Denne artikel er den anden artikel i en serie, som vil berøre de grundlæggende elementer af marxistisk filosofi. Klik her, for at læse første artikel i serien. Vi fortsætter her temaet om materialisme og går mere i detaljerne med argumenterne hos henholdsvis idealisterne og materialisterne og om, hvordan og hvorvidt vi virkelig kan vide noget om verden omkring os.
Idealisme som filosofi har en besynderlig vedholdenhed. I videnskabens tidsalder, hvor så meget viden om naturen og verden bliver afsløret, oplever vi fortsat, at idealistiske filosofier – altså filosofi, som enten påstår, at den materielle verden ikke findes, eller at vi ikke kan forstå den – ikke kun består, men også bliver styrket. Faktisk var det 20. århundrede præget af et idealistisk modangreb på materialismen. Det 20. århundredes filosofi var domineret af idealisme i forskellige former i langt højere grad end i det 19. århundrede.
Idealisme i det 20. århundrede
I begyndelsen af det 20. århundrede så man fx den filosofiske skole kendt som logisk positivisme, som erklærede, at alle påstande eller udsagn er meningsløse, hvis de ikke refererer direkte til personlige oplevelser. Det er altså meningsløst at snakke om Anden Verdenskrig, hvis man ikke har gennemlevet den. Som resultat afviste denne filosofi en bred vifte af videnskab som komplet meningsløs. Ifølge dem kan vi ikke vide noget udover vores umiddelbare oplevelser som individ. Konsekvent bliver det meste af menneskehedens viden afvist.
En lignende filosofisk tendens var empiriokriticismen, som Lenin kritiserede i sin bog “Materialisme og Empiriokriticisme”. Det var et lignende sæt af idéer, som grundlæggende set benægtede, at vi overhovedet kan referere til en verden af objektiv sandhed, altså den materielle verden, uafhængigt af vores tanker. Samtidig var der filosofier som fænomenologi og eksistentialisme, hvis udgangspunkt var analysen af det individuelle subjekt – altså det tænkende individ. Her var alting beskrevet i relation til, hvordan de enkelte individer opfattede verden, i stedet for den virkelige verden og samfundet selv. Fælles for alle disse skoler er, at de ingen interesse havde i at tale om en uafhængig virkelighed, som for dem er meningsløs eller umuligt at vide noget rigtigt om.
Efter Anden Verdenskrig kom postmodernismen. Postmodernismen er anderledes i sin stil, men indholdsmæssigt meget ens med resten af det 20. århundredes idealisme. Hvad denne bølge af filosoffer påstår er grundlæggende, at al viden er subjektiv; alt menneskelig viden og samfundet som helhed er skabt af sprog og hvordan vi taler om ting. Derfor er der for dem ingen objektiv viden eller mulighed for objektiv viden. Videnskab er eksempelvis udelukkende forskellige måder at tale om ting, som er afhængig af kulturen. Videnskaben refererer altså heller ikke til uafhængig fakta fra i den virkelige verden, som i højere eller lavere grad kan verificeres. For postmodernisterne er “sandhed” derfor socialt konstrueret – med andre ord er der ingen objektivitet, kun relative sandheder afhængigt af samfund og kultur. Vi har, ifølge dem, ikke evnerne til at bestemme, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.
Idealisme og formel logik
Det var de primære filosofiske skoler i det 20 århundrede, som alle var idealistiske på den ene eller anden måde. Fælles for dem alle er derudover, at deres udgangspunkt er en form for formel logik. Det betyder et udsyn, som benægter at der er en relation mellem ting, men som i stedet isolerer, atomiserer og kategoriserer fænomener. Deres udgangspunkt er det isolerede individ, eller det tænkende individ – ikke det levende, praktiske individ, men nærmere en abstraktion. Hvordan kan dette menneske vide noget rigtigt om verden, spørger de. Det er, ifølge dem, umuligt.
Marx svarede idealisterne i sine berømte teser om Feuerbach: Selvfølgelig er det umuligt at vide noget rigtigt, fordi idealister opstiller spørgsmålet på en fundamentalt skolastisk måde; på en måde, hvor viden er fuldstændig adskilt fra praksis. Deres udgangspunkt er, at der er en fundamental forskel mellem menneskelig tænkning og den materielle verden. Som Marx skriver:
»Spørgsmålet om, hvorvidt objektiv sandhed kan tilskrives menneskelig tænkning, er ikke et spørgsmål om teori, men et praktisk spørgsmål. Mennesket skal bevise sandheden – altså virkeligheden og magten, sin tænknings ensidighed i praksis. Striden om tænkningens virkelighed eller ikke-virkelighed, der er isoleret fra praksis, er et rent skolastisk spørgsmål.«
Marx forklarede det genialt. Han forsøgte ikke at modbevise dem, men i stedet påpeger han, at deres udsyn er overflødigt i den forstand, at det ikke har noget at gøre med det virkelige liv; virkeligheden består ikke af atomiserede individer, der ikke foretager sig noget, men af praktiske individer, som har brug for at overleve. I sidste ende er måden, vi afgør om en idé er rigtig eller ej, dens praktiske applikation. Menneskeheden er en del af naturen – den er ikke adskilt fra den. Udsynet hos idealisterne og deres idéer er en selvopfyldende profeti: Udgangspunktet er det isolerede individ, og de forsøger derefter at undersøge dets tænkning som et atomiseret individ, hvis tanker kommer ud af ingenting. Derfor er det umuligt at se, hvordan dets idéer relaterer sig til den materielle verden og de ting, de foretager sig.
Bishop Berkeley, som var en af det 18. århundredes vigtigste idealistiske filosoffer, skrev følgende:
»Men, siger du, selv om ideerne ikke eksisterer uden sindet, kan der dog være ting som dem, hvoraf de er kopier eller ligheder; hvilke ting eksisterer uden sindet, i en utænksom substans. Jeg svarer, en idé kan ikke ligne andet end en idé; en farve eller figur kan ikke ligne andet end en anden farve eller figur.«
Her ser vi tydeligt, hvordan Berkeley på forhånd definerer tanker og den materielle verden som to fundamentalt forskellige ting, og hvordan kan tænkning så have objektiv viden om noget andet end tænkning selv? David Hume, som også er en stor figur i den idealistiske filosofi, skrev følgende:
»Sindet har aldrig andet til stede end forestillingerne og kan umuligt nå nogen oplevelse af dets forbindelse med objekter. Denne antagelse om en sådan sammenhæng er derfor uden grundlag i ræsonnementet.«
Igen er tænkning defineret på forhånd som noget fundamentalt anderledes end den materielle verden. Derfor kan tænkning umuligt kende den materielle verden, som den virkelig er. Lenin forklarede som svar, at dette udsyn antager, at vores sanseindtryk er en barriere mellem to urelaterede verdener – den objektive viden og vores individuelle sanseindtryks verden. Sanseindtryk bliver på den måde en barriere, og det faktum, at vi har sanseindtryk, giver os ikke nogen viden om den objektive verden, fordi sanseindtryk er en del af bevidstheden. For Lenin derimod er sanseindtryk en bro mellem to dele af den samme verden. For vi er naturlige, materielle væsner. Vores sanser er derfor en bro mellem forskellige dele af den samme verden.
Hegel
Georg Wilhelm Friedrich Hegel. Billede: public domain.
De primære filosofiske tendenser i det 20. århundrede er i virkeligheden bare en gentagelse af disse idéer. I filosofisk forstand tilføjer de ikke rigtig noget nyt. Hume og Kant, som er to af idealismens vigtigste skikkelser, kom begge til konklusionen, at vores idéer udelukkende er abstrakte ting. I virkeligheden er vores oplevelser med verden ikke abstrakte. Vores konkrete oplevelser med fx borde eller stole er ikke abstrakte, men det er konkrete og specifikke objekter, som eksisterer i relation til andre specifikke objekter. Alligevel konkluderede de, at viden i virkeligheden består af abstrakte koncepter såsom tid, rum, årsag, virkning osv. Uden disse abstrakte koncepter har vi ingen idé om noget som helst. For dem er det faktum, at vi ikke oplever tid og rum som sådan, men i stedet bruger tid og rum til at forstå verden, et bevis for, at vi ikke erkender verden, som den virkelig er. Vi har linser på, så at sige, som vi ser verden igennem.
Det bedste svar på dette kommer ikke direkte fra Marx eller Engels, men fra Hegel, som selv var idealist, dog en fundamentalt anden slags idealist end Hume og Kant. Han mente, at det var muligt at opnå objektiv viden, der går ud over ens egne oplevelser. Kant påstod, at vi aldrig kan forstå “tingen i sig selv”. Hvad han mente var, at vi ikke kan forstå tingen-i-sig-selv, fordi vi forstår verden gennem abstrakte koncepter som tid og rum. Derfor kan vi aldrig forstå verden uden disse koncepter. Et objekt er ikke tid, så vi kan ikke vide, hvad et objekt er, uden at fx konceptet tid bliver anvendt, og dermed kan vi ikke forstå ting, som de virkelig er. Hegel pointerede derimod, at tingen-i-sig-selv, som Kant snakkede om, i virkeligheden ikke er noget. Det er blottet for ethvert koncept.
Han skrev:
»Tingen i sig selv udtrykker genstanden, for så vidt som abstraktion er lavet af alt, hvad det er for bevidstheden, af alle følelsesbestemmelser såvel som af alle bestemte tanker om det. Det er let at se, hvad der er tilbage, nemlig det, der er fuldstændig abstrakt eller totalt tomt, og kun bestemt som det, der er “ud over”… Det er i sig selv kun et produkt af tænkningen, og netop af den tænkning, der er gået til det ekstreme af ren abstraktion, produktet af det tomme “jeg”, der gør sin egen tomme selvidentitet til sit objekt.«
Hvad Hegel siger er, at hvis man definerer noget som en ting i sig selv, afskåret fra alle dets determinerende kvaliteter, såsom tid og rum, årsag og virkning, farve, størrelse osv., med påstanden om, at alle disse abstrakte koncepter kun eksisterer i ens hjerne og ikke i den objektive verden, påstår man dermed, at tingen-i-sig-selv eksisterer, men man kan ikke forstå den, fordi man på forhånd har tillagt det visse idéer. Man definerer altså idéen i sig selv, blottet for indhold, som ingenting, fordi hvis noget er, uden bestemte kvaliteter, såsom farve eller størrelse, er det i virkeligheden ingenting.
Man definerer på forhånd, hvilket er en tankehandling, som Hegel pointerer. Man definerer det som ingenting, og derfor er det bare ingenting. Hvad Hegel grundlæggende set pointerer er at, ja, disse koncepter som vi bruger til at forstå verden, som fx tid og rum, er et produkt af tænkning. Men objekter i sig selv har ikke disse kvaliteter. Det er ganske rigtig, at vi ikke oplever tid generelt, ligesom vi heller ikke oplever “bordhed” eller “stolehed”, vi oplever kun specifikke borde og stole.
Disse objekter må have generelle kvaliteter, som relaterer dem til andre ting, som fx hårdhed eller blødhed. Ved at opleve ikke bare ét bord, men mange borde igennem vores liv, begynder vi at udvikle generaliseringer, som forbinder alle disse relaterede objekter og dermed udtrykker deres sande relationer mere eller mindre korrekt. Generaliseringer er summen af mange oplevelser og erfaringer af mange ting over lang tid. Her ser vi igen begrænsningerne i idealismen, som baserer sig selv på et ekstremt atomiseret udsyn, der reducerer erfaringer til en enkelt erfaring hos ét individ på ét tidspunkt i historien i stedet for at se processer, som er den dialektiske måde at gå til tingene på.
Kan viden verificeres?
