Nu er det ved at være et år siden, at Helle Thorning-Schmidt blev valgt til formand for Socialdemokratiet. Dengang var hun selv – og mange andre – fulde af forhåbning og tro på, at nu skulle det nok gå godt. Det gjorde det bare ikke.

De fleste arbejdere lever med bevidstheden om, at hvis de er rigtigt elendige til deres arbejde, så bliver de nok temmelig hurtigt fyret. Et postbud, der konsekvent afleverer alle breve forkert, eller en buschauffør, der kører i den gale retning hele tiden, må nok erkende, at han eller hun er havnet i den forkerte branche. Og en partiformand, der kan præstere at drive partiet endnu længere ned end historiens værste katastrofevalg, som ikke kan komme med noget, der bare minder om en sammenhængende plan for, hvordan man mobiliserer medlemmer og vælgere for en ordentlig politik, og som i den grad har svigtet alle sine løfter om fremgang, – ja, hun burde måske også se sig om efter noget andet at lave…

Borgfred
I nogle af de seneste meningsmålinger er opbakningen til Socialdemokratiet helt nede på omkring 21%. Det er åbenbart den såkaldte Muhammed-krise, der har givet partiet det sidste i den lange række af nedture. Det er klart, at de mere reaktionære kræfter kan udnytte en situation som denne, men det er samtidig en situation, hvor et arbejderparti kunne have stået frem med en klar kritik af regeringen og angrebet dens politik med dårlig behandling af indvandrere her i landet og deltagelse i USA’s besættelse af Irak og Afghanistan. Men det har vi ikke set noget af, for Helle T-S har erklæret borgfred, og hvad der er sivet ud af kritik alligevel, har ikke været noget fundamentalt, men små spidsfindigheder om, hvem der nu har holdt møder med hvem osv.

Også på andre områder har den socialdemokratiske top givet den borgerlige regering fred og ro. De har accepteret skattestoppet, indtil der kan opnås bred politisk enighed om en skattereform (altså også med de borgerlige), i stedet for offensivt at fremlægge en plan, der kunne mobilisere imod de borgerlige også på dette punkt. Og indvandrerpolitikken har man også mere eller mindre slugt med hud og hår.

Efterlønnen
Også når det gælder fremtidens velfærd, er Helle og co. hoppet med på de borgerliges vogn. De har fuldstændig accepteret myten om, at væksten i “forsørgerbyrden” med en naturlovs nødvendighed gør, at der skal skæres i velfærden – angiveligt for at sikre, at der er bare en lille smule tilbage af den til kommende generationer. Til det formål spillede den socialdemokratiske ledelse ud med et oplæg om at hæve efterløns- og pensionsalderen, så de efter nogle år bliver på henholdsvis 62 og 67 år (mod 60 og 65 nu). Et groft angreb på den velfærd, som arbejderbevægelsen selv har kæmpet for.

Der har også været udspil fremme om (en godt nok beskeden) brugerbetaling ved lægebesøg, hvilket så blev trukket tilbage igen – det var total forvirring i den bedste sendetid. Et andet forslag, der kom frem for nylig, gik ud på, at danskere, der kommer til skade i udlandet, ikke skal have deres hjemtransport betalt af den offentlige sygesikring. Det er måske nok mindre beløb, der drejer sig om, men det er ikke just ting, der appellerer til brede lag i den danske arbejderklasse. Signalet er: Se, hvor ansvarlige vi er – vi finder hele tiden på nye steder, vi kan spare!

Opposition?
Hvordan man skulle kunne genvinde regeringsmagten ved hele tiden at overbyde de borgerlige i påstået ansvarlighed, står hen i det uvisse. En opposition, der konstant taler om kompromis og samarbejde med den siddende regering og dens nedskæringspolitik, og som kommer med udspil om nye nedskæringer og angreb på arbejderklassen, er ikke nogen rigtig opposition. Det er tydeligt, at den nuværende ledelse af Socialdemokratiet har mere end svært ved at udfordre de borgerlige, for slet ikke at tale om at komme med et reelt alternativ. For selvfølgelig er det svært at komme med alternativer, når man dybest set er rørende enig i det grundlæggende i regeringens politik. For toppolitikertyper som Helle og co. er det mere eller mindre ligegyldigt, hvilket parti de tilfældigvis er havnet i – de er alle sammen skolet i den samme borgerlige økonomiske tankegang om “ansvarlig” regeringsførelse: De har accepteret kapitalismens spilleregler totalt.

En “ny fortælling”
Derfor har de så utrolig svært ved at overbevise folk om, at det er vigtigt at have et Socialdemokrati. Der er startet en jagt på et nyt “projekt” eller en “ny fortælling”, som det så filosofisk bliver beskrevet. Den “gamle fortælling” – I ved, den med klassekamp og reformer til gavn for arbejderklassen og fremad mod den demokratiske socialisme – er åbenbart død og borte. Nu skal der noget nyt til, men hvad?

Den gamle reformistiske “fortælling” er rigtignok død – fordi den tid er forbi, hvor kapitalismen kunne give store indrømmelser til arbejderklassen, og hvor man gennem samarbejde og forhandlinger kunne snakke sig til rette om tingene. Men fortællingen om klassekampen er slet ikke slut. Vi er tværtimod ved at nå til et nyt og eksplosivt kapitel – og det bliver ikke skrevet af eksperter og sociologer med deres “nye fortællinger”, men af almindelige arbejdere og unge, der ikke længere vil finde sig i, at alt, hvad de har kæmpet for, bliver kørt i sænk om ørerne på dem.

Skovl!
På Socialdemokratiets ekstraordinære kongres i marts 2005 sagde DSU’s Jacob Bjerregaard i sin afskedstale til Mogens Lykketoft: “Kammerater! Vi genvinder ikke regeringsmagten, før vi kan komme med sammenhængende svar på folks bekymringer. Lad os kalde en skovl for en skovl. Det handler ikke kun om personer og kommunikation. Det handler om politik.” Ja, lad os kalde en skovl for en skovl, og en uduelig ledelse med en uduelig politik for det, det er: en katastrofe for den danske arbejderklasse.

Arbejderklassen har brug for et parti, der kan repræsentere den, og som kan føre kampen for klassens krav ind på den politiske scene, og slås for, at det bliver almindelige arbejdere, der sætter dagsordenen. Men kampen er svær, når ledelsen af klassens største parti reelt spiller på modstanderens hold. Der er brug for en udskiftning – ikke bare af personer denne gang, men af den højredrejede politik. Vi har sagt det før, og vi siger det igen: Hvis vi skal videre, må aktive arbejdere og unge organisere sig og kæmpe for arbejderpolitik i partiet og resten af arbejderbevægelsen, og det er marxisternes pligt at gå forrest i den kamp.