I slutningen af februar meldte Salling Group ud, at de nu vil markere europæiske varer med en sort stjerne for at “[…] gøre det nemmere at handle europæiske mærker,” som Anders Hagh, administrerende direktør i Salling Group, skriver på LinkedIn. Coop vil omvendt markere amerikanske varer, efter at Trump lagde 20% told på alle varer fra Europa.

Disse detailgiganter tapper ind i en trend om at boykotte amerikanske varer, som har opnået en vis popularitet, som facebookgruppen “Boykot varer fra USA” med næsten 100.000 medlemmer bevidner. Men hele ideen om, at danske eller europæiske varer skulle være mere progressive end amerikanske, eller at man kan ændre noget gennem politisk forbrug, er grundlæggende forkert.

Hvorfor nogle varer ikke er mere progressive end andre

Lad os tage varen Jolly Cola, som er blevet en favorit i førnævnte facebookgruppe som et dansk alternativ til Coca Cola. De har netop udgivet en reklamekampagne, der tapper ind i stemningen om boykot af amerikanske varer, med sloganet “0% toldmur, 100% optur.” Mærket Jolly Cola bliver lavet af Bryggeriet Vestfyens, som er ejet af den finske bryggerigigant Olvi. Jolly Colas reklame siger, at det er “helt speciel dansk”, men det er udenlandsk kapital, der i sidste ende driver mærket.

Men selv hvis Jolly Cola var danskejet, ville det for det første ikke give mening at kalde den for 100% dansk. I det nuværende kapitalistiske samfund er alting produceret ved hjælp af uendeligt lange forsyningskæder, der strækker sig over hele kloden. 

Bryggeriernes maskiner er måske produceret i Tyskland eller Kina, hvor de er samlet af dele fra hundredvis af forskellige virksomheder fra hundredvis af forskellige lande. Denne kæde fortsætter praktisk talt i uendelighed. Energinettet, vejene til transport af materialer, softwaren brugt i styringen osv. er lavet af utallige arbejdere i utallige lande. Samlet set er Jolly Cola — og alle andre varer — produceret af hele verdens arbejderklasse. Det er progressivt, at kapitalismen har forårsaget produktionsmidlernes vækst ud over de snævre nationale grænser, og det betyder, at den moderne produktion er ét system, hvor nationernes produktion ikke kan adskilles fra hinanden. Det kapitalistiske verdensmarked med dens globale arbejdsdeling er umuligt at undslippe, hvis man vil producere noget som helst i den moderne verden, og man vil aldrig kunne undgå at købe “imperialistisk” producerede varer under kapitalismen.

For det andet, og måske endnu vigtigere, så ville en Jolly Cola ikke på nogen måde være mere progressiv, selv hvis den var udelukkende dansk produceret. Den danske herskende klasse fører også en imperialistisk politik. Det giver ingen mening at kalde nogle varer for mere eller mindre “imperialistiske” eller “demokratiske.”

Eliten støtter idéen om boykot af USA

De europæiske kapitalistklasser, inklusiv den danske, står lige nu i et brud med amerikansk kapitalisme, hvilket illustreres med den igangværende toldkrig. Dette er et kæmpe problem for europæisk og dansk kapitalisme, der skal finde et nyt fodfæste uden USA som fast allieret. Derfor gejler de en fortælling op om et demokratisk Europa, der skal stå op imod et nyt og imperialistisk amerikansk oligarki.

Ud over det har den danske herskende klasse tilsvarende brug for flere investeringer i danskproducerede varer for at holde økonomien kørende og eksportere krisen til andre nationer. Et forbrugerboykot af amerikanske varer kunne derfor ikke være mere belejligt for de danske kapitalister, og derfor støtter eksempelvis de store detailkæder op om idéen, for det vil styrke dem selv i konkurrencen mod de amerikanske varer.

Boykot som metode til forandring

Ud over en signalværdi må formålet med boykot af amerikanske varer være at straffe Trumps USA og tvinge dem til at ændre kurs. Men individuelt boykot er ikke en effektiv strategi, hvis man vil ændre noget.

