Hvorfor folkestyre under kapitalismen er en løgn.

Hvor demokratisk er Danmark egentlig?

Stem med dine penge

Andreas Muff



8 minutter

Igennem hele vores liv bliver vi fortalt, at vi lever i et demokrati – et folkestyre, hvor flertallet bestemmer. Hvis vi vil ændre den måde vores samfund er på, ja så skal vi bare hoppe ned i stemmeboksen, når vi får besked på det, sætte kryds ved vores foretrukne politiker, og så skal de nok varetage vores interesser i Folketinget. 

Alligevel føles det som, at vi overhovedet ingen indflydelse har på, hvad der foregår. Ja, faktisk føles det som om, vi bliver holdt direkte for nar. Den ene dag snakker politikerne højt og helligt om, hvordan menneskerettigheder og forsamlings- og ytringsfrihed er karakteristiske danske, demokratiske værdier. Næste dag arresterer politiet ganske almindelige mennesker i eget hjem, blot fordi de har udvist solidaritet med Palæstina. Dagen efter det rulles den røde løber ud, guldkareten gøres klar og der dækkes op til Gallataffel på Christiansborgs Slot til ære for Egyptens diktator – og nu Elefantorden-indehaver – Abdel Fattah el-Sisi.

Politikerne repræsenterer ikke os

Demokratiet i Danmark er i virkeligheden et skindemokrati, ligesom det er tilfældet i alle andre kapitalistiske lande. På trods af at være folkevalgte, varetager politikere ikke flertallets interesser. Det er tilfældet lige meget om det er røde eller blå partier, der har statsministerposten. At der ikke er nogen væsensforskel i deres politik bekræftes blot af, at de har dannet den nuværende midterregering. Det er, overordnet set, den samme politik, der bliver ført lige meget, hvem der bliver valgt.

Flertallet ønsker, at der bliver taget hånd om den galoperende klima- og miljøkrise – der sker intet. Regeringens eget klimaråd dumper gang på gang indsatsen, og Miljøministeriet laver lovgivning, så kemikalievirksomheden Cheminova kan fortsætte med at forurene. Flertallet ønsker ordentlig velfærd – i stedet svinger regeringen sparekniven gang på gang og forringer basale velfærdsydelser som uddannelse, pension og sundhed. Flertallet ønsker fred – men regeringen støtter op om og er med til at eskalere den ene krig efter den anden rundt om i verden. Frem for at arbejde for fred opruster de som gale, og forsvarsminister Troels Lund Poulsen har bebudet, at der skal militariseres for yderligere 300 mia. kroner. De lyver og siger, hvad der skal til for at blive valgt, men det er tydeligt, at politikerne ikke varetager flertallets interesser.

Som en del af staten er Folketingets vigtigste rolle at varetage interesserne for dem, som har den virkelige magt i samfundet: kapitalisterne, altså dem der ejer de store virksomheder. Det er der eksempler på konstant. Eksempelvis spillede den danske stat en aktiv rolle i, at Mærsk ikke betaler skat som alle andre virksomheder. Et andet sigende eksempel er den højt besungne „grønne trepart‟, hvor over 40 milliarder skattekroner skal bruges til at forgylde landbrugssektoren. Og hvem husker ikke „Minkgate‟, hvor et erhverv uden fremtid bliver kompenseret for en fiktiv fremtidig indtjening. Knap 30 mia. kroner lyder regningen nu på, som skal betales af alle os andre.

At den danske stat varetager de riges, elitens og de store virksomhedernes interesser, er der også masser af eksempler på hos partierne inde på Christiansborg. I de såkaldte erhvervsklubber kan man ved at betale et kontingent på typisk omkring 20.000 kroner – grænsen for, hvornår bidragsyderne kan holdes anonyme – købe sig til møder mm. med toppolitikere og ministre. I det seneste årti har vi sågar set en stor stigning i antallet af disse klubber. Den demokratiske tanke med én stemme per næse er ikke andet end en fed løgn.

Den gyldne svingdør

Politikerne varetager faktisk virksomhedernes interesser på så blændende vis, at mange af dem dropper deres karrierer i politik for at gå ud i et lukrativt job i det private erhvervsliv. Fænomenet, der populært kaldes „den gyldne svingdør‟, er på sin vis unikt for Danmark. Hvor mange andre EU-lande har regulering indenfor dette område – eksempelvis karensperiode – kan politikerne i Danmark gøre som de vil. En så simpel demokratisk mekanisme til at modvirke korruption og nepotisme, kan vi ikke engang prale af her i kongeriget.

Der er flere eksempler med toppolitikere, der belejligt benytter sig af den gyldne svingdør: f.eks. stoppede socialdemokraten Nick Hækkerup få år tilbage som justitsminister for at blive direktør i Bryggeriforeningen, og konservatives Brian Mikkelsen valgte at stoppe som erhvervsminister for i stedet at stå i spidsen for Dansk Erhverv. I foråret 2023 droppede tidligere partiformand Sofie Carsten Nielsen Radikale Venstre til fordel for Dansk Industri, hvor hun nu er underdirektør.

