Forlagetmarx.dk er stolte over at kunne præsentere en unik ny bog fra Wellred Books. Et værk som har været 80 år undervejs: Leon Trotskijs uafsluttede biografi om Stalin, den mest omfattende udgave af bogen nogensinde, nu fuldendt med originalt arkivmateriale. Her er historien bag bogen.
Den 20. august 1940 fik Trotskijs liv en brutal ende, da en stalinistisk agent knuste hans kranie med en isøkse. Blandt det arbejde, han efterlod sig ufærdigt, var anden del af hans STALIN biografi.
Trotskijs STALIN er unik i den marxistiske litteratur ved, at den giver sig i kast med at forklare en af de mest afgørende begivenheder i det 20 århundrede, og ikke kun i forhold til begivenhedens epokegørende økonomiske og sociale forandringer, men gennem den individuelle psykologi hos en af hovedpersonerne i dette storslåede historiske drama. Det er et fascinerende studie af, hvordan et individs særlige karakter, hans personlige træk og psykologi, interagerer med store begivenheder.
[Køb Trotskijs biografi STALIN]
Hvordan blev det sådan, at Stalin, som begyndte sit politiske liv som revolutionær og bolsjevik, endte som en tyran og et monster? Var det forudbestemt af genetiske faktorer eller af hans barndom og opvækst? Ved at trække på en masse, nøje indsamlet materiale fra hans personlige arkiver og mange andre kilder, giver Trotskij svaret på disse spørgsmål.
I nærværende udgave har vi samlet alt det materiale, der var til rådighed fra Trotskijs arkiver på engelsk og suppleret det med yderligere materiale oversat fra russisk. Det er den mest komplette udgave af bogen, der nogensinde er udgivet. På tærsklen til hundredåret for Oktoberrevolutionen, mener vi, at Trotskijs STALIN er relevant og inspirerende, som aldrig før.
Trotskijs STALIN var bestilt af forlaget Harper Brothers i New York i februar 1938 og blev publiceret første gang på engelsk i 1946. STALIN var Trotskijs sidste store værk. Men der blev gjort en tidlig ende på hans liv af en stalinistisk snigmorder den 20. august 1940. Bogen blev aldrig afsluttet.
Mens Trotskij arbejdede på bogen, blev manuskriptet oversat til engelsk af Charles Malamuth. Efter snigmordet blev Trotskijs ufærdige manuskripter overgivet til Malamuth, ikke kun til oversættelse, men i realiteten også for at han skulle redigere værket til publicering.
Samtidig montage af bolsjevikiske ledere af revolutionen. Læg mærke til at Stalin ikke er inkluderet. Venligst udlånt af David King.Uanset hvilke talenter Malamuth havde, så var dette en politisk opgave, som han var fuldstændig uegnet til. Da bogen endelig blev publiceret, indeholdt den nye ”redigerede” version store bidder af materiale sat ind af redaktøren selv, som med al tydelighed var i modstrid med Trotskijs politiske tænkning. På trods af vrede protester fra Trotskijs enke, Natalia Sedova, beholdt forlæggerne det krænkende materiale.
Den primære årsag til genudgivelsen af denne nye og udvidede udgave af Trotskijs STALIN er at rette op på dette overgreb og at indsætte det materiale, som blev udeladt af redaktøren. Dette projekt med at genudgive Trotskijs originale STALIN i denne opdaterede form har været mere end et årti undervejs. Udgaven fjerner Malamuths politiske indsætninger, som løb op i mere end titusinde ord, og genoprettede det originale manuskript ud fra ikke-publiceret materiale i Trotskijs arkiver på Harvard universitet.
Denne nye udgave er den mest komplette, der nogensinde er udgivet på noget sprog, inklusiv engelsk eller russisk, og den er over en tredjedel større end den originale udgave. Det repræsenterer det mest omfattende arbejde, der nogensinde er foretaget for at ”genopbygge” bogen, og indbefatter næsten 100.000 flere ord end i den originale 1946-udgave. Malamuth forklarede, at han lod de første syv kapitler være, ”bortset fra få sletninger af repetitivt materiale”.
