Denne pjece er udgivet af Revolutionære Socialister. Vi er på samme tid en ny organisation og en meget gammel organisation. De ideer vi repræsenterer og kæmper for, har lange og gamle rødder i arbejderbevægelsen. Det er ideerne om videnskabelig socialisme, som de blev udviklet af Marx og Engels, og videreudviklet af folk som Lenin og Trotskij, og i nyere tid Ted Grant. Men det betyder ikke, at der er noget gammeldags over ideerne. Marxismen er stadig de nyeste og mest progressive ideer, der findes på denne planet.

Vi har i denne pjece forsøgt at give svar på en række spørgsmål, om alt fra ”hvad er marxisme” til hvad vi mener om racisme. Det er klart, at på så lidt plads kan vi ikke give uddybende svar på så omfattende spørgsmål. Men vi håber at pjecen giver et overblik over, hvad vi mener, og dermed giver inspiration til yderligere læsning, diskussion, og ikke mindst aktiv deltagelse i kampen for forsvar af ideerne. Som Marx sagde: ”filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den”.

Indhold

Hvorfor er I socialister?
Hvad er der egentlig galt med kapitalismen?
Hvad er alternativet?
Hvad er en revolution?
Hvad er kommunisme?
Hvad er marxisme?
Hvad er reformisme?
Hvorfor snakker I altid så meget om økonomi?
Hvad er planøkonomi?
Vil planøkonomien ikke ødelægge al initiativ, smadre effektiviteten og forhindre nye opfindelser?
Hvad med de små butiksejere og den lille selvstændige – skal de tvangskollektiviseres?
Hvorfor snakker I hele tiden om arbejderklassen, og hvad er en klasse i det hele taget?
Hvad med de offentligt ansatte og funktionærerne – hører de også til arbejderklassen – er vi ikke bare alle sammen arbejderklasse?
Hvad er en stat, og hvad er dens rolle?
Går I ind for demokrati?
Ville I så stille op til folketinget?
I er imod krig, men for revolution – er I pacifister eller går I ind for vold?
Hvad med Sovjetunionen – der gik jeres ideer jo helt ad helvede til?
Hvad forstår I ved internationalisme?
Hvorfor er socialisme i ét land umuligt?
Hvad er Imperialisme?
Hvad er den permanente revolution?
Hvad går det nationale spørgsmål egentlig ud på?
Hvad mener I om racisme?
Hvad med nazister – skal de forbydes?
Hvad med kvindefrigørelse og ligestilling?
Hvorfor er I imod, at kvinder eller andre særligt undertrykte grupper organiserer sig separat?
Hvad mener I så om miljøet og alt det der?
Hvorfor taler og skriver i så meget om arbejderpartierne og masseorganisationerne?
I siger, at I ikke samarbejder med de borgerlige – hvad skal det sige?
Se dog på Danmark i dag – hvordan skal der nogen sinde komme en revolution?
Hvis marxister mener, at socialisme er det næste skridt i samfundsudviklingen, hvorfor skal vi så slås for det?
Hvad skal man dog med jeres organisation og jeres avis?

Hvorfor er I socialister?

Vi er socialister, fordi vi mener, at kapitalismen ikke længere er i stand til at sikre fremgang for størstedelen af menneskeheden. I ulandene lever størstedelen af befolkningen i fattigdom og plages af hungersnød, naturkatastrofer, sygdomme som aids og malaria osv. I den udviklede del af verden ser vi en nedbrydning af den velfærd. Mere eller mindre siden midten af 70’erne har der ikke været reformer i ordets positive forstand i disse lande, men i stedet privatiseringer, nedskæringer og i den hele taget en afvikling af den semi-civiliserede levestandard som arbejderklassen havde tilkæmpet sig i efterkrigsopsvinget. Vi lever i et samfund, hvor mulighederne for at skabe velstand for alle er så store som aldrig før, men samtidig ser vi flere og flere ryge ned i fattigdom, mens nogle få blive rigere og rigere, samtidig med at vi ser miljøsvineri, krige o.l. Alt dette, mener vi, hænger sammen med det kapitalistiske system. Kapitalismen kan ikke længere sikre fremgang for flertallet, derfor mener vi, at der må et andet system til – et socialistisk. I et socialistisk samfund vil arbejderklassen, altså det store flertal, have magten. I stedet for at produktionen planlægges efter hvad nogle få mennesker kan tjene penge på, skal produktionen planlægges efter, hvad der er behov for. Når produktionen styres demokratisk efter en plan, vil produktiviteten stige så alle i hele verden kan få, hvad de behøver. Det vil samtidig betyde, at arbejdstiden kan sættes ned, så alle mennesker har tid til at deltage i demokratiet og planlægningen, og udvikle alle deres potentielle talenter som mennesker. Vi mener altså, at socialisme er den eneste fornuftige måde at indrette samfundet på, og at kapitalismen ikke kan sikre nogen fremtid. Men vi er også socialister, fordi vi ikke tror, at sådan et samfund kommer af sig selv. Det kommer kun gennem aktiv kamp. Det er arbejderklassen over hele verden, der må tage magten, men der er samtidig brug for en ledelse. At tage magten og skabe et nyt samfund er en stor opgave, og det betyder, at man må sætte sig grundigt ind i tidligere erfaringer, forstå hvordan kapitalismen hænger sammen og hvordan et nyt samfund kan bygges op. Til dette er der brug for bevidste socialister, som nøje har studeret tingene, før en revolution bryder ud.

Hvad er der egentlig galt med kapitalismen?

At der er noget galt med kapitalismen viser sig i utallige eksempler; krise, hungersnød, spredningen af aids og andre sygdomme, arbejdsløshed, nedskæringer, miljøsvineri osv. Under kapitalismen produceres ting kun, hvis det giver profit til kapitalisterne, ikke fordi der er behov. Størstedelen af menneskeheden er således tvunget til hver dag at sælge sin arbejdskraft, for at nogle få mennesker kan tjene penge. Samtidig konkurrerer hver af disse kapitalister om de samme markeder og produktionen koordineres overhovedet ikke, hvilket betyder fuldstændig anarki. Det betyder samtidig, at kapitalismen jævnligt kommer ind i kriser. Kriserne opstår, forenklet set, fordi arbejderne ikke får alt den værdi i løn, svarende til den værdi de har produceret – så ville kapitalisterne jo ikke få noget profit. Det betyder, at arbejderne ikke kan købe alt det tilbage, som de har produceret. Denne overskudsproduktion hober sig så op i overskudslagre og betyder, at det på et tidspunkt ikke kan betale sig for kapitalisterne at producere nye ting og investere. I stedet begynder de enkelte kapitalister at fyre folk, og der bliver så endnu færre penge til at købe varerne – på den måde startes en ond spiral. Spiralen bliver yderligere forværret af, at kapitalisterne står i evig konkurrence med hinanden, hvor de for at overleve hele tiden skal forøge produktiviteten i deres virksomhed for at øge profitten. Dette går ud over arbejderne, der så skal løbe mere for den samme, eller mindre, løn. Men det giver jo ikke mere købekraft, men bare flere varer, så krisen øges yderligere. Kriserne kommer altså ikke fordi, der er for få værdier, men for mange. Det udløser helt groteske situationer, hvor fx mad rådner op i EU’s lagre, fordi de der sulter, ikke har råd til at købe det, og en kæmpe arbejdsløshed i hele vesten samtidig med, at der mangler hospitaler, skoler, boliger osv. Kapitalismen består altså af forskellige modsætninger, bl.a. at produktionsmidlerne er ejede af private, men at hele samfundet er involveret i produktionen og disse modsætninger kan ikke løses under kapitalismen.

Reformister forsøger at fremstille det som om, at kriserne kan undgås gennem regulering af økonomien osv. Men hverken disse løsningsforslag eller de borgerliges liberalisme er i stand til at modvirke kriserne, uanset om de er nok så velmenende. Reformisterne har pga. et exceptionelt opsving i kapitalismen i efterkrigsårene opnået en vis autoritet, som har varet helt op til nu hvor deres forsøg på f.eks. at bevare velfærdsstaten uden at tage de nødvendige opgør med kapitalismen, virker som blind fægtning. Erfaringerne viser, at i og med at især de europæiske socialdemokratier har været i stand til i lange perioder at opnå en vis respekt i arbejderklassen, pga. tidligere forbedringer, så er det ofte nemmere for dem at lave ”nødvendige” nedskæringer på velfærden, mens de borgerlige, der langt mere åbent forsvarer kapitalismen, har sværere ved det.

Det er også derfor, at det ikke i sidste ende har en afgørende betydning, hvilken regering man vælger, så længe de ikke vil bryde med kapitalismen; i et borgerligt demokrati kan politikerne ikke bestemme over økonomien og virksomhederne. Folketingets magt er dermed reduceret til at kunne råde over de ressourcer, kapitalismen tillader dem at råde over, eller som arbejderklassen har presset kapitalisterne til at gå med til.

Vi mener altså, at kapitalismen er et samfundssystem, der fuldstændig har udspillet sin rolle i historien – et samfund der ikke længere er i stand til at sikre ordentlige forhold og fremgang for størstedelen af verdens befolkning.

Hvad er alternativet?

Alternativet til kapitalismen er et socialistisk samfund og i sidste ende kommunisme. Lenin sagde engang “socialisme eller barbari”, og vi ser allerede nu især i ulandene, hvor rigtigt dette perspektiv er; her lever folk nogle steder i slavelignende forhold i sult og fattigdom, uden rent vand, elektricitet osv. Det eneste acceptable alternativ er derfor socialismen. I stedet for kapitalismens anarki i produktionen vil vi have en planlagt produktion, hvor alle er med til at bestemme, hvad der er behov for. Ingen kan fuldstændig sige, hvordan et socialistisk samfund vil se ud på forhånd, det afhænger jo også af de folk, der har lavet det. Men vi kan sige, at det kollektive ejerskab over produktionsmidlerne og fuldt demokrati vil betyde begyndelsen på enden på klassemodsætningerne og den sociale arbejdsdeling. I et socialistisk samfund vil alle spille en fuld og aktiv rolle i demokratiet. Et socialistisk demokrati er således meget anderledes end et borgerligt, hvor vi får lov til at sætte et kryds på en stemmeseddel hver 4. år, og politikerne så i øvrigt opfører sig mere eller mindre, som de vil. I et socialistisk demokrati deltager vi ikke bare i afstemninger, men også i den faktiske ledelse af vores lokalsamfund, arbejdspladser, skoler og resten af samfundet. Når den moderne økonomi, industri, videnskab og teknologi er i alle medlemmer af samfundets hænder, vil vi være i stand til at opnå arbejde til alle og kortere arbejdstid. Det vil give os den tid og de ressourcer, der er nødvendige for, at vi virkelig kan udvikle os som mennesker og deltage i ledelsen af produktionen og staten. Produktionen vil i en planlagt økonomi kunne øges voldsomt. Med vækstrater på 10-20%, som er fuldt ud mulige under planøkonomi, vil samfundets rigdom kunne fordobles på bare fem år!

En reduktion af arbejdsdagen og stigning i samfundets produktivitet er forudsætninger for, at klassemodsætninger kan forsvinde, og for at socialismen kan opstå. Det vil være et samfund, hvor “alle producerer efter evne og modtager efter behov”, som Marx sagde. Efterhånden som arbejdsdagen sættes ned, alle kan få, hvad de har brug for, og alle deltager i at styre staten, vil staten ligesom klassemodsætninger begynde at forsvinde. På det tidspunkt vil samfundet bevæge sig over i kommunismen – det klasse- og statsløse samfund.

Alternativet til barbari kan altså kun gennemføres gennem en socialistisk revolution ledet af arbejderklassen i hele verden – så vi kan begynde opbygningen af et socialistisk og kommunistisk samfund.

Hvad er en revolution?

Mange borgerlige historikere, samfundsforskere, journalister og andre ”eksperter” har altid forsøgt, og forsøger stadig, at fremstille en revolution som en lille gruppe ekstremisters enormt blodige forsøg på at tage magten i deres egne hænder. Intet kunne være længere fra sandheden.

En revolution behøver ikke nødvendigvis at være voldelig eller drukne i blod. For eksempel var den russiske revolution ikke speciel blodig, her begyndte blodet først for alvor at flyde, da 21 hære gik ind i landet for at smadre revolutionens resultater – flere måneder efter selve magtovertagelsen.

