Leon Trotskij advarede i 1940, at ethvert forsøg på at løse det såkaldte “jødiske spørgsmål” i Europa ved at frarøve det palæstinensiske folk deres land, ville ende med at være en “blodig fælde.” Trotskijs ord er i vores tid blevet til virkelighed. Den sande historie om Israel og Palæstina er imidlertid blevet begravet under et bjerg af løgne. Det er nu nødvendigt at afdække den historie. 

Derfor udgiver vi nu for første gang følgende artikel på dansk, som en del af en ny pjece om det kommunistiske perspektiv på Palæstinas befrielse (som kan købes på forlagetmarx.dk). 

I artiklen forklarer Francesco Merli hvordan de imperialistiske nationers lyssky aftaler og intriger banede vejen for opdelingen af det landområde, der historisk var kendt som Palæstina. Dette kapitel i historien vidner om den herskende klasses kortsigtede udsyn, der åbnede en Pandoras æske af vold og undertrykkelse, som har plaget området lige siden. 

Artiklen, som oprindeligt blev udgivet på engelsk i april 2023, detaljerer historien siden zionismens oprindelse, til oprettelsen af staten Israel, seksdageskrigen, den første Intifada, helt frem til den forræderiske Oslo-aftale i 1993. ______________________________________________________________

Gennem de sidste hundrede år, har de imperialistiske magter behandlet Mellemøsten, som var det spillepladen i deres strategiske spil. Regionens betydning, der blev set som forholdsvis sekundær indtil slutningen af det 19. århundrede, er velkendt: I Mellemøstens undergrund finder man klodens største oliereserver. En række geopolitiske og historiske årsager har medvirket til, at Palæstina i stigende grad er blevet et omdrejningspunkt for spændinger i Mellemøsten.

Osmannerriget gennemgik et langstrakt forfald, der i juli 1908 blev drastisk accelereret af, hvad der blev kendt som den ungtyrkiske revolution, og blev fuldbyrdet på den anden side af deres nederlag i første verdenskrig. 

Osmannerriget havde allerede mistet kontrollen over dele af sine europæiske provinser i løbet af det 19. århundrede. Desuden havde både Storbritannien og Frankrig taget besiddelse af store dele af rigets nordafrikanske territorier. Frankrig vandt kontrol over Algeriet i 1830 og besatte Tunesien i 1881. Storbritannien invaderede Egypten og Sudan i 1882. Selv en andenrangsmagt som Italien, tog sin bid af kagen og besatte Libyen i 1911. 

Den ungtyrkiske regering gik ind i første verdenskrig på samme side som Centralmagterne: Tyskland og Østrig-Ungarn. Længe før krigens afslutning var Storbritannien og Frankrig allerede blevet enige om, hvordan krigsbyttet fra Osmannerriget skulle fordeles.

Storbritannien og Frankrig var rutinerede i at regere over deres store koloniale imperier, og de blev enige om at oprette en række stater, der var opdelt af kunstige grænser, som arbitrært blev trukket med en lineal på et verdenskort. Opdelingen blev forseglet af den hemmelige Sykes-Picot-aftale (med Rusland og Italiens samtykke) i januar 1916. 

I 1917 offentliggjorde og fordømte Bolsjevikkerne aftalen som noget af det første efter Oktoberrevolutionen — naturligvis til imperialisternes forfærdelse. Alligevel blev nyopdelingen gennemført på den anden side af krigen ud fra hvad der var givet håndslag på  i aftalen. Frankrig overtog Syrien og Libanon. Storbritannien oprettede et mandatområde i Mesopotamien (det som i dag er Irak), og i Palæstina og Transjordan (det som nu er Jordan), hvor de holdt hånden under det reaktionære monarki. 

De britiske imperialister havde på kynisk vis brugt de arabiske nationalisters ønsker om arabisk selvstændighed. Sir Henry McMahon, den britiske højkommissær i Egypten, brugte i sine korrespondancer med Husayn ibn Ali, der var sharif af Mekka, forhandlinger af den slags, i bytte for arabisk støtte under krigen. Det arabiske oprør mod Osmannerne spillede en central rolle i sidstnævntes undergang.

Men de britiske imperialister havde ingen intentioner om at stå ved deres løfter og var udelukkende interesserede i at udvide deres egen indflydelsessfære. Den voksende bevægelse for national selvstændighed repræsenterede derfor en strategisk trussel mod deres imperialistiske interesser. 

Det jødiske spørgsmål og zionisme 

Historien om jødisk emigration til Palæstina er tæt forbundet med fremkomsten af den zionistiske bevægelse i slutningen af det 19. århundrede. Før det var den indfødte jødiske befolkning i Palæstina udgjort af få tusinde mennesker, der primært boede i byerne. 

Bølgen af pogromer som det hemmelige politi i Zar-Rusland udførte mod den jødiske minoritet, som de anklagede for mordet på Zar Alexander II i 1881, blev et vendepunkt. 

Statslige provokatører oppiskede bander til at storme jødiske nabolag, hvor befolkningen blev plyndret og overfaldet. Hundredetusindvis af jøder blev fordrevet fra Rusland og Ukraine i et forsøg på at undslippe en terror-kampagne af mord, tæsk, voldtægt, lynchning og destruktionen af deres levevis og ejendom. 

Flere bølger af pogromer fulgte i 1903-6, og en endnu større en i 1917 og 1921, udført af den hvide hær under borgerkrigen mod bolsjevikkernes revolution. 

I slutningen af det 19. århundrede forårsagede en anden begivenhed en stemning af panik og hetz blandt jøder. I 1894-95 blev Alfred Dreyfus, en fransk jødisk officer, uretmæssigt dømt for landsforræderi. Retssagen imod ham blev ledsaget af en bølge af antisemitisme på tværs af Frankrig. 

Det, der er blevet kendt som Dreyfusaffæren, spillede en vigtig rolle i at konvertere Theodor Herzl (1860-1904), en borgerlig  jødisk intellektuel og kosmopolit, til zionisme. Faktisk var det i kølvandet på retssagen mod Dreyfus, at Herzl skrev sit værk Den Jødiske Stat, som blev det politiske manifest for zionismen.

Han konkluderede desuden, at de stigende antisemitiske tendenser i Europa skulle ses som en potentiel hjælp til det zionistiske projekt, idet det ville mindske tilslutningen til den sekulære gren af jødedommen.

Det zionistiske projekt var altså et forsøg på at bruge lobbyisme til at overtale europæiske statsoverhoveder og ministre (der ofte selv var flintrende antisemitiske) om idéen om at jøders migration til Palæstina var en gylden mulighed for dem. På den måde kunne stormagterne slippe af med det såkaldte “jødiske problem”, og de kunne få en jødisk stat i Palæstina, der kunne fungere som en nyttig forpost i den “europæiske civilisations kamp mod asiatisk barbarisme”. 

Helt fra begyndelsen måtte det zionistiske projekt læne sig op ad en imperialistisk stormagts velgørenhed for at garantere sin succes.

I al offentlighed forsikrede Herzl den osmanniske stat at jødisk immigration kun ville være en gave for dem, i håb om at det ville sikre deres nødvendige samarbejde. Men bag kulisserne anerkendte han, at en jødisk stat ikke kunne oprettes uden at ekspropriere og fordrive palæstinenserne.

“Vi må ekspropriere forsigtigt. (…) Vi vil prøve at opmuntre den pengeløse befolkning til at krydse grænsen ved at sikre dem arbejde i grænselandene, mens vi nægter dem arbejde i vores land. (…) Både eksproprieringsprocessen og forflyttelsen af de fattige skal udføres diskret og varsomt.” skrev Herzl i sin dagbog i 1895 (citeret i B. Morris, Righteous Victims).

Da den reaktionære zionistiske utopi blev realiseret, forvandlede det Palæstina til en slagmark, som har kostet palæstinenserne (men endda også de jødiske bosættere) ubeskrivelig lidelse. Zionismens reaktionære konsekvenser lever videre den dag i dag. 

I begyndelsen af det 20. århundrede repræsenterede den zionistiske bevægelse dog stadig kun en lille minoritet, som kun havde opbakning blandt et smalt lag af jødiske intellektuelle og velgører af borgerlig og småborgerlig baggrund. 

Udviklingen af den arabiske nationale selvbevidsthed

En konstant kilde til bekymring blandt toppen af den zionistiske bevægelse var, at arabiske arbejdere ville tage kampen op mod udbytningen. En anden frygt var, at indstillingen til national selvbestemmelse ville ændre sig, forene den arabiske befolkning og lede til en kamp imod zionistisk kolonisering. 

I 1880’erne havde en national bevidsthedsfølelse udviklet sig i de arabiske lande. Den ungtyrkiske revolution i 1908 gav øget liv til drømmene om, at alle folkeslag i Osmannerriget kunne blive befriet.

Det nye osmanniske regime vendte sig hurtigt mod tyrkisk nationalisme, hvilket accelererede det nationalistiske nysyns spredning blandt masserne, især blandt araberne der boede i området som i dag spænder fra Irak til Marokko, som delte et fælles sprog og traditioner.

I Palæstina var processen sat endnu mere på spidsen på grund af den stigende modstand mod den jødiske immigrations konsekvenser. Hver gang bosætterne stjal land, førte det automatisk til, at palæstinensiske bønder blev forvist. Ofte blev bønderne ikke underrettet om, at dem, der på papiret ejede jorden, havde solgt den til tilflytterne, for at tjene på de stigende jordpriser. 

Ifølge historikeren Benny Morris, eksploderede gennemsnitsprisen på jord fra 5,3 palæstinensiske pund per dunam (cirka 900 kvadratmeter) i 1929 til 23,3 i 1935. Prisen på jord i 1944 var 50 gange højere end i 1910.

Bosætterne talte ikke arabisk, ej heller var de bekendt med lokal kultur og traditioner, og i mange tilfælde havde de ingen interesse i at lære. De overtrådte skik og kutyme, når det kom til de fælles jordarealer og græsgange, og frem for alt adgangen til vand. Der gik ikke længe før palæstinenserne fornemmede den faretruende virkelighed, som den konstante tilstrømning af bosættere bragte med sig. 

Balfour-deklarationen 

Nu blev britisk imperialismes strateger interesserede. De kunne godt se, at det zionistiske projekt kunne være et gavnligt redskab til at fremme Storbritanniens planer for Mellemøsten efter Osmannerrigets undergang.

Holdningsskiftet blev sammenfattet i et brev fra Lord Balfour på vegne af den britiske regering til Lord Rothschild og den Zionistiske Føderation d. 2 november 1917. Deklarationen skriver: 

“Hans Majestæts regering er venligt stemt overfor stiftelsen af et hjemland for det jødiske folk i Palæstina, og vil gøre sit ypperste for at facilitere fuldførelsen af dette mål, da det forstås at intet vil blive gjort der kan krænke de civile og religiøse rettigheder af eksisterende ikke-jødiske folk i Palæstina, eller jøders rettigheder og politiske status i noget andet land.” (Vores oversættelse)

Den underordnede klausul viser tydeligt, at de britiske imperialister selv på den tid godt forstod, hvad implikationerne af deres støtte var. På kapitalistisk basis kan den såkaldte “løsning” på undertrykkelsen af jøder, som har stået på i århundreder, kun lede til, at en løsning på det palæstinensiske spørgsmål går op i røg.

I 1923, skrev den højreorienterede zionist, Vladimir Jabotinsky, sit politiske manifest, The Iron Wall. Han anerkendte Balfour-deklarationens betydning, og argumenterede for at palæstinenserne måtte tvinges til at underordne sig “de jødiske bajonetters jernvæg” såvel som “britiske bajonetter”. Efter hans mening, var det zionistiske projekts levedygtighed afhængig af britisk imperialismens aktive støtte og velgørenhed.

Den støtte blev virkeliggjort efter Osmannerrigets kollaps, da det britiske mandatområde i Palæstina blev etableret.