Vi har taget os friheden til at restaurere dette materiale, så godt som vi nu kan. Frem for at følge Malamuths opbygning så har vi valgt vores egen, som følger begivenhederne kronologisk. For at sikre den maksimale kontinuitet blev redigeringen af dette materiale foretaget af Alan Woods, som også oversatte hovedparten af det russiske materiale.
Trotskij arkiverne
I 2003, under en politisk tur til USA, besøgte jeg Boston og benyttede mig af muligheden for at besøge Trotskij-arkiverne på det nærliggende universitet. Trotskij havde aftalt, at hans materiale skulle sendes til Harvard for sikker opbevaring. ”Arkiverne sendes afsted [til USA] denne morgen med tog”, skrev Trotskij den 17. juli 1940, lidt over én måned før hans attentat (Writings supplement 1934-40, side 863).
Jeg var forbløffet over den enorme mængde materiale, som arkiverne indeholdt. Min opmærksomhed blev draget mod materialet omkring Trotskijs sidste bog – STALIN. Til min store forbavselse opdagede jeg, at der var ni store kasser med manuskripter i arkiverne, Harper-manuskripterne (artikel H1 – H28), som indeholdt alt det forberedende materiale til STALIN-bogen. Disse indeholdt alle de originale filer, udkastene, spaltekorrektur, avisudklip og noter, hånd- og maskinskrevet, ligesom der var kasser, som indeholdt alle Charles Malamuths engelske oversættelser af Trotskijs russiske originaler.
Harvard UniversityDet første, der slår én ved STALIN-samlingen, er, at der er forskellige lag, bygget op som geologisk strata, som til sidst blev brugt til at producere den første halvdel af bogen, dvs. til og med 1917. Disse første udkast indeholdt hånd- og maskinskrevet tekst, det andet udkast, som var fuldstændig maskinskrevet, var oversat og sendt tilbage til Trotskij for yderligere rettelser, redigering og finpudsning. Trotskij satte uden tvivl en stor ære i at ”finpudse” sin skrifter, ligesom hans søgte at forbedre de engelske oversættelser, så meningen kunne blive så præcis som muligt.
Mit første besøg til Harvard gik simpelthen ud på at identificere, hvad der var. På de efterfølgende besøg bad jeg om at se hele arkivet om Stalin, som blev leveret til læsesalen på en stor vogn. Filerne, der indeholdt materialerne, er anbragt i store arkivkasser og nummereret i separate foldere (bsmRuss 13.3 H1 – H28). Disse indeholder også alle de papirudklippene og forskelligt materiale, som var oversat til engelsk, men ikke brugt i den endelige udgave af bogen, inklusiv det originale udkast, bevaret i folderne H14 – H19.
Charles Malamuth
Den første del af STALIN behandler på mesterlig vis individets rolle i historien, og sporer Stalins udvikling fra en ung dreng på præsteseminaret til professionel revolutionær i årene før revolutionen i 1917. Selvom den ufuldstændige anden del, i sin mishandlede publicerede udgave, indeholder ekstremt interessant materiale, så blev det beskæmmet af de tilføjelser, som blev indført af Charles Malamuth. Dette var ikke blot brobyggende materiale, som han fastholdt, men udgjorde kæmpe tekstbidder i visse kapitler, som tydeligt modsagde bogens politiske linje.
Da Trotskijs enke, Natalia Sedova, og hans advokat, Albert Goldman, fik Malamuths færdigredigerede bog at se, protesterede de voldsomt mod bogens publicering i denne forsimplede form. Esteban Volkov, Trotskijs barnebarn, forsøgte også uden succes at forhindre genudgivelsen i slut 60’erne
Hvordan endte en mand som Malamuth med at redigere Trotskijs STALIN? Charles Malamuths kendskab til russisk var helt sikkert brugbart, og hans talent blev godt udnyttet i oversættelsen af nogle af Trotskijs artikler. Trotskij var, som vi skal se, dog aldrig særlig imponeret over denne unge ”sympatisør” eller hans evner. Ikke desto mindre havde Trotskij hårdt brug for hjælp og blev nødt til at arbejde med det materiale, han havde til sin rådighed.