Der har gennem historien været mange slags revolutioner, som har ændret samfundet grundlæggende. Det samfund vi lever i, i dag – det kapitalistiske, er opstået på baggrund af borgerlige revolutioner, som fx den franske revolution. Det essentielle i en socialistisk revolution er, at arbejderklassen tager magten over samfundet og derved kontrollen over deres eget liv. Samfundsforholdene, hvad vi kalder den objektive situation, er fuldt ud modne for en socialistisk revolution – revolutionen kommer når arbejderklassens bevidsthed indhenter den objektive situation.

Gennem en revolution hvor arbejderklassen, det store flerta, tager magten, hvor de store virksomheder og bankerne eksproprieres kan man demokratisere økonomien og starte en fornuftig og rationel planlægning af denne. Man kunne nedsætte arbejdsugens længde, få de arbejdsløse i arbejde, sikre et acceptabelt arbejdstempo og arbejdsmiljø, bygge billige boliger, hospitaler og børnehaver, udbygge den kollektive transport og gøre den gratis, sørge for ordentlige uddannelsesforhold for elever og studerende osv.

Alle de ovennævnte ting er ting, som kapitalisterne ikke har direkte interesse i, da det ikke nødvendigvis er noget, de kan tjene penge på. Hvis vi nogensinde vil gøre os forhåbninger om et samfund, hvor sådanne værdier prioriteres, må arbejderne selv overtage magten og styringen med samfundet. En sådan magtovertagelse hvor arbejderne kaster den rige elite på porten og overtager kontrollen med de grundlæggende dele af økonomien kaldes en socialistisk revolution. Det er umuligt at give et entydigt billede på en revolution og dens hændelsesforløb, men der er nogle fællestræk, der går igen. En revolution kommer når hverken den herskende klassen eller arbejderklassen kan forsætte som hidtil, når samfundet så at sige står i en blindgyde. Efter en periode med arbejdskamp vil det blive tydeligt for arbejderklassen, at det bestående samfund ikke er i stand til at gennemføre deres krav og sikre fremgang, og at den eneste vej frem er at smide det bestående system på porten. Erfaringer fra strejker, demonstrationer og fabriksbesættelser vil højne arbejderklassens bevidsthed, dens selvtillid og organisation og gøre det klart at den kan tage magten og styre samfundet alene – uden kapitalisterne.

En revolution begrænser sig imidlertid ikke til udelukkende at være et spørgsmål om, hvem der har magten over økonomien. En revolution berører alle hjørner og kroge af samfundet – end ikke den mindste og mest fjerne afkrog af samfundet vil være uberørt.

De store borgerlige revolutioner i det 17., 18. og 19. århundrede medførte enorme fremskridt inden for områder som naturvidenskab, kunst, litteratur og ikke mindst på det økonomiske område. De betød et farvel til feudalismens sorte og okkulte ideer og et goddag til den videnskabelige tankegang.

En socialistisk revolution vil befri forskningen fra de store virksomheders indsnævrede profitinteresser, ligesom de borgerlige revolutioner frigjorde fysikken fra den religiøse undertrykkelse. En socialistisk revolution vil levere fornyet inspiration til kunstnere og forfattere. En revolution bringer i ét ryk arbejderen fra at være et tilbehør til maskinen, til at være et virkeligt menneske med værdighed. En revolution er når de brede masser tager deres skæbne i egne hænder. Ligeledes vil revolutionen langsomt frigøre arbejderklassen fra arbejdet ved at nedsætte arbejdstiden og give os tid til at involvere os i de ting, der interesserer os, som fx vores familie, venner, film, kunst og kultur osv. – ting som førhen har været forbeholdt den herskende klasse.

En socialistisk revolution er altså absolut ikke et kup, som de borgerlige prøver at fremstille det, men tværtimod første gang at flertallet tager magten, og danner det mest demokratiske af alle hidtidige samfund.

Hvad er kommunisme?

Kommunisme er for det første det højeste stadie for den samfundsform, marxister kæmper for. For det andet er det et ord mange opfatter negativt, da det forbindes med udviklingen i Sovjet med Stalinisme. Imidlertid har Stalinisme meget lidt med kommunisme at gøre.

Et kommunistisk samfund er et samfund uden klasser, et samfund hvor staten, som vi kender den, bliver unødvendig, et samfund hvor alle ”arbejder efter evne og nyder efter behov”, behov som kan være meget forskellige, et meget højt teknologisk udviklet samfund, og et meget demokratisk samfund. Dette lyder jo umiddelbart af ret meget, og det er det da også. Kommunisme er ikke noget, man får fra den ene dag til den næste. Først og fremmest kræver det en revolution, der bryder med kapitalismen og skaber en arbejderstat, altså en stat hvor arbejderklassen som det store flertal har magten, som erstatning for det borgerlige demokrati vi har i dag. Arbejderklassens indflydelse på samfundet bliver altafgørende, til gavn for det store flertal. Her vil økonomiens udvikling tilrettelægges efter at forhøje levestandarden for alle, og derved klargøre samfundet for socialisme, det næste trin i udviklingen hen imod kommunisme.

Et socialistisk samfund har stadigvæk en form for stat, en semi-stat om man vil, fordi det er nødvendigt at produktionen er så udviklet at alle kan få hvad de har behov for, før staten kan forsvinde og man når kommunismen. En stat der kan udvikle produktionen og fordele ressourcerne. En socialistisk stat vil stadig efter revolutionen have nogle borgerlige træk overleveret, men hele den socialistiske stats formål er at udrydde disse. Der vil fx stadigvæk af nød i en periode være lønninger, som vi kender dem i dag, fordelt efter hvor uddannet man er, og hvor mange timer man ligger i sit arbejde, osv. Altså reelt set en borgerlig fordeling, men styret af de socialistiske træk i ”staten”, nemlig planøkonomien, der hele tiden prøver at mindske lønforskellen mellem alle i samfundet, og arbejder hen imod at fjerne lønforskellene helt. I takt med at der bliver mindre og mindre mangel i samfundet, vil det ændre folks bevidsthed. Under kapitalismen er egoismen blevet fostret og man har måttet tænke på hvordan man får nok til sig selv og sin familie, men efterhånden som produktionen udvikles og der ikke længere er mangel, vil grundlaget for egoismen falde bort, og bevidstheden bliver en kollektiv bevidsthed. Det vil være et alment accepteret faktum at samfundet kun går fremad ved fælles hjælp. En bevidsthed om at samfundet er et fælles projekt, og at det man laver både gavner sig selv og samfundet omkring en, kommer ikke af sig selv. Men når samfundsudviklingen er nået så langt, hvor der ikke er nogen klasser, og ingen betydelige interessekonflikter (at alle skulle være tilfredse med eller enige om alt er selvfølgelig uopnåeligt, men en kraftig minimering af konflikterne fordi der ikke længere vil være mangel er opnåelig) har vi hvad der kræves for kommunismen. Et samfund hvor vi ikke behøver staten, penge eller andre byttemidler, et samfund hvor alle arbejder så meget de har lyst til og som de mener er nødvendigt for at føre samfundet fremad, og nyder så meget som de har lyst til og behov for, og selv er med til at bestemme det hele gennem råd, på fx arbejdspladser, skoler, lokalsamfund o.l.

Men dette forudsætter også, at, revolutionen må bredes ud til hele verden. En moderne økonomi kan kun fungere på internationalt plan. Det gælder for kapitalismen og det gælder så meget desto mere også for kommunismen. Faktisk vil det være en forudsætning for opbyggelse af kommunismen at revolutionen sejrer i et af de mest udviklede kapitalistiske. Socialisme og slet ikke kommunisme kan eksistere isoleret som en lille ø i et kapitalistisk hav. Efterhånden som produktionen udvikles og levestandarden højnes vil det virke som inspiration for arbejderne i de lande der stadig er kapitalistiske.

Grunden til at vi ikke kalder os kommunister (selvom det er det vi er, da vi kæmper for kommunisme) i daglig tale, men socialister eller marxister, er Stalinismen. Vi vil ikke forveksles med det totalitære styre der fik op mod 30 millioner myrdet, og forfulgte enhver opposition. Dette er ikke måden, man opnår kommunisme på. Kommunismen kan kun opnås på baggrund af det mest udbredte arbejderdemokrati. Udviklingen frem mod kommunisme er en levende proces, ikke en fast ting, men en konstant udvikling af produktionsmidlerne, demokratiet og kulturen.

Hvad er marxisme?

Marxisme er et system af ideer, der bygger på Karl Marx’ ideer og metode. Det er et sæt af ideer, der strækker sig fra en grundlæggende filosofi om hvordan verden hænger sammen, kaldet dialektisk materialisme til teorier om historiens udvikling, de grundlæggende strukturer i kapitalismen, analyser af forskellige revolutioner osv. Marxismen er samtidig en metode til at analysere alt fra naturvidenskab til pædagogik til klassemodsætninger og krig, kunst og kultur.

Marx skrev sammen Friedrich Engels “Det Kommunistiske Manifest” i 1848, hvor kommunismens grundtanker slås fast. Heri findes en grundlæggende analyse af hvordan kapitalismen vil udvikle sig, endnu før den var kommet rigtigt i gang. Det er altså en tekst, der endnu den dag i dag giver yderst brugbare analyser af samfundet.

Marx udviklede den videnskabelige socialisme, en kvalitativ videreudvikling af de tidlige socialisters teorier om en anden samfundsopbygning. Han gav, sammen med bl.a. Friedrich Engels, socialismen et højere niveau end de hidtidige utopiske socialister, der bl.a. forsøgte at isolere sig selv og skabe alternative samfund i samfundet. Han satte socialismen på videnskabelig grund og kritiserede idealistiske tanker om, at det f.eks. ville være nok at tale kapitalisterne til fornuft for at skabe det nye samfund: Han erstattede idealismen med en indsigt i de samfundsmæssige mekanismer, der gør, at kapitalister er kapitalister og hvordan klassesamfundet er opstået og kan afskaffes. Dette gjorde, at arbejderklassens stræben efter et bedre samfund blev sat på et videnskabeligt grundlag, modsat tidligere. Ved videnskabeligt forstås den måde hvorved Marx vha. en kombination af filosofi, økonomi, historie osv. undersøgte, hvordan mekanismer i verden fungerer, og så de forskellige aspekter i deres sammenhæng og bevægelse i stedet for isoleret, og på den måde opnåede en sammenhængende forståelse for hvordan verden er opbygget og udvikler sig. Marx’ ideer er ikke tankespind eller noget der er faldet ned fra himlen, men udledt gennem undersøgelser af den virkelige verden og dens modsætninger. Marx forklarede, hvordan de materielle strukturer i ethvert givent samfund er bestemmende for hvilke ideer, der er herskende, og hvordan intet system er evigt. Han forklarede at det nuværende samfund er det kapitalistiske, som bygger på den private ejendomsret til produktionsmidlerne, og hvor der produceres med det mål at skabe profit. Det kapitalistiske samfund består af hovedsageligt to klasser; arbejderklassen og kapitalisterne. Derudover forklarede han hvordan kapitalismen altid kommer ind i kriser, og at kapitalismen har udspillet sin rolle som en progressiv kraft i udviklingen af produktionsmidlerne. På den måde blev hans tanker ikke kun til teorier på papiret, men også en analyse for en revolutionær forandring af samfundet med arbejderklassen i spidsen.

I dag opfatter vi marxismen, som mere end de tekster Marx har skrevet. Marxismen er blevet udbygget af andre revolutionære såsom; Engels, Lenin, Trotskij og Ted Grant. Mange på venstrefløjen kalder sig i dag marxister, men der eksisterer stor uenighed blandt disse grupper om, hvad marxismen er. Man skal altså ikke uden videre tage mærkaten “marxisme” for gode varer, men man må selv sætte sig ind i Marx’ grundlæggende anskuelser, og derudfra bedømme hvem der er marxister, og hvem der ikke er.

Hvad er reformisme?

Da arbejderbevægelsen begyndte at tage form i Europa i sidste halvdel af 1800-tallet, opstod der overalt arbejderpartier og fagforeninger, der tog udgangspunkt i den marxistiske ideologi. Disse organisationer kæmpede for arbejdernes daglige krav, som en del af kampen for et socialistisk samfund. Men i slutningen af 1800-tallet begyndte økonomien, at gå fremad og lederne af arbejderbevægelsen blev i stadig større grad inddraget i forhandlinger med arbejdsgiverne og deres politiske repræsentanter og kunne pga. opsvinget opnå nogle forbedringer, samtidig med at arbejderlederne selv begyndte at leve under forhold, der var hævet over de almindelige arbejderes. I en periode i slutningen af 1800-tallet opnåede arbejderbevægelsen mange indrømmelser fra kapitalisterne alene ved truslen om strejke. Disse ting førte til, at der blandt de ledende kræfter i arbejderbevægelsen opstod en ide om, at arbejderklassen gradvis kunne tilkæmpe sig forbedringer, og at man gradvis kunne omdanne det kapitalistiske samfund til et socialistisk ved at gennemføre lovændringer osv., og pludselig en dag vil man vågne op til et socialistisk samfund – der var altså ikke længere brug for en revolution. Det er denne ideologi, som findes i alle mulige forklædninger, der kaldes reformisme, fordi reformisterne troede, at man kunne reformere samfundet, i stedet for at revolutionere det.