Under britiske styre fik zionisterne grønt lys til at stifte institutioner, der havde en delvis statslig karakter. Organisationen Jewish Agency  blev kimen til en ny regering; Den Jødiske Nationalfond blev brugt til at finansiere opkøbet af jord, og vigtigst af alt blev Haganah — en jødisk paramilitær organisation — oprettet.

Ved udbruddet af første verdenskrig var der dog stadig kun 60.000 jøder i Palæstina, og mængden af opkøbte landområder indtil 1908 svarede kun til 1,5 pct. af den tilgængelige jord. I 1920’erne — som konsekvens af det britiske mandatområde i Palæstina — accelererede antallet af bosættelser.

Tager man et kig på hvor jøder immigrerede hen mellem 1880 og 1929 kan det ses at der, af de cirka 4 millioner jøder der emigrerede fra Central- til Østeuropa, kun var 120.000 der tog til Palæstina (nogle af disse kun midlertidigt), sammenlignet med 2,9 millioner til USA, 210.000 til Storbritannien, 180.000 til Argentina, 125.000 til Canada. Men den jødiske bosætterbefolkning i Palæstina var voksende. Den nåede 150.000 i 1929, og steg over 400.000 i 1936.

I maj 1921 kulminerede spændingerne mellem palæstinensere og bosætterne med oprøret i Jaffa, hvor knap 50 på begge sider blev dræbt.

I august 1929, blev en palæstinensisk opstand mod den britiske besættelse voldelig, og flere jødiske kvarterer blev angrebet. Et af disse angreb ramte et lille kvarter af  palæstinensiske jøder i Hebron (på omkring 600 mennesker), som kunne spore sine rødder tilbage til det 16. århundrede.

På trods af at mange palæstinensere forsøgte at beskytte de flygtende ved at huse dem i deres hjem, blev 66 jøder dræbt i det angreb. Kvarteret i Hebron blev helt udryddet. Andre angreb blev besejret af Haganah. Denne tragedie blev kendt som de blodige dage og endte med et dødstal på 133 jøder og 116 palæstinensere. 

Det angreb gav et afgørende skub til, at den jødiske milits Haganah konsoliderede sig selv – i høj grad i samarbejde med den britiske besættelsesmagt. 

Det Palæstinensiske Kommunistiske Parti stiftes

Gennem 1920’erne og 1930’erne havde der været flere muligheder for at bygge et revolutionært alternativ baseret på arbejderklassen, hvilket kunne have afværget en borgerkrig, som både jødiske og arabiske arbejdere havde alt at tabe i.

Den britiske kolonimagts tilstædeværelse havde i starten af 1920’erne skabt en vis industriel udvikling langs kysten. Det havde skabt en sektor af økonomien hvor jødiske og palæstinensiske arbejdere arbejdede side om side. Den palæstinensiske økonomi var hovedsageligt en landbrugsøkonomi, men denne udvikling resulterede i at mange forlod landet og flyttede til kystbyerne for at finde arbejde.

Omkring kolonimagten opstod der jernbaner, havne, telefonfirmaer, postkontorer og telegrafer, offentlige institutioner samt lokale institutioner i byerne med en blandet befolkning. Nogle store virksomheder der blev finansieret med udenlansk kapital, hyrede både jødisk og palæstinensisk arbejdskraft. Det gjorde for eksempel cementfabrikken Nesher, det irakiske oliefirma og raffinaderi i Haifa, og byggeindustrien. 

Mellem folketællingerne i 1922 og 1931 var befolkningen af palæstinensiske arabere vokset med 40%, og i byer som Jaffa og Haifa var den vokset med henholdsvis 63% og 87%. De nyankomne styrkede proletariatet i alle sektorer, hvilket ledte til et mærkbart opsving i fagforeningskampe. Udover immigration fra landet, var denne vækst også båret af immigration fra nabolande, særligt fra Egypten.

Manglen på en jødisk arbejdsstyrke, der kunne erstatte arabisk arbejdskraft, ledte ofte til at lavt betalte jødiske arbejdere blev importeret fra Yemen eller Maghreb. De udgjorde et lag i den jødiske arbejderklasse, der var særligt udbyttede og afskåret fra flertallet af zionister med europæisk oprindelse, som hovedsageligt talte jiddisch og sad på alle de ledende stillinger i de zionistiske institutioner.

Det var i denne periode, at en kløft mellem ashkenaziske og sefardiske jøder (som var efterkommere af de spanske jøder der bosatte sig i Osmannerriget) voksede frem. Det er en kløft, som stadig karakteriserer det israelske samfund i dag. 

Sefarderne talte med dialekten ladino, som havde udviklet sig fra spansk. De kunne ofte tale arabisk og udgjorde en social rang lige over det arabiske proletariat. Det her lag følte sig instinktivt tættere forbundet med araberne end med de store jødiske rigmænd, så under disse forhold voksede klassebevidstheden hurtigt.

De zionistiske “socialistiske” partier bekæmpede dog ethvert krav om at lade arabiske arbejdere melde sig ind i de jødiske fagforeninger.

Der var et bredt spektrum af holdninger; fra David Ben-Gurions Hadut Haavoda, som var for at araberne blev organiseret i fagforeninger, men dog i separate organisationer med “lige værdighed” (under zionistisk ledelse), til Hayyim Arlosoffs Hapoel Hatzair, der forsvarede den eksklusivt jødiske karakter af fagforeningsorganisationerne, i et forsøg på at fremme en arbejdsdeling mellem et jødisk arbejderaristokrati der skulle havde de mest uddannede og bedst betalte stillinger, og en pøbel af uorganiserede arabere med manuelt arbejde. 

Et andet parti på den zionistiske venstrefløj, Po’aley Tziyon, udtrykte en tredje position. Dette parti vendte sig mod semi-revolutionære holdninger, da de i 1924 ansøgte om medlemskab i den Kommunistiske Internationale, dog uden fuldstændig at afskrive sig zionisme. Det ledte til et split, der mundede ud i, at det Palæstinensiske Kommunistiske Parti (PCP) blev stiftet. Dette nye parti blev med det samme smidt ud af den zionistiske fagforening Histadrut.

Arbejderkamp og klassens enhed

PCP stod for forenede fagforeninger, fri for diskrimination på baggrund af nationale eller religiøse skillelinjer. På baggrund af denne politik formåede PCP at vinde frem. Der var nemlig en stigende militant stemning, og et krav om arbejderklassens enhed voksede ud af arbejdernes egne erfaringer. Den her instinktive higen efter enhed blev dog modarbejdet og forhindret af både den zionistiske ledelse og de arabiske nationalister. 

PCP slog rødder blandt både den arabiske og den jødiske arbejderklasse. Partiet udgav to aviser på to sprog. På trods af at deres hovedstøtte var blandt arabiske arbejdere, vandt PCP alligevel 8% af stemmerne til valget i den jødiske forsamling Yishuv, over 10% hvis man ser på stemmerne i byerne.

Der var særligt én bemærkelsesværdig episode, omend en begrænset episode, der viste hvor stort potentialet var for at en strejke kunne fremme arbejderklassens enhed. To hundrede jødiske arbejdere på cementfabrikken Nesher i Haifa gik sammen med 80 egyptiske medarbejdere i strejke og fremsatte fælles krav, da de egyptiske arbejdere havde færre rettigheder og blev betalt halvt så meget. 

Efter en to måneder lang strejke, gav chefen nogle indrømmelser til de jødiske arbejderes krav. Men de stemte aftalen ned, 170 mod 30 (imod deres egen fagforenings position) og de sværgede at de ville fortsætte strejken indtil deres egyptiske kammeraters krav blev mødt til fulde. 

Der var en fare for at et sådant eksempel kunne blive smitsomt, hvilket fik Histadrut ledelsen til at lægge pres på den britiske kolonimagt, som deporterede alle de 80 egyptiske arbejdere. 

Flere gange i årtiet 1925-1935, kunne et instinkt mod en forenet arbejderkamp ses. Her kan nævnes bagerstrejken, havnearbejderne i Haifa og jernbanearbejdernes kampe, strejken i offentlig transport og taxi-chaufførerne i 1931. I 1935 kæmpede arbejderne i et irakisk oliefirma og i raffinaderiet i Haifa også nogle vigtige kampe.

I de år organiserede PCP fagforeninger udenfor Histadrut, og byggede i mange områder en vigtig støttebase blandt flertallet af arabiske arbejdere og mange jødiske arbejdere. Deres fremgang tvang zionisterne til at skifte taktik, og for at bekæmpe kommunisternes indflydelse, begyndte de at organisere arabiske fagforeninger i en føderation med de zionistiske.

På grund af Sovjetunionens degenerering, blev det enorme potentiale som PCP repræsenterede dog fuldstændig forspildt. Under Stalin omdannede sovjetbureaukratiet den Kommunistiske Internationale til et værktøj for deres egne diplomatiske interesser. Det betød, at de i den store palæstinensiske opstand i 1936-39 afviste den korrekte revolutionære politik om klasseenhed, og prøvede at vinde de arabiske nationalisters støtte. Det resulterede i, at PCP mistede det meste af de jødiske arbejderes støtte.

Moskvas u-vending mod krigssamarbejde med britisk imperialisme under anden verdenskrig, var et endnu større slag til PCP. Det underminerede hele partiets base blandt den palæstinensiske arbejderklasse. I 1948 fik partiet sit dødsstød, da Sovjetunionen besluttede sig for at støtte stiftelsen af Israel.

Den palæstinensiske elites reaktionære rolle 

Blandt palæstinenserne voksede den nationalistiske fløj. Den var domineret af familier fra samfundets elite, som havde udgjort det kommunale og statslige embedsværk, domstolene, politiapparatet, og de religiøse institutioner i den osmanniske regering, og senere i den britiske kolonimagt. De overtog med tiden palæstinensernes nationale ledelse. Men der var en bred kløft, som afskar eliten fra de fattige og analfabetiske masser.

Kampen mellem Husayni og Nashashibi-klanerne i midten af 1930’erne førte til, at to rivaliserende arabiske nationalistiske partier blev stiftet. På den ene side var det Nationale Forsvarsparti, under Nashashibis ledelse, og på den anden var det mere ekstreme Palæstinensiske Arabiske Parti. Men lige meget hvor loyale Husayni og Nashashibi var overfor arabisk nationalisme, holdt det dem ikke tilbage fra at ende på den lange liste af de som i al hemmelighed solgte land til zionisterne.

Det Palæstinensiske Arabiske Parti blev med tiden mere antisemitisk i sin politik. Mange arabiske nationalister (inklusiv Anwar Sadat, den fremtidige egyptiske præsident) sympatiserede åbent med fascisme og nazisme. Amin al-Husaynis tale til den tyske konsul i Jerusalem er sigende: “Muslimerne inde i og udenfor Palæstina byder det nye tyske regime velkomment og håber på udbredelsen af det fascistiske, anti-demokratiske regeringssystem til andre lande.”

Med tiden voksede bevæbnede arabiske nationalistiske grupperinger frem. Den “Sorte Hånd”, under Sheikh Izz al-Din al-Qassams ledelse, havde siden 1931 lavet enkelte angreb på jødiske bosættere. Al-Qassam blev dræbt af britiske styrker i et overraskelsesangreb den 21. november 1935, hvilket ophævede ham til en samlende figur for arabisk nationalisme.

I 1930’erne steg den jødiske immigrations hastighed. Mellem 1931 og 1934 blev Palæstina ramt af en langvarig tørke. I 1932 faldt landbrugsproduktionen med mellem 30 og 75 pct., afhængig af afgrøden og området. Det ruinerede palæstinensiske landsbyer og ledte til, at langt flere folk pressede sig sammen i slumkvartererne omkring Jaffa og Haifa, end der var plads til. 

Samtidig blev Palæstina også ramt af en finanskrise, som var forårsaget af eftervirkningerne fra Abessinien-krisen, hvilket fik mange virksomheder til at gå konkurs. Kombinationen af alle disse faktorer gjorde situationen for de palæstinensiske masser værre.

Det store palæstinensiske oprør i 1936-39 

Selvom de var voldelige og blodige, var kun et lille lag af den arabiske og jødiske befolkning blevet direkte påvirket af de slag der fandt sted i 1921 og 1929.

Men i april 1936, spredte det palæstinensiske oprør sig fra byerne, hvor nationalkomiteer spontant blev sat op på “shababernes” initiativ (den radikaliserede ungdom). De traditionelle ledere var ikke glade for udsigten til en direkte konfrontation med den britiske besættelsesmagt. Det var ikke før den 25. april, at den Arabiske Højkomité blev stiftet for at lede oprøret, med Husayni i fronten.

Oprøret indebar en seks-måneder lang arabisk generalstrejke og en permanent semi-oprørsk kamp og væbnet guerillakrig på landet (fra midt-maj til midt-oktober). 

Selv Ben-Gurion bemærkede dette oprørs unikke størrelse. Han skrev at araberne “kæmpede mod afmægtigelse… Araberne kæmper en krig, der ikke kan ignoreres. Han går på strejke, han bliver dræbt, han laver store ofre.” Den 19. Maj, 1936 påpegede han også at: “[Araberne] ser… præcis det modsatte af, hvad vi ser. Det er lige meget om deres udsyn er korrekt eller ej… De ser immigration på en massiv skala… de ser jøderne befæste dem selv økonomisk… De ser det bedste land lagt i vores hænder. De ser England identificere sig med zionisme.” 

Zionisterne (med Histadrut fagforeningen i fronten) førte en aggressiv strejkebrydende politik med mål om at erstatte palæstinensiske med jødiske arbejdere fra firma til firma. 

I 1937 forklarede blev zionisternes position forklaret af sekretæren i fagforeningsføderationen i Jaffa således: “Histraduts fundamentale mål er ‘erobringen af arbejdskraft’… Lige meget hvor mange arabere er arbejdsløse, har de ingen ret til at tage arbejde som en mulig immigrant kunne få. Ingen araber har retten til at arbejde i jødiske virksomheder. Hvis araberne også kan fortrænges fra andet arbejde… det er godt.” (citeret i Benny Morris, Righteous Victims, s. 122.) 

I flere måneder havde de britiske autoriteter intet andet alternativ end at vente på at oprørets styrke aftog. Det var først den 7. september at undtagelsestilstand blev udråbt og at der blev indsat et udgangsforbud. 20.000 soldater blev transporteret ind fra Storbritannien og Egypten, som blev hjulpet af yderligere 2700 jødiske politifolk. Det begyndte en kontrarevolutionær operation, hvilket den 10. oktober fik de arabiske ledere til at afblæse strejken, i håb om at de ville kunne forhandle sig til en udvej.

Den britiske regering samlede en royal kommission under Lord Peels ledelse, som havde til opgave at fastlægge vilkårene for en afslutning på den palæstinensiske-zionistiske konflikt. Den 404-sider lange Peel Rapport blev udgivet den 7. juli 1937, og anbefalede at Palæstina blev opdelt: 

20 pct. af området tilfaldt den Jødiske Autoritet; Jerusalem og en korridor til Jaffa skulle underlægges britisk mandat, såvel som kystbyerne der havde en blandet befolkning; resten ville blive forenet med Transjordan og blive til én arabisk stat. Implementeringen af dette forslag ville kræve, at 225.000 palæstinensere og 1250 jøder blev tvangsflyttet. 

De zionistiske ledere Weizmann og Ben-Gurion anså Peel Rapporten som et skridt på vejen mod yderligere ekspansion. Weizmann kommenterede: “Jøderne ville være fjolser hvis ikke de accepterer den, selv hvis [landet de blev allokeret] var på størrelse med en borddug.” Rapporten blev derfor accepteret af zionisterne, mens den blev afvist af den Arabiske Højkomité.

Oprørets anden fase

I september 1937 blev oprøret genoptaget med revanche, men den Arabiske Højkomité blev flået i stykker af en intern kamp. Stridighederne stammede fra, at Husayni i juli 1937 forsøgte at få deres rivaliserende klans leder myrdet. “Floder af blod deler nu de to fraktioner,” påpegede Elias Sasson, som var seniorofficer i Jewish Agency, i april 1939.

Opstanden fortsatte i en spiral af kampe efterfulgt af repression. Den Arabiske Højkomité blev erklæret forbudt og 200 af deres ledere blev arresteret. Mange af dem blev hængt, mens andre flygtede. 

“Peel Rapporten” ansporede det jødiske revisionistiske højrefløjsparti (de der krævede en revision af det britiske mandat) til at lancere en terrorkampagne mod almindelige palæstinensere. En række af bombeangreb, som blev udført af Irgun Zwai Leumi, ramte palæstinensiske civile på busstoppesteder og markeder, hvilket dræbte og sårede hundredevis. 

De palæstinensiske væbnede grupper handlede uden en centraliseret kommandostruktur. Mange af dem, i mangel på perspektiver, blev desværre til kriminelle bander som plyndrede palæstinensiske bønder, hvilket hurtigt eroderede deres støtte. Denne situation var afgørende i at underminere oprøret. 

Oprøret fortsatte indtil maj 1939, og involverede på sit højdepunkt i efteråret 1938 omkring 20.000 palæstinensiske kæmpere. Ved begyndelsen af anden verdenskrig sluttede det som havde været det mest seriøse og langtrukne oprør imod britisk besættelse, med et dødstal på mange tusind, og et de facto nederlag.

Anden verdenskrig og holocaust 

Opstandens nederlag fik britisk imperialisme til at foretage en u-vending. Briterne frygtede, at så snart de trak deres styrker ud for at kæmpe på andre fronter, ville en ny arabisk opstand bryde ud. Ydermere ønskede britisk imperialisme ikke at antagonisere det arabiske borgerskab, og risikere at presse dem til at samarbejde med nazisterne. 

Hvidbogen, som blev udgivet af kolonimagten den 17. maj 1939, introducerede for første gang en øvre grænse på jødisk immigration (et maximum på 75.000 over de følgende fem år) og hårde begrænsninger på jøders opkøb af jord. Den fremsatte også udsigten til, at en uafhængig stat, kørt ifølge flertalsprincippet, ville blive stiftet inden for ti år. 

Dette kursskifte vandt ikke britisk imperialisme nogen støtte blandt arabere. I stedet  underminerede det Storbritanniens tætte forhold til den zionistiske ledelse. Zionisterne anså den britiske u-vending (som blev foretaget på et tidspunkt hvor frygten for nazismens antisemitiske politikker var på sit højdepunkt) som et forræderi. 

De britiske autoriteter havde hjulpet Haganah med at gå over til “aggressivt forsvar” mod palæstinenserne. I maj 1938 satte Haganah “feltkompanier” op for at bekæmpe oprør på landet. En måned senere blev Special Night Squads opsat, som om natten terroriserede arabiske kvarterer og landsbyer, der støttede oprøret. 

Zionisterne brugte et årti senere, i opløbet til stiftelsen af Israel, de samme teknikker på langt større skala, for at tvinge palæstinenserne til at flygte fra hus og hjem i panik.

I begyndelsen af 1939, blev tre hemmelige delinger kendt som Pe’luot meyuchadot (“særlige operationer”) opsat til at udføre repressalier mod arabiske landsbyer og guerrilla grupper, men også for at angribe britiske fæstninger og eliminere informanter. Disse delinger blev underlagt David Ben-Gurions direkte kommando. 

Da de første rapporter om nazisternes massedeportationer af jøder begyndte at sive igennem, samtidig med jødiske flygtninge fra Europa, havde det en stor psykologisk effekt på den jødiske befolkning i diasporaen (især i USA) der fandt de modbydelige restriktioner, som de britiske myndigheder have pålagt immigration, utålelige. 

Den zionistiske ledelses attitude over for nazismens trussel var dog dybt kynisk. I december 1938, en måned efter den nazistiske pogrom der senere blev kendt som krystalnatten, sagde Ben-Gurion: “Hvis jeg vidste at det var muligt at redde alle [jødiske] børn i Tyskland ved at flytte dem til England, og kun halvdelen af dem ved at flytte dem til Eretz-Israel, ville jeg vælge det sidste – fordi vi står ikke kun med ansvaret for disse børn, men også med det historiske ansvar for det jødiske folk.” 

I december 1942 kommenterede han igen: “Katastrofen for den europæiske jødedom er ikke på en direkte måde min sag…” (Citeret i Benny Morris, Righteous Victims, s. 162). 

Den zionistiske ledelse udnyttede desperationen blandt jøderne, der flygtede fra Europa til at styrke den internationale støtte til zionismen, og til åbent at omgå den britiske kolonimagts blokade på immigration. Kolonimagten var fast besluttet på at lukke ned for illegal immigration for enhver pris. 

En del af den zionistiske højrefløj afviste ethvert samarbejde med briterne. I november 1944, myrdede Lohamei Herut Israel (LEHI, “Kæmpere for Israels Frihed” – også kendt som Stern-gruppen) den britiske minister i Mellemøsten, Lord Moyne.

Både fyldt med flygtninge blev sat i vandet i åbent brud med det britiske forbud, hvilket blev begyndelsen på et tovtrækkeri med kolonimagten, som forsøgte at blokere alle immigrationsforsøg, og deporterede tusindvis af flygtninge til koncentrationslejre på Mauritius og Cypern. Flygtningene var spillebrikker i et kynisk magtspil, som havde tragiske konsekvenser. 

I november 1940 sprang Haganah skibet Patria i luften. Det havde ligget ved anker i Haifa, og var fyldt med 1700 immigranter der afventede deportering til Mauritius. Eksplosionen forårsagede 252 dødsfald. Et andet skib, Strumaen, med 769 flygtninge om bord, sank den 25. februar 1942 i det sorte hav efter de britiske autoriteter havde afvist deres overflytning (alle undtagen én døde). 

Meget få jødiske flygtninge nåede frem til Palæstina under krigen, mens nazisterne udryddede seks millioner jøder i Europa, sammen med romaer, slaviske folk, kommunister og antifascister af forskellige nationaliteter, religioner og politiske orienteringer. 

Længe inden staten Israel overhovedet var blevet udråbt (14. maj, 1948) havde zionisternes drøm om at stifte en stat der ville beskytte jøderne og puste nyt liv ind i det bibelske land Israel, kun produceret et mareridt. 

“Et land uden et folk til et folk uden et land” – det slogan som blev anvendt i forskelligt zionistisk propaganda – var helt virkelighedsfjernt fra den virkelige situation i Palæstina. Det fjernede palæstinensernes ubelejlige tilstedeværelse fra billedet.

Den zionistiske ledelse forstod dog alt for godt, at en konflikt med det arabiske flertal om kontrollen over Palæstina var uundgåelig. David Ben-Gurion, den første leder af den nyfødte stat Israel, sagde så tidligt som i 1919, på et møde for et zionistisk ledelsesorgan: 

Enhver kan se det svære i spørgsmålet om relationer mellem araber og jøder. Men ikke alle kan se at der ingen løsning på dette spørgsmål findes. Ingen løsning! Der er en grøft, som intet kan bygge en bro over… Jeg ved ikke, hvilken araber ville være enig i at Palæstina burde tilhøre jøderne…. Vi, som en nation, ønsker at dette land var vores; araberne, som en nation, ønsker dette land var deres.” (Citeret i B. Morris, Righteous Victims, s. 91). 

Som de zionistiske ledere så det, repræsenterede hver bosætter, der trådte ind i Palæstina endnu en soldat i krigen for erobringen af landet. Hovedformålet med alle deres handlinger var at skabe de omstændigheder, der ville lade dem drive det meste af den arabiske befolkning ud af Palæstina og skabe den israelske stat. 