David Hume. Billede: Wikipedia
Hume pointerede også, at perception er anderledes end objekterne selv. Han brugte også borde som eksempel. Hvad Hume sagde var, at jo mere vi bevæger os væk fra et bord, jo mindre bliver bordet i ens opfattelse af det, men det betyder jo ikke, at bordet rent faktisk bliver mindre. Så ifølge Hume er opfattelse dermed fundamentalt anderledes en objektet selv. Fra et materialistisk synspunkt er denne indsigelse nem at besvare. Opfattelsen af et objekt er ikke det samme som objektet selv. Det udtrykker derimod relationen mellem objektet, os selv og naturligvis de andre objekter omkring os. Det ser mindre ud, fordi man bevæger sig væk fra objektet selv. Det er ikke en falsk opfattelse, tværtimod, udtrykker det akkurat en anderledes relation mellem en selv og bordet.
Samtidig med at Berkeley diskuterer sine idéer, er han også nødt til at forene sig med det faktum at subjektiv idealisme, hvor den individuelle persons opfattelse er alt der virkelig eksisterer, ikke kan forklarer hvorfor menneskers idéer og opfattelser af ting generelt stemmer overens med hinanden. Hvorfor er man enige om, hvordan fx borde ser ud? Berkeley bortforklarer dette med påstanden om, at der er et andet sind udover vores egen – og det sind er Guds sind. Gud er, ifølge Berkeley, også et sind, men et langt mere magtfuldt sind end os. Gud opfatter ting og skaber en objektiv kvalitet i vores opfattelser, som alle er enige i – derfor er vores opfattelse ikke fuldstændig subjektive.
Idealisme er på mange måder tom for forklaringsevne. Hvis sjælen eller bevidstheden er total immateriel, hvorfor bosætter den så en krop og får den til at bevæge sig på bestemte måder? Det kan de subjektive idealister ikke forklare. De accepterer, at det sker, erklærer det et mysterium, eller de benægter, at den materielle krop eksisterer. Når alt kommer til alt, bliver idealisterne fordømt af modsætningerne mellem deres egne idéer og deres egen levende praksis.
Som Marx forklarede, er det virkelig menneskelig aktivitet, der definerer, hvem vi er. Selv de mest ekstreme idealistiske filosoffer, lever deres liv som alle andre – spiser mad, sover osv. På mange måder tror de egentlig ikke selv på, hvad det er, de siger. Eller rettere: De tror på det i en abstrakt eller teoretisk forstand, hvor deres praktiske liv ikke spiller nogen rolle. Men de modsiger deres idéer hvert eneste øjeblik af deres liv. Af samme grund er det et udsyn, der meget åbenlyst reflekterer den sociale position hos filosoffer og andre borgerlige intellektuelle, som er undtaget de daglige kampe i den virkelig verden, og som har råd til at fremlægge idéer, som er fundamentalt ubrugelige i praktisk forstand.
Kampen mod idealisme er kampen for socialisme
Men disse idéer har naturligvis et formål – de har et reaktionært formål, som er at forvride de virkelige kampe som mennesker oplever og klassesamfundets sande karakter. Ved at definere menneskelige oplevelser som noget, der egentlig er afkoblet fra den materielle verden og i stedet definerer mennesker som et abstrakt individ, har de gjort filosofien til en barriere mellem socialisme og menneskelig frigørelse. Idealisme er ikke bare en filosofi der har overlevet – det er stadig den dominerende skole i filosofien. Det virker besynderligt i denne videnskabelige tidsalder, lige indtil man husker, at vi stadig lever i et klassesamfund – et samfund, hvor en lille minoritet nyder utrolige mængder rigdom og magt, og som har en interesse i at forvride sandheden om samfundet. Vi har stadig en herskende klasse, som ønsker opretholde et samfund med fremmedgørelse, fattigdom og mangel på kontrol over menneskehedens skæbne.
Så længe vi lever i et samfund, hvor mennesker udbytter andre mennesker, og hvor folks liv er domineret af dyb usikkerhed og uvidenhed, vil idealisme altid eksistere som filosofien hos de privilegerede, som bevidst retfærdiggør kapitalismen på den ene eller den anden måde. Kampen imod idealisme er derfor endnu engang ultimativt en social og politisk kamp imod kapitalismen.
Skrevet over podcasten How can we know anything? af Daniel Morley fra Socialist Appeals´ podcast-serie The ABC of Marxist philosophy. Podcasten kan findes på bl.a. Spotify og alle førende podcastplatforme ved at søge efter Socialist Appeal.
