Som det er de fleste bekendt fik Danmark en socialdemokratisk regering ved sidste valg. Hvad færre måske var klar over er, at vi under Mette Frederiksen og co. bevæger os tættere og tættere på virkeliggjort socialisme… hvis altså man skal tro ledende Enhedsliste-folk.
I det amerikanske venstreorienterede magasin Jacobin udråbte Poya Pakzad, politisk-økonomisk rådgiver for Enhedslisten, således i december 2020, at Danmark var et skridt nærmere socialisme. ”Danmarks nye finanslov lover flere statsinvesteringer og penge til velfærd, men også en kommission til at hjælpe arbejdere med at tage kontrol over deres arbejdspladser. Lovforslaget markerer et brud med årtier med et pro-privatiseringsdogme og er et lille skridt i retning af en økonomi, der tjener sociale behov, ikke kun profit til aktionærerne.”
Poya Pakzad og Pelle Dragsted, tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og partiets uofficielle chefideolog, erklærer, at fællesejede virksomheder og kooperativer vil fortrænge kapitalismen, og at vi er på vej mod den virkeliggjorte socialisme. Imens drejer partiet længere og længere mod højre.
Det er ikke et nyt fænomen. Denne slags “venden socialismen på vrangen” var præcis, hvad Eduard Bernstein også forsøgte, og som Rosa Luxemburg – der i år fylder 150 – kæmpede inderligt mod. Den efterhånden gamle dame var en benhård revolutionær. Og hun ville næppe have behandlet de to enhedslisteideologer mildere, end hun gjorde Bernstein.
Dette er ikke en dybdegående artikel, der endevender de tos politik, men en række eksempler, jeg håber, kan virke som en stilfærdig opfordring til – i anledning af jubilæet – at læse Rosa Luxemburg og se, hvordan hun skærer igennem Bernstein, Pakzad og Dragsteds socialistiske illusionsnummer, som en varm kniv gennem smør.
Fælleseje som vejen til socialisme?
I foråret 2019 fremlagde Enhedslisten udspil til “et mere demokratisk erhvervsliv”, som Dragsted og Pakzad præsenterede på Altinget.dk. Her skriver de to forfattere, at Danmark har “en stolt” tradition for fællesejede virksomheder og kooperativer, men at udviklingen er gået den forkerte vej. Ifølge dem skal staten give bedre rammevilkår for medarbejderejede virksomheder, fordi “et samfund med mange demokratiske virksomheder er også et mere demokratisk samfund.” Det vil desuden betyde at uligheden mindskes: “Når vi ejer virksomheder i fællesskab, vil overskuddet blive fordelt til flere frem for at koncentreres hos en lille kapitalejende elite.”
Rosa Luxemburg ville have kritiseret de to sønder og sammen. Det skorter endvidere ikke på konkrete erfaringer siden Luxemburgs tid. Et af de større danske kooperativer er, som navnet antyder, Coop, som Dragsted i øvrigt har refereret anerkendende til tidligere. Fagbladet 3F skrev i sommer om, hvordan mere end 80 procent af lagerarbejderne på Coops lager i Hasselager ved Aarhus følte sig systematisk overvåget af den daglige ledelse og udsat for et for højt arbejdspres. Undersøgelsen viste, at de var utrygge, stressede, og at der var en atmosfære med forfølgelse og advarsler. Det vil nok ikke lykkes nogen, heller ikke Dragsted og Pakzad, at overbevise lagermedarbejderne i Coop om, at ‘deres’ virksomhed er et skridt på vejen til socialisme.
Men når nu udviklingen i Danmark ikke er nok til at overbevise de to herrer, så kommer her, hvad Rosa Luxemburg skrev for mere end 100 år siden.
“Nødvendigheden af at gøre arbejdet så intensivt som muligt, at forkorte eller forlænge det, alt efter markedssituationen, at trække arbejdskraften til sig eller afskedige den og sætte den på gaden alt efter krav fra afsætningsmarkedet – med andre ord at praktisere alle de kendte metoder, der gør et kapitalistisk foretagende konkurrencedygtigt. I produktionskooperativet følger heraf den modsætningsfyldte nødvendighed, for arbejderne at skulle styre sig selv med fornøden absolutisme, at spille den kapitalistiske arbejdsgivers rolle over for sig selv.”
Luxemburg forklarer hvad lagermedarbejderen i Coop har erfaret på egen krop: at så længe kapitalismen eksisterer, så længe fungerer kapitalismens love om profit og konkurrence. Ingen virksomheder, uanset hvordan de er ejet, kan undslippe konkurrencen. Det betyder at medarbejderne maksimalt kan opleve at skulle presse sig selv i stedet for at blive presset af en chef.
Er revolution nødvendig?