“Forsøget på at løse det jødiske spørgsmål gennem jødisk emigration til Palæstina kan nu ses for hvad det er, en tragisk hån af det jødiske folk,” skrev Leon Trotskij i juli 1940, hvor han refererede til britisk imperialismes pludselige u-vendig, som først støttede jødisk immigration, hvorefter de pludselig forsøgte at stoppe det med vold, da det ikke længere var i deres interesse. 

Trotskij påpegede, at på baggrund af et råddent kapitalistisk system, ville enhver løsning på det såkaldte jødiske spørgsmål være en blodig fælde for hundredtusindvis af jøder. Trotskij levede ikke længe nok til at se hvordan krigen endte, og hvordan den nye magtbalance påvirkede zionismens udsyn. Men i den nye magtbalance, blev det som synes at være usandsynligt, muligt, og derefter blev det virkelighed. 

Israel blev stiftet i ruinerne af det britiske mandatområde. Men fødslen var badet i palæstinensisk blod, og krævede at 750.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres land. Den nye stat måtte basere sig på en systematisk undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Det zionistiske projekt viste sig at være en reaktionær utopi, som havde tragiske konsekvenser. Stiftelsen påførte sår, der stadig, mere end syv årtier senere, står åbne.

Siden Israel blev stiftet, har staten været involveret i den ene krig efter den anden. Det begyndte med den såkaldte “uafhængighedskrig” i 1948-49, og Nakbaen (katastrofen). Dette blev fulgt af Suez Krigen i 1956; seksdageskrigen i 1967; Yom Kippur-krigen i 1973, og de tre invasioner af Libanon, i 1978, 1982 og 2006, de utallige bombardementer og kampe i de årtier-lange krige med Hezbollah i Sydlibanon, og et halvt dusin “krige” (hvilket mest af alt betyder bombekampagner) mod Hamas i Gaza. 

Et kendetegn ved Israels historie er de mange palæstinensiske modstandsbevægelser, inklusiv oprørske massebevægelser (den første Intifada i 1987- 1992 og den anden Intifada i 2000-2003), som har fundet sted i de besatte områder. 

I stedet for at blive et “sikkert hjem” for jøder, har sandheden bag det “forjættede land” vist sig at være en belejret fæstning, omringet af fjender. Den israelske herskende klasse har udnyttet disse krige til at forankre en dybt indgroet belejringsmentalitet i størstedelen af det jødiske folk i Israel og blandt Israels forsvarere i den jødiske diaspora. 

Zionistisk terrorisme og britisk tilbagetrækning 

Under krigen samarbejdede de fleste zionister og arabiske nationalister med den britiske hær. En jødisk brigade på 23.000 mænd kæmpede under de allieredes kommando. Det palæstinensiske beredskab var på 9000 mænd. 

I 1944 var andelen af jorden, som var opkøbt af zionisterne i Palæstina, stadig ikke højere end 6,6 pct. af mandatområdet. Men zionismen blev særligt styrket af krigen. Jewish Agency var faktisk blevet en semi-stat i kimform, med sin egen separate økonomi, sine egne institutioner og vigtigst af alt sin egen hær med tusindvis af mænd som var trænet og bevæbnet af de allierede under krigen. 

Da krigen var ovre, skiftede de zionistiske ledere taktik. Mellem 1945 og 1948, slog Haganah og Irgun Zwai Leumi (den zionistiske højrefløjs bevæbnede milits) sig sammen om at lave fælles angreb på den britiske besættelsesmagt og den arabiske befolkning. 

Det hårdeste zionistiske terrorangreb gav dødsstødet til hele besættelsesmagtens administration. Den 22. juli 1946, beordrede den fremtidige israelske premierminister, Menachem Begin, Irgun til at plante nok sprængstof til at jævne hele King David Hotel i Jerusalems sydfløj med jorden. Hotellet var embedsværket for besættelsesmagtens hovedkvarter. 91 briter, palæstinensere og jøder blev dræbt i eksplosionen og dusinvis flere blev såret.

Denne pludselige eskalering gjorde situationen ubærlig for britisk imperialisme. Selvom Storbritannien sejrede i anden verdenskrig, stod imperiet svækket. I april 1947 annoncerede Storbritannien at de ville trække sig ud af Palæstina inden for et år. 

Det satte gang i debatten om Palæstina. Nu havde styrkeforholdet udviklet sig i USA’s favør. De havde den rigtige forståelse af den britiske situation: at tilbagetrækningen var et svaghedstegn for et imperium, der havde for mange bolde i luften. De begyndte derfor at udnytte den jødisk-palæstinensiske konflikt til at slå slag mod deres tidligere allieredes indflydelse i Mellemøsten. 

FN resolution nummer 181 blev vedtaget den 29. november 1947, under pres fra USA. FN planen opfordrede til at Palæstina skulle opdeles i tre zoner: en arabisk stat (i et område på 11.500 kvadratkilometer til 804.000 palæstinensere og 10.000 jøder); en jødisk stat (14.000 kvadratkilometer til 558.000 jøder og 405.000 palæstinensere); og et område (Jerusalem), som skulle underlægges international kontrol.

Denne plan var en utopi, da de to stater ville være nødt til at samles i en palæstinensisk økonomisk union og dele valuta, ressourcer og infrastruktur (havne, postkontorer, jernbaner, veje), som om en åben krig mellem zionister og palæstinensere ikke havde stået på i over to årtier. 

Zionistisk offensiv 

Zionisterne indså hurtigt, at de havde muligheden for at udfylde det vakuum, som den britiske besættelsesmagt efterlod, og at de kunne udnytte det til at gennemføre opdelingen af landet på deres egne betingelser. 

I slutningen af 1947 påbegyndte Haganah, Irgun og Stern-gruppen en forenet terrorkampagne. De udførte flere koordinerede angreb på palæstinensiske landsbyer, med dusinvis af civile ofre. I de første måneder af 1948 steg intensiteten af disse angreb. Tannoura, Tireh, Saasa, Haifa, Hfar Husseinia, Sarafand, og mange flere blev angrebet, med hundredvis af palæstinensiske ofre.  

Den 9. april, blev befolkningen i en landsby tæt på Jerusalem, Deir Yassin, massakreret af Irgun. Røde Kors fandt 254 mænd, kvinder og børn slagtet. Nogle af dem var blevet lemlæstet og smidt i brønden. Begin blærede sig offentligt med massakren. 

Som et resultat af terrorkampagnen, kombineret med trusler og rygter der blev spredt af zionisterne, flygtede hundredtusindvis af palæstinensere fra hjem, der senere blev jævnet med jorden for at gøre det umuligt for dem at vende tilbage. På én måned steg antallet af palæstinensiske flygtninge fra 60.000 til 350.000.

På det tidspunkt fokuserede den zionistiske terrorisme på byerene: midt om natten den 22. april blev Haifa angrebet, hvilket efterlod 50 døde og 200 sårede. Yderligere 100 blev dræbt og hundredvis blev såret, da zionisterne angreb en gruppe af palæstinensiske kvinder og børn, som prøvede at flygte. 

Hvordan kan den grusomhed forklares? De zionistiske ledere var kommet frem til en kynisk plan om at erobre så meget land som de kunne, og gøre det umuligt for den palæstinensiske befolkning at vende tilbage, ved at skræmme, endda terrorisere og tvinge palæstinenserne til at flygte, og så jævne deres hjem med jorden. Formålet var at gennemtvinge en opdeling af Palæstina, der var mere favorabel for den fremtidige israelske stat. 

Staten Israel blev etableret den 14. maj 1948. Alle de centrale ledere af den zionistiske bevægelse havde været involveret i massakren og terrorismen. På dette punkt er der ingen forskel mellem den zionistiske venstrefløj og højrefløj. 

Moshe Dayan, Golda Meir, David Ben-Gurion, Menachem Begin og mange andre, herunder de yngre Ariel Sharon, Yitzhak Shamir og Yitzhak Rabin – de centrale ledere bag det fremtidige Israel – lærte gennem deres konkrete erfaringer, hvor afgørende magtforhold, skabt med våbenmagt og kamp, er for at fastlægge rammerne for mulige scenarier i internationalt diplomati. Denne lektion blev systematisk anvendt i de følgende årtier.

Nakba

Den 15. maj trådte hære fra Egypten, Irak, Syrien, Libanon og Transjordan ind i Palæstina, og til at starte med vandt de nogle militære sejre. I juni foreslog FN en våbenhvile, som begge sider accepterede, men den hjalp blot zionisterne med at samle sig og opruste. 

Den 8. juli begyndte den zionistiske hær sit modangreb og brød med det samme gennem de arabiske styrker. De var dårligt organiseret, og ofte under britiske officerers ledelse. De arabiske regimers ledere havde aldrig givet op på målet om, i al hemmelighed, at opnå en aftale med zionisterne for at fremme deres egne interesser. Abdallah, kongen af Transjordan, mødtes flere gange med Golda Meir og Moshe Dayan for at forhandle en annektering af Vestbredden til sit kongerige (hvilket blev gennemført i december 1948), mens egypterne besatte Gazastriben. 

De zionistiske ledere var klar til at feje alle forhindringer af vejen. Den 13. september beordrede FNs repræsentant, Folke Bernadotte, at Israel skulle lade flygtningene vende tilbage og genopbygge sine hjem. Fire dage senere blev han myrdet af Stern-gruppen, der i samme omgang også myrdede hans assistent, den franske oberst Serot. 

Våbenhvilen, der blev underskrevet i den græske by Rhodos i 1949, afgjorde arabernes nederlag og afsluttede det, som israelerne anser som deres ‘uafhængighedskrig’. Endnu engang bliver historien skrevet af sejrherrerne. De benægter og forsøger at stryge enhver omtale af de massakrer og grusomheder, som de har begået, fra de officielle beretninger.  

For palæstinenserne blev året 1948 i stedet kendt som Nakba, katastrofen, et nederlag, der kastede de palæstinensiske masser ud i tyve års afmagt og fortvivlelse.

Flygtningespørgsmålet og de ‘israelske arabere’ 

Ud af i alt 750.000 palæstinensiske flygtninge, var 39 pct. flygtet til Vestbredden; yderligere 10 pct. endte op i Jordan; 26 pct. flygtede til den egyptisk-besatte Gazastribe, hvis befolkning fordoblede på et par uger; 14 pct. flygtede til Libanon fra det nordlige Palæstina og 10 pct. krydsede Golan ind i Syrien. Kun meget få (1 pct. af hele befolkningen) flygtede til Egypten. 

Næsten alle flygtningene levede under forfærdelige forhold i “midlertidige” lejre i udkanten af byerne. På trods af at flygtningebefolkningen i dag er otte gange større, er det de samme forhold, som de og deres efterkommere er forblevet i indtil den dag i dag.

I 1950 blev FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA) stiftet. Ifølge UNRWAs officielle tal, har det samlede antal af registrerede flygtninge fra fordrivelsen i 1948 og deres børn — nu tre generationer senere — nået en svimlende størrelse på 5,9 millioner, uden at tælle flygtninge fra seksdageskrigen i 1967 med.

Flere generationer har ikke kendt til andet end disse lejre og forhold. Størstedelen af de palæstinensiske flygtninge fra 1948 og deres efterkommere har ikke statsborgerskab i de lande de bor i — og da slet ikke i Israel — og derfor er de afhængige af den støtte som UNRWA tilbyder. 

Palæstinensernes ret til tilbagevenden er i hjertet af det palæstinensiske spørgsmål. Det kan ikke løses under kapitalismen. Kun en socialistisk revolution i Mellemøsten og en socialistisk føderation udgjort af alle folkeslag, hvor minoriteter har ret til autonomi, kan skabe de forhold der er nødvendige for at årtiers sår kan heles. Kun det kan skabe det materielle grundlag (hjem, ressourcer, infrastruktur, osv.) som er nødvendigt for en løsning på spørgsmålet, der kan tilfredsstille alle sider, uden at skabe et nyt monstrøst, undertrykkende system.