Den 15. februar 1938 (dagen før mordet på Leon Sedov, Trotskijs søn, i Paris), blev Trotskij opsøgt af Harper Brothers, den amerikanske udgiver, med et tilbud på 5.000 dollar, som ville blive betalt løbende, hvis Trotskij ville skrive en biografi om Stalin. Trotskij, som var dybt berørt af det tragiske tab af sin søn, var ikke særlig begejstret for udgiverens tilbud. Sedovs død var et knusende slag mod Trotskij og Natalia, endnu en af Stalins hævngerninger. Desuden var Trotskij allerede begyndt på en anden bog, nemlig en biografi om Lenin, hvis første del han allerede havde færdiggjort i november 1934.
Presset af alvorlige finansielle problemer overvandt Trotskij dog til sidst sin modvilje og accepterede Harpers tilbud. Charles Malamuth, som havde oversat nogle af Trotskijs mindre skrifter, var ledig, og opgaven med at oversætte dette nyligt bestilte arbejde blev derfor givet til ham. Tydeligt begejstret ved udsigten om så fristende et tilbud skrev Malamuth i et brev: ”STALIN er en lovende milepæl i mine oversættelsesbestræbelser”. Trotskij var dog ikke helt overbevist, men havde ikke rigtig noget alternativ, grundet mangel på ledige russiske oversættere. Derudover havde han fået forsikringer om, at han selv personligt kunne gennemgå og godkende alle oversættelserne inden udgivelsen.
Arbejdet – og problemerne – begynder
I starten af april 1938 begyndte arbejdet på STALIN for alvor. Den 26. april, skrev Trotskij til Sara Weber [Trotskijs sekretær, red.] og informerede hende om, at han nu var ”i gang med arbejdet på STALIN-bogen”. Han var dog rendt ind i et problem, som han ville have hende til at løse. ”På hver en side mødes jeg med behovet for research af geografiske, historiske, kronologisk, biografiske, o.l. data”, og han spurgte hende om, ”det ikke ville være muligt at finde et gammelt præ-revolutionært [russisk] opslagsværk i New York? (…) Dette spørgsmål er meget vigtigt for mig, fordi hvert eneste skridt af mit arbejde ellers vil mødes af hindringer”.
Inden for få måneder modtog Malamuth det russiske manuskript af det første kapitel, ”Familien og skolen”. Tingene så ud til at skride hurtigt frem. Det andet kapitel blev sendt til Malamuth den 16. august og det tredje kapitel den 12. september. Men arbejdet forløb dog ikke så glat på grund af forskellige afbrydelser. Inden slutningen på 1938 havde Harper afvist Trotskijs finansielle forskud med begrundelsen om, at han var for langsom i at aflevere dele af manuskriptet.
Der var også andre problemer med bogen. Uden at spørge om Trotskijs tilladelse havde Malamuth vist manuskriptet til udenforstående, særligt Max Shachtman og James Burnham som ledte en minoritet i det amerikanske SWP [Socialist Workers Party], som var i opposition til Trotskijs analyse af Sovjetunionens karakter. Da Trotskij opdagede dette, blev han rasende, og anså det som et tillidsbrud. Trotskijs beklagede sig til Joseph Hansen [ledende medlem af SWP]:
”Herefter, imod alle mine advarsler, tillod han [Malamuth] sig en fordømmende taktløshed med mit manuskript. Jeg protesterede. Hans mest simple pligt havde været at undskylde for sin fejl, og alt ville have været i orden igen. Jeg synes også, at kammeraterne Burnham og Shachtman begik en fejl ved at gå ind i en diskussion med ham omkring kvaliteten af manuskriptet, uden at spørge ham, om han havde min tilladelse til at give dem manuskriptet eller ej. Det bedste ville være, hvis kammerat Burnham og Shachtman, på deres eget initiativ, forklarede, at de, sammen med Malamuth, havde været indiskrete, og at det var bedst at erkende det, og lad det ligge ved det”.
I dette brev konkluderede Trotskij ligeud: ”Malamuth lader til at have mindst tre kvaliteter: Han kan ikke russisk; han kan ikke engelsk; og han er vældig prætentiøs. Jeg tvivler på, at han er den bedste oversætter…” (Writings, supplement 1934-40, s. 830). På få ord afslører Trotskij en kløgtig anerkendelse af Malamuths selvhøjtidelighed, som blev demonstreret til fulde af de efterfølgende begivenheder. Men der var ikke andet valg end at fortsætte med at benytte hans ydelser.