Pelle Dragsted har andre steder argumenteret for, at overgangen til socialisme ikke kræver en revolution, men kan ske ved at “den demokratiske sektor”, som han kalder det, det vil bl.a. sige det offentlige og medarbejderejede virksomheder, kan fortrænge den private sektor – at socialismen på den måde kan fortrænge kapitalismen. Det er altså det, må vi formode, som vi ser begyndelsen på nu, med den for omverdenen i øvrigt ukendte kommission om kooperativer og alternative ejerskabsformer.
Også det svarede Rosa Luxemburg på:
“Det er helt grundlæggende forkert og uhistorisk at fremstille reformarbejdet blot som en revolution, der er trukket ud og revolutionen, som en sammentrængt reform. En social omvæltning og en given reform er forskellige momenter på grund af væsen og ikke på grund af deres varighed. Hele hemmeligheden ved de historiske omvæltninger ved brug af politisk magt ligger jo netop i omslaget fra blot kvantitative forandringer til en ny kvalitet, mere konkret udtrykt i overgangen fra én historisk periode til en anden, fra en samfundsordning til en anden.”
Man kan ikke sige det meget mere klart og præcist. En revolution er absolut nødvendig, hvis vi skal gøre op med kapitalismen og skabe et socialistisk samfund. Kapitalismen kan ikke “fortrænges”.
Regeringens støttepiller
Enhedslisten er blevet mere og mere indrulleret i det parlamentariske arbejde – ikke mindst under den seneste socialdemokratiske regering, som de agerer venstredække for. De er blevet så opslugt af den borgerlige stat, at de endda gik med i seneste politiforlig. Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, kaldte forliget “en kæmpe sejr for Enhedslisten”, fordi partiet havde fået nogle krummer i form af bl.a. flere krisecentre. Men det samlede forlig betød bl.a. mere politi og nye våben, altså en styrkelse af den borgerlige stat.
Den anden Rosa ville have taget sig til hovedet:
“Det, der i dag fungerer som ‘samfundsmæssig kontrol’ – arbejderbeskyttelse, tilsyn med aktieselskaber osv. – har i virkeligheden ikke det ringeste at gøre med en del af ejendomsretten, med ‘overejendom’. Den fungerer ikke som en indskrænkning i den kapitalistiske ejendom, men omvendt som dens beskyttelse. Eller for at tale økonomisk, så udgør den ikke et indgreb i den kapitalistiske udbytning, men en standardisering, en ordning af denne udbytning. Og når Bernstein stiller det spørgsmål, om en fabrikslov er meget eller lidt socialistisk, så kan vi forsikre ham om, at der i den allerbedste fabrikslov er nøjagtig lige så megen ‘socialisme’ som i magistratsbestemmelserne om gaderengøring og tænding af gaslygterne, der jo også er en slags ‘samfundsmæssig kontrol’.”
Folketingsgruppen agerer angiveligt ud fra ideen om at stemme mod den mindste forringelse og for det mindste onde. Men de ender i et værre rod. Hvor små forbedringer dækker over endnu større forringelser, som f.eks. aftalen om affaldshåndtering. Enhedslisten var med i aftalen, ja, kaldte den endog endnu en sejr. Nu ser det ud til, at den betyder privatisering af affaldshåndteringen! Enhedslistens parlamentariske fiksfakserier roder dem mere og mere uløseligt ind i den borgerlige stat, og de fremstår ikke som noget andet end det politiske etablissement.
For Rosa Luxemburg var socialisters opgave i parlamentet det stik modsatte. For hende var der ingen anden vej end benhård opposition til det bestående borgerlige samfund:
“Det forhold, der adskiller socialistisk politik fra borgerlig politik, er, at socialisterne er modstandere af hele den eksisterende orden og må fungere som grundlæggende opposition i et borgerligt parlament. Det vigtigste mål for socialistisk aktivitet i et parlament, uddannelsen af arbejderklassen, opnås ved en systematisk kritik af det herskende parti og dets politik. Socialisterne er for langt væk fra den borgerlige orden til at kunne opnå praktiske og omfattende reformer af progressiv karakter. Derfor er en principiel modstand mod det herskende parti, den eneste tænkelige metode for alle mindretalspartier og frem for alt socialisterne, til at opnå praktiske resultater.”
Luxemburgs virkelige arv
Rosa Luxemburg er populær på den mere reformistiske del af venstrefløjen. Men de herrer og damer skulle tage at læse mere end de korte citater, der florerer på Wikipedia og diverse citatsider. Læser man Rosa Luxemburg selv, vil man i hendes skrifter finde et revolutionært skatkammer af hårdtslående analyser og argumenter, som rammer nutidens “bernsteinister” midt mellem øjnene. Vi håber at have givet læseren lyst til at undersøge Rosa Luxemburg nærmere. Til det anbefaler vi at starte med “Rosa Luxemburgs revolutionære arv”, fra Forlaget Marx.