Nogen af de fremtrædende teoretikere indenfor denne tankegang var Bernstein og Kautsky, der var ledere for det tyske socialdemokrati omkring sidste århundredeskifte. Størstedelen af lederne af arbejderbevægelsen i dag er reformister, hvor Socialdemokratiet er det største reformistiske parti i Danmark.

Reformismen præsenteres ofte som det mest ’realistiske’ og ’ansvarlige’, og umiddelbart virker det da også nemmere, at kunne arbejde for reformer og ikke behøve at lave en revolution. Derfor støtter flertallet af arbejdere også reformisterne frem for de revolutionære i fredelige perioder.

Men der er absolut intet hverken realistisk eller ansvarligt over reformismen. Hvis man ser på de danske socialdemokrater, bliver det helt tydeligt; kapitalismen er ikke længere i stand til at sikre reformer, og hvis man ikke vil bryde med kapitalismen, bliver reformisme til kontrareformisme – med nedskæringer osv. frem for sociale fremskridt. De reformer arbejderne har tilkæmpet sig, som børnecheck, SU, arbejdsløshedsunderstøttelse og pension er alle under kraftige angreb. At ville reformere sig ud af klassemodsætningerne er umuligt – kapitalisterne opgiver ikke sådan lige deres profitter og magt – folketinget har ikke magt over økonomien. For at kunne lave reformer må der ske en grundlæggende ændring af samfundet – en revolution, hvor arbejderne selv overtager magten med økonomien og bestemmer hvilke reformer, der skal gennemføres. Som Rosa Luxembourg sagde; ”revolutionære er de bedste reformister” – dvs. dels at de revolutionære er de mest effektive klassekæmpere fordi de ikke er bange for at gå så langt som kampen kræver, og dels at socialismen er det eneste, der kan sikre reformer for arbejderklassen og fastholde dem. Revolutionære kæmper selvfølgelig for enhver reform, der forbedrer arbejdernes vilkår også indenfor kapitalismens rammer, men vi forklarer samtidig, at en revolution er den eneste vej til at sikre, at de ikke trækkes tilbage.

Hvorfor snakker I altid så meget om økonomi?

Det skyldes, at den økonomiske udvikling i samfundet er hele grundlaget for forståelsen af samfundet, da det er de økonomiske forhold, der afgør, hvordan samfundet ser ud. Dette gælder både for slavesamfund, feudalsamfund og kapitalistiske samfund, der netop adskiller sig fra hinanden ved de økonomiske forskelle (ejerskabet af produktionsmidlerne), og udviklede sig fra hinanden gennem udvikling i økonomien, der lagde grundlaget for, at nye klasser kunne overtage magten.

Ligeledes er det også økonomi, der afgør, hvad der sker, når der f.eks. er en økonomisk krise i samfundet. Det vil betyde flere arbejdsløse, nedskæringer på den offentlige sektor osv. Er der derimod et økonomisk opsving, vil der være muligheder for at forbedre den offentlige sektor og flere vil kunne komme i arbejde.

Kapitalismen bevæger sig i opsving og kriser, men kriserne vil generelt blive dybere og dybere. Dette vil betyde at levestandarden for arbejdere, pensionister, unge osv., generelt vil blive dårligere og dårligere. Derfor mener vi, at kapitalismen ikke vil kunne sikre alle et ordentligt liv, og at systemet derfor ikke spiller nogen progressiv rolle. Skal mennesket have en bedre levestandard, kræver det et opgør med den kapitalistiske økonomi og indførelsen af en demokratisk planlagt økonomi.

Hvad er planøkonomi?

Planøkonomi betyder, at den demokratiske arbejderstat ejer de største virksomheder, banker og forsikringsselskaber. På den måde vil de enorme virksomhedsoverskud, som i dag falder i kapitalisternes lomme, komme alle til gavn. De fleste ved, at der har været planøkonomi i Sovjetunionen og de østeuropæiske lande. Her har planøkonomien fået et dårligt rygte, fordi der ikke var varer nok, og kvaliteten var dårlig. Hovedårsagen til det skyldtes, at planøkonomien ikke var demokratisk kontrolleret, men i stedet var styret af et lille bureaukrati. Det betød, at det for fabrikkerne bare gik ud på at producere så meget som muligt, og ikke nødvendigvis den bedste kvalitet eller hvad der var behov for. Demokrati er for en planøkonomi, hvad ilt er for mennesket. Hvis en planøkonomi skal virke, er det vigtigt, at brugerne af varerne har den demokratiske ret til at kritisere varerne og muligheden for at vælge, hvad der skal produceres og hvordan. I dag kan man vælge imellem en masse produkter, men man har ingen indflydelse på hvilke stoffer, der bliver puttet i varerne og tit ikke råd til at købe de gode varer. Med en planøkonomi ville man kunne sikre, at der kun blev produceret, hvad der var miljømæssigt forsvarligt, og at der ikke blev brugt giftige tilsætningsstoffer osv.

Under kapitalismen lukker man virksomheder, når man ikke kan få profit nok ud af dem. Det skaber massearbejdsløshed. Dette er et vanvittigt spild af menneskelige ressourcer. Under en planøkonomi vil man sikre, at alle har et arbejde. Først for at producere hvad der er behov for og efter det, i takt med teknologiens udvikling, vil man så sætte arbejdstiden ned. Satte man alle de arbejdsløse i arbejde ville man uden videre kunne indføre en 30 timers arbejdsuge. Men dette er dog kun et overgangskrav, målet er ingen arbejdsløshed. Hvor kapitalismen nu dømmer 800.000 til arbejdsløshed i Danmark alene, vil man kunne fjerne arbejdsløshed og sænke arbejdspresset. Arbejdsløshed bruges af kapitalismen til at presse arbejdernes lønninger ned, mens samfundsudviklingen bremses. Dette går vi imod, vi vil fjerne arbejdsløsheden for at forbedre samfundet.

Vil planøkonomien ikke ødelægge alt initiativ, smadre effektiviteten og forhindre nye opfindelser?

Hvis en planøkonomi er demokratisk, vil alle være “ejere” af virksomhederne. Til det er der nogen, der siger, at så er der jo ikke nogen, der gider at gå på arbejde. Men under en planøkonomi vil man stadig skulle arbejde for at få sin løn. Man kan altså ikke bare lade være med at arbejde. Under kapitalismen vil man have en interesse i at arbejde så lidt som muligt, da overskuddet tilfalder kapitalisten. Under en planøkonomi vil overskuddet tilfalde alle, og dermed også en selv. Under kapitalismen vil opfindelsen af mere effektive produktionsmåder betyde, at nogle bliver fyret, f.eks. i kraft af, at der kommer mere effektive robotter, der kan erstatte manuelt arbejde. Under en planøkonomi vil opfindelsen af smarte maskiner medføre, at arbejdstiden bliver sat ned, da maskinerne vil kunne lette arbejdspresset, modsat nu hvor hurtigere maskiner bare bliver brugt til at sætte arbejdspresset op.

Med hensyn til nye opfindelser så er det jo ikke kapitalisterne, der opfinder ting. Det har de ansat forskere til. Om de forskere er ansat af en kapitalist eller af hele samfundet burde vel ikke få dem til at opfinde mindre. I dag går titusinder af veluddannede akademikere arbejdsløse. Under en planøkonomi ville de straks blive brugt i produktionen til at forske, i stedet for bare at gå og spilde tiden. Under kapitalismen konkurrerer forskellige virksomheder mod hinanden. Det vil sige, at for eksempel alle medicinalfirmaer laver den samme forskning hver for sig i stedet for at samarbejde, hvilket er ekstremt ineffektivt. Under kapitalismen kan det heller ikke betale sig at lave varerne for gode, så de holder i for lang tid, på den måde får man jo ikke solgt så meget. Under en planøkonomi vil det være lige omvendt. Planøkonomien vil altså fjerne alle kapitalismens begrænsninger (især den hensynsløse jagt på profit) og dermed kunne bane vejen for en langt mere effektiv produktion, som igen vil kunne sikre lavere arbejdstid, så alle vil have mulighed for at være aktiv med sin familie, i politik, studere kunst, musik, osv.

Hvad med de små butiksejere og den lille selvstændige – skal de tvangskollektiviseres?

Absolut ikke. Under kapitalismen er alle disse små selvstændige virksomheder allerede “tvangskollektiviserede” i den forstand, at de er 100 % afhængige af de store virksomheder og banker. I det sidste århundrede er de store virksomheder blevet større og større gennem opkøb og fusioneringer, så der blandt verdens 100 største økonomier er 51 virksomheder og kun 49 lande. F.eks. er omsætningen i General Motors større end Danmarks BNP. Samtidig er de industrielle virksomheder og bankerne og forsikringsselskaber vokset sammen, så de udgør gigantiske multinationale virksomheder, der hver især producerer et hav af varer. Imod dem er en lille købmand eller tømrermester prisgivet. Tanken om, at alle bare kan starte deres firma op og så i løbet af kort tid blive store kapitalister, er utopi under den moderne kapitalisme. Der er tusindvis af love og regler, der begunstiger de store firmaer mod de små. En planøkonomi vil derfor ikke overtage de små firmaer. De får lov til at fortsætte. Det er kun de største firmaer og banker, som det er nødvendigt at sætte under fælleseje. En planøkonomi vil tværtimod fjerne alle de regler, der besværliggør arbejdet for de små virksomheder. Men med udvikling af teknologien og effektiviteten ved at have store firmaer vil det til sidst være begrænset hvor meget, det kan betale sig at være selvstændig. Med en udvikling af produktionen vil man være i stand til at sætte arbejdstiden ned og lønnen op, så det til sidst vil betyde en længere arbejdsdag og en lavere løn i forhold til almindelige arbejdere at være selvstændig.

Hvorfor snakker I hele tiden om arbejderklassen, og hvad er en klasse i det hele taget?

For marxister er en klasse en gruppe mennesker, der har den samme rolle i økonomien, og det samme forhold til produktionsmidlerne (fabrikkerne, maskinerne, virksomhederne). I de mere industrialiserede lande, som f.eks. Danmark, har vi primært to klasser: Den ene klasse består af en meget lille gruppe mennesker, der ejer produktionsmidlerne og ansætter folk til at arbejde for at producere produkter, som kan sælges på markedet og skaffe profit til ejeren. Det er grundlaget for, at dem der ejer produktionsmidlerne kan tjene gode penge, og derfor er de væsentligt rigere end resten af befolkningen. Den klasse, der ejer produktionsmidlerne, enten direkte eller gennem mange aktier, kalder marxister for kapitalister, fordi de ejer, kontrollerer og lever af den kapital, som arbejderklassen frembringer.

Den anden klasse er det store flertal, som ikke ejer produktionsmidlerne og derfor er nødt til at være ansat hos kapitalisterne og sælge deres arbejdskraft til gengæld for en løn. Men bare fordi en arbejder måske får 100 kroner i timen, siger det jo ikke noget om, hvor meget værdi han producerer på en time. Måske producerer han værdier for 150 kr., 200 kr. eller endnu mere. Men fordi han har indgået en kontrakt med kapitalisten, der giver kapitalisten brugsretten til arbejdernes arbejdskraft i løbet af den fastsatte arbejdstid, tilfalder denne forskel kapitalisten – det kaldes merværdi. Det er dybest set det, der er grundlaget for de enorme forskelle, der er på rig og fattig i hele verden. Den klasse, som sælger sin arbejdskraft til kapitalisterne for at overleve, kaldes for arbejderklassen.

En typisk misforståelse er, at en arbejder skal arbejde på en fabrik eller lignende. Men det er på ingen måder et krav, at en arbejder skal gå i blå kedeldragt og stå på en fabrik. Det der definerer en arbejder, er hans forhold til produktionsmidlerne, det er altså fuldstændigt ligegyldigt hvilke redskaber (fx hammer eller pc), han bruger i arbejdet, og hvor (fx fabrik, kontor eller børnehave) han udfører dette arbejde. Selvfølgelig er der sket en ændring i de arbejdsopgaver, Danmarks arbejdere udfører, men disse ændringer er en helt naturlig følge af den teknologiske udvikling, og de ændrer ikke de grundlæggende forhold.

Marxister har altid lagt stor vægt på arbejderklassens ledende rolle, når det gælder at gøre noget ved kapitalismens uretfærdigheder og bygge et nyt socialistisk samfund op. Det er kun arbejderklassen, der kan lave den socialistiske revolution og opbygge et sundt samfund. Ingen anden klasse kan klare den opgave. Men hvorfor egentligt det?

Det er ikke bare en tilfældig påstand grebet ud af den blå luft – den bygger på arbejdernes rolle i produktionen og det faktum, at deltagelse i den kollektive (sociale) produktion udvikler en socialistisk (kollektiv) bevidsthed hos arbejderklassen. Det er arbejderklassen, der er drivkraften i det moderne samfund. Uden arbejderklassen er der intet, der kører, alt går i stå. I strejkesituationer (som fx under storkonflikten i 1998) får man et tydeligt eksempel på arbejderklassens enorme magt. Men vi har også set masser af situationer, hvor arbejderklassens kampvilje er strandet på ledelsens modvilje mod at føre kampen videre. Så sætter skuffelsen og nederlagsstemningen ind, når ens egen ledelse svigter. Arbejderklassens potentiale til at ændre samfundet bliver ikke bare spontant til virkelighed. Det kræver, et socialistisk program og en ledelse, der er parat til at stå i spidsen for kampen. Når først arbejderklassen bliver bevæbnet med disse redskaber, opdager sin egen styrke, og er klar til at bruge den, er der intet på jorden, der kan stoppe den!

Hvad med de offentligt ansatte og funktionærerne – hører de også til arbejderklassen – er vi ikke bare alle sammen middelklasse?

Vi hører jævnligt at der ikke længere eksisterer en arbejderklasse i Danmark. At vi lever i et 2/3 samfund, (hvilket vil sige, at to tredjedele har det godt, og den sidste tredjedel er en form for ”underklasse), eller at vi alle er blevet middelklasse. Men dette er langt fra virkeligheden, i virkeligheden har arbejderklassen aldrig været større, end den er i dag.

Marx og Engels beskrev allerede i Det Kommunistiske Manifest, hvordan flere og flere lag af samfundet ville nærme sig arbejderklassen. Middelklassen svinder ind, de selvstændige bliver udkonkurreret af de store virksomheder, og det er ganske tydeligt, når man ser på de ansatte i den offentlige sektor i Danmark. Folk som folkeskolelærere, bankfunktionærer og gymnasielærere blev for 50 år siden betragtet som nogle store autoriteter og borgerlige støtter. Sådan er det overhovedet ikke i dag, hvor offentligt ansatte bliver presset op i stadig højere tempo. Og blandt bankfunktionærer var det under overenskomstforhandlingerne i 2005 tæt på konflikt for første gang nogensinde.

Tidligere var det at være offentligt ansat forbundet med behagelige arbejdstider og roligt tempo. Men i dag oplever denne gruppe et sandt stresshelvede, hvor der hele tiden bliver skåret ned. Dette skyldes, at denne sektor må betale for skattelettelser til aktionærer og rigmænd, og desuden at mange dele af velfærdssektoren bliver forberedt til privatisering, og dermed skal lønudgifterne ned for at tiltrække købere, der kan tjene profit. Arbejdsforholdene for offentligt ansatte ligner altså efterhånden arbejdsforholdene for de privat ansatte, og privatisering er fx allerede mere eller mindre gennemført inden for busdrift, telekommunikation og post. Det bliver mere og mere tydeligt, at de offentligt ansattes interesser hænger uløseligt sammen med de privatansattes.

Det er rigtigt, at ansatte i den offentlige sektor som pædagoger, sygeplejersker og folkeskolelærere, at hvis ”produkter” ikke afsættes på et marked, ikke direkte producerer nogen værdi, altså i vareform. Men uden pædagoger til at passe små børn, ville mange arbejdere ikke være i stand til at passe et arbejde og producere varer for en kapitalist, deres arbejde er derfor også en vigtig del for at få det kapitalistiske samfund til at køre rundt. Altså frigør pædagoger arbejdskraft til andre, produktive formål. For lærere og sygeplejersker gælder det, at de gør arbejdere i stand til at sælge arbejdskraft – enten ved at udstyre dem med færdigheder i skolen, eller ved at lappe dem sammen på et hospital.

Så selv om offentligt ansatte ikke direkte deltager i produktionen har de absolut sammenfaldende interesser med arbejderklassen. Var det ikke for arbejderklassens kamp, så ville også disse gruppe ”producere” til et marked og arbejderklassen ville være tvunget til at købe dyre uddannelses- og sundhedsydelser. Det er altså helt tydeligt i hele arbejderklassens interesse at have en offentlig sektor af høj kvalitet. Og kampen for en ordentlig offentlig sektor, og dermed også ordentlige arbejdsforhold for de offentligt ansatte kan kun kæmpes af hele arbejderklassen. Offentligt ansatte har i sagens natur ikke de store pressionsmidler i kamp – når de strejker, rammer det ikke nogen på pengepungen, derfor er en alliance mellem de privatansatte og de offentligt ansatte for en ordentlig velfærd og ordentlige arbejdsforhold en nødvendighed, hvis kampen skal vindes.

Hvad er en stat, og hvad er dens rolle?

Til daglig er det måske de færreste, der tænker over, hvad en stat er. Det er bare noget, der er der – som sørger for, at forskellige ting fungerer, (eller nogle gange ikke fungerer). Men af og til oplever man staten fra en anden side. I en strejkesituation sætter staten måske sit politi ind for at bryde en blokade, domstolene dømmer arbejdere, der har kæmpet for deres rettigheder osv. I sådanne tilfælde bliver det klart, at staten ikke bare er et neutralt organ, der skal sørge for os alle sammen. Staten er et redskab, som en klasse kan bruge til at tryne en anden klasse – i vores tilfælde er det arbejdsgiverklassen, der bruger staten til at holde styr på arbejderklassen. Basalt set kan man sige, at staten som klassefunktion ikke kan opretholde sig selv uden militær og politi, ergo kan man sige, at staten basalt set er ”grupper af bevæbnede mænd”, (som bl.a. Engels har sagt).

Staten har i forskellige historiske perioder været et mere eller mindre direkte udtryk for den herskende klasses interesser. I oldtiden var det slaveejernes stat, i middelalderen var det godsejernes stat, og senere under de borgerlige revolutioner tilkæmpede kapitalisterne sig den økonomiske og politiske magt og gjorde staten til deres. Så den stat, vi lever under i dag, er altså dybest set kapitalisternes redskab til at opretholde deres ret til at tjene penge på at udnytte arbejderes arbejdskraft.

Marxister kæmper for, at arbejderklassen smadrer den borgerlige stat og opbygger en ny stat – en arbejderstat. Man får ofte at vide, at socialisme er utopi, fordi menneskets natur ikke er i stand til at leve i et samfund, hvor alle er lige – hvor man arbejder efter evne, og får efter behov. Det er rigtigt, at bevægede man sig med det samme over i et samfund, hvor der ingen stat er, ingen kontrol er, og alle bare kunne tage, som det passede dem, ville det ikke holde længe. For det første fordi et statsløst samfund forudsætter et klasseløst samfund på sin side forudsætter et samfund med overflod, hvor alle kan få alt hvad de måtte behøve, altså et samfund med mere avancerede produktivkræfter. For det andet: Netop fordi der stadig efter en socialistisk revolution i den første periode vil være en vis grad af mangel – en arv fra det gamle samfund – vil det være nødvendigt at regulere og fordele goderne. Menneskeheden, der er født, opdraget og opvokset i et egoistisk konkurrencesamfund, vil ikke være i stand til at hoppe direkte over i et samfund uden stat overhovedet.

Derfor mener marxister, i modsætning til anarkisterne, at der er brug for en stat efter revolutionen, men ikke en hvilket som helst stat – men arbejderklassens egen stat.

Lenin opstillede 4 kriterier for en arbejderstat:
1. Alle embedsmænd skal vælges ved frie og demokratiske valg, og de skal kunne afsættes igen til hver en tid.
2. Ingen embedsmænd må modtage en højere løn end en uddannet arbejder.
3. Ingen stående hær, men et bevæbnet folk, da en stående hær tit har tendenser til at stille sig over resten af samfundet, mens et bevæbnet folk sikrer en demokratisk og effektiv beskyttelse (og tjener til at sikre, at modstanderne slet ikke tør angribe)
4. Efterhånden skal alle opgaver vedrørende driften af staten udføres af masserne efter rotationsprincippet. Når alle er “bureaukrater” på skift, er der ingen bureaukrater.

Arbejderstaten er allerede kun en “halvstat”, fordi den for første gang i historien involverer og repræsenterer det store flertal af befolkningen. Og med tiden vil statens funktioner blive mere og mere overflødige. På et tidspunkt efter revolutionen vil man via planøkonomiens effektivitet have udviklet produktivkræfterne så meget, at der er nok til, at alle i hele verden kan leve i overflod. På det tidspunkt, hvor man måske kun behøver at arbejde 15 eller 20 timer om ugen, på det tidspunkt, hvor den kontrarevolutionære trussel for længst er forsvundet, på det tidspunkt, hvor mennesket er tilvænnet det socialistiske demokrati, først på det tidspunkt opstår betingelserne for, at staten forsvinder.

I og med at staten i bund og grund ikke er andet end et middel for, at den ene klasse kan undertrykke den anden, så vil staten først forsvinde når dens grundlag, klassedelingen, forsvinder.

Som Marx sagde, så er menneskerne et produkt af samfundet. Lever man i et retfærdigt samfund, er man selv mere retfærdig osv. Mennesker, som er “tilvænnet” sammenholdet, samarbejdet og fællesskabet efter revolutionen, vil på et tidspunkt være i stand til at leve uden en stat, uden at der bliver holdt øje med dem osv. Her er der tale om rigtig frihed, ikke før.

Går I ind for demokrati?

Marxister bliver ofte skudt i skoene, at vi ikke går ind for demokrati, men det er selvfølgelig ikke rigtigt – tværtimod går vi ind for et meget mere udbygget demokrati, end det vi kender i dag.

Efter erfaringerne med pariserkommunen opfandt Marx det groft forvanskede begreb: ”Proletariatets diktatur”. Begrebet skal dog ikke forstås som diktatur i den forstand, som vi kender det i dag. For at forstå det korrekt, kunne man kalde, det vi har i dag, for borgerskabets diktatur.

Proletariatets diktatur dækker over det første stadie efter revolutionen, hvor arbejderklassen, dvs. det store flertal netop har overtaget magten, i modsætning til i dag, hvor et lille mindretal sidder på økonomien. I denne fase er arbejderne nødt til at manifestere sig selv som herskende klasse, og sørge for at borgerskabet ikke så let som ingenting kan lave kontrarevolution.

Dette samfund har dog intet med diktatur at gøre, og vil allerede være mere demokratisk end det kapitalistiske samfund. Der er altså tale om to slags demokrati; det borgerlige, som vi kender i dag, hvor man kan sætte et kryds hver fjerde år, mens nogle andre bestemmer over økonomien – og det socialistiske, hvor flertallet har taget magten over økonomien og forhindrer kapitalisterne i at tage magten tilbage.

Allerede fra første dag efter revolutionen vil den politiske og økonomiske magt være overtaget af råd på de enkelte arbejdspladser, skoler o.l. Fra demokratisk valgte lokale råd vælges regionale og nationale råd, hvor enhver valgt altid vil kunne trækkes tilbage af sit lokale eller regionale råd, såfremt arbejderne ønsker en anden repræsentant, eller at de ikke mener, at vedkommende gør det godt nok. På den måde vil man udvide demokratiet til alle dele af samfundet.

Arbejdernes repræsentanter vil ikke blot have den politiske magt, men nu også den økonomiske. På den måde vil det ikke længere være de rige, der har al magten, men derimod os alle sammen – det vil altså for første gang i menneskehedens historie være et ægte demokrati.

Dagen efter revolutionen vil være langt mere demokratisk end dagen inden, hvor arbejderne ikke bare officielt kan deltage i demokratiet, men hvor fx arbejdstiden sættes ned for alle, som en grundlæggende forudsætning for at kunne deltage i demokratiet. Alle skal uddannes til at tage del i at køre staten, så ingen kan tage magten over staten, bare fordi de ved hvordan, det plejer at gøres – kort sagt flertallet inddrages i alle aspekter af samfundet, under betingelser der gør det muligt.

Ville I så stille op til folketinget?

