Torsdag den 24. marts mødtes lærlinge i Dansk Metal Ungdom Hovedstaden for at drøfte overenskomstkrav til forhandlingerne i 2023. Blandt de krav, der blev vedtaget, var kravet om en 15 kr. lønstigning til alle lærlinge. Det vil svare til en stigning på over 20 procent for lærlinge på den laveste sats og på lige over 10 procent for lærlingene på den højeste.
Det kan måske lyde voldsomt, men det er et krav, der er fuldstændig nødvendigt for lærlinge. Inflationen raser derudaf med speederen i bund. Siden 2021 er inflationen steget næsten hver måned, og på bare ét år er den gået fra næsten 0 til 5 procent. Derfor er det ikke urealistisk, at den vil komme op på et tocifret tal inden foråret 2023, hvor de nye overenskomster skal træde i kraft.
Prisstigningerne vil især ramme grupper som studerende og lærlinge hårdest, da det er nogle af de grupper med laveste indkomster i landet, som bruger en stor del af deres indkomst på basale udgifter som mad, husleje og vand og varme.
Når omkostningerne til at producere en vare stiger, så er det normalt at varens pris sættes tilsvarende op. Det samme gælder for os lærlinge. Vi sælger en vare, der hedder arbejdskraft til arbejdsgiverne. Omkostningerne til arbejdskraften er prisen på det, som det kræver at reproducere den: mad, energi, husly osv. Når vores “produktionsomkostninger” stiger, er det kun rimeligt, at prisen på vores vare arbejdskraft – altså lønnen – stiger tilsvarende.
Og det er ikke fordi, virksomhederne mangler penge. En stor del af de danske virksomheder tjente rekordstore overskud i 2021 under pandemien. For ikke at tale om de astronomiske støttepakker, der blev givet til erhvervslivet af staten, betalt med vores skattekroner.
Nu er pandemien ovre, og det giver os mulighed for igen at mødes i vores lokale fagforeninger og diskutere, hvordan vi skal bekæmpe den inflation, der truer med at smadre vores realløn. Inflationen har allerede ædt lønstigningen fra OK20. Tiden er ikke inde til mådehold men modangreb.
En lønstigning på 15 kr. er en god start. Men hvis inflationen fortsætter, som den kører nu, er der stadig en stor sandsynlighed for, at selv dette ikke vil være nok til at forsvare reallønnen. Derfor må det naturlige næste skridt være, at sørge for at næste overenskomst kun gælder for ét år. På den måde binder vi os ikke til en overenskomst, hvis lønstigninger potentielt kan blive knust af inflationen to år ude i fremtiden. En overenskomst med en udløbsdato på ét år vil tillade os at gå til forhandlingerne igen, så vi kan sørge for at følge prisudviklingen og forsvare vores realløn.
