I ugerne op til efterårsferien var en række københavnske gymnasier på barrikaderne, for at protestere mod evige stigninger i klassekvotienten. Men gymnasieleverne fik ingen hjælp fra deres egen organisation DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning).
Hvis protesterne skal virke og loftet på klassekvotienten vindes, må DGS gå forrest i kampen.
Protester
Initiativet til protesterne blev taget efter et møde i DGS Storkøbenhavn i september, hvor ingen af forringelserne var på dagsordenen. Elever fra bl.a. Rødovre og Avedøre gymnasium snakkede derefter sammen, og blev enige om, at nu måtte der gøres noget. En række gymnasier mødtes og blev enige om et politisk grundlag for protesterne, som derefter skulle tages op på skolerne. På Rødovre gymnasium besluttede eleverne på et stormøde at besætte skolen onsdag d. 5 oktober og frem til fredag. Flere gymnasier fulgte trop i dagene, der fulgte. Både lærernes fagforening (GL) og flere rektorer bakkede op om kravene, og på flere gymnasier nedlagde lærerne arbejdet.
Efterhånden tog DGS Storkøbenhavn sagen op, og besluttede at indkalde til aktion/ demonstration d. 13-14 oktober. Demonstrationen samlede nogle tusinde elever foran Christiansborg.
Billedet: Elever fra rødovre Gymnasium besatte deres skole i protest mod de høje klassekvotienter og regeringens nedskæringer.
En ”historisk” kamp
Det er langt fra første gang, at gymnasieeleverne protesterer mod dårlig forhold og høje klassekvotienter. I 1999 protesterede eleverne mod gymnasielærernes nye overenskomst, af frygt for at den ville betyde flere elever i klasserne. Før den nye overenskomst skulle lærerne have dobbelt løn for at undervise mere end 28 elever – en naturlig grænse for klassekvotienten. Amtsrådsforeningen forsikrede dengang de protesterende gymnasielever, at det ikke ville betyde højere klassekvotienter – et løfte man må sige, de er løbet fuldstændig fra. Siden da er klassekvotienterne steget støt hvert år, og i dag er der 30 eller flere elever i hver tiende klasse (Politiken 11.08.05), mange steder op til 36, ofte i lokaler byget til 24. Derudover har der hvert år været nedskæringer på nedskæringer; studieturene, lektiehjælpen, øget brugerbetaling osv. En politik der først og fremmest rammer arbejdernes børn – politikernes motto er; hvis vi putter mange i klasserne til at starte med, falder flere fra, og så falder klassekvotienten jo! – ”Robinson” a la gymnasiet.
Bevægelsen i 99 forudsagde, at ophævelsen af klassekvotienