Denne artikel er den første artikel i en serie, som vil gennemgå alle de vigtigste aspekter af marxistisk filosofi – nøglebegreberne, de logiske idéer og de grundlæggende argumenter, som udgør marxismens filosofiske grundlag. Artikelserien vil give læseren en solid, grundlæggende forståelse af marxistisk filosofi og hvordan den kan bruges til at forklare verden omkring os.
Hvorfor diskuterer vi, som marxister, filosofi? For nogle fremstår filosofi som en form for akademisk overflødighed. Burde vi ikke i stedet gå på gaden og kæmpe for højere lønninger eller kæmpe imod fascister? Det er naturligvis også en del af at være marxist – de to ting udelukker ikke hinanden. Men det er centralt, at vi er afklarede i vores filosofiske idéer – præcis fordi vi kæmper for fundamentalt at ændre verden. Vi kæmper ikke for små forbedringer her og dér, men for at grundlæggende frigøre menneskeheden.
Det kræver af os, at vores verdensudsyn er så dyb, grundig, realistisk og langsigtet som muligt. Det kræver en filosofi, som ikke er begrænset af kortsigtede løsninger, fordomme eller illusioner. Vores mål er langt mere ambitiøst end nogen anden politisk bevægelse i historien og af den grund er vi nødsaget til at have en filosofi.
Denne artikel, vil takle spørgsmålet om materialisme. Marxisme er en gennemgående, konsekvent materialistisk filosofi. Det betyder at vi hævder, at materie eksisterer uafhængigt af bevidstheden. Der findes kun én virkelighed, som er den materielle virkelighed. Det er en påstand som de fleste accepterer, på den ene eller den anden måde. For os betyder det, at der ikke findes en spirituel verden, ingen gud eller andre religiøse fænomener. Men det betyder også, at ikke nok med at bevidstheden er afhængig og betinget af den materielle verden, så er den materielle virkelighed ikke afhængig af bevidstheden. Med andre ord – den materielle verden eksisterede før mennesker.
Der findes kun én virkelighed
Endnu engang er det en påstand, som umiddelbart fremgår åbenlys. Men i filosofien er det ikke nødvendigvis det dominerende udsyn. Tværtimod, er det mest herskende udsyn i filosofiens historie idealisme, som er det modsatte af materialisme. Naturligvis findes der mange former for idealisme. Men det grundlæggende udsyn hos idealisterne er, at idéer eller tanker på én eller anden måde eksisterer uafhængigt af den materielle verden eller at den materielle verden ikke kan være uafhængig af tænkning.
Det vil sige at opfattelse eller perspektiv, er det der for idealisterne udgør virkeligheden. Uden nogen eller noget til at opleve og opfatte verden, kunne verden ikke eksisterer. “Hvis et træ vælter i skoven og der ikke er nogen til at se det, laver det så virkelig en lyd”? Det er et velkendt eksempel på det idealistiske verdensbillede. Som marxister og materialister er vores svar utvetydigt – ja, selvfølgelig.
På overfladen kan det virke besynderligt, at idealisme historisk set har været den dominerende filosofiske tendens. Så hvordan kan det være, at idealisme i alle dens forskellige former, er så dominerende? Der er to umiddelbare forklaringer på dette. Den første forklaring, er den abstrakte karakter hos tænkning generelt. Hvad vil det sige, at tænke? At tænke er grundlæggende at generaliserer og lave abstraktioner. En idé betyder grundlæggende, at man har generaliseret på nogle af sine oplevelser. Idéen om en stol, fx, betyder ikke idéen om en bestemt stol. Men idéen om stol omfatter alle stole. Ellers er det udelukkende et individuelt objekt og ikke en idé om stole generelt.
Generaliseringer og abstraktioner er, naturligvis, en enormt kraftfuld ting. Men der er også en fare i at generaliserer og lave abstraktioner. Igennem abstraktioner og generaliseringer kan abstraktioner hurtigt komme til at fremstå som noget, der er uafhængigt eller større end det fænomen der generaliseres. Med andre ord virker vores idé om, fx, cirkler, mere perfekt end nogen cirkler der rent faktisk eksisterer. For nogle filosoffer er abstraktioner mere sandt end nogen cirkler der er at finde i den materielle verden.
Den anden forklaring på idealismens dominans er klassesamfundets eksistens, udbytning og ulighed. Indbygget i klassesamfundet, er et privilegeret lag af samfundet, der ikke er nødsaget til at arbejde – altså et lag af samfundet, som lever af andre menneskers arbejde. Den herskende klasse er, generelt, højere uddannet og arbejder mere i idéer end med fysisk arbejde, som er arbejderklassen’s lod. Det er heraf naturligt, at sådan en klasse vil forsøge at retfærdiggøre sin eksistens, ved at hæve idéer og idéernes verden over “den beskidte verden” af manuelt arbejde og kampen for overlevelse. Derfor har udsynet hos professionelle filosoffer gennem historien været karakteriseret af en form for elitisme. Det kommer til udtryk i idealismen.
Materialisme og Oldtidens Grækenland
Materialisme blev ikke opdaget af Marx og Engels. Der var mange materialister før dem. De første filosoffer var materialister – filosofferne i oldtidens Grækenland, så som Thales og Heraklit. De var grundlæggende materialister, i den forstand, at de forsøgte at forklare verden udelukkende gennem verden selv – altså udelukkende igennem naturlige kræfter og ikke igennem guder og spiritualitet. I dag er mange af deres idéer naturligvis uddaterede, selvom de på mange måder var langt foran deres egen tid.
Dette lag af filosoffer reflekterede udviklingen af oldtidens Grækenland på det tidspunkt, fx udviklingen af grammatik og matematik. Sådanne folk tenderede mod materialisme. Friedrich Engels opsummerede den tidlige materialisme udsyn i bogen Socialismens udvikling fra utopi til videnskab:
“Når vi overvejer og reflekterer over naturen som helhed eller menneskehedens historie og vores egen intellektuelle aktivitet, ser vi først billedet af en endeløs sammenfiltring af relationer og reaktioner, permutationer og kombinationer, hvor intet forbliver hvad, hvor og som det var, men alt bevæger sig, ændrer sig, bliver til og går bort. Vi ser derfor i første omgang billedet som helhed, med sine enkelte dele stadig mere eller mindre holdt i baggrunden; vi observerer bevægelser, overgange, forbindelser frem for de ting, der bevæger sig, kombineres og er forbundet. Denne primitive, naive, men iboende korrekte opfattelse af verden, er den antikke græske filosofi og blev først klart formuleret af Heraklit: alt er og er ikke, for alt er flydende, ændrer sig konstant, bliver konstant til og går bort.
Idealismens fremkomst
Det korrekte, men også abstrakte udsyn var generelt udsynet hos filosofferne i oldtidens Grækenland. Altså et materialistisk udsyn, som marxister stadig udvinder meget inspiration fra. Men i den efterfølgende periode bevægede filosofien sig i en ekstrem idealistisk retning. Her kom filosoffer som Platon, der i særdeleshed var idealistisk og reagerede imod den tidligere materialisme.
Platon var en genial filosof og hans idéer bør ikke nedgøres. Men en forklaring på hans idealisme, som er en generel forklaring på idealisme igennem historien, er en form for fordom imod arbejde og imod almindelige mennesker. Platon refererede til arbejdets verden og det arbejdende folk på følgende måde:
“Det (altså arbejde) tilpasser mennesket bevidsthed til primitive idéer og absorberer ham i jagten på livets fornødenheder.”.
Hans udsyn var grundlæggende, at bevidstheden er det samme for kroppen eller den materielle verden, som slaveejeren er for slaven. Altså hvad den uddannede person er, for den uuddannede person. Det udsyn ser altså den materielle verden eller arbejdets verden, som noget der var mindre værd end dem. Dem der forstod idéer og teorier var altså højerestående mennesker. Heraf kommer idéen om, at idéernes verden var en højere, mere avanceret verden.
Igennem filosofiens historie, har det været en gennemgående fordom, hvor at materie bliver set som noget meningsløst, der kun eksisterer så hjernen kan kategoriserer det og skabe mening ud af det. Et eksempelt på dette er Kant, som naturligvis levede lang tid efter de græske filosoffer og var en grundlæggende anden slag idealist end Plato. Kant vaklede generelt mellem idealisme og materialisme men var, i sin grundform, idealist. I sin Kritik af dømmekraften skrev han det følgende:
“Muligheden for levende stof kan ikke engang tænkes; dets koncept indebærer en modsigelse, fordi livløshed, inerti udgør materiens væsentlige karakter.”
Oplysningstidens materialisme
For de fleste filosoffer er det tænkning og bevidsthed, som er den drivende kraft der udgør verden og giver formål, form, størrelse, mening osv. Den materielle verden er for dem grundlæggende meningsløst kaos. Når det så er sagt, kom materialismen igen på mode, før Marx og Engels, igennem de borgerlige revolutioner, oplysningstiden og videnskabens revolution. Filosofferne i denne periode genoplivede materialismen og det var ikke et tilfælde. De reflekterede den revolutionerende udvikling af det borgerlige samfund og en ny, selvsikker herskende klasse, der troede på mulighederne i videnskaben til at forklare verdenen omkring dem. De havde en interesse i at bortskaffe fordommene og dogmerne i religion, som havde domineret det feudale samfund.
På trods af Newtons revolutionerende ideer, var hans materialisme simpel og lineær i sin grundform. Maleri: Sir Godfrey Kneller
Det var et kæmpe skridt fremad for filosofien og lagde grundstenene for, at Marx og Engels kunne udvikle deres idéer. De filosoffer udviklede mange geniale opdagelser. Men der var samtidig også begrænsninger i denne form for materialisme, som er det vi som marxister referer til som mekanisk materialisme. Det var en form for passiv materialisme, hvor de nærmest bevægede sig i mod en ensidig, “ekstrem” form for materialisme.
Idealisterne påstår, at bevidstheden skaber materie og den materielle verden. Materialisterne i oplysningstiden tenderede mod, at bevæge sig for langt i den modsatte retning. I deres ivrighed efter at beskrive hvordan mennesker bliver støbt af verden omkring dem, og hvordan de er betinget af samfundet og de materielle kræfter omkring dem, overestimerede eller overdrev de materialismen på en ensidig måde. De beskrev bevidstheden, som en form for passiv refleksion af den materielle verden.
Marx kritiserede dette udsyn i hans berømte Teser om Feuerbach. Marx forklarede, først og fremmest, at mennesker rigtig nok er betinget af den materielle verden. Men for Marx var der problemer med den mekaniske materialisme, hvor verden bliver beskrevet som en simpel konstruktion, hvor én kræft ramler ind i en anden og hvor de “indre impulser” i den materialistiske verden ikke bliver beskrevet. Det var fx tilfældet med Newtons idéer, som beskrev planeternes bevægelse i solsystemet. På trods af Newtons revolutionerende idèer, var hans materialisme simpel og lineær i sin grundform, som ultimativt krævede en udefrakommende kraft, som på uforklarlig vis kunne skabe bevægelse i Newtons tankesystem.
Med andre ord: Når solsystemet er i bevægelse, fungerer det. De love Newton beskrev, forklarer hvordan planeterne bevæger sig. Men fra den mekaniske materialismes synspunkt, kan det ikke forklares hvorfor planeterne bevæger sig. Der er ingen “indre impuls”. Det krævede, ud fra den form for logik en gud, som sætter det hele i bevægelse. Og det var for Marx det grundlæggende problem med oplysningens materialisme. Den gik langt i at beskrive verden, men videnskaben var stadig begrænset og var generelt set en meget ny disciplin. Videnskaben tenderede, i form af sine historiske begrænsninger, imod idealistiske forklaringer på materialistiske analyser.
Hvordan Marx og Engels revolutionerede filosofien
Hvis påstanden er, at mennesket er betinget af sine materielle omgivelser, uden at påvirke verden omkring dem, bliver bevidsthed ganske rigtigt en enormt passiv størrelse. Problemet med den tankegang er, at den antager en menneskelig bevidst ikke er en del af den materielle verden. Påstanden er, at menneskets bevidsthed kun bliver skubbet og drevet rundt af den materielle verden og dens kræfter, uden at udøve nogen magt tilbage på den materielle verden.
Marxisme, derimod, kan forklare at mennesker også er en del af naturen. Naturen er, naturligvis, en enorm indflydelse på vores liv og vores samfund. Som levende væsner, er vi nødsaget til spise, skabe husly og kæmpe for at overleve. Men det betyder samtidig, at vi også er en del af den materielle verden der betinger vores liv. Af den årsag har vi ændret på verden omkring os og på den måde ændret os selv, i en historisk proces. Den forklaring var marxismen og dialektisk materialismes filosofiske revolution.
Marx og Engels skubbede altså materialismen fremad, ved at vise at den materielle verden er en aktiv kraft og at menneskeheden også er en aktiv kraft. Menneskeheden, for dem, stod ikke “udenfor” den materielle verden, men er en del af den. Den måde vi, som mennesker, arbejder og omsætter vores idéer til praksis og kæmper for vores materielle behov er dét der definerer hvem vi er og hvordan vores samfund har udviklet sig.
For første gang i historien blev et realistisk billede af menneskeheden og samfundet udviklet. I Teser om Feuerbach beskrev Marx, at menneskelig natur ikke eksisterer på en ahistorisk måde. Menneskets natur, ifølge Marx, er sammensætningen af sociale relationer. Det er et produkt af hele menneskeheden i interaktion med naturen og resten af menneskeheden, i sin kamp for overlevelse. Det er af samme grund af mennesket natur har ændret sig, historisk set.
Kampen imod idealisme er kampen for socialisme
Det udsyn er, på dette tidspunkt i historien, den mest korrekte forklaring på tænkning og tænkningens rolle i naturen. På trods af det, eksisterer idealisme fortsat i form af religion, men også i filosofien, hvor den fortsat spiller en dominerende rolle. Det 20. århundrede var generelt domineret af forskellige afarter af subjektiv idealisme. Postmodernisme tenderer fx, til at påstå individet skaber sandheden, på den måde de taler eller tænker, i stedet for at forstå sandhed som noget der eksisterer uafhængigt af af os – en idealistisk filosofi.
Så hvorfor eksisterer idealismen, en fundamental uvidenskabelig filosofi, stadig? Det kan ultimativ tilskrives klassesamfundets fortsatte eksistens. Det er fordi vi fortsat lever i et samfund, der er karakteriseret af ulighed og uretfærdighed. Et samfund hvor menneskeheden ikke bevidst kontrollerer sin egen skæbne. Derfor er vi fortsat underlagt klassesamfundets mekanismer. Som resultat virker alting, som noget der er ude af vores kontrol.
Samtidig er der også et lag i samfundet, som har en grundlæggende interesse i, at opretholde klassesamfundet. Den herskende klasse har et eksistentielt behov for at forvride klassesamfundets virkelighed, og ser hellere, at arbejderklassen kigger imod vores “sjæle”, værdier eller morale, i stedet for at ændre de virkelige sociale relationer i et klassesamfund. Af den grund er kampen for materialismen en del af klassekampen. Det er en revolutionær kamp og uden klassekamp, vil materialismen aldrig vinde over idealismen, som det korrekte, videnskabelig verdensbillede for menneskeheden.