Omkring 150.000 palæstinensere blev tilbage på deres land inden for den såkaldte ‘grønne linje’, det område som Israel besatte i 1948. I dag udgør de mere end 20 procent af Israels befolkning. Den israelske stat eksproprierede de flygtedes ejendomme og jord ved hjælp af særlige love og undergravede de tilbageværende palæstinenseres rettigheder gennem love som Absentee Property Law fra 1950, Land Authority Law fra 1953 og andre. I 1952 fik de arabiske israelere (palæstinenserne inden for den grønne linje) formelt statsborgerskab gennem statsborgerskabsloven fra samme år.

Men helt indtil 1966 levede de israelske palæstinensere under undtagelsestilstand, og boede adskilt fra resten af befolkningen, med strenge begrænsninger på deres bevægelsesfrihed. Det gjorde det muligt for de israelske myndigheder at konfiskere ejendom fra selv de palæstinensere der var internt fordrevet, men fysisk afholdt fra at vende tilbage til deres hjem

På blot et par år, var de 550 palæstinensiske landsbyer, der havde overlevet Nakbaen, blevet reduceret til kun 100. Mere end 25 pct. af de palæstinensiske bønder måtte se på, mens deres land blev konfiskeret, og blev tvunget til at flygte til ‘spøgelsesbyer’ som Israel anså som ulovlige, og derfor periodisk fik hæren til at rydde og jævne med jorden, hvorefter palæstinenserne så måtte genopbygge dem. Disse byer er blevet fjernet fra alle landkort. 

Efter 1967 lempede den israelske regering presset på palæstinensiske borgere i Israel for bedre at integrere de israelske arabere. Samtidig styrkede de kontrollen over de områder, der blev erobret under Seksdageskrigen: Vestbredden, Gaza, Golanhøjderne og Østjerusalem. 

Israelsk kapitalismes konsolidering

For palæstinenserne var Israel et fjendtligt regime, som fordrev dem fra deres hjem, erobrede deres land, og som er ansvarlig for folkemord. For de jødiske flygtninge der strømmede ind fra Europa efter Shoah (den jødiske betegnelse for holocaust) og fra den arabiske verden — hvor det var blevet umuligt for hundredetusindvis af jøder at blive boende, efter den flere hundrede år gamle balancegang for sameksistens var blevet knust af Nakbaens mønstrøse rystelser — repræsenterede Israel i højere grad den bedste mulighed for at genopbygge de liv som var blevet knust af krig og forfølgelse.

Mellem 1948 og 1951 mere end fordobledes Israels befolkning (fra 650.000 til over 1.400.000), og takket jødisk immigration fortsatte den med at vokse hurtigt i de følgende årtier. Statens befolkning nåede over 3 millioner i 1978, og har i dag nået op over ni millioner.

Imperialismen og det zionistiske borgerskab i Israel udnyttede på kynisk vis de jødiske massers drøm om at bygge det, som de anså som et sikkert hjem uden forfølgelse. Under 1950’erne og 1960’erne udnyttede de strømmen af jødiske flygtninge som en vedvarende kilde til billig arbejdskraft i deres industrier og, om nødvendigt, som soldater til at sikre Israels dominans i regionen. Den utrolige udvikling som israelsk kapitalisme gennemgik, kunne dog ikke have fundet sted uden den store støtte fra amerikanske subsidier og investeringer (som i midten af 1990’erne blev estimeret til at være $140 milliarder siden 1949).

På trods af den store tilflugt af immigranter, blev en større og større andel af israelske jøder gennem årene født inde i Israel: 27,7 pct. i 1949, 44 pct. i 1968, 57 pct. i 1981. I dag er Israelsk-fødte jøder 75 pct. Det hebraiske sprog, som blev designet af Eliezer Ben-Yehuda i slutningen af det 19. århundrede, slog mere og mere rod blandt de yngre generationer, og erstattede med tiden jiddisch blandt de ashkenaziske jøder og ladino blandt sefardiske jøder. Mange andengenerations israelere lagde sproget fra deres oprindelige land fra sig. 

De jødiske masser var selvfølgelig ikke modtagelige over for de arabiske regimers nationalistiske propaganda, der fremstillede dem som fjender, der skulle knuses. Militærtruslen fra de arabiske naboregimer, og den individuelle terrorisme som de palæstinensiske nationalistiske organisationer havde gjort brug af siden 1960’erne, drev størstedelen af israelerne direkte ind i armene på den zionistiske stat. Det hjalp kun zionismen med at samle israelerne bag deres egen herskende klasse, på baggrund af en frygt for at araberne ønskede at udslette dem. 

Det økonomiske opsving der fandt sted i 1950’erne-1970’erne, i kombination med amerikansk bistand, betød at israelske arbejdere (og til en vis grad den arabisk-israelske minoritet) fik en mærkbart højere levestandard end de arabiske masser i nabolandene. Israelske arbejdere så denne materielle fremgang som en erobring, der skulle forsvares, især når den blev truet udefra.  

Selvom de var udsat for hård diskrimination, var mange blandt den palæstinensiske minoritet i Israel bevidst om den dystre verden, som de autokratiske og reaktionære arabiske regimer tilbød.

Det saudiske monarki, Kuwait, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, og resten af de olierige Golfstater, påstod at de var palæstinensernes “venner”, og finansierede PLO. Men alligevel afhang de af hundredtusindvis af palæstinensere og andre fattige migrantarbejdere, som arbejdede under slavelignende forhold. De udnyttede dem groft, og sørgede også for at de hverken fik politiske eller fagforeningsrettigheder, og da slet ikke statsborgerskab.

Det fortsatte indtil starten af 1990’erne, da den første Golfkrig fik disse regimer til at kaste de palæstinensiske arbejdere til siden, og vende sig mod Indien, Pakistan og Nepal som deres nye kilde til billig arbejdskraft. 

Israels interne klassemodsætninger

På trods af de førnævnte faktorer som sikrede at israelsk kapitalisme havde en vis opbakning, er det vigtigt også at nævne at det israelske samfund var, og fortsat er, dybt polariseret og langt fra ensartet.

I begyndelsen af 1970’erne lavede de israelske ‘Black Panthers’ en serie af voldelige protester, som i 1974 udløste en regeringsundersøgelse. Den zionistiske stat havde slået hårdt ned på disse protester. Undersøgelsen gennemgik de sefadiske jøders forhold (som primært flyttede til Israel fra Nordafrika, Irak, Yemen og resten af det tidligere Osmannerrige efter 1948), som repræsenterede halvdelen af den jødiske befolkning i Israel.

Rapporten afdækkede at en fattig og udbyttet ‘anden Israel’ eksisterede. 92 pct. af børn med fejlernæringsproblemer og 90 pct. af den jødiske fængselsbefolkning var af sefardisk oprindelse; kun 17 pct. af sefardiske jøder havde en gymnasial uddannelse, sammenlignet med 41 pct. for jøder med europæisk oprindelse (ashkenaziske jøder); på universiteterne udgjorde den sefardiske ungdom kun 20 pct. af studerende, hvor ashkenaziske studerende udgjorde 78 pct. 

I den sefardiske befolkning var 62 pct. arbejdere (til sammenligning med 39 pct.), og kun 5 pct. var borgerlige (til sammenligning med 14 pct.). Dette, samt mange andre statistikker, afslørede at der inde i Israel eksisterede dybe splittelser. Det var ikke tilfældigt, at den sefardiske ungdoms oprør mod undertrykkelse og diskrimination i Israel var inspireret af kampen som Black Panthers’ førte i USA.

Over de seneste årtier er israelsk kapitalisme blevet mere og mere ulige. I 1992 fik de rigeste 10 pct. af befolkningen 27 pct. af den nationale indkomst, mens de fattigste 10 pct. kun fik 2,8 pct. (CIA, The World Factbook 1999)

Siden da er uligheden steget enormt. World Inequality Lab skriver i deres World Inequality Report 2022:

“Israel er et af verdens mest ulige højindkomstlande. De nederste 50% af befolkningen tjener i gennemsnit 11.200€PPP eller 57.900NIS, mens de øverste 10% tjener 19 gange mere (211.900€PPP, 1.096.300NIS). Derved ligner niveauet af ulighed det i USA, hvor de nederste 50% af befolkningen tjener 13% af hele den nationale indkomst, mens andelen for de øverste 10% er 49%.”

Israels økonomiske og militære magt er ikke i mindre grad end noget andet kapitalistisk land, blevet bygget på udnyttelsen af den israelske og palæstinensiske arbejderklasse. Faktisk viser de ovenstående tal, hvad der sker når arbejderklassen bliver så effektivt opdelt. 

Den israelske stat er bygget på den systematiske diskrimination og undertrykkelse af palæstinenserne, hvilket har betydet en fortsat udbyttelse af både palæstinensere og almindelige israelske arbejdere, mens israelske kapitalister har ophobet store rigdomme.

Seksdageskrigens vendepunkt 

Året 1967 var et skelsættende år i Mellemøstens historie. Indtil da havde størstedelen af de palæstinensiske flygtninge i de omkringliggende arabiske lande fastholdt et håb om at Egyptens, Syriens og Jordans hære en dag ville intervenere for at genoprette palæstinensernes rettigheder.

Efter en måned med mindre slag og spændinger, udløste det israelske luftværn ved morgengry den 5. Juni et lynangreb mod de egyptiske og jordanske lufthavne, hvilket udraderede mere end 90 pct. af begge landes militære luftmateriel, før flyene overhovedet kunne lette. Samme dag invaderede IDF Vestbredden og Gaza, og efter kun et par dages intens kamp, besejrede de Jordans’ Arabiske Legion og den egyptiske hær, som begge var udstationeret i Gaza.

Den 6. juni erobrede de Gaza, og den næste dag tog de Jerusalem, hvilket fuldførte Vestbreddens besættelse. Den 10. juni, mens den arabiske verden stod lammet, havde Israel ikke bare formået at forene hele mandatområdets Palæstina under sit herredømme, men også at besætte det syriske Golan, og det egyptiske Sinai, hvilket var et stort nederlag for deres arabiske fjender, som forårsagede en ny bølge af 300.000 palæstinensiske flygtninge. 

Men seksdageskrigens katastrofale nederlag havde dog ikke den samme demoraliserende effekt på det palæstinensiske folk som Nakbaen havde; denne gang var det vrede der vandt frem, i stedet for demoralisering. Det arabiske nederlag fejede på én gang alle de resterende illusioner væk til, at en intervention udefra ville ‘rette op på tingene’ – et resultat som de zionistiske strateger på ingen måde havde forudset. 

Palestine Liberation Organisation (PLO) var i 1964 blevet oprettet på et topmøde i den Arabiske Liga. I de første par år havde organisationen ikke været andet end et af disse regimers organer. Den mødte stigende opposition fra grupper i den palæstinensiske modstandsbevægelse – såsom Fatah, Yasser Arafats guerrilla organisation og de der, ligesom han, havde oplevet de ‘venlige’ regimers fængsler i starten af 1960’erne. Stiftelsen af George Habashs Folkefront til Palæstinas Befrielse (PFLP) i 1967 reflekterede den underliggende radikalisering af den palæstinensiske kamp.

Det knusende nederlag i seksdageskrigen udstillede den arabiske borgerlige nationalisme. Blandt palæstinenserne der pludselig blev underlagt direkte israelsk herredømme, og blandt de som var presset sammen i flygtningelejre i Jordan, Syrien og Libanon, var der næringsrig jord for kritik af arabisk nationalisme og de arabiske regimer. Den stemning gav et enormt skub til den palæstinensiske modstandsbevægelse (især Fatah og den nyligt stiftede PFLP), som hurtigt fik en stor støttebase i disse flygtningelejre.

Den 21. marts 1968 angreb den israelske hær modstandsbevægelsens hovedkvarter i landsbyen Karameh i Jordan. Fatah-krigerne havde fået forvarsel om angrebet og holdt ud. IDF havde ikke forventet at møde så stor en modstand, og måtte trække sig tilbage. 28 israelske soldater blev dræbt og 69 såret. 