Trotskijs indignation over denne indiskretion reflekterede han store bekymring for sikkerheden og frygten for, at STALIN-manuskriptet kunne falde i de forkerte hænder. Det var der stor fare for på dette tidspunkt. Trotskij befandt sig midt i en kamp på liv og død mod stalinismens forbrydelser. Stalin var besat af Trotskij og var fast besluttet på at lukke munden på ham. Han beordrede derfor sine agenter fra det hemmelige politi – GPU – til at infiltrere Trotskijs bevægelse og udføre maksimal sabotage.
Det var allerede lykkedes for stalinistiske agenter at sætte ild til hans hus i Prinkipo [Ø uden for Istanbul, red], hvor nogen af hans papirer og dokumenter blev ødelagt. ”GPU vil gøre alt, som står i deres magt, for at få fingre i mine arkiver”, skrev Trotskij den 10. oktober 1936 (Writings, 1935-6, s. 440). En måned senere blev hans arkiver, som var betroet det hollandske institut for socialhistorie, ransaget i Paris, og visse dokumenter blev stjålet. ”For at gøre mig magtesløs i tilfælde af bagvaskelse, prøver GPU at få fat i mine arkiver, hvad enten det er gennem tyveri, indbrud eller attentat,” skrev Trotskij (ibid. S. 462).
Mark Zbrowski, en stalinistisk agent, havde infiltreret bevægelsen i Frankrig og fik ormet sig til Leon Sedovs fortrolighed. Der var et lille udbud af russisk talende, og bevægelsen havde desperat brug for assistance. Til sidst hjalp han med til at redigere Oppositionens bulletin i Paris. Zborowski, hvis partinavn var ”Etienne”, fik snart adgang til en sikret boks, som indeholdt korrespondancen mellem Sedov og Trotskij. Gennem sin position leverede han information om Trotskij til den sovjetiske efterretningstjeneste, som herefter blev afleveret direkte til Stalin personligt. Det var Zborowski, som sikrede, at kopier af Trotskijs tekster lå på Stalins bord allerede inden, de var udgivet. Stalin læste alle udgaver af Oppositionens Bulletin med særlig opmærksomhed på delene om ham selv.
Trotskij frygtede, at Stalins agenter gennem indbrud eller andre midler ville forsøge at stjæle eller ødelægge udkastene. Derfor blev alle forholdsregler taget for at bevare dem i sikkerhed. Frygten var velbegrundet. Da Stalin blev informeret om Trotskijs nye værk, blev han rasende og var klar til hvad som helst for at forhindre bogens udgivelse.
Gennem 1939 kæmpede Trotskij videre med STALIN, men han blev mødt af yderligere afbrydelser. Ikke mindst i maj måned da han blev nødt til at flytte ud af Diego Riveras hus, efter Riveras brud med trotskismen. Og senere af det juridiske hyr over forældremyndigheden over sit barnebarn, Sieva (Estaban Volkov). Sieva skulle forlade Europa for at nå sit nye hjem hos Trotskij og Natalia i Mexico City den 6. august 1939.
Attentatet på Trotskij
I april 1940, omkring tidspunktet for det første attentatforsøg mod Trotskijs liv, var halvdelen af bogen færdig (frem til 1917), og resten af bogen var på forskellige stadier af færdiggørelse. Bogen blev nu sat på hold, da arbejdet blev overtaget af juridiske forberedelser, som var nødvendige for efterforskningen af attentatet. Trotskij blev også nødt til at svare igen på en vedvarende byge af løgn og bagvaskelse fra de stalinistiske aviser i Mexico og udlandet, da de optrappede deres verbale angreb.
På tidspunktet for attentatet på Trotskij den 20. august var bogen stadig kun halvt færdig, og en stor del af materialet lå stadig kun i udkast, på forskellige stadier af færdighed. Det var lykkedes ham at læse den engelske oversættelse af de første seks kapitler igennem, men han havde stadig ikke fundet tid til at tjekke det syvende.
Politifotografi af Trotskijs kontor.En række myter har cirkuleret om STALIN-bogen, hovedsagligt sat i verden af Malamuth selv. Malamuth opfandt historien om, at nogle af manuskripterne til STALIN blev sprøjtet til med blod ved attentatet i august, og at nogen blev fuldstændig ødelagt. Det gentager han i forordet til STALIN-bogen. ”Nogle af manuskripterne fra den ufærdige del befandt sig på tidspunktet for det morderiske angreb på Trotskij i hans arbejdsværelse, tætskrevne sider i enormt lange kæder af papirark sat sammen ende mod ende, og i kampen med snigmorderen blev dele af manuskriptet ikke kun sprøjtet til med blod men totalt ødelagt”.
Der er intet bevis overhovedet i Trotskij-arkiverne på Harvard, som støtter denne påstand. Efter at have undersøgt hver eneste side af det originale STALIN materiale, inklusiv de lange rækker af sammensatte ark, kan jeg kan roligt sige, at der ikke er nogen spor af blodpletter eller noget andet, som kan understøtte dette eventyr. Der er overhovedet ingen skader at se. Politiets fotografier af Trotskijs arbejdsværelse efter attentatet viser nogle aviser, som ligger spredt rundt på gulvet som følge af kampen, men der er ingen tegn på ”lange rækker af spaltekorrektur overstænket med blod”. Tydeligvis opfandt Charles Malamuth denne historie for at kunne dramatisere det hele og dermed styrke sin egen rolle i at ”redde” Trotskijs manuskript. Dette er ikke det eneste eksempel på skruppelløs opførsel fra hans side.
I kølvandet på Trotkijs død gav det amerikanske forlag, som ejede rettighederne til bogen, Malamuth ansvaret for ikke kun oversættelsen, men også ”redigeringen” af den endelige bog. For dem var dette en simpel kommerciel udregning, som skulle redde bogen efter forfatterens død. Trotskijs synspunkter indgik ikke i deres beregninger.
Malamuths forvanskninger
Så snart Malamuth havde fået adgang til Trotskijs ufærdige manuskripter, forsatte han med sin oversættelse. Det lader til, at Malamuths metode gik ud på verbalt at oversætte den russiske tekst til en engelsksproget maskinskriver. Det kan ses ud fra de talrige stavefejl af russiske navne i de maskinskrevne udkast. Malamuth finpolerede herefter oversættelsen af disse første versioner.
Fra dette punkt bestemte Malamuth, nu oversætter og redaktør, hvad der skulle med, og hvad der skulle holdes ude, af bogen. Han var også fri til at tilføje sine egne kommentarer for at binde materialet sammen. ”Den redaktionelle politik omkring den ufærdige del af manuskriptet var at udgive Trotskijs hele tekst bortset fra gentagende og irrelevant materiale”, erklærer Malamuth i sin redaktionelle note. ”Under disse omstændigheder var omfattende indføjelser uundgåelige”. Herudover blev otte sider af teksten konstrueret ”ud fra dele a forfatterens noter [men] sammenfattet af redaktøren”.
Malamuth brugte sin position som redaktør til at introducere sine egne politiske kommentarer i dele af bogen, gennem omfattende brug af indføjelser i parenteser. Disse uberettigede tilføjelser fordrejede og forvanskede Trotskijs politiske standpunkter, og gik imod bogens hele politiske ånd. I tilføjelserne blev stalinismen anset som en uundgåelig følge af bolsjevismen – et synspunkt som er i direkte modstrid med Trotskijs position, som det tydeligt fremgår af hans biografi om Stalin.
For at illustrere omfanget af disse ”indføjelser” er det tilstrækkeligt at kaste et blik på det originale kapitel 11, ”Fra skyggetilværelse til triumviratet”. Ud af de omkring 1.200 linjer i dette kapitel, er 62 procent skrevet af Malamuth, mens de resterende 38 procent er af Trotskij. Der optræder ikke et eneste ord af Trotskij før syv-og-en-halv side af Malamuth. Alt dette fremstillede redaktøren som simple ”kommentarer”, essentielle for ”en flydende og klar tekst” i redaktørens note!
Denne politiske indblanding førte til bitre udvekslinger mellem Malamuth og Natalia Sedova. Efter at de fik fremvist bogens endelige udkast protesterede Natalia og Trotskijs advokat, Albert Goldman, hårdt imod indholdet. Der er en hel sektion af breve i Trotskij-arkiverne, som indeholder protesterne rejst af Natalia og Albert Goldman. Deres indignation kan ses i deres fordømmende kommentarer skrevet på sidernes margin: ”Falsk, fuldstændig falsk… Trotskijs egen og færdige slutning burde bruges. Ikke den ’redigerede’ kopi.” ”Uacceptabel omskrivning af historien!” ”Uacceptabelt.” ”Falsk omskrivning af historiske begivenheder”. Og sådan forsætter det.
Trotskijs enke protesterede mod den ”uhørte vold begået af oversætteren mod forfatterens rettigheder”. Hun forsatte med at insistere på, at ”alt skrevet af Mr. Malamuths pen skulle slettes fra bogen”. De skrev, ”som en indrømmelse kunne vi blive enige om at inkludere L.D.’s egen tekst – givet at den først bliver kontrolleret og sammenlignet med originalerne af os”. De forsatte derefter med at overstrege sider med kommentarer af Malamuth. Men det var til ingen nytte. De uautoriserede kommentarer blev alle opretholdt i den publicerede version. [Harvard, Folders bM3 Russ 13.3 – H12 (1of2)]
Natalia tog juridiske midler i brug for at forhindre udgivelsen, men tabte sagen. Da bogen til sidst så dagens lys, annoncerede Malamuth kynisk, at udgivelsen fandt sted ”uden censur fra hverken trotskister eller stalinister”! Udgivelsen af STALIN var oprindeligt planlagt til 1941. Men mens bogen var ved at blive trykt og distribueret til engrosforhandlere, blandede den amerikanske regering sig og standsede udgivelsen. Efter Hitlers invasion af Sovjetunionen ønskede Roosevelt ikke at irritere hans nye allierede – Josef Stalin.
”Den [Trotskijs STALIN] var trykt af dens forlag, Harper and Brothers, men de trak den tilbage før det officielle salg sidst i 1941”, skriver Frank C. Hanighen, feature-forfatter for La Follette’s Progressive i deres 1. maj 1944 udgave. ”Som årsag for tilbagetrækning sagde udgiverne, at de var bekymret for værkets uønskede effekt på internationale relationer, sagde fru Lombard…”.
Fru Helen Lombard, journalist for Washington Evening Star, udstillede bogens undertrykkelse.
”Et medlem af Kongressen blev bedt om ikke at lade bogen forlade hans hænder, eller lade den blive undersøgt af nogen andre personer (…) Udenrigsministeriets embedsmænd kom med uformelle antydninger om, at ethvert citat fra bogen ville være skadelig for forholdet mellem USA og Sovjetunionen(…)”, forklarede Frank Hanighen (genoptrykt fra British Socialist Appeal, August 1944).
Først i 1946, efter at USA og Storbritannien var blevet uvenner med Stalin, udkom bogen endelig. Som ventet, vakte udgivelsen voldsom harme hos stalinisterne. De havde tiljublet bogens undertrykkelse, som de håbede på, ville være permanent. Men tiderne havde skiftet, og stalinisternes indignation kendte ingen grænser.
Fem år efter den var blevet trukket tilbagetrækning for at undgå at gøre Stalin forlegen, blev den nu set som en nyttig stok, til at prygle ham med. Og Malamuths indsættelser leverede de nødvendige ”tilpasninger”, som forvandlede Trotskijs værk til ikke kun at være et våben mod stalinismen, men også mod bolsjevismen. Harpers var for deres vedkommende ivrige efter at tjene penge på den forsinkede udgivelse. Hele episoden er kendetegnet af den mest åbenlyse kynisme fra alle sider: udgiverne, Malamuth og den amerikanske regering konspirerede alle for at bruge og misbruge bogen til deres egne formål. Den ene stemme, som blev bragt til tavshed, var Leon Trotskijs.
Malamuths udeladelser
Da STALIN endelig blev udgivet, var en stor del af materialet blevet udeladt på trods af, at det var oversat af Malamuth, som vurderede dette materiale “overflødigt”.
Der lå derfor helt tydeligt et stort arbejde i at restaurere den originale, men ufærdige, tekst af Trotskij, så meget som muligt. Den første opgave bestod i at fjerne alle Malamuths politiske indføjelser. I arkiverne gennemgik vi igen teksten for at identificere hullerne og udeladelserne. Heldigvis var det meste af det manglende materiale nummereret og kunne, med en del detektivarbejde, blive genforenet i en eller anden grad med den originale tekst.
På et besøg i arkivet i 2005 købte vi kopier af det manglende materiale i form af mikrofilm. Med hjælp fra Philip Wallace hos Trotskij-samlingen ved Glasgow Caledonian University blev fotokopier produceret ud fra mikrofilmene. Herefter blev disse kopier minutiøst renskrevet, inklusiv alle ændringer, kommentarer og sletninger.
Dette kærlighedsarbejde tog betydelig lang tid. Da det var færdiggjort, var vi i stand til omhyggeligt at stykke det originale, men stadig ufærdige, værk sammen, og få alle bogens manglende dele til at passe sammen. Alle de små huller, som vi i første omgang havde overset, blev genoprettet takket være Steve Iverson i Boston, som på vores vegne besøgte arkiverne.
Fra det tidspunkt, hvor vi første gang fik fat i det nødvendige materiale, til det øjeblik vi var klar til at publicere den nye udgave, er der gået mere end 10 år. Vi har haft fordelen af et dedikeret hold af folk, , hvoraf ingen var i stand til at arbejde på projektet fuldtid, som har ofret en stor del af deres tid og resurser for at sikre, at dette vigtige projekt blev fuldendt. Den første opgave bestod i at kopiere alt det manglende materiale på en måde, så det kunne overføres til en computer, eftersom originalen var i en alt for dårlig stand til at kunne scannes. Denne besværlige opgave tog omkring to år, og blev udført af Hazel Brookshaw, som enemand kæmpede med at dechifrere og renskrive alle fotokopierne om til anvendelige Word-filer.
Det mest komplicerede og tidskrævende arbejde var at finde de mest passende steder at indsætte det nye materiale. Dette involverede egentligt en komplet genbearbejdning af teksten, et arbejde som gik smertefuldt langsomt. Dette var Alan Woods’ opgave, for hvem det, gennem sin politiske dømmekraft og viden om russisk, lykkedes at færdiggøre dette vigtige men ekstremt komplicerede og svære arbejde over en periode på omkring tre år. Opgaven blev yderligere kompliceret af opdagelsen af nyt materiale på både engelsk og russisk. Andet materiale, som ikke passede ind, blev nødt til at blive placeret de mest passende steder og i deres politiske kontekst.
Vi vil også gerne takke Philip Wallace fra Glasgow Caledonian Archive of the Trotskyist Tradition for hans hjælp med at kopiere mikrofilmene. Vi må takke Hazel Brookshaw for at renskrive fotokopierne og senere læse korrektur på den komplette tekst. Vi må også takke Ana Munoz for hendes indsats med at skrive rettelser ind og korrekturlæsning. Vi vil ydermere takke korrekturlæserne Julian Sharpe, Sion Reynolds, Phil Sharpe og Henry Gray for deres indsats. Vi må også særligt nævne John Robers for hans værdifulde bidrag med yderligere korrekturlæsning, fodnoter, forslag og overblik. Vi vil også gerne takke Thomas Ford og andre bibliotekarer på Houghton biblioteket ved Harvard Universitetet for deres hjælp og assistance. Til sidst en tak til Timur Dautov for hans assistance med at oversætte fra russisk.
Med udgivelsen af denne bog har vi langt om længe opfyldt ønsket hos Trotskijs enkes, Natalia Sedova, om at udviske alle spor af Malamuth fra teksten. Trotskijs kritik af Stalin og stalinismen står i sig selv som et af marxismens klassisk værker. Vi håber inderligt, at vores beslutning om at genudgive dette vigtige værk af Trotskij, renset fra tidligere forvanskninger, vil hjælpe med at genoprette Trotskijs sidste værk til den æresplads, det fortjener, i det 20. århundredes politiske litteratur.