Marxister afviser ikke parlamentet som politisk kampplads, men vi er klar over, at det ikke er det danske folketing, der i virkeligheden har magten her i landet. Parlamentet er et ikke meget andet end et fupnummer, der er opfundet for at give arbejderne den opfattelse, at samfundet er demokratisk, og at alle har medindflydelse, fordi vi kan stemme hvert 4. år. Engels sagde, at det eneste demokratiske ved det borgerlige demokrati er, at arbejderne selv kan få lov til at vælge deres politiske udbyttere. Det er naturligvis rigtig nok, at der er forskel på en borgerlig regering og en reformistisk, men grundlæggende kan reformisterne ikke opnå forbedringer vha. parlamentet, så længe kapitalismen ikke giver mulighed for det.

Hvis marxister en dag bliver valgt ind i det danske folketing, ville vi bruge det som en talerstol og opfordre arbejderklassen til kamp vha. den, vi ville kæmpe for selv den mindste reform, men samtidig forklare at den kun kan fastholdes gennem revolution. Vi ville aldrig give arbejderne illusioner om at dens repræsentanter i det borgerlige parlament, vil være i stand til at løse problemerne, tværtimod må hele arbejderklassen mobiliseres til kamp, folketingsmedlemmer eller ej, for et socialistisk samfund.

Marx & Engels forklarede i det kommunistiske manifest: ”Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier”. Vi mener, at arbejderpartierne i Folketinget; Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, må gå sammen på et socialistisk program – hvis vi blev valgt i Folketinget, ville vi arbejde for en sådan alliance, og frem for alt andet for en konsekvent socialistisk klassepolitik, som den eneste vej til at sikre fremskridt for arbejderne.

Marx & Engels indgik i de allerede etablerede arbejderpartier, og der hvor de ikke eksisterede, hjalp de med at opstarte dem. Selv om alle ikke var marxister og revolutionære i de nyligt startede arbejderpartier, splittede Marx & Engels ikke ud og følte sig for fine til at være i samme selskab som fx reformister og anarkister. De vidste det var nødvendigt at vinde masserne, så erfor var hvor masserne var. Derfor tog de kampen op, for at vinde de bedste arbejdere over til marxismen.

I er imod krig, men for revolution – er I pacifister eller går I ind for vold?

Hverken eller. Vi er socialister, og socialister kæmper for at ændre samfundet til fordel for arbejderklassen (flertallet). Dette indebærer blandt andet, at vi vil stille os imod den herskende klasses forsøg på at bekæmpe denne ændring. Altså hvis kapitalisterne f.eks. sætter sig imod, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne (kapitalisternes tidligere ejendom), vil vi forhindre dem i at modsætte sig flertallets krav. Hvis kapitalisterne sætter sig imod med våben, og måske endda tilkalder politi og hær (som vi har set mange eksempler på igennem historien bl.a. Chile 1973, Bolivia 2003, de arabiske revolutioner i 2011 og ved utallige opstande, strejker osv.), vil det være dumt at give op, bare fordi de har magten og misbruger den. Her må arbejderklassen svare igen med samme midler, og væbne sig på forhånd til modstand. Selvfølgelig skal våbnene kun bruges, hvis der bliver væbnet modstand fra den herskende klasses side. De menige og del fleste lavere befalingsmænd i militæret og politiet er jo bare arbejdere i uniform, og i utallige tilfælde er soldaterne gået over på arbejdernes side. Men at opgive revolutionen fordi man er bange for at bruge magt mod dem, der har misbrugt magten i så mange år, er det samme som at opgive revolutionen på forhånd. Tværtimod er den bedste måde til at forhindre en blodig revolution ved at have en godt organiseret og bevæbnet arbejderklasse. Ved at bevæbne arbejderne vil det være klart for kapitalisterne, at det vil være selvmord at gå imod revolutionen, og dermed vil revolutionen under al sandsynlighed blive fredelig. Det var netop den chilenske socialistiske regerings modstand mod at bevæbne arbejderne og det at den stolede på officererne fra den borgerlige hær, der førte til at hæren lavede et blodigt kup mod den demokratisk valgte socialistiske regering.

Hvad med Sovjetunionen – der gik jeres ideer jo helt ad helvede til?

Den amerikanske forfatter John Reed sagde, at uanset hvad man mener om den russiske revolution, så er man nødt til at erkende, at det var en begivenhed, der ændrede verdenshistoriens kurs på en hidtil uset måde. Og derfor er det vigtigt for alle, der ønsker at forstå verdenshistorien, at forstå den russiske revolution og Sovjetunionens historie.

Igennem tre generationer vendte tilhængerne af kapitalismen deres vrede imod Sovjetunionen. Ingen tricks og kneb har været for nedrige i deres forsøg på at tildele oktoberrevolutionen og planøkonomien et mildt sagt blakket ry. I den forbindelse har stalinismens forbrydelser været særdeles nyttige. De borgerliges finte har været at identificere socialisme og marxisme med det bureaukratiske og totalitære regime, der voksede ud af revolutionens isolation i et tilbagestående land. Det er ikke svært at forstå, at alle de, hvis karrierer, salærer og profitter afhænger af kapitalismens fortsatte eksistens, må være rædselsslagne ved synet af et samfund, hvor man erstatter kapitalisme med en planlagt økonomi. Men det har ikke noget at gøre med Stalins totalitære regime. De borgerliges vrede over for Sovjetunionen har aldrig været baseret på nogen kærlighed til frihed, men derimod på nøgne klasseinteresser. De hadede ikke USSR på grund af alle de dårlige ting, men derimod på grund af det, der var progressivt og positivt. De var ikke imod Stalins diktatur. De var imod de nationaliserede ejendomsformer, der efterhånden var det eneste tilbage fra oktoberrevolutionens fremskridt.

Revolutionen afskaffede den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Revolutionen startede et eksperiment, der beviste, at det er muligt at køre samfundet uden kapitalister, jordejere og pengeudlånere.

Desværre udviklede revolutionen sig ikke til socialisme. Først og fremmest skyldtes det, at revolutionen blev isoleret i et enkelt land, omgivet af en kapitalistisk verden. Det hjalp ikke det mindste, at Rusland anno 1917 var utroligt tilbagestående. Efter revolutionen, hvor millioner af mænd og kvinder smed undertrykkerne på porten og stoppede deltagelsen i 1. verdenskrig, blev landet invaderet af 21 kapitalistiske hære. I flere år herefter var landet præget af krig og hungersnød. Størstedelen af befolkningen var analfabeter. Det siger sig selv, at analfabeter, der lever på sultegrænsen midt i en borgerkrig ikke som den første ting engagerer sig i samfundslivet – i hvert fald ikke hele tiden. Masserne blev trætte, hvilket gødede jorden for opblomstringen af et bureaukrati, som Stalin satte sig i spidsen for.

Lederne af den russiske revolution i 1917, med Lenin og Trotskij i spidsen, havde et perspektiv om, at den russiske revolution ville antænde revolutioner i de mere udviklede kapitalistiske lande i Europa, som den eneste vej ud af den daværende tilbageståenhed i Rusland.

Stalins bureaukrati var med til at kvæle revolutionen. Til alle de, der påstår, at han fortsatte linjen fra Lenin og de andre revolutionære, er det tilstrækkeligt at spørge, hvorfor det var nødvendigt at likvidere hele den gamle revolutionære generation? Deportationerne, fængslingerne og likvideringerne, der kulminerede med Moskva-processerne i midten af 30’erne, var bureaukratiets forsøg på at udrydde de levende spor fra den revolutionære marxisme, som stod i spidsen for revolutionen. Lenin advarede før sin død i 1924 kraftigt mod den bureaukratisering, der foregik i Sovjetstaten, og Trotskij stod som en af lederne fra oktoberrevolutionen i spidsen for kampen mod bureaukratiet, og han og hans tilhængere over hele verden, blev ekskluderet af den kommunistiske internationale og mange blev likvideret, inklusiv Trotskij selv i 1940.

Kort fortalt udviklede bureaukratiet sig til en flok, der nassede på planøkonomiens store økonomiske resultater. Sovjetunionen gik på få årtier fra et tilbagestående bondeland til verdens næstmægtigste land med en kæmpemæssig industri og et højt videnskabeligt og kulturelt niveau. Dette skete på baggrund af planøkonomien, og vi har aldrig i verdenshistorien set, at kapitalismen har været i stand til at frembringe samme resultater.

Men bureaukratiet i Sovjetunionen var imidlertid ikke i stand til at sikre planøkonomien. Hvis en planøkonomi skal fungere, kræver det, at almindelige arbejdere og forbrugere har reel kontrol over, hvad og hvor meget der skal produceres, hvordan kvaliteten kan forbedres og så videre. Dette var umuligt under det stalinistiske diktatur. Til sidst endte bureaukratiet med at afskaffe planøkonomien og selv blive kapitalister med murens fald i 1989. Denne udvikling blev forudsagt af Trotskij allerede i 1930’erne. Sovjetunionens historie er et eksempel på, at planøkonomi kræver arbejderdemokrati, hvilket kun kan sikres gennem nedsat arbejdstid og gode fysiske forhold for arbejderklassen.

Hvad forstår I ved internationalisme?

Arbejderbevægelsen er bygget på international solidaritet, og det er ingen tilfældighed. Karl Marx Og Friedrich Engels forudså allerede i det Kommunistiske Manifest fra 1948, hvordan kapitalismen ville udvikle sig til et verdensomspændende system med verdenshandel, verdenskultur, verdensomspændende kriser og så videre. Det bliver i dag ofte kaldt globalisering.

Der findes i dag ikke et eneste land, som kan sige sig fri fra at være afhængig af verdensmarkedet. Selv ikke det største og mægtigste land går fri. Det vigtigste kendetegn for verden i dag er verdensmarkedets knusende dominans. Kapitalismens udsving og problemer er internationale, og de går over nationalstaternes grænser. Derfor har marxister altid baseret sig på internationalisme, og organiseret sig internationalt.

Revolutionære Socialister er en del af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT), og vi har kammerater over hele verden. Arbejderne har intet fædreland, og det vi i dag oplever med billig østeuropæisk arbejdskraft i Danmark, udflytning af arbejdspladser, racisme o.l. er kapitalisternes forsøg på med alle midler at splitte arbejderne på nationale skel og spille dem ud mod hinanden. Over hele verden ser vi grundlæggende de samme forhold, og derfor også den samme politik; nedskæringer, privatiseringer og angreb på arbejderne. Disse forhold var årsagen til oprettelsen af Første Internationale, og gælder den dag i dag. For revolutionære er en internationale absolut en nødvendighed. Revolutionen må i sin natur være international, erfaringer fra andre lande kan bruges i Danmark, internationale kampagner er nødvendige og arbejderne i de forskellige lande lader sig inspirere af hinanden. Siden krisens start i 2008 og særligt efter de arabiske revolutioner i 2011 har vi set hvordan en bølge af massebevægelser er strøget over de udviklede lande og særligt Europa, starende i Syd. Det skyldes, at kapitalismen på internationalt plan befinder sig i en blindgyde, hvor den ikke kan gå fremad, og at arbejderne i de forskellige lande naturligt nok ser til deres klassefæller i andre nationalstater.

Nationalstaterne blev oprettet af den gryende kapitalisme og erstattede gamle fyrstedømmer. Dette skete for at samle et større marked og samtidig beskytte den hjemlige produktion mod udenlandsk konkurrence, der kunne true opbygningen af industrien. Kapitalismen i dag har imidlertid udviklet sig til et punkt, hvor den langt overskrider disse grænser og søger ud over hele verden for at finde markeder og afsætningsområder. Nationalstaterne bliver dog brugt af de store kapitalister til at føre krig, lægge told på udenlandske varer o.l. På den måde bliver nationalstaterne (og til en vis grad EU) brugt til at opfylde deres nationale kapitalisters ambitioner om dominans på hjemmemarkedet og i resten af verden. Krigen mod og besættelsen af Irak og Afghanistan, handelskrigene mellem USA og Kina, de stigende spændinger mellem nationalstaterne i EU og meget andet viser, at nationalstaten absolut ikke er død, men bliver brugt meget aggressivt mod andre landes kapitalister.

Arbejderklassen har aldrig haft nogen interesse i at opretholde nationalstaternes skel mellem verdens folk. I denne periode med krise, krige, revolution og kontra-revolution verden over, er det særligt tydeligt, at nationalstaten absolut ikke spiller nogen progressiv rolle. Revolutionære Socialister mener, at kampen for socialisme må være international, og derfor må man organisere sig internationalt. Derfor er Revolutionære Socialister med til at opbygge Den Internationale Marxistiske Tendens.

Hvorfor er socialisme i ét land umuligt?