Mere end hundrede palæstinensiske krigere blev dræbt, men denne kamp sendte en sejrsrus gennem den arabiske verden, fordi den palæstinensiske modstandsbevægelse nu havde lykkedes, der hvor de arabiske staters hære altid havde fejlet: de havde for første gang besejret den israelske hær. Denne sejr kastede i februar 1969 Fatah og Arafat ind i toppen af PLO. 

Den palæstinensiske modstandskamp undergraver de arabiske regimer

I 1968 havde antallet af palæstinensiske flygtninge nået halvanden million. De levede i overfyldte flygtningelejre under elendige forhold, og blev udnyttet som en kilde til billig arbejdskraft af kapitalisterne, der udsatte dem for ydmygende arbejds- og leveforhold. Men modstandsbevægelsens fremgang i slutningen af 1960’erne vækkede palæstinensernes stolthed til live igen, og omdannede disse lejre til fristeder for modstandsbevægelsens organisationer. 

Som svar udsatte Israel både lejrene og værtslandene for voldelige repressalier. Spændingerne mellem modstandsbevægelsen og værtslandenes regeringer blev øget af, at revolutionære ideer spredte sig blandt palæstinenserne. Mange af dem anså den palæstinensiske revolution som et led i en bredere arabisk socialistisk revolution. De her ideer blev styrket af den palæstinensiske modstandsbevægelses voksende prestige, og resonerede med de libanesiske og jordanske masser. 

Den første krise blev udløst i Libanon i 1969, som allerede led under dybe splittelser og spændinger, der involverede den kristne-maronittiske minoritet. I efteråret 1969 udviklede spændingerne mellem modstandsbevægelsen og den libanesiske regering sig til flere dages bitter kamp, som den libanesiske hær led nederlag i. Denne konfrontation blev midlertidigt afsluttet af Cairo-aftalen. 

Sorte September 

I noget tid havde en lignende proces været undervejs i Jordan. Perspektivet for en palæstinensisk revolution blev styrket af den voksende afsky for de tætte bånd mellem Husseins Haschimitiske monarki og amerikansk imperialisme, kombineret med de forfærdelige forhold som det store flertal af befolkningen led under. 

PLO prøvede virkelig at undgå et direkte sammenstød med kong Hussein, men deres modstand blev fejet af banen, da de jordanske masser rejste sig. På grund af PLOs tøven, konfronterede massebevægelsen det jordanske regime uden nogen egentlig ledelse. 

I sommeren i 1970’erne begyndte en række sammenstød mellem den palæstinensiske modstandskamp og hæren at eskalere.  PFLP kaprede flere passagerfly (PanAm, Swissair og British Airways, uden civile ofre), hvilket Hussein udnyttede til at retfærdiggøre sin undertrykkelse overfor internationale observatører. 

Kampen udviklede sig i den palæstinensiske modstandsbevægelses favør, og de erobrede på blot et par uger en stor del af hovedstaden Amman. Hussein udpegede den 16. September en militærregering, som ved morgengry den næste dag gik til angreb på de palæstinensiske flygtningelejre. 

På General al-Majalis’ ordre bombarderede delinger fra Beduinerhæren (som ikke var blevet lige så inficeret med den revolutionære stemning) lejrene med fosfor- og napalmbomber, og satte tanks ind mod arbejderkvarterer i Amman. På trods af det store misforhold i militærstyrken, var modstandsbevægelsen så stærk, at kampene fortsatte i yderligere to uger. Denne modstand tvang Hussein til at opsøge en fredsaftale med modstandsbevægelsen, som trådte i kraft den 27. September 1970. Den palæstinensiske modstandsbevægelse gik som en del af aftalen med til at forlade Jordan og flytte til Libanon.

Man har aldrig fundet en præcis idé om hvor mange døde i den jordanske “sorte september”. Palæstinensiske kilder taler om 20.000 dræbt, andre om 5 til 10.000, hvoraf de fleste var civile. 

PLO-ledelsen og Arafat var i laser efter begivenhederne i Jordan. Deres attitude var offer for hård kritik fra en stor sektion af den palæstinensiske revolutionære bevægelse. Blandt palæstinenserne var der udbredt frustration og vrede mod både massakren som Hussein havde udført, samt de andre arabiske nationers stilhed. Det efterlod et tomrum, der blev udfyldt af nyligt stiftede terrorist-formationer, som for eksempel terrorgruppen Black September.

PLOs diplomatiske u-vending

De fundamentale begrænsninger ved den palæstinensiske modstandsbevægelse blev på ingen måde hjulpet af det jordanske nederlag. De palæstinensiske masser blev sidestillet til en passiv rolle, med ideen om, at nogen udefra ville bære frihedskampen ud til dem. Paradoksalt nok styrkede begivenhederne i den Sorte September kun PLO’s dedikation til ikke at blande sig i de arabiske staters interne affærer.

At begrænse kampen til en, der holdes indenfor en rent national ramme, udskyder spørgsmålet om hvilket samfund der skal bygges i et frit Palæstina. Det lod PLO opretholde et falskt sammenhold med de arabiske regimer, men det kunne ikke beskytte dem fra de selvsamme regimers forræderi. Hver gang de arabiske masser havde forsøgt at kaste sine lænker af sig, hver gang den palæstinensiske kamp kolliderede med deres undertrykkeres fundamentale interesser, blev de forrådt.

Under Arafats ledelse havde PLO fået stor opbakning blandt de palæstinensiske masser. Men, under internationalt diplomatisk pres, særligt fra de arabiske regimer, gennemtvang Arafat en 180-graders vending: Ideen om at palæstinenserne selv skulle kæmpe for sin befrielse blev forkastet, til fordel for at bruge væbnet kamp til at “lægge pres på” i internationalt diplomati. 

Den 6. Oktober 1973, på dagen for den jødiske fest Yom Kippur, angreb Egypten og Syrien Israel. Det israelske forsvarsapparat blev taget med bukserne nede, og led et stort nederlag. Den palæstinensiske modstandsbevægelse deltog i kampen i områderne under Israelsk besættelse. Også jordanske, irakiske, og marokkanske delinger, samt en symbolsk tunesisk deling, deltog i krigen. De indledende sejre, som de arabiske styrker vandt, gjorde i de arabiske massers øjne op for det store nederlag i 1967.

Yom Kippur-krigen rystede hele det israelske samfund, og knuste troen på den israelske hærs urørlighed. Men i sidste ende samlede IDF sig igen, og indhentede de indledende nederlag. Den 22. oktober blev en våbenhvile underskrevet, da Israel havde genvundet overhånden.

Det styrkede kun PLO’s diplomatiske vending. Den 27. november, 1973 anerkendte den Arabiske Liga PLO som den “eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk”.

I maj 1974 blev den palæstinensiske Nationalcharter ændret, så den for første gang inkluderede udsigten til en delvis befrielse af Palæstina (samt en implicit anerkendelse af Israel).

Arafat blev den 13. november 1974 inviteret til at tale foran De Forenede Nationer. I den nu berømte tale, fordømte han zionismen, men understregede at “I dag bærer jeg en olivengren og en frihedskæmpers pistol. Lad ikke olivengrenen falde fra min hånd.”

Arafats diplomatiske vending lod de forræderiske arabiske regimer tage initiativet igen. Den nye linje underminerede modstandsbevægelsens virkelige styrke, nemlig dens rødder blandt de palæstinensiske masser.

Revolution og kontrarevolution i Libanon 

På trods af nederlaget i Jordan, og de mange slag i 1969, blev den palæstinensiske modstandsbevægelse i Libanon mere og mere selvsikker. Libanon var dybt splittet mellem den kristen-maronittiske herskende klasse, som var blevet opstillet af Frankrig, og de forskellige muslimske borgerlige og småborgerlige fraktioner. 

Ligesom i Jordan, gik autoriteten som den palæstinensiske modstandsbevægelse vandt, hånd i hånd med den voksende revolutionære stemning blandt de libanesiske masser. Palæstinenserne i flygtningelejrene var blevet en vigtig del af den libanesiske arbejderklasse. 

De libanesiske kapitalister havde i årevis udnyttet deres arbejdskraft, flyttet deres lejre tæt på byerne, og havde forsøgt at bruge flygtningene til at underminere den libanesiske arbejderklasses stærke organisationer. Denne kynisme endte dog med at smede den palæstinensiske frihedskamp sammen med de libanesiske arbejderes revolutionære aspirationer. 

At tusindvis af PLO-styrker blev tvangsflyttet ud af Jordan, forvandlede Libanon til deres hovedbase. Hele nabolag i Beirut var under PLOs kontrol, som med tiden gjorde dem til en alternativ statsmagt med bred opbakning blandt de libanesiske masser. Takket være indsamlinger til støtte for modstandsbevægelsen, blomstrede mange sociale institutioner, skoler og hospitaler frem omkring PLO. De tilbød ofte højere kvalitets ydelser end den libanesiske stat gjorde. Hele befolkningen havde adgang til disse institutioner. 

I midten af 1970’erne kollapsede den skrøbelige balance. Den kristen-maronittiske herskende klasse, hæren og de kristen-falangistiske militser samt deres allierede, udløste en “borgerkrig”. I virkeligheden var det en kontrarevolutionær klassekrig, som havde til formål at genetablere deres kontrol over samfundet. Det var nødvendigt at knuse de libanesiske masser og deres organisationer, såsom Kamal Jumblatts Libanesiske Nationale Bevægelse, såvel som den palæstinensiske modstandsbevægelse. Israel intervenerede med hyppige indtog i Sydlibanon for at ramme modstandsbevægelsen.

Den 26. januar 1975, deltog palæstinensiske modstandskæmpere i fiskerstrejken i Sidon, for at forsvare den mod hærens undertrykkelse. Den palæstinensiske modstandsbevægelse tvang de libanesiske styrker til at trække sig tilbage, med ti døde på slagmarken. 

Kristen-falangisterne forsøgte med en jernnæve at undertrykke PLO. I februar blev en pro-palæstinensisk libanesisk politiker, Maarouf Saad, myrdet — angiveligt af den libanesiske hær. Den 13. april blev den falangistiske leder Pierre Gemayel forsøgt myrdet, hvilket udløste et modangreb fra falangisterne, som blokerede en bus der kørte mod flygtningelejren i Tall el-Zaatar og massakrerede alle 27 passagerer i koldt blod, hvilket antændte gadekampe i hele Beirut. 

Gennem hele 1975 forsøgte PLO at begrænse sig til at hjælpe militserne på den libanesiske venstrefløj med logistisk støtte og våben. Deres taktik om at “vente og se” trak blot konflikten i langdrag. Men falangisternes angreb på flygtningelejrene i Dbayeh og Tall el-Zaatar tvang de væbnede palæstinensiske modstandsgrupper til at kaste deres fulde vægt ind i konflikten.  De kontrarevolutionære falangister blev jaget op i bjergene, og de var på kanten af nederlag. Men i det øjeblik vendte styrkeforholdet sig pludselig. 

Det var blevet annonceret at en revolutionær regering, udgjort af den libanesiske venstrefløj, muligvis ville blive stiftet. Det fik den arabiske front af Palæstinas “venner” til at give efter. Egypten og Jordan frygtede udsigten til at revolutionen kunne sprede sig gennem Mellemøsten. Men forræderiet kom fra hvor det var mindst ventet. Syriens Baath præsident, Hafez al-Assad, den store fortaler for anti-imperialistisk kamp, vendte sig 180-grader og sendte syriske tropper ind for at støtte falangisterne i juni 1976. 

Syrernes intervention ændrede drastisk på styrkeforholdene. Modstandsbevægelsen måtte, med store tab, trække sig tilbage til byerne, mens falangisterne, under den syriske hærs beskyttelse, endnu engang belejrede flygtningelejren i Tall el-Zaatar. Den 12. august, efter 52 dage, overgav Tall el-Zaatar sig, og falangisterne og syrerne tog deres hævn ved at massakrere tre tusinde palæstinensere, der var ved at evakuere fra lejren. 

