I denne artikel, der blev bragt I Socialist Fight i maj 1961, svarede Ted Grant på påstande om, at Anden Verdenskrig kunne have været undgået, hvis de britiske diplomater blot havde forstået at Hitler “bluffede”.
Men, som Ted forklarer, er det langt mere grundlæggende faktorer der ligger bag krige og konflikter, end diplomatisk spil og tilfældigheder.
Michael Foot skriver i Tribune fredag den 14. april om årsagerne til Anden Verdenskrig. Han siger i sin anmeldelse af bogen af A.J.P. Taylor: ”Hvis de britiske statsmænd i trediverne havde været i stand til denne øvelse, kunne de let have standset Anden Verdenskrig ved at opdage det, som Hr. Taylor opdagede: at Hitlerismen op til 1939 var alle tiders største bluffnummer.”
På den måde er Foot og andre ”venstreorienterede” Tribune-tilhængere, der tænker som ham, rede til at tro, at Anden Verdenskrig var en skrækkelig ”tilfældighed”, der kunne have været undgået, hvis blot ”britiske statsmænd” havde været kløgtige nok til at forstå, at Hitler ”bluffede.”
På denne måde blæses sekundære episoder og tilfældigheder, der kan have fremskyndet krigen på et bestemt tidspunkt, ud af proportioner og gøres til krigens faktiske årsag. At skrive om historien på denne måde svarer til at gøre hele menneskehedens udvikling til resultatet af planløse, bevidstløse, blodige og meningsløse beslutninger, som den ene eller anden enkeltperson har foretaget.
Det er sandt, at Hitler – og den tyske imperialisme, som han repræsenterede – ikke alene var ansvarlig for krigen. Ligesom Første Verdenskrig ikke blev forårsaget af kejserens ondskab, men af konkurrencen om verdensdominans mellem britisk og tysk imperialisme samt det kapitalistiske systems blindgyde på dette tidspunkt, så var Anden Verdenskrig ikke et produkt af onde hensigter hos selv et uhyre som Hitler. Krigen blev forårsaget af det udviklingsstadie, som Europa havde nået, og kampen om markeder, råmaterialer og kolonier mellem Tyskland og Storbritannien på dette tidspunkt. The Daily Telegraph pointerede på krigens rand, at rivaliseringen mellem Tyskland og Storbritannien om verdens markeder havde nået en større dybde og bredde end før krigen i 1914.
Frygt for revolution
Men fremkomsten af Hitler i Tyskland skyldtes kapitalismens krise i Tyskland. Lad os aldrig glemme, at Hitler blev støttet af alle de imperialistiske magter, herunder Storbritannien, USA og Frankrig. Den herskende klasse i disse lande frygtede den socialistiske revolution i Tyskland og støttede modvilligt nazisterne. Det forklarer, hvorfor de britiske og franske imperialister nægtede at handle, da nazisterne besatte Rhinlandet eller da Tyskland oprustede militært. De var bange for social revolution i Tyskland. De troede også, at de kunne bruge Hitler til en krig imod Sovjetunionen for at smadre ”bolsjevismen” – det vil i denne sammenhæng sige genindførelse af kapitalisme i Sovjetunionen ved hjælp af en væbnet intervention.
Det er umuligt at forstå alle magternes politik, herunder Hitlers politik eller ”bluffnummer” uden at forstå samfundets klassebasis. De allierede imperialister bakkede op om Hitler, bevæbnede Hitler, støttede Hitler, Mussolini og de japanske militarister på grund af frygten for konsekvenserne, hvis de blev væltet, det var på grund af frygten for, at det kapitalistiske system skulle vælte, at de ”kastede sig i støvet” for Hitler i München osv.
”Eventyr”
Længe inden nogen havde hørt om Hitler, da Hitler var korporal i kejserens hær under Første Verdenskrig, havde marxismen forudsagt uundgåeligheden af en anden verdenskrig, hvis kapitalismen ikke blev omstyrtet. Som et svar til socialister som Michael Foot, der råbte på nedrustning, et Folkeforbund og en aftale mellem nationerne for at undgå krig, fejede Lenin disse argumenter til side som ”eventyr” af en meget skadelig og farlig karakter. Han sagde, at hvis verdenskrigen ikke blev afsluttet af en række vellykkede socialistiske revolutioner, ville der uundgåeligt komme en anden verdenskrig fulgt af en tredje og så videre indtil selve civilisationen blev ødelagt.
I denne sammenhæng må det siges, at Lenins sobre bedømmelse på grundlag af en klasseanalyse af det kapitalistiske samfund har klaret tidens test.
