmelse for, hvad der rører sig i samfundet. Det er eksempelvis tilfældet med den nyvalgte franske præsident Emmanuel Marcon, som i 2016 udgav en bog med titlen Révolution. Macron er på ingen måde revolutionær, men han forstår, hvad han skal slå på for at få større politisk opbakning, især blandt unge.
Reformisme
I arbejderbevægelsen har der altid eksisteret en kamp mellem to modsatrettede politiske strømninger: den reformistiske og den revolutionære. Reformisterne mener ikke, at det er nødvendigt med en større omvæltning i samfundet, men at de kan forbedre arbejdernes liv, skridt for skridt, reform for reform.
Før i tiden mente reformisterne, at det var muligt at reformere sig til socialisme; til et samfund uden kapitalister og undertrykkelse, hvor arbejderklassen styrede økonomien, og resten af samfundet, demokratisk. I dag går de ikke engang så langt. De tror ikke på muligheden for et andet system end kapitalismen. Nu snakker de kun om at gøre kapitalismen mere ”human”.
Op til 1. Verdenskrig og i opsvinget efter 2. Verdenskrig kunne reformisterne i de mest udviklede kapitalistiske lande vinde store dele af arbejderklassens tillid, fordi kapitalismen på de tidspunkter gav mulighed for at forbedre arbejderklassens liv (især for arbejderklassens top). Løn- og arbejdsforhold blev drastisk forbedret, og en velfærdsstat blev opbygget.
Men de tidspunkter var undtagelser i kapitalismens historie. Marx forklarede, at kapitalismen fungerer i cyklusser, hvor et økonomisk opsving bliver efterfulgt af en økonomisk krise, som derefter vil blive fulgt af et nyt opsving, osv.
Men denne økonomiske lov forklarer i sig selv ikke noget om karakteren af opsvingene eller kriserne. Karakteren af disse ændrer sig alt efter hvilken periode af kapitalismens historie vi befinder os i. I perioden som fulgte 2. Verdenskrig var opsvingene store, og kriserne var så små, at de nærmest gik ubemærket hen.
Siden 1970’erne har det omvendte været tilfældet. Her har opsvingene været små og ofte bygget på spekulation og gæld, mens kriserne har været dybe og ramt arbejderklassen hårdt. Kapitalismen befinder sig i en blindgyde og kan ikke længere tage samfundet fremad. År for år er velfærdsstaten blevet pillet fra hinanden, og løn- og arbejdsforhold har været under konstante angreb. Reformer er i dag blevet synonymt med nedskæringer.
Hvad er det økonomiske perspektiv i dag? Et nyt opsving a la efterkrigsopsvinget? Tværtimod blev krisen fra 2008 grundlæggende set ikke løst. Vi står stadig over for et massivt problem med overproduktion, spekulation og gæld. Vi står dermed overfor perspektivet om en ny verdensomspændende krise.
Stædig reformist
Men lad os hypotetisk antage, at en utrolig stædig venstreorienteret reformist kom til magten. Vedkommende vil udbygge velfærden massivt, sørge for ordentlige løn- og arbejdsforhold, hæve top- og selskabsskatten markant, gen-nationalisere tidligere statsvirksomheder, osv. Hvad ville resultatet være?
Hvis dette venstrereformistiske forsøg blev inden for kapitalismens rammer, så ville det betyde økonomisk ruin. Eftersom det ville være et direkte angreb på kapitalistklassen, ville de gøre alt i deres magt for at modgå det. En del af kapitalistklassen ville påbegynde en hård økonomisk sabotage, som ville resultere i mangel på dagligvarer og høj inflation (som vi ser i Venezuela lige nu). En anden del ville ”blot” trække deres investeringer, arbejdspladser og opsparinger ud af landet, og placere deres penge steder, hvor der fandtes et bedre ”investeringsklima”.
Uden et definitivt brud med kapitalismen ville et forsøg på at gennemføre et omfattende reformprogram være ren ønsketænkning.