Den syriske intervention ændrede situationen drastisk. Modstandsbevægelsen var nødt til at trække sig tilbage til byerne med store tab, mens falangisterne, der var beskyttede af den syriske hær, belejrede flygtningelejren i Tall el-Zaatar igen. Efter 52 dage, den 12. august, overgav Tall el-Zaatar sig, og falangisterne og Syrien tog deres hævn ved at massakrere tre tusinde palæstinensere mens de var i gang med at evakuere lejeren. 

Dette mest “progressive” af alle arabiske regimer, Syrien, når de var truet med udsigten til at en revolution kunne bryde ud, tøvede ikke et sekund med at alliere sig med den mest reaktionære fløj af den borgerlige kontrarevolution mod den selvsamme palæstinensiske modstandsbevægelse som de i årevis havde finansieret, og hvis hovedkvarter Damascus havde været vært til. 

De herskende klikker i den Arabiske Liga så med lettelse til uden at løfte en finger. Efter 19 måneders krig, og 60.000 dræbte, blev Libanon opdelt i zoner, hvor de forskellige sider slog sig ned i en skrøbelig væbnet våbenhvile. På trods af Assads forræderi, spildte PLOs ledelse sin tid på ydmygende forhandlinger for at lukke kløften og genforene den “Arabiske Front”.

Israelske invasioner af Libanon 

For Israel var blot tilstedeværelsen af palæstinensiske kæmpere på libanesisk jord utålelig. Den 14. marts 1978 invaderede Israel Sydlibanon. Indenfor et par dage havde de overvældet den palæstinensiske modstandsbevægelse (som var blevet forladt af den libanesiske hær). 

Men under pres fra den amerikanske præsident Jimmy Carter, som havde besluttet sig for at støtte hemmelige to-partsforhandlinger mellem Sadat og Israels daværende premierminister, Begin, måtte Israel trække sig tilbage. Carters formål var at normalisere relationerne mellem Israel og Egypten. Den 18. September, 1978 blev en aftale indgået. 

Men for Israel var problemet ikke løst. Den 6. juni 1982 lancerede IDF endnu en stor invasion af Libanon under Begin regeringens forsvarsminister Ariel Sharons ledelse. Invasionen blev til et blodbad. På blot et par timer regnede det israelske luftvåben en syndflod af ild ned over byer og flygtningelejre, mens lange rækker af tanks bevægede sig mod Beirut, og efterlod død og ødelæggelse i sit kølvand: på bare to uger var der 14.000 ofre.

I 78 dage belejrede IDF Vestbeirut, alt imens de blokerede alle forsyninger og bombarderede byen nådesløst. Invasionen tog 7000 libanesiske civile liv, og et uspecificeret antal palæstinensiske liv (der er aldrig blevet fundet et virkeligt antal). Men det var ikke nok til at knuse modstandsbevægelsen. 

Ingen af siderne kunne med ét slag besejre den anden, hvilket lod imperialistiske diplomater træde ind og forhandle sig til en aftale, der involverede, at hele den palæstinensiske modstandsbevægelse blev evakueret fra Libanon.I slutningen af august 1982, blev mere end 10.000 palæstinensiske krigere evakueret fra Beirut, under franske, italienske og amerikanske styrkers nøje overvågning. Men prisen for at bevare PLOs strukturer var ekstremt høj. 

Den libanesiske befolkning og ti-tusindvis af palæstinensere som fortsat flokkede ind i flygtningelejrene blev efterladt i hænderne på falangisterne, de pro-syriske Shiite militser fra Amal, den syriske hær og den israelske hær. Den eneste garanti for deres sikkerhed var skrevet i sand, og ingen havde nogen interesse i at respektere den.

Den israelske hævn var forfærdelig. Så snart de internationale ‘fredsbevarende styrker’ havde forladt Libanon (efter at de havde afvæbnet og evakueret de resterende palæstinensiske krigere) massakrerede de libanesiske falangister, med IDFs beskyttelse, 3000 forsvarsløse palæstinensiske flygtninge. Mellem den 16. og 18. september hærgede de i 40 grusomme timer flygtningelejrene Sabra og Shatila i Beirut. 

Efter sigende så Ariel Sharon til, fra toppen af en bygning 200 meter fra væggen i Shatila lejeren. Fuldstændig ligesom syrerne havde gjort det seks år tidligere ved Tell al-Zaatar, ydede den israelske hær logistisk støtte til falangisterne, ved at oplyse området med blusser, at blokere alle flugtruter fra lejrene, og ved at fodre og assistere de falangister der udførte massakren. 

Massakren i Sabra og Shatila sendte chokbølger gennem samfundet og rungede endda helt ind i Israel. Den 25. september 1982 blev gaderne i Tel Aviv fyldt, da 400.000 demonstrerede i foragt over IDF og Sharons rolle i massakren. For at berolige bevægelsen, og for at dække over IDFs rolle, blev en en officiel undersøgelse sat i gang. Men ikke engang den rapport, der kom ud af undersøgelsen, kunne skjule Ariel Sharons personlige ansvar, og han blev tvunget til at trække sig.

Ledelsen af PLO flyttede til Tunesien, hvor Arafat og hans slæng boede i forgyldt eksil, indtil de i 1994 flyttede til Gaza. Al deres energi blev rettet imod at udvikle forhandlingsstrategier og at håndtere rivaliseringen mellem de arabiske regimer, samt at genetablere normale relationer med Golf-monarkierne.

I stigende grad baserede PLO sin politik på løfter om at stabilisere situationen i Mellemøsten, i bytte for indrømmelser. I takt med at modstandsbevægelsens massekarakter aftog efter nederlaget, blev Arafats plan at bruge modstandskampen, og endda i stigende grad individuel terror (som PLO ellers formelt fordømte), som et kort på hånden ved forhandlingsbordet mod Europæisk imperialisme og Europa.

De besatte områder inden Intifadaen

I tyve år med militærbesættelse, havde de besatte områder været et yderligere marked, som Israel kunne afsætte sine varer på, samt en kilde til ufaglært arbejdskraft. Målet om at overtage regionens vandressourcer havde været en vigtig faktor i beslutningen om at besætte Vestbredden og Golanhøjderne. Det sidste Israel ønskede var, at de besatte områder skulle udvikle deres eget liv.

Gradvist kvalte den Israelske regering de besatte områders økonomi, som hovedsageligt var bundet op i landbrug, med en begrænset mængde småhåndværk. Det underminerede bønderne og landbrugsarbejdernes levevilkår, som blev tvunget til at slutte sig til de 120.000 palæstinensere der på daglig basis pendlede på arbejde ind i Israel (en tredjedel af Vestbreddens arbejdsstyrke og 50 pct. af Gazas). Den israelske stat brugte det faktum, at palæstinensiske arbejdere var nødt til at krydse den ‘grønne linje’ som et våben, ved konstant at holde truslen om at lukke grænsen over hovedet på dem. 

Økonomien i de besatte områder var (og er stadig) fuldstændig afhængig af Israel, selv for de mest basale forbrugsvarer. Historisk set har områderne i Palæstina haft en gensidig økonomisk afhængighed. Men Israels politik forværrede denne afhængighed: Allerede i 1970 kom 82 pct. af importvarer fra Israel, hvilket steg til 91 pct. i 1987.

På den tid udgjorde pengeoverførsler fra familier i udlandet 37 pct. af de besatte områders BNP. Stadig i dag udgør pengeoverførsler en væsentlig andel (omkring 20 pct.) af Vestbredden og Gazas BNP. Paradoksalt nok hjalp det med at opretholde et marked som Israels produktionsoverskud kunne eksporteres til. 

I de første ti år af besættelsen var der ikke mere end 7000 bosættere. Men i 1977, da det zionistiske højrefløjsparti Likud kom til magten, eskalerede koloniseringen hurtigt. Over de følgende ti år, blev 18.000 huse og 139 byer bygget på palæstinensisk land, for at gøre plads til 80.000 bosættere. Der blev bygget et netværk af særlige veje, for at adskille bosætterne fra palæstinenserne, hvilket markant begrænsede bevægelsesfriheden. De jødiske bosætteres stigende tilstedeværelse blev den mest tydelige manifestation af besættelsen. 

Under tyve års besættelse havde det palæstinensiske befolkningstal eksploderet. I 1987 var 75 pct. af befolkningen under 25 år gamle, og 50 pct. under 15. Da Intifadaen brød ud, havde flertallet ikke oplevet andet end den israelske besættelses utålelige, ydmygende og undertrykkende styre. 

Intifada

Fire årtier efter Nakbaen og tyve år efter seksdageskrigen, var udsigterne dystre for den palæstinensiske nationale kamp. De revolutionære bevægelser i Jordan og Libanon var blevet druknet i blod og den palæstinensiske modstandsbevægelse knust. Palæstinenserne i flygtningelejrenes store ofre havde ikke haft noget konkret resultat. Israel havde konsolideret sit greb omkring hele Palæstina.

Afgrunden mellem PLO ledelsen i Tunesien og virkeligheden i de besatte områder var blevet så stor, at den ellers normalt så opmærksomme Arafat ikke så de mange tegn på et skift i stemningen på gaden. 

Et par måneder før Intifadaen udkom der en rapport fra West Bank Data Base institute, skrevet af den israelske sociolog Meron Benvenisti, som påpegede: 

“Vold bliver i stigende grad udført af uorganiserede, spontane grupper… Mellem april 1986 og maj 1987 blev der noteret 3150 voldelige sager, som involverede alt mellem stenkast og vejblokader, og omkring hundrede overfald med sprængstoffer eller skydevåben.” 

Man kan se den palæstinensiske befolknings voksende kampvillighed mod besættelsen, da de den 5. og 6. Juni, markerede 20 årsdagen for den israelske besættelse med en generalstrejke.

Den 7. december 1987 skete der noget som hverken den israelske efterretningstjeneste eller PLO lederne kunne have forudset: midt i hjertet af de besatte områder, blev en begivenhed som så mange andre gnisten der antændte et oprør blandt titusindvis af unge og arbejdere – en mulighed som PLO ledelsen for længst havde afskrevet. 

En IDF lastbil kolliderede med en civil bil, og dræbte fire palæstinensiske arbejdere. Det gjorde ingen forskel om det var soldaternes hævn for drabet på en israeler i Gaza dagen før, eller om det bare var en ulykke. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Gnisten antændte alt det brandbare materiale, som den israelske besættelse over tyve år havde ophobet. 

Ordet Intifada (som kan oversættes til “at ryste af sig”) beskriver de palæstinensiske massers reaktion godt. Da først den var startet, rystede oprøret på blot et par timer hele den ellers urokkelige magtbalance. I flere måneder voksede den kun i styrke, hvilket virkelig satte besættelsesmagten på prøve. Intifadaen havde en enorm international effekt, og fandt opbakning inde i Israel blandt israelske arabere, og skabte hosen sektion af den jødiske ungdom en stigende foragt for de brutale undertrykkelsesmetoder, som blev anvendt for at holde oprøret nede. 

Det viste sig at selv den mest brutale undertrykkelse ikke var nok. Israel udsatte palæstinensere for administrative tilbageholdelser i op til et år, uden sigtelse eller retssag. På blot et par måneder blev ni tusind arresteret; hundredvis af folk blev dræbt og tusindvis såret; huse blev revet ned og de dræbte eller arresteredes familier blev angrebet; byer eller nabolag blev udsat for kollektiv afstraffelse – og som kronen på værket beordrede den israelske forsvarsminister Rabin sine mænd til at “brække arme og ben” på dem som kastede med sten (hvoraf de fleste var børn) – et så nådesløst niveau af undertrykkelse havde ingen effekt, udover at kaste brændstof på bålet. 

