Mens disse linjer bliver skrevet, er der ganske kort tid til, at præsidentvalget i USA løber af stablen. Valget om, hvem der skal lede den mest magtfulde kapitalistiske magt på jorden, fylder naturligvis meget i medierne.

Donald Trump stiller op for tredje gang, og langt størstedelen af den vestlige presse og de politiske partier er forfærdede over udsigterne til, at et så løsgående missil skal besidde den mest magtfulde position på kloden. Derfor råber de vagt i gevær og siger, at alle progressive kræfter skal stille sig bag systemets kandidat: Kamala Harris. Men for den amerikanske arbejderklasse repræsenterer valget mellem Trump og Harris, to kapitalistiske politikere, et valg mellem pest eller kolera.

Radikalisering og polarisering

Valgkampen er foregået i en atmosfære af ekstrem politisk polarisering, hvor Trump blev udsat for intet mindre end to attentatforsøg! Og det er fuld forståeligt, at den politiske polarisering er vokset efter fire år med demokraterne ved roret.

De sidste fire år har Biden-Harris-administrationen vist sig ude af stand til at løse de problemer, som verden står overfor. Krigen i Ukraine raserer stadig, bomber er faldet i hobetal over et forsvarsløst palæstinensisk folk, og almindelige amerikaneres levestandard er blevet udhulet af inflation. Det betyder imidlertid ikke, at Republikanerne og Donald Trump ville være bedre.

De problemer, der tårner sig op foran amerikansk kapitalisme både nationalt og internationalt, er produkter af det døende kapitalistiske system, som både Harris og Trump repræsenterer. Begge har som deres første og vigtigste opgave at forsvare kapitalismen, og uanset hvem der vinder, vil de stå over for de samme udfordringer og forsøge at læsse regningen for systemets krise over på arbejderklassens skuldre.

Hvis Harris vinder, vil det hurtigt blive tydeligt, at hun kommer til at føre en arbejderfjendtlig politik, der vil øge polariseringen mod både højre og venstre. Hvis Trump vinder, vil det også blive udstillet, at han ikke er i stand til at løse de problemer, som han tordner imod til sine rallys. Uanset hvad resultatet af valget bliver, vil det betyde en yderligere polarisering og politisk ustabilitet.

To borgerlige partier

Det er ikke kun i USA, at etablissementet opbygger illusioner til Demokraterne. Også herhjemme forsøger særligt venstrefløjen at male Harris i et venstreorienteret skær. Enhedslistens Pelle Dragsted skriver på X om Harris’ udtalelser om økonomi og inflation, at ”herhjemme står Enhedslisten vel nærmest alene med lignende synspunkter”. Men det er ikke nok bare at lytte til, hvad Harris siger. Vi kan se hendes politik ført ud i virkeligheden.

Hun har været second-in-command i en tid med voldsom tilbagegang i levestandarden i USA. En tid, hvor den amerikanske administration har hældt milliarder af dollars i en ekstremt upopulær krig i Ukraine og nådesløst har udnyttet almindelige ukrainere i et forsøg på at svække sin russiske rival. Og en tid, hvor Washington systematisk har bakket op om Israels folkemord i Gaza og Netanyahus desperate forsøg på at sprede konflikten. Efter næsten et år med systematisk udryddelse af det palæstinensiske folk, udtalte Harris: ”lad mig gøre det klart, jeg vil altid forsvare Israels ret til at forsvare sig selv, og jeg vil altid sikre, at Israel har evnen til at forsvare sig selv”. Oversat til klar tale betyder det: Der er ingen grænse for, hvad Israel må begå af rædsler; jeg vil altid støtte dem politisk og militært.

Harris er fortsættelsen af den politik, der har været ført i den seneste periode. På den anden side står Trump med sine demagogiske angreb på etablissementet og løfter om at gøre “America Great Again”, men uanset hvad Trump måtte ønske sig, så kan han ikke trylle fortidens fremgang tilbage. Han vil ligesom Harris være tvunget til at føre pro-business- og anti-arbejderpolitik for at holde det system, som han repræsenterer, oven vande.

Begge partier og kandidater vil føre en politik, der grundlæggende handler om at gøre de rige rigere. Derfor må vi sige: ingen støtte til nogen af kandidaterne! Begge partier er de riges partier.

Politisk ustabilitet og implikationer for Danmark.

Som verdens største økonomi og mægtigste imperialistiske magt, får politiske begivenheder i USA naturligvis stor betydning for resten af verden. Ikke mindst for små nationer som Danmark med en herskende klasse, der loyalt følger amerikansk imperialisme.

Den amerikanske elites krigsliderlighed har også spredt sig til Danmark. Statsminister Mette Frederiksen, som er en af de mest krigsliderlige og aggressive når det kommer til krigen i Ukraine, har ageret indpisker på USA’s vegne internt i Europa for at øge støtten til regimet i Kyiv.