I dag er verdensmarkedets dominans det mest karakteristiske træk ved verdens tilstand. Alle lande er dybt afhængige af verdenshandelen, og de bliver påvirket af udsvingene i verdensøkonomien. Et enkelt land, hvor man afskaffer kapitalismen, vil stadig være en del af verden og vil blive påvirket af udviklingen i resten af verden. For slet ikke at tale om muligheden for sabotage, terrorisme og militære angreb fra omgivende kapitalistiske magter.

Danmarks økonomi er dybt integreret i resten af Europas og verdens økonomi. Vi er ikke en isoleret ø, der kan lukke os ude og skabe vores egen vej uafhængigt af resten af verden. Det gælder i og for sig for et hvilket som helst land.

Der er ingen tvivl om, at de kapitalistiske magter vil kaste al deres vrede på et land, hvor man eksproprierer kapitalisterne og begynder en socialistisk omdannelse af samfundet med en socialistisk produktionsplan og arbejderdemokrati. Det vil inspirere arbejderklassen i omkringliggende lande meget mere, end det gjorde i 1917-18, hvor der efter den russiske revolution var revolutionære bølger i hele Europa. Der var revolution i blandt andet Ungarn og Tyskland og revolutionære massebevægelser over hele Europa og Asien. En succesfuld revolution i et land i dag vil, med de forbedrede kommunikationsmidler der er i dag, sprede sig langt kraftigere.

Teorien om, at man kunne skabe socialisme i ét land, som blev fremført af Stalin-bureaukratiet, er en fuldstændig fordrejning af hvad Marx og Lenin stod for – og afspejlede i høj grad mentaliteten i sovjet-bureaukratiet, som havde fået nok af revolutionens uro og omvæltninger, og som nu blot ville gå videre med at “opbygge socialisme i Rusland”. Det vil sige, det de i virkeligheden ville, var at beholde og udvide deres privilegier og ikke “spilde” landets ressourcer på at sprede revolutionen. Samtidig frygtede de, at en revolution i andre lande ville udvikles på en sund vis og derved true bureaukratiets magt i Rusland, og de begyndte derfor på et vist tidspunkt at kæmpe aktivt imod revolutioner i andre lande.

Hvad er imperialisme?

Lenin forklarer i sin bog ”Imperialismen, kapitalismens højeste stadie”, hvordan kapitalismen har udviklet sig udover den frie konkurrence mellem småhandlende. Heri forklarer han, hvordan den udvikling, som Marx og Engells forudså i deres skrifter, med koncentration af kapitalen, monopolisering osv. foregår.

I kapitalismens start var de store industrier, som vi kender dem i dag kun i sin vorden, og økonomien var primært kendetegnet af små producenter og entreprenører, der konkurrerede med hinanden.

Lenin forklarer i sin bog, hvordan produktionen koncentreres i stadig større virksomheder. I og med at industrien udviklede sig i slutningen af 1800-tallet, førte det til produktion i stor skala, og da storproduktion var mest effektivt, steg produktiviteten i disse virksomheder også, hvilket yderligere forstærkede processen. Denne koncentration nærmer sig monopolet, hvor virksomheder både inden for samme industri og forskellige industrier, enten smelter sammen ved opkøb, fusioner o.l. eller indgår aftaler i fx karteller. Dermed forvandles konkurrencen til monopol, hvilket (meget forsimplet) er det vigtigste kendetegn ved imperialismen. Imperialismen er det højeste stadie indenfor kapitalismen, fordi det eneste skridt, der kan tage produktionen yderligere fremad, er at produktionsmidlerne overtages af staten og planlægningen ikke kun foregår indenfor det enkelte monopol, men på samfundsmæssigt plan – altså en planøkonomi.

Koncentrationen og monopoliseringen foregår ikke kun indenfor enkelte industrigrene, men også via kombinationer, hvor forskellige industrier sluttes sammen i gigantiske firmaer – et godt eksempel er ”vores eget” Mærsk, der både har it-udvikling, containerskibe, olieudvinding osv. Monopolet og kombinationen gør det lettere for de store firmaer at overkomme de periodiske økonomiske kriser, hvilket betyder, at monopoliseringen øges yderligere, for hver krise, hvor de små bukker under og de store går ud styrket.

Tendensen til koncentration ses også indenfor bankerne, som efterhånden kommer til at have den ultimative magt – når virksomhederne vokser, vokser også de industrielle kapitalisters behov for at låne flere penge, og dermed bankernes bestemmelsesret over hvem der kan låne, til hvad osv. Dette forstærkes gennem personsammenfald i bestyrelser o.l.

Et andet aspekt ved kapitalens koncentration er selskabernes overgang til aktieselskaber. Gennem aktieselskaber og det ene selskabs opkøb af store dele aktier i andre selskaber, kan et moderselskab kontrollere produktionen og kapitalen i gigantisk målestok. At aktier skulle virke demokratiserende, er en fuldstændig utopi – i stedet betyder aktierne, at de store firmer kan kontrollere langt større kapital, end de startede med.

Denne koncentration af kapital skaber nogle få kapitalstærke stater, som må eksportere en del af denne kapital for at få den i anvendelse, og som derigennem kommer til at kontrollere svagere stater økonomisk, og dermed også er med til at hæmme udviklingen af kapitalismen i disse lande, som vi ser det i u-landene i dag. Denne proces har længe stået på, og er en del af det, vi i dag kalder globalisering. Den primære dominans foregår altså ved eksport af kapital med dertil følgende politiske krav, som vi fx ser det gennem den internationale valutafond (IMF). Monopoliseringen spreder sig altså ud over det enkelte lands grænser, og firmaerne bliver multinationale i deres virke. Verden opdeles mellem de forskellige kapitalstærke lande – tidligere gennem direkte kolonialisering, i dag gennem økonomiske bånd, indflydelsessfærer o.l. Denne proces fører ikke til øget verdensfred og stabilitet, som det blev hævdet af Kautsky på Lenins tid, og bl.a. Negri og Hart i deres bog Imperiet i dag, men i stedet til rivalisering både økonomisk og med mere direkte midler militært. Når fx USA invaderer Irak, er det for at styrke deres egne imperialistiske interesser i området – at styrke deres finans- og industrielle interesser, i fht. de andre imperialistiske landes.

Imperialismen er således et direkte udspring af den kapitalistiske produktionsmåde, hvor større virksomheder og i sidste ende monopoler klarer sig bedre i konkurrencen. Dette er for så vidt et progressivt fremskridt, trods de horrible konsekvenser for størstedelen af menneskeheden, fordi det gør produktionen samfundsmæssig og udvikler produktiviteten. Enhver ”ønskedrøm” om at vende tilbage til den ”gamle” frie konkurrence er en reaktionær utopi – det eneste skridt fremad er, at ejerskabet over produktionsmidlerne sættes i samklang med produktionen, og dermed også bliver samfundsmæssig. Dvs. at det ikke længere er enkeltkapitalister, der tjener fede profitter, men flertallet der planlægger produktionen til flertallets bedste.

Hvad er den permanente revolution?

Teorien om den permanente revolution blev først udviklet af Trotskij allerede i 1904. På den ene side anerkender teorien, at de objektive opgaver, som den russiske arbejderklasse stod overfor, var den borgerligt-demokratiske revolutions opgaver. Men samtidig forklarer den, at i imperialismens epoke er det “nationale borgerskab” i et tilbagestående land så tæt forbundet med resterne af det feudale system på den ene side og med den imperialistiske kapital på den anden side, at det er fuldstændig ude af stand til at klare sine egne historiske opgaver. De borgerliges manglende evne til at gennemføre de grundlæggende borgerlige-demokratiske opgaver, som fordeling af jorden, indførslen af parlamentarisme o.l. og deres kontrarevolutionære rolle i den borgerligt-demokratiske revolution blev allerede beskrevet af Marx og Engels.

Marx forklarede, at kapitalisterne ikke kom til magten som resultat af deres egne revolutionære anstrengelser, men som resultat af massernes bevægelse, som kapitalisterne ikke selv var en del af: “Det preussiske bourgeoisi var blevet slynget op på statens højder, men ikke, som det havde ønsket det, ved en fredelig transaktion med tronen, men ved en revolution”.

Selv i epoken med den borgeligt-demokratiske revolution i Europa afslørede Marx og Engels ubarmhjertigt den kujonagtige kontrarevolutionære rolle, som borgerskabet spillede, og understregede behovet for, at arbejderne blev ved med at føre en politik, der var fuldstændig uafhængig af andre klasser, ikke kun af de borgerlige liberale, men også af de vaklende, småborgerlige demokrater.

Situationen er endnu tydeligere i dag. De nationale kapitalister i kolonilandene trådte så sent ind på historiens scene, at verden allerede var delt op mellem nogle få imperialistiske magter. De var ikke i stand til at spille nogen progressiv rolle, og var allerede fra starten af fuldstændig underlagt deres tidligere koloniherrer. Det svage og degenererede borgerskab i Asien, Latinamerika og Afrika er for afhængigt af udenlandsk kapital og imperialisme til at føre samfundet fremad. Det er bundet af tusinder tråde, ikke bare til udenlandsk kapital, men også til den klasse der ejer jorden, med hvem de danner en reaktionær blok, der står som et bolværk imod ethvert fremskridt. Uanset hvilke forskelle der er imellem jordejerne og kapitalisterne, forener frygten for masserne dem. Kun proletariatet i front for alle de fattige bønder og fattigfolk i byerne kan løse samfundets problemer ved at tage magten i egne hænder, overtage de ejendomme, imperialisterne og kapitalisterne mener er deres, og omdanne samfundet på et socialistisk grundlag.

Ved at sætte sig selv i spidsen for nationen og lede de undertrykte fremad (også småborgere fra land og by), ville proletariatet kunne tage magten og gennemføre den kapitalistisk-demokratiske revolution (først og fremmest jordreformer og nationens enhed, borgerligt demokrati og frigørelse fra udenlandsk dominans). Men når proletariatet har magten, kan det ikke stoppe dér, men må straks begynde at tage socialistiske forholdsregler over for kapitalisterne i form af ekspropriationer, hvis ikke alle fremskridtene skal tages tilbage. Og eftersom disse ting ikke kan gennemføres i ét land alene, særligt ikke i et tilbagestående land, må dette blive begyndelsen til verdensrevolutionen. Revolutionen er permanent i to betydninger: Fordi den starter med den borgerlige revolution og fortsætter med den socialistiske, og fordi den starter i ét land og fortsætter på internationalt plan.

Hvad går det nationale spørgsmål egentlig ud på?

Det nationale spørgsmål handler om forholdet mellem forskellige nationer og nationaliteter. Der er mange nationer, der har nationale mindretal som for eksempel baskerne i Spanien og kurderne i Tyrkiet. Grønlændere og færinger er underlagt den danske stats dominans. Lenin har forklaret, at marxister går ind for nationernes ret til selvbestemmelse. Med det menes, at alle nationale mindretal har retten til selv at bestemme, om de vil være en selvstændig nation.

Visse dele af venstrefløjen har fordrejet det til, at marxister går ind for, at alle nationale mindretal skal have deres egen nation. Men dette er en misforståelse. Marxister går ind for, at alle nationale mindretal har retten til at vælge, om de vil være en selvstændig nation. Men det betyder ikke, at vi opfordrer alle til at lave små nationalstater, som man har set det, da for eksempel Jugoslavien gik i opløsning. At splitte Jugoslavien op i en masse små stater har ikke gavnet nogen, i hvert fald ikke arbejderne. Hvis det har gavnet nogen er det de herskende klasser i de små nationer og ikke mindst de større imperialistiske lande. Vi mener, at befolkningen skal have retten til selv at vælge, om de vil være selvstændige. Men i for eksempel Jugoslaviens tilfælde var vi imod opsplitningen, da det kun kunne betyde fald i levestandarden, splittelse af arbejderklassens enhed og giftig nationalisme. Til gengæld går vi imod alle former for national undertrykkelse. Ethvert nationalt mindretal skal have retten til at snakke deres sprog og gøre andre ting, der er specielt for deres nation. For eksempel var det forbudt at undervise i færøsk i de færøske skoler, dette er vi klart imod. Nogle folk på Færøerne mener, at man skal gøre sig fri af den danske nation. De håber, at man kan udvinde olie på Færøerne og snakker om at få store olieselskaber til at komme og udvinde olien. Men dette betyder bare, at man går fra at være underlagt Danmark til at være underlagt de store olieselskaber, og i stedet for at være undertrykt af den danske kapitalistklasse, vil man blive undertrykt af den færøske kapitalistklasse. Vi mener, at arbejderne på Færøerne selv skal tage magten i samarbejde med arbejderne i Danmark og Grønland og danne en frivillig føderation af arbejderstater.