Palæstinenserne kæmpede ved hjælp af generalstrejker, vejblokader, overraskelsesangreb mod israelske patruljer, hvor shebabs, de unge drenge i oprøret, kastede sten. De gjorde brug af civile ulydighed, såsom skattestrejker, og de nægtede at overholde åbningstiderne, som de israelske autoriteter havde fastlagt. Under en lockout i Østjerusalem forsøgte det israelske militær forgæves at tvinge butikker til at åbne. Under trusler om vold åbnede kræmmerne deres butikker, men så snart soldaterne var gået, lukkede de dem igen.

Lige fra begyndelsen af Intifadaen, blev folkekomiteer opsat overalt. I starten koordinerede de ungdomsgrupperne, som med slangebøsser og brændende dæk bekæmpede besættelsesmagten, IDF og politipatruljer. Men som kampen fortsatte, begyndte folkekomiteerne også at distribuere basale forsyninger under strejker og lockdowns, og at opsætte grupper som stod for at forsvare komiteerne. 

De her organer samlede og organiserede unge og arbejderaktivister (hvoraf det overvældende flertal ikke var medlem af de allerede eksisterende organisationer), og overtog ledelsen af kampen. De håndterede alle aspekter af befolkningens umiddelbare behov, og alle opgaver der opstod under kampen. 

Der var særlige komiteer der organiserede forskellige aspekter af kampen. Sundhedsposter blev sat op i nabolag og landsbyer; de omorganiserede uddannelsessystemet, efter at besættelsesmagten i februar 1988 lukkede skoler på alle uddannelsesniveauer. Professionssatser, huslejer og priser blev fastsat med et loft. De organiserede kampen imod hamstring; boykot af israelske produkter; distributionen af mangelvarer; de forsøgte endda at bekæmpe mad-krisen ved at udvikle subsistenslandbrug og dyreavl. Folkedomstole blev sat op. Kvinder spillede en stor rolle i at holde dette netværk af komiteer kørende. 

På grund af militærbesættelsens styrke, kunne komiteerne ikke leve op til deres potentiale som et alternativt magtorgan til kolonimagten, ved at koordinere på et generelt niveau. Men under den første del af Intifadaen var det den struktur, som masserne udtrykte deres magt og kamp igennem. 

I maj 1988, seks måneder inde i oprøret, estimerede israelske kilder, at der var 45.000 aktive komiteer. De var begyndt at koordinere på byniveau, og hovedpartierne på den palæstinensiske venstrefløj (PFLP, DFLP og PCP) havde opsat et forenet Intifada kommandocenter.

I kontrast til senere anklager, havde eksplosionen af revolutionær kamp fuldstændig skubbet PLO ledelsen i Tunesien til siden. Arafats ordrer blev mere eller mindre ignoreret af det forenede kommandocenter. Det ændrede sig først et år senere, efter at Israels undertrykkelse i september 1988 havde hugget hovedet af bevægelsens oprindelige ledelse.

Splittelse i Israel

Den mægtigste hær i regionen blev sendt mod børn, der ikke havde andet end sten og deres mod. Man bliver mindet om den bibelske myte om David og Goliat, bortset fra at her var David palæstinenser.

Rutinemæssigt ransagede besættelsesmagten bygninger for at beslaglægge og brænde ‘våben’ såsom skolebøger og medicinale forsyninger, og for at destruere de folkehaver, der var blevet opsat for at brødføde befolkningen. Disse ordrer rystede de unge IDF soldater og skabte blandt et lag i den israelske ungdom, en stigende foragt mod besættelsen. 

Splittelserne i Israel nåede højdepunktet i marts 1988, da “Rådet for Fred og Sikkerhed” blev stiftet af en gruppe pensionerede israelske generaler. General Orr, den tidligere højeste kommandant i IDF i den nordlige region (Libanon) udtrykte rådets holdning: “Vi er alle enige om at der må gøres en ende på besættelsen, fordi dens fortsættelse udgør en langt større trussel mod vores sikkerhed, end at slutte den.” (Le Monde, 2. juni 1988). 

Deres underskriftsindsamling blev underskrevet af den tidligere leder af Mossad (Yariv) og Vestbreddens tidligere administrator (Sneh), samt 30 divisionsgeneraler og 100 brigadegeneraler – halvdelen af alle reservernes generaler. 

Men i stedet for at acceptere rådets krav, besluttede Shamir sig for at løse krisen ved at intensivere undertrykkelsen af besatte områder. I august 1988 blev folkekommiteerne gjort ulovlige, med fængselsstraffe på op til 10 år for deres medlemmer. Et år efter intifadaens begyndelse, begyndte den at lide under undertrykkelsen og de økonomiske forhold. 

Det Forenede Kommandocenter anerkendte i slutningen af 1988 PLO som den “eneste repræsentant for det palæstinensiske folk”. Den 15. november udråbte Arafat den palæstinensiske stats uafhængighed i områderne besat af Israel, og kort tid efter satte  PLO sig for at få mobiliseringen af palæstinenserne under deres kontrol. Komiteerne blev indrulleret i PLOs eksisterende velfærdsstrukturer og de mistede deres rolle som et magtorgan for det palæstinensiske folk, i kimform. 

Det blev det afgørende slag mod massekarakteren af Intifadaen, og blev begyndelsen på en anden, hårdere fase af oprøret, som blandt et lag af ungdommen tog en desperat drejning. Det var ikke tilfældigt, at i takt med at massekarakteren af opstanden aftog, så voksede islamiske formationer som Hamas og Islamisk Jihads rolle også. 

Hamas 

Det muslimske broderskab spillede ingen rolle i den første fase af Intifadaen. Først efter Intifadaen var begyndt blev Hamas blev stiftet som en separat organisation for at beskytte Mujama Al-Islamiyas interesser — hvilket var den organisation, der blev stiftet af Gazas Broderskabs leder Sheikh Ahmed Yassin. 

I 2009 kastede en afslørende artikel af Andrew Higgins i Wall Street Journal lys over rollen som Israel spillede i opfostringen af det som ville blive til Hamas.

Efter at have været undertrykt af det egyptiske regime i to årtier, fandt det Muslimske Broderskab grobund for at vokse i Israels besatte Gaza. Israel havde ladet Mujama Al-Islamiya registrere sig som en velgørenhedsorganisation, så de gennem 1970’erne og 1980’erne opererede lovligt i området, hvilket lod dem ophobe penge og ejendomme. 

Organisationen havde et netværk af skoler, klubber, moskeer, og det Islamistiske Universitet i Gaza, hvilket gav det Muslimske Broderskab et perfekt miljø til at udvikle sine aktiviteter. Israels mål var at bruge de islamistiske fundamentalister til at underminere den revolutionære venstrefløjs indflydelse over den palæstinensiske modstandsbevægelse. 

Mujama kom i en voldelig konflikt med den palæstinensiske venstrefløj over spørgsmålet om, hvem der skulle have kontrol over institutioner som det Palestine Red Crescent (den muslimske version af det Røde Kors). Mujama stormede organisationernes kontorer, og islamister angreb biografer og butikker som solgte alkohol. Kampen brød frem på alle niveauer, og det israelske militær stod mest af alt bare og så på fra sidelinjen. 

Selv efter at Sheik Yassin blev arresteret i 1984, blev forholdet mellem Mujama og Israels efterretningstjeneste fortsat, og involverede møder på det højeste niveau. Længe efter begyndelsen på Intifadaen berettede hr. Hacham (som er israelsk ekspert i arabiske affærer) om at han havde ført en af Hamas’ stiftere, Mahmoud Zahar, til et møde med Israels forsvarsminister Yitzhak Rabin, og at det var en del af regelmæssige møder mellem de to ledere.

Massakren på al-Aqsa moskeen i Jerusalem i oktober 1990, sammenlagt med den desperation, der opstår efter en så langtrukken kamp uden udsigt til ende, skabte et favorabelt miljø for at Hamas kunne vokse frem.

Oslo-Aftalerne i 1993

Arafat og PLO støttede Irak under Golfkrigen i 1990. Saddam Hussein havde brugt det palæstinensiske spørgsmål mod amerikansk imperialisme ved at fordømme deres dobbeltmoralskhed, når det gjaldt Irak og Israel. Han tilbød at trække sig ud af Kuwait, hvis Israel også trak sig fra de besatte områder. Det provokerede ikke kun et brud mellem PLO og USA, men også med den Arabiske Liga, som havde stillet sig bag Bush.

Nu mente de amerikanske imperialister, at de kunne vende Arafats svaghed til deres fordel. I sommeren 1991 indkaldte de til en konference i Madrid for at diskutere “løsningen på det palæstinensiske spørgsmål”. PLO deltog i konferencen, mens Hamas beskyldte den for at “sælge ud af Palæstina”. Forhandlingerne mellem Israel og Palæstina resulterede i sidste ende i at Oslo aftalerne blev underskrevet, og den 13. september 1993, blev aftalen officielt sanktioneret i det Hvide Hus, med det berømte håndtryk mellem Yasser Arafat og den israelske premierminister Yitzhak Rabin. 

For Israel var aftalerne en anerkendelse af, at intifadaen havde understreget det faktum, at det var umuligt at fortsætte med at opretholde en direkte besættelse af områderne.

Rabin havde brugt det meste af sit liv på at bekæmpe palæstinensere. I 1948 tog han del i angrebene på Lydda og Ramle, mellem Tel Aviv og Jerusalem. Flere hundrede blev skudt under operationen. I 1967 var Rabin IDFs stabschef under seksdageskrigen, hvorefter han blev erklæret en israelsk helt. Som forsvarsminister i Shamirs regering, kørte han i slutningen af 1980’erne Israels modsvar på Intifadaen, hvilket inkluderede at have beordret palæstinensiske børns arme brækket, hvis de blev taget i at kaste med sten — noget han senere benægtede. 

Det var netop Intifadaen der overbeviste ham om at status quo var blevet uholdbar. En artikel i The New Yorker (19. oktober 2015) citerede Rabin for at fortælle en gruppe af kollegaer i Labour partiet i 1988, “Jeg har lært noget i de seneste to-en-halv måned. Blandt andet, at man ikke kan herske med magt over en halv million palæstinensere.” 

Rabins ord illustrerer, hvor dybt Intifadaens revolutionære oprør havde rystet fundamentet i den israelske besættelse. Det tvang den zionistiske ledelse til at skifte taktik. Rabin havde nok autoritet til at foretage en vending, men vandt i samme omgang den zionistiske højrefløjs foragt. Det kostede i 1995 Rabin hans liv.

PLO-ledelsen — deres tidligere ærkefjende — blev overtaget af den israelske herskende klasse, i et uroligt kompromis, der i bund og grund var en fælde. PLO sagde ja til at anerkende Israels eksistens og opgav deres krav om, at de palæstinensiske flygtninge fra 1948 havde ret til at vende tilbage til deres land. Israel gik med til at oprette et palæstinensisk selvstyre i en del af de besatte områder i Gaza og Vestbredden, som ville blive stillet til ansvar for Israels sikkerhed.

Med andre ord overtog PLO opgaven om at agere politi over deres eget folk i bytte for et simulacrum af en palæstinensisk semi-stat, der på alle punkter var afhængig af Israels luner. Aftalen blev indgået i samarbejde med de arabiske regimer, Palæstinas ‘venner’, og amerikansk imperialisme. 

Oslo-aftalerne repræsenterede et vendepunkt i situationen, og sanktionerede den palæstinensiske modstandsbevægelses undergang. Hamas var den eneste betydningsfulde organisation i Palæstina, der stillede sig imod aftalerne. 

Således blev den såkaldte fredsproces udkrystalliseret, anført af amerikansk imperialisme, hvilket har sat rammerne for Israel-Palæstina konflikten helt frem til i dag. Efter denne langtrukne proces, der både bød på heltemodige revolutionære kampe og på ledelsens forræderi, blev intet løst. I virkeligheden, så sluttede Nakbaen aldrig.