Ligesom vi så med Starmer, så virker det mest af alt til, at Biden er lidt irriteret over, at lande som Storbritannien og Danmark presser på for at lade Ukraine bruge langtrækkende missiler. Biden har indset, at det er en risikabel idé, og vil helst ikke presses af sine tjenere til at skulle træffe så alvorlig en beslutning. Derfor får Mette Frederiksen næppe mange stjerner i amerikanernes bog, når det kommer til netop spørgsmålet om langtrækkende missiler.

Danmark er et lille og internationalt nærmest ligegyldigt land, hvorfor den herskende klasse i Danmark og dens håndlangere på Christiansborg er tvunget til at læne sig op ad de store bøller i skolegården for at have nogen relevans og sikkerhed — og her er USA den største bølle af alle.

Men den politiske ustabilitet i det amerikanske system gør hele situationen meget prekær for Danmark. I Danmark fører regeringen upopulær politik og holder skingre taler for en eskalering af Ukraine-krigen for at tækkes sine amerikanske overherrer. Men USA kan skifte position på en femøre, alt efter hvem der vinder præsidentvalget. Den udenrigspolitik, der er blevet ført for at holde sig gode venner med USA, kan pludselig have den modsatte effekt, hvis Donald Trump viser sig at have en ganske anden tilgang til amerikansk udenrigspolitik end sin forgænger.

Den herskende klasse i Danmark og resten af USA’s allierede kan ikke længere stole på, at USA vil føre den samme politik internationalt, uagtet hvem der er præsident. Det gør hele verdenssituationen usikker. USA er i en dyb politisk krise, der kommer som resultat af den generelle krise, som kapitalismen befinder sig i. USA’s rolle som den primære imperialistiske magt på jorden gør, at denne politiske ustabilitet har gigantiske implikationer for Danmark og hele verden.

Behovet for et revolutionært arbejderparti

Amerikansk kapitalisme befinder sig i en blindgyde. Der er ingen af de to partier, der er i stand til at drive samfundet fremad og løse de problemer, som kapitalismen har skabt. Samtidig er der ingen af disse partier, der nogensinde ville være i stand til at stille et alternativ op, da det netop er kapitalismen, som de eksisterer for at forsvare, der definerer begge disse borgerlige partier.

I USA er der desperat behov for et arbejderparti, der står på et selvstændigt klassegrundlag. Et parti, der ikke har som mål at få mange pladser i Senatet eller Repræsentanternes Hus eller at få præsidentposten, men derimod at vælte hele det rådne kapitalistiske system og påbegynde opbyggelsen af et socialistisk samfund med en planlagt økonomi og arbejderkontrol.

Det parti bygger ikke sig selv. Det er derimod de mest radikale lag i det amerikanske samfund, der må påbegynde opbygningen af et revolutionært arbejderparti — og de er allerede i gang. Vores kammerater i Revolutionary Communists of America (RCA) rapporterer, at der aldrig har været en større sult efter de revolutionære, kommunistiske ideer i USA end netop nu.

Ligesom vi i RKP gør her i Danmark, så er RCA i gang med at rekruttere og uddanne det mest radikale lag af unge og arbejdere, som vil udgøre rygraden af et fremtidigt kommunistisk masseparti.

Der er potentiale for sådan et parti i USA. I 2020 så 40% af den amerikanske befolkning positivt på socialisme, og 24% af 16-39-årige så positivt på kommunisme. De her tal viser, at den amerikanske befolkning ikke bare er utilfreds med status quo, men også er åben over for en revolutionær udvej fra kapitalismens blindgyde.

Revolutionær udvej

Uanset hvad resultatet bliver af valget den 5. november, bliver den efterfølgende periode ikke kedelig. Hvis Trump vinder, kommer der dommedagsprofetier fra alle sider, især fra de danske medier, og stemningen af total krise i den herskende klasse vil nå nye højder. Hvis Harris vinder, er der en stor sandsynlighed for, at Trump igen vil sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af resultatet. Man kan sagtens forestille sig, at vi vil se noget lig en gentagelse af stormløbet på kongressen den 6. januar 2021.

Uanset hvem der vinder, ser vi ind i en periode med politisk ustabilitet og krise både i USA og i resten af verden. Vi vil fortsat se krig og folkemord, lidelse og faldende levestandarder. Det er kapitalismens ansigt i 2024, og det vil det også være med den næste præsident ved roret.

Dette kan lyde ekstremt uhyggeligt og negativt, men det er blot udtrykket for den blindgyde, som kapitalismen står i. Det er nødvendigt at rive systemet op med roden for at løse disse problemer.

Derfor er den eneste vej frem for USA at bygge et selvstændigt revolutionært arbejderparti, der kan føre den amerikanske arbejderklasse til en succesfuld socialistisk revolution som del af den socialistiske revolution i hele verden.