Som vi har set gennem historien, har kapitalisterne aldrig været i stand til at løse det nationale spørgsmål. Af eksempler kan nævnes, Israel/Palæstina, Kashmir, Nordirland osv. Lenin sagde, at det nationale spørgsmål grundlæggende var et spørgsmål om brød – det eneste, der kan løse det nationale spørgsmål, er socialisme – et samfund hvor der er nok til alle, og alle dermed kan leve fredeligt side om side.

Hvad mener I om racisme?

Som marxister mener vi ikke, at skellene i samfundet går efter race, hudfarve eller kulturelle baggrund, men efter hvilken klasse man tilhører. Derfor er vi antiracister. Det er især de borgerlige, der benytter sig af racistiske påstande, ikke mindst Dansk Folkeparti. De håber, at arbejdere og unge vil bruge al deres tid på at bekæmpe folk med en anden hudfarve eller religion, ved at give dem skylden for kriminalitet, arbejdsløshed, terror o.l. På den måde sikrer de nemlig, at dem der er hovedansvarlige, for de dårlige forhold går fri, nemlig kapitalisterne. Derfor mener vi, at man på ethvert tidspunkt, må bekæmpe racistiske eller diskriminerende politik. Den eneste måde at bekæmpe racisme er ved at kæmpe for, at alle får en uddannelse, et job og en bolig. Det er kapitalismen, som skaber forhold, som gør, at nogle slår nedad mod grupper, der er svagere end dem selv. Kampen mod racisme er derfor også kampen for et samfund, der sikrer alle et godt liv – nemlig socialisme. Det er også blevet set, at nogle af lederne fra arbejderbevægelsen har støttet nogle racistiske påstande. Dette, mener vi ikke, kan forenes med at være en del af arbejderbevægelsen. For marxister gælder det om at bevare enheden i arbejderklassen. Derfor opfordrer vi til, at arbejderbevægelsen igangsætter en kampagne, der afslører de borgerliges racistiske argumenter og som sikrer enheden i arbejderklassen.

Hvad med nazister – skal de forbydes?

Nazisme og fascisme kan ikke effektivt afskaffes af den kapitalistiske stat. Ligesom racisme og fremmedhad vokser tilslutningen til nazister og fascister frem blandt de mere forhutlede og desperate lag, i takt med kapitalismens krise. Trotskij forklarede, at fascisme i statsform er kapitalisme uden den demokratiske maske. I historien har kapitalisterne lænet sig op af fascister flere gange, når de havde brug for nogle til at banke arbejderne på plads. Nazister har altid angrebet politisk og fagligt aktive fra arbejderbevægelsen verbalt og fysisk. Der er kun et svar mod den slags grupperinger. De må bankes tilbage, til de huller de kom fra. Nazisme og fascisme og enhver bevægelse de laver bør aktivt bekæmpes af arbejderbevægelsen. Nogle tror, at man kan bekæmpe fascisme ved at lave små venstreorienterede grupper, der er parate til at slås med nazisterne. Det er vi ikke enige i. Vi mener ikke, at det gør noget, at man fysisk vil bekæmpe dem, men hvis man isolerer kampen mod fascisme fra arbejderklassen, ender det galt. For det første er den eneste klasse, der har magten til at bekæmpe nazister og fascister arbejderklassen. Ved at føre kampen mod nazisme udenom arbejderklassen passiviserer man arbejderne. Vi har ingen problemer med hvilke metoder, man bruger for at bekæmpe nazisme, men det kræver, at arbejderklassen og dens organisationer er med, ellers vil man risikere at det bliver en kamp mellem to små grupper på hver sin fløj, og nazismen aldrig bliver bekæmpet.

Kampen mod nazismen er ikke kun en kamp her og nu imod de enkelte nazister og deres organisationer. Fascismens og nazismens grobund er dårlige forhold, og den eneste måde nazismen kan afskaffes helt, er ved at fjerne grobunden – nemlig kapitalismen og dens kriser. Den eneste effektive måde at bekæmpe nazismen er altså kampen for et socialistisk samfund.

Hvad med kvindefrigørelse og ligestilling?

Som Rosa Luxemburg sagde det: ”Kvindekamp er klassekamp, og klassekamp er kvindekamp!” Til trods for 100 års kvindebevægelse og lovgivning på området er kvinderne stadig mere undertrykte end mændene. Kvinderne får stadig de dårligste jobs til de dårligste lønninger. Dette gør kvinden svagere. I dag kræver det tit to lønindtægter, at kunne betale huslejen. Dette kan være med til, at nogle kvinder finder sig i at leve i dårlige parforhold. Kapitalisterne har en klar interesse i at så splid mellem kvinder og mænd. Dette kan blandt andet ses ved, at kvinder får mindre i løn end mændene, selvom de laver det samme arbejde. Men den slags splid kan vi ikke bruge til noget, den er med til at presse hele arbejderklassens, også de mandlige arbejderes, vilkår.

Hvis man ønsker et socialistisk samfund, kan det ikke lade sig gøre uden kvinderne. Kvinderne har mange gange i historien været dem, der er gået forrest i kampen for bedre levevilkår. Derfor er det meget vigtigt, at kvindernes krav om ligeløn, ordentlige forhold ved graviditet og muligheden for økonomisk selvstændighed så man fx kan komme ud af et forhold, bliver en del af hele arbejderbevægelsens krav. Om man er mand eller kvinde, bliver man udnyttet af kapitalisterne, derfor må man gå sammen i kampen for at nyt samfund, som afskaffer kapitalisterne som klasse og dermed den klassedeling, der er grobund for kvindeundertrykkelsen.

Hvorfor er I imod, at kvinder eller andre særligt undertrykte grupper organiserer sig separat?

Folk må organisere sig, som de vil. Men vil man afskaffe kapitalismen må hele arbejderklassen være forenet i én bevægelse. Vi er ikke enige med de folk, der siger, at alle kvinder er undertrykte, og at alle mænd er undertrykkere. Der findes som bekendt også kvindelige kapitalister. De folk der vil organisere kvinder separat, deler os op i køn. Vi mener, at vi må dele os op i klasser og kæmpe for, at arbejderklassen tager magten. De undertrykte grupper som begynder at organisere sig separat udenfor arbejderklassen, vil aldrig nogensinde opnå noget. Undertrykkelse og diskriminering er en del af det kapitalistiske samfund, og det vil ikke forsvinde, før kapitalismen forsvinder. Det er en bevidst strategi fra kapitalisternes side – en ”del og hersk” politik, som tjener deres klasseinteresser. Derfor kan der ikke være tale om at splitte arbejderbevægelsen i køn og minoriteter osv. I stedet må alle disse kampe blive delkampe i den fælles kamp om at fjerne det kapitalistiske system.

Hvad mener I så om miljøet og alt det der?

Først og fremmest skal miljøet passes på, da dette skal bruges af fremtidige generationer, og ikke kun er til for, at vi skal trække alle ressourcer ud af det.

Men dette kan gøres på mange smarte måder, ikke bare ved at flytte i jordhuler og ”leve i pagt med naturen”. De teknologiske fremskridt indenfor miljøområdet de sidste mange år, gør det muligt at leve et liv, der svarer meget til det, vi lever i dag, uden at skulle ødelægge naturen af den grund. F.eks. at blive transporteret med busser og biler der kører på vedvarende energi, eller at bo i huse, der er bygget af materialer, der er frembragt på en ikke-skadelig vis. Men disse muligheder er der bare ikke penge i, da eksempelvis vedvarende energi er noget alle kan bruge af, og ikke er noget olie-baronerne kan tjene penge på. Derfor bliver de fremskridt, der gør det muligt for almindelige mennesker at leve et normalt liv uden at skade naturen, stillet i baggrunden til fordel for pengeinteresser. Kapitalisme i dag er ensbetydende med ødelæggelse af jordens naturressourcer. I jagten efter profit nu er kapitalisterne i gang med at ødelægge miljøet med alvorlige langtrækkende følgevirkninger. Dette er uacceptabelt. Vi som marxister går ind for gøre jorden til et behageligt sted at være for alle, og derfor også for alle fremtidige generationer.

Den eneste måde at sikre miljøet er ved, at arbejderklassen overtager kontrollen over produktionsmidlerne. Hvis produktionen er styret demokratisk af arbejderne i en demokratisk arbejderstat, vil al tale om at smadre jorden være umulig. Ingen socialisme uden ordentligt miljø, intet ordentligt miljø uden socialisme.

Hvorfor taler og skriver I så meget om arbejderpartierne og masseorganisationerne?

Det er masserne, der skriver historien, og det er gennem masseorganisationerne at de får et politisk udtryk. Små-organisationer og sekter bliver fejet til side når masserne bevæger sig. Historien viser at masserne bevæger sig gennem deres traditionelle organisationer, fagforeninger og arbejderpartierne, når de går i aktion. Derfor analysere vi og taler så meget om arbejderpartierne. Hvad der sker i disse organisationer, hvilken politisk linje der vinder, en reformistisk eller revolutionær, er afgørende i fremtidens kampe.

Vi er absolut ikke enige med de nuværende ledelser af de tre arbejderpartier, hverken fra S, SF eller Enhedslisten. Ledelserne for S og SF er rigtig nok reformister af værst skuffe og er gået langt til højre, at det ofte har været svært at skelne partierne fra de borgerlige partier. Men det ændrer ikke partiernes klassekarakter. Under Nyrup-regeringen førte Socialdemokraterne med opbakning fra Enhedslisten og SF en politik med nedskæringer efter nedskæringer, fordi de socialdemokratiske topfolk så det som deres fornemste opgave at få en skrantende kapitalisme til at køre rundt – på arbejderklassens bekostning – mens ledelserne for SF og Enhedslisten ikke havde et perspektiv der rakte udover kapitalismens og den snævre parlamentarismes grænser og derfor ikke så andre muligheder end at bakke op, om ”det mindste onde”. Efter at SRSF-regeringen kom til i 2011 i en økonomisk krise, er processen med højredrejning af arbejderpartiernes politik accelereret og har nået så uhyrlige højder at S og SF (der nu er gået ud af regeringen) fører en direkte og umaskeret borgerlig nedskæringspolitik, der er hårdere end hvad Fogh og Løkke-regeringerne kunne gennemføre. Og stadig støtter Enhedslistens ledelse op når det kommer til stykket, på trods af modstand i ord.

I Revolutionære Socialister har vi konstant kritiseret denne linje og advaret mod konsekvenserne. Men arbejderpartiernes politiske fallit betyder ikke at vi afskriver de traditionelle arbejderpartier som værktøjer for arbejderklassen til at ændre samafundet – tværtimod. Det er én ting, hvad ledelsen af et arbejderparti gør og siger, og noget ganske andet, hvad medlemmer og vælgere forventer af partiet, og hvordan arbejderklassen ser på det. For når det kommer til stykket, vil arbejderklassen gennem klassekampen blive tvunget til at tage den politiske kamp, og til det behøver den politisk organisering. Arbejderpartierne er et værktøj for arbejderklassen. Når arbejderklassen radikaliseres og vil ændre samfundet, vil den i første omgang bruge de værktøjer den kender, dens traditionelle organisationer og den ledelse der sidder på magten i dag vil fejet til side på baggrund at store interne kampe om den politiske linje. Altså kan vi, ligesom med så mange andre ting, ikke se arbejderpartierne som en konstant, uforanderlig størrelse, men tværtimod som et produkt af en kamp mellem modsætninger og en afspejling i mere eller mindre direkte form af klassekampen: på den ene side presset fra arbejderklassen og på den anden side det massive pres fra det kapitalistiske system. Nogle venstreorienterede mener, at den højredrejning der er sket i arbejderpartierne med Socialdemokratiet i front, betyder, at Socialdemokratiet, ikke længere er et arbejderparti, og at man helt skal vende ryggen til det. Den holdning er vi meget uenige i.

Historien er fuld af eksempler på arbejderpartier, der er blevet tømt for arbejdere og er gået langt til højre – men når så arbejderklassen igen gik i aktion, er partierne igen blevet fyldt op, og politikken er blevet forsøgt ændret gennem pres fra neden. Et pres der nogen gange har ført til venstredrejning af partiet og i særlige historiske situationer til et massesplit og dannelse af et nyt parti, som det for eksempel var tilfældet med udsplitningen fra Socialdemokratiet og dannelse af forløberen for kommunistpartiet i Danmark, eller udsplitningen fra DKP og dannelsen af SF i 1959. Når arbejderklassen bevæger sig i større stil og leder efter et sted at udtrykke sig politisk, sker det altid gennem de traditionelle partier, som er kendt af alle, og som har forbindelsen til arbejderbevægelsen, fagforeningerne osv. At situationen på et givent tidspunkt ser håbløs ud, betyder ikke, at det altid vil være sådan. På trods af ledelsen og den aktuelle politik er Socialdemokratiet og SF stadig arbejderpartier.