Men for at komme til de begivenheder, som Michael Foot beskæftiger sig med. De allieredes ikke-indblanding i den spanske revolution var bestemt ud fra lignende motiver. De frygtede, at republikanernes sejr på grundlag af den revolutionære bevægelse, der udviklede sig blandt de spanske arbejdere, ville føre til en socialistisk revolution i Spanien. Som Lennox-Boyd, der for nylig var koloniminister i den konservative regering, dengang forklarede, så var slagteren Franco en ”ædelmodig kristen gentleman” der kæmpede imod de barbariske, socialistiske horder. Det var ikke tilfældigt, at Churchill hyldede både Hitler og Mussolini som forsvarere af civilisationen imod faren for ”kommunisme”.
”Fremstød mod øst”
Leon Trotskij forudsagde i en pjece med titlen ”Den kommende verdenskrig” udbruddet af Anden Verdenskrig få måneder inden, den fandt sted. Krigen begyndte ikke blot fordi Hitler indtog Danzig. Blot få måneder inden var de polske imperialister gået sammen med tyskerne om at tage en bid af Tjekkoslovakiet. De britiske imperialister trak i land før Hitlers anneksion ad Østrig og Tjekkoslovakiet af frygt for alternativerne. De ønskede at støtte Hitlers “Drang nach Osten” (fremstød mod øst) og en krig imod Rusland. Det var en politik, de delvist udførte da Hitler angreb Rusland. Truman, der dengang var vicepræsident, og Moore-Brabazon, daværende minister, afslørede sandheden om de anglo-amerikanske imperialisters mål, da de erklærede, at det bedste resultat ville være ødelæggelse af både Tyskland og Rusland. I faktiske tab og i størrelsen af kampene blev krigen til en homerisk kamp mellem Tyskland og Rusland.
Forsvar for kapitalen
I alt dette kan krigens rødder ses i samfundets klassesystem. Anden Verdenskrig kunne ses som det uundgåelige resultat af ophobningen af modsætninger i det kapitalistiske samfund. De snævre interesser hos hver ”national” kapitalistklasse står i konflikt til de andre. Der var formentlig ingen af magterne, der ”ønskede” krig på lige præcis dette tidspunkt og over disse særlige spørgsmål. Hvis imperialisterne i England, Frankrig og USA ikke havde været så kortsynede ud fra deres egne interessers synspunkt, kunne krigen formentlig have været udsat i nogle måneder eller år. Men det er afgørende for aktivisterne i arbejderbevægelsen at forstå, at denne eller hine diplomatiske overenskomst eller handel, dens tilblivelse eller sammenbrud, ikke er årsag til krig. Det var ikke overtrædelsen af den belgiske neutralitet, der fik britisk kapitalisme til at træde ind i Første Verdenskrig. Det var ikke annekteringen af Danzig – en enkelt by, og oven i købet en by beboet af tyskere – der forårsagede Anden Verdenskrig. Det ville være at si myggen fra og sluge kamelen, anneksionerne i Østrig og Tjekkoslovakiet. Det var ikke kærlighed til demokrati og had til fascisme, men alene forsvar for den britiske herskende klasses kapitalistiske interesser, der fik dem til at erklære krig.
”Kærlighed til fred”
Hitlers Tyskland i 1939 stod over for et valg mellem at ”ekspandere eller dø”. Hitler i desperat kamp med Storbritannien om nedadgående markeder havde erklæret ”eksport eller dø”. Et lignende ubarmhjertigt valg blev påført af den britiske herskende klasse. Hitler havde bevæbnet Tyskland og strækket den tyske produktionsmaskine til sit fulde omfang. Hvis der ikke havde været krig i 1939 ville der have været syv millioner arbejdsløse i Tyskland, og det nazistiske system ville ikke have overlevet. Indenfor den tyske stats snævre grænser blev den store produktive maskine, som tysk kapitalisme havde opbygget, kvalt. Det tyske marked var for lille for de tyske imperialister. Heraf opstod forsøget på at udvide det ved at erobre Europa. Den britiske imperialistiske politik blev på den anden side bestemt af den britiske herskende klasses vanvittige frygt for at miste deres imperium. De kunne kun tabe ved krig. Deraf kom deres desperate forsøg på at bevare ”freden”. De var som en veltilfreds tyveknægt, der har samlet tyvekoster og er bange for at få rovet stjålet af rivaliserende banditter. I denne politik er der ingen ”kærlighed til fred”. Ligesom Hitlers politik var den bestemt ud fra den britiske kapitalismens klassebehov.
Tilfældige krige?
Michael Foot og den historiker, han beundrer så meget, A.J.P. Taylor, søger kun efter overfladiske begivenheder, der intet forklarer om den virkelige årsag til krig i vores epoke.
Læren er klar. Imperialismen har begået to blodbad imod folkene. Et tredje truer i horisonten – med mindre arbejderklassen drager lektien fra disse begivenheder. Krige – især verdenskrige – er ikke tilfældige. En tilfældighed kan starte en krig, hvis alle de andre betingelser for krig er til stede. Men der findes ingen ”tilfældig krig”. Den eneste måde, man kan gøre vanvid som fascisme og krig umuligt er ved at ødelægge det system, der uundgåeligt fører til disse rædsler.