Det gode argument
På trods af reformismens fejlslagne forsøg på at ændre samfundet til det bedre for bestandigt, findes der folk på venstrefløjen, som affejer nødvendigheden af en revolution. De tror, at kapitalistklassens og dens tjenere vil gå med til ændre samfundet, hvis vi blot forklarer fordelene klart og præcist nok. De mener, at vi blot skal forlade os på det gode arguments kraft, og at den herskende klasse i samfundet nok skal komme til fornuft af sig selv før eller siden.
Den form for logik kunne lægges ned over alle andre perioder i historien. Hvorfor kunne kongen og adelen ikke se, at samfundet ville blive mere effektivt, hvis de opgav deres magt og gav den til borgerskabet? Eller før dem, hvorfor overgav slaveejerne ikke deres magt frivilligt og lod samfundet fortsætte i en mere rationel retning?
Problemet er, at ingen herskende klasse i historien har opgivet sin magt og privilegier frivilligt. Hvis samfundet skulle tages fremad, ville det kræve en revolution, og en af de første opgaver for en ny arbejderstat ville være at ekspropriere de største 100 eller 200 virksomheder i Danmark. Med kontrollen over disse store virksomheder ville arbejderklassen de facto have kontrol med hele økonomien, og dermed have fjernet grundlaget for kapitalisternes magt.
Revolution
Den eneste måde at forbedre forholdene for det store flertal for bestandigt (og redde planeten i samme omgang) er gennem en revolution. Leon Trotskij, en af lederne af Den Russiske Revolution, forklarede, at en revolution er, når de brede masser tager deres skæbne i egne hænder og begynder at forandre samfundet; når de ikke længere er passive tilskuere, som til dagligt, men begynder at involvere sig i politik og aktivt begynder at styre samfundet.
At en revolution skal omstyrte det bestående system, er ikke noget særegent ved kapitalismen. Revolutioner har fundet sted i store dele af historien og borgerlige revolutioner hjalp kapitalismens udvikling på vej ved at nedbryde feudalismen. Det mest klassiske eksempel er Den Franske Revolution.
Men det er klart, at en socialistisk revolution vil være anderledes, end de borgerlige var. De borgerlige revolutioner hjalp et mindretal af befolkningen (kapitalistklassen) med at tage magten fra et andet mindretal (kongen, adelen og godsejerne).
Derfor adskiller en socialistisk revolution sig markant fra alle hidtidige revolutioner: for første gang i historien vil revolutionen bringe det store flertal af befolkningen, arbejderklassen, til magten, i stedet for et mindretal.
Modne forhold
Det er et paradoks (og en skændsel!), at den etablerede venstrefløj og arbejderbevægelse aldrig har været mere højreorienteret, end den er nu: på et tidspunkt i kapitalismens historie, hvor forholdene for en socialistisk revolution aldrig har været mere modne.
Med nutidens teknologi og videnskab har menneskeheden mulighed for at skabe mirakler. Vi ville nemt kunne udrydde sygdomme, der slår millioner af mennesker ihjel hvert år. Vi kunne lade maskiner og robotter overtage arbejde, der i dag bliver udført af mennesker, hvilket ville skabe en drastisk nedjustering af arbejdstiden. Vi kunne omstille verdens produktion til at være bæredygtig, så planeten ikke bliver ubeboelig.
Men det bliver ikke gjort. Hvorfor? På grund af profit. Fordi vi lever under et økonomisk system – kapitalismen – hvor der ikke bliver produceret efter behov, men efter hvad et lille mindretal kan tjene penge på.
En revolution kan desværre, fristes man til at sige, ikke udråbes. Den opstår, når de sociale modsætninger i samfundet bliver for kraftige, og det store flertal sætter sig i bevægelse for at gøre noget ved det. Når det sker, er det afgørende, at der findes en organisation, som kan intervenere og sikre, at det bliver en succesfuld socialistisk revolution. Vi opfordrer derfor dig til at gå med og organisere dig hos os i Revolutionære Socialister.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 32, september 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