Argumentet for politisk forbrug går på, at hvis alle stoppede med at købe en bestemt vare eller varer fra et bestemt land, så ville den pågældende virksomhed eller det pågældende land blive nødt til at ændre kurs for ikke at gå fallit. I det nærværende tilfælde virker det usandsynligt, at Trump vil ændre USA’s kurs, fordi danske eller europæiske forbrugere drikker mindre Coca Cola.

For det første er der det åbenlyse problem, at hvis man kan afgøre politik gennem sit forbrug, så har dem, der har flest penge, også flest stemmer. Det vil sige, at de rige og magtfulde bestemmer, mens arbejderklassen og de fattiges magt reduceres — præcis som virkeligheden er i dag. Det er ikke ved at ændre forbruget, at vi kan ændre de grundlæggende strukturer i samfundet, der udgør grundlaget for den imperialistiske politik. Arbejderklassens magt ligger ikke i deres pengepung, men i deres rolle i produktionen, i klassekampen. 

Boykot af nationer

Nogle vil nok invende, at afskaffelsen af apartheid i Sydafrika var et resultat af en international boykotkampagne. Men i realiteten var det ikke boykotkampagnen, der væltede styret, men derimod intens klassekamp, hvor Sydafrikas sorte arbejdere kastede sig ind i en revolutionær bevægelse mod den hvide kapitalistklasse, der gjorde en ende på apartheidregimet. De vestlige kapitalister boykottede Sydafrika for at tvinge den stædige sydafrikanske herskende klasse til at indgå i forhandlinger, da de var bange for, at den revolutionære massekamp ville true kapitalismen i Afrika.

Også BDS-bevægelsen (Boycott, Divestment, Sanctions) har til formål at presse det israelske apartheidregime til at stoppe folkemordet i Gaza med boykot som våben. Men heller ikke her virker det. Blodbadet fortsætter uhindret, og amerikanske våbenvirksomheder vil fortsætte deres eksport af bomber til Israel uden hensyn til hvor mange, der vælger eksempelvis Starbucks fra, fordi virksomheden opererer i Israel.

Derimod viser de græske og indiske havnearbejdere vejen frem, når de nægter at læsse fragtskibe med våben til Israel. Heri ligger arbejderklassens fælles styrke, nemlig som den klasse, der får alt til at køre rundt. Præcis det faktum, at hele verdensproletariatet samlet set producerer alle varer, kalder på den socialistiske omvæltning af samfundet, så ejendomsforholdene passer til den sociale produktion, som allerede eksisterer.

Får kapitalismen derimod lov til at fortsætte sin hærgen, vil de imperialistiske spændinger mellem nationer hive menneskeheden ned i flere krige og konflikter som den nuværende toldkrig, der vil smadre produktiviteten i stedet for at udvikle den.

For arbejderklassens internationale kamp

Når den danske elite opfordrer til boykot af USA, er det ikke ud fra deres gode, demokratiske hjerte, men ud fra deres egne imperialistiske interesser med en kynisk beregning om mere profit til dem selv. Og gennem boykot kan vi ikke bekæmpe hverken amerikansk eller dansk imperialisme.

Desværre følger den parlamentariske venstrefløj i form af Enhedslisten i hælene på eliten i deres felttog mod Trumps USA og forsvarer idéen om boykot som et middel til at bekæmpe amerikansk imperialisme. På den måde dækker de over de europæiske og danske herskende klasser, som er lige så reaktionære som den amerikanske, med fortællingen om, at vores egen kapitalisme er mere progressiv end deres.

Vi kan ikke stille os bag hverken den ene eller den anden kapitalistklasse, hvis vi vil ændre noget. Arbejderklassen driver hele samfundet og besidder heri en potentiel magt til at vælte kapitalismen. Hvis vi vil gøre noget mod amerikansk — og dansk — imperialismes rædsler, om det så er deres støtte til folkemordet i Gaza eller brutale udbytning af verdens undertrykte nationer, så må vi vælte deres system og bygge et nyt på vores præmisser.