I stedet for at vende ryggen til de hundredtusindvis af arbejdere, der ser til Socialdemokratiet eller de andre arbejderpartier efter en løsning på problemerne, er det nødvendigt at gå imod ledelsens højrepolitik og vinde arbejderbevægelsen tilbage til arbejderklassen og til en politik, der gavner arbejderne og går imod kapitalisterne. På trods af deres fatale politik i regering, og hvor meget end ledelserne forsøger at udviske dette, er der stadig lange traditioner og en tilknytning mellem Socialdemokratiet og SF og arbejderklassen i form af fagbevægelsen, og store dele af den organiserede arbejderklasse ser stadig til socialdemokratiet som deres. Partiets historie, og selv det nuværende program, peger på kampen for et demokratisk socialistisk samfund. Det er ekstremt vigtigt at skelne mellem ledelsen og de almindelige medlemmer – de har ikke meldt sig ind, fordi de ønsker at være med til at smadre velfærdssamfundet.

Vi mener, at det er marxisters opgave, skulder ved skulder med medlemmerne af arbejderpartierne at kæmpe for at vinde opbakning til det socialistiske program. Gør man ikke det, overlader man reelt en masse utilfredse arbejdere og unge til højreorienterede bureaukrater, og hvis man isolerer de mest bevidste dele af klassen væk fra de brede masser som stadig har reformistiske illusioner svækker man i virkeligheden kampen mod højrefløjen. Den eneste realistiske måde, hvormed man kan bygge et stort revolutionært, parti, er ved at være med der, hvor arbejderklassen er, kæmpe de kampe, arbejderklassen kæmper, og konsekvent føre et socialistisk perspektiv frem og vinde flertal for det socialistiske program. Når udviklingen i samfundet og økonomien presser hårdt nok på, vil arbejdere og unge igen forsøge at finde en politisk løsning på problemerne. De vil da fylde deres store traditionelle organisationer op, og igen og igen komme til at kæmpe for at ændre linjen og skifte den borgerlige ledelse ud med en arbejderledelse.

I siger, at I ikke samarbejder med borgerlige – hvad skal det sige?

Vi afviser, at arbejderbevægelsen skal indgå i alliancer eller forbund med borgerlige partier eller organisationer. Vi går derimod ind for enhed og samarbejde i arbejderbevægelsen, mellem arbejderpartierne, men frem for alt går vi ind for enhed der funderet på en socialistisk politik. Socialdemokratiets og SF’s regeringssamarbejde med de Radikale er et eksempel på samarbejde med et borgerligt parti, som absolut ikke har ført noget godt med sig. Resultatet af dette samarbejde taler for sig selv. At rode sig ind i samarbejde med borgerlige på andre spørgsmål, som f.eks. på et spørgsmål som EU, som er et hyppigt eksempel, betyder at man opgiver en del af sit program og stikker arbejderne blår i øjnene. Hvis et borgerligt parti vil arbejde sammen med os socialister, er det fordi det fælles program er af en sådan udvandet karakter, at de kan gå med til det. For at blive ved EU, så kunne det være fx “Ud af EU”. Men det socialistiske svar på spørgsmålet om EU er meget mere omfattende end som så – vi har et alternativ, som ikke har noget med borgerlige organisationer at gøre, men som derimod har en masse at gøre med arbejderklassens organisationer, nemlig at arbejderklassen i Danmark og de andre europæiske lande må erobre magten i deres lande, og så opbygge et socialistisk Europa. Derfor mener vi f.eks. ikke, at socialister bør deltage i organisationer som Folkebevægelsen mod EU, der bilder folk ind, at løsningen er, at Danmark melder sig ud af EU og så færdig. Samme slags indvendinger vil man kunne komme med på alle den slags spørgsmål, som man kunne forestille sig et samarbejde på. Det betyder ikke, at vi kun vil arbejde sammen med organisationer, der mener præcis det samme som os – samarbejde inden for arbejderbevægelsen er en styrke under alle omstændigheder, og det kan bruges til at kæmpe for flertal for de socialistiske idéer i bevægelsen. Det korte af det lange er, at vi ønsker at bevare retten til at føre vores socialistiske program frem, og der er ikke noget formål i enhed med borgerlige organisationer – vejen frem er enhed i arbejderbevægelsen og kamp for et socialistisk program. Folk på venstrefløjen, der går ind for alliancer med borgerlige, henviser måske til, at jo flere, der står sammen i en konkret kamp, jo stærkere står man, så hvorfor ikke få støtte fra borgerlige organisationer? Men pointen er, at det ikke løser nogen problemer, fordi det er det borgerlige samfund, som de borgerlige jo selv sagt i sidste ende forsvarer, der skaber problemerne – der er mere perspektiv i at arbejde for en kæmpende arbejderbevægelse, for hvis arbejderbevægelsens ledelse havde viljen til at gå forrest med et ægte arbejderklassealternativ i de forskellige kampe, som bliver udkæmpet, så ville det slet ikke komme på tale at søge samarbejde med borgerlige organisationer.

Se dog på Danmark i dag – hvordan skal der nogen sinde komme en revolution?

Nogle gange kan det godt se ud til, at tingene står stille, og der ikke sker ret meget. Men hvis man ønsker at forstå samfundet, må man også se på de modsætninger, der opbygger sig under overfladen.

Vores udgangspunkt er, at kapitalistklassen i Danmark og internationalt ikke er i stand til at føre samfundet fremad længere. Samfundets produktionsmidler, altså fabrikker, virksomheder og transport, er koncentreret i store enheder og har en samfundsmæssig betydning. Men tilegnelsen, altså ejerskabet er stadig privat. Denne modsætning skaber kriser og ubalance i økonomien. Det ville være meget enkelt at planlægge produktion og handel på demokratisk manér. Altså er de objektive forhold fuldstændig til fordel for en revolution. Det der mangler, er det, marxister kalder den subjektive faktor. Altså den politiske ledelse.

Den store fremgang i ”de glade tressere” var kun mulig på baggrund af det store opsving i økonomien, der kom efter anden verdenskrig. Dette var en helt ekstraordinær historisk epoke, som definitivt er forbi, og ikke kommer tilbage. I dag taler kapitalisterne, de borgerlige politikere og købte ”eksperter” kun om nedskæringer og tilbagegang. De er i gang med at fjerne alle industriarbejdspladser fra Danmark. Uddannelsessystemet og resten af den offentlige sektor bliver skåret ned og/eller solgt til private kapitalister, fordi de mangler steder at hente deres profit. Det er en utopi at forestille sig, at denne udvikling vil vare ved, uden at arbejderklassen før eller siden siger stop.

Opbyggelsen af velfærdssamfundet er en stor sejr for den danske arbejderklasse, men kapitalisterne er godt i gang med at bombe velfærden tilbage til 1930’erne for at få en ”sund økonomi” som i de ”gode gamle dage”. Men en tilbagevenden til den ”gamle” kapitalisme betyder også, at den ”gamle” klassekamp vil vende tilbage.

Der er masser af eksempler i Danmarkshistorien på store kampe, der viser, at arbejderne er villige til at kæmpe for bedre forhold. Storstrejkerne i 1956, konflikten i 1973, påskestrejkerne i 1985, RiBus-strejken i 1994, storkonflikten i 1998 og konflikten for de offentlige ansatte i 2008, er nogle få eksempler. Men kampen for ordentlige forhold er en uendelig kamp, hvis man ikke bryder med det kapitalistiske system. Selv om man vinder en enkelt kamp, vil forbedringerne blive rullet tilbage igen, så snart kapitalisterne ser deres snit til det. Derfor er det nødvendigt, at arbejderbevægelsens ledelse tager skridtet fuldt ud og arbejder for en socialistisk omdannelse af samfundet. Det er naturligvis ikke noget, der sker af sig selv, men det kræver, at der opbygges en socialistisk tendens i arbejderbevægelsen, som kan vinde flertal for et program om planøkonomi og arbejderdemokrati mod kapitalismens nedskæringer og kriser.

Hvis marxister mener, at socialisme er det næste skridt i samfundsudviklingen, hvorfor skal vi så slås for det?

Marx og Engells mente, at arbejderklassen kan udvikle en socialistisk bevidsthed af sig selv. Det betyder, at arbejderne gennem deres stilling i produktionen (som led i en fælles produktionsproces, hvor arbejdet er delt, så alle laver hver deres lille del) forstår, at det er nødvendigt at organisere produktionen kollektivt. Det gør kapitalismen allerede på de enkelte fabrikker og virksomheder. Det er kun på ”markedet”, at der hersker anarki. Men denne kollektive eller socialistiske bevidsthed betyder ikke, at man ikke skal arbejde bevidst for en samfundsomvæltning. Bevidstheden halter nemlig efter begivenhederne, og som individ er det ”nemmere” at affinde sig med de bestående forhold end at kæmpe for en revolution, som kan virke som et uoverskueligt projekt, når man står alene. En strejke får mange folk til at sætte spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig kører samfundet. Men hvis der ikke er en ledelse, der er parat til at føre dette til den logiske konklusion, at arbejderne må overtage styringen af produktionen, vil folk blive desillusionerede og miste troen på deres egen styrke som samlet klasse. Dette er selvfølgelig et tilbageskridt.

Arbejdere er praktiske mennesker, og derfor vil mange søge ”praktiske” løsninger inden for kapitalismen, før de bliver socialister. For eksempel gennem overarbejde og øget arbejdstempo, eller ved at stemme på reformistiske ledere der lover lette løsninger. Men dette kan kun foregå i en begrænset periode. Når arbejderne beslutter sig for, at de må kæmpe for deres leveforhold, vil de have konkrete krav, som for eksempel kortere arbejdstid, højere løn eller mere ferie. Her er det marxisternes opgave at forklare, at disse krav kun kan sikres varigt, hvis arbejderne eksproprierer kapitalisterne og selv overtager styringen af produktionen.

Netop derfor må man som marxist være med i deres daglige kampe, lige meget om det er på arbejdspladsen, i fagforeningen eller i studenterorganisationerne, samtidig med at man forklarer hvordan det kapitalistiske system ikke kan føre til varige forbedringer.

Selv om Marx sagde, at socialisme er det næste skridt i samfundsudviklingen, betyder det ikke, at det sker af sig selv. Historien skabes af levende mennesker. At afskaffe kapitalismen og indføre et nyt socialt system er ikke noget, der sker af sig selv, men det kræver deltagelse fra hele arbejderklassen til at organisere produktionen og forsvare det nye samfund mod kapitalistisk modrevolution.

Hvad skal man dog med jeres organisation og jeres avis?

Forandring kommer ikke af sig selv. Hvis vi skal ændre samfundet, kræver det kamp, og det er en hård kamp. Vores fjende er den danske og internationale kapitalistklasse og alle de hjælpemidler, de har til deres rådighed: medier, domstole, politi, de højreorienterede bureaukrater i arbejderbevægelsen osv. Hvis arbejderklassen skal vinde den kamp, kræver det, at den er ordentligt bevæbnet. Historien er fuld af eksempler på, at arbejdere og unge er gået i kamp og har haft alt det mod og initiativ, der skulle til for at ændre samfundet ikke bare én, men mange gange. Men igen og igen er det mislykkedes. Historien vrimler med mislykkede revolutionsforsøg. Det der har manglet er en plan – et perspektiv og et program – for hvordan kampen skulle føres og vindes. Kort sagt en marxistisk organisation med fast forankring i massebevægelsen, som kan vise en vej frem. Det er det, som det gælder om at opbygge. Opbygningen af en stor, marxistisk organisation indebærer at kæmpe sammen med arbejderne i deres traditionelle masseorganisationer.

Vi er endnu en lille organisation, men vi mener, at vores bud på, hvordan vi kan ændre samfundet, er det mest oplagte at følge. Samtidig er vi ikke en isoleret dansk organisation – vi er den danske sektion af den Internationale Marxistiske Tendens. Vi har sektioner i rigtig mange lande over hele verden. Vi står i alle landene fast på de marxistiske idéer, og vi forstår, at det er nødvendigt at få dem ind i arbejderbevægelsen. Vores artikler i vores avis og på vores hjemmeside foregiver ikke at være “objektive”, men tager helt klart stilling for arbejderklassen og socialisme. Og det er ellers efterhånden et sjældent syn i arbejderbevægelsen og på venstrefløjen.