Det mønster vi ser her, sker på tværs af det politiske spektrum. Tidligere politiske ordførere for Enhedslisten, Pernille Skipper og Johanne Smith-Nielsen, er nu i forgyldte jobs som henholdsvis formand for Coop og generalsekretær for Red Barnet.

Svingdøren er ikke kun åben for toppolitikere, men også for andre dele af staten, såsom de magtfulde topembedsmænd, som styrer statsapparatet på tværs af skiftende regeringer. F.eks. skiftede departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad til Dansk Industri, Finansministeriets departementschef David Hellemann rykkede til Nordea og direktør i Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz er nu Senior Vice President i Novo Nordisk.

I de seneste år er det især svingdøren til militærindustrien, der har været godt i gang. Bl.a. tog Forsvarschef Bjørn Bisserup til våbenlobbybureauet Rud Pedersen, og Direktør for Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse Niels Henrik Bundsgaard er nu Chief Military Advisor for Terma Group. Ja, det er selvsamme virksomhed, der i øjeblikket tjener penge på at producere våben- og flyteknologi, som den israelske stat bruger til at begå folkemord mod den palæstinensiske befolkning.

Der er tydelige interesse konflikter på spil, og alle de her mennesker er fuldstændig ligeglade med det. De bruger deres karrierer i det offentlige som et springbræt til at lande topstillinger i det private. Først tjener de kapitalisternes interesser som politikere inde på Christiansborg, eller som en del af embedsværket, og bagefter gør de det samme som direktører i erhvervslivet og deres lobbyorganisationer.

BrianMBendtB
Bendt Bendtsen og Brian Mikkelsen, begge fra De Konservative. Brian Mikkelsen, som var erhvervsminister fra 2016 til 2018, hoppede i 2018 direkte over til at blive direktør i Dansk Erhverv. | Billede: Wikimedia Commons

Sammensmeltning af stat og erhvervsliv

Det siges, at vi i Danmark ikke har korruption. Dog kan man købe sig til politisk indflydelse gennem erhvervsklubberne, og man kan som politiker vedtage – eller som embedsmand udarbejde – love for derefter at blive ansat i de virksomheder, lovene tilgodeser. Og det stopper ikke her. I de såkaldte Virksomhedsleder-grupper (VL-grupper) samles Danmarks elite: ledere, direktører, virksomhedsejere, rektorer, kongehuset, politikere, topchefer, bestyrelsesmedlemmer, fagforeningsledere og redaktører på de store medier. Landets mest magtfulde mennesker mødes i lukkede fora for at „udveksle erfaringer, viden og ideer på tværs af brancher og sektorer i det danske samfund‟ (citeret fra deres hjemmeside).

Det kan være svært, hvis ikke umuligt, at få et overblik over alle forbindelserne i toppen af samfundet. VL-grupperne er blot ét eksempel på, hvordan magten koncentreres. Der er også bestyrelser, udvalg, private forbindelser osv. Alt sammen helt uden demokratisk kontrol i et land, hvor vi ikke engang har et lobbyregister. Vi bliver opdraget til at tro, at samfundsbeslutningerne tages i Folketinget, men det er ikke tilfældet, og selv når de gør, så sker det i overensstemmelse med kapitalistklassens overordnede interesser.

Lenin forklarede, at i takt med kapitalismens udvikling, smelter staten og kapitalistklassen mere og mere sammen. Toppen af samfundet er forbundet af tusinde tråde – synlige og usynlige – og grænserne mellem de forskellige lag udviskes mere og mere. Der kan være uenighed eller konflikter internt i eliten, men de nyder alle godt af den nuværende måde, samfundet er indrettet på, og samarbejder derfor om at bevare status quo. Om det er kapitalejerne, lederne i virksomhederne, politikerne eller embedsværket, så varetager de elitens interesser uden tanke på samfundet generelt eller forholdene for det store flertal af os. Det er demokrati under kapitalismen.

Økonomien er det fundamentale

Økonomien er det fundament, som resten af samfundet står på. Alligevel er lige præcis økonomien fuldstændig undtaget flertallets demokratiske kontrol og styres i stedet af et forsvindende lille mindretal, der udelukkende tænker på egne klasseinteresser. Vi har absolut ingen indflydelse på de største virksomheder i Danmark, som er ejet af enkeltindivider. I deres evige jagt efter profit, udbytter kapitalistklassen det store flertal, ophober enorme rigdomme og smadrer planeten og livet for milliarder af mennesker.

Så længe vi lever under kapitalismen, kan det ikke være anderledes. Kapitalismens love regerer, og politikerne kan ikke sætte sig uden for det. Hvor korrupte, løgnagtige og reaktionære de enkelte politikere end er, så er det ikke dem som enkeltpersoner, der er problemet. Det er selve systemet, der er problemet.

Kampen for demokrati for flertallet er kampen for et helt andet samfund – det er kampen for en socialistisk revolution. Et reelt demokrati, hvor flertallet bestemmer, kan kun realiseres ved at gøre en ende på kapitalismen og smide den nuværende herskende klasse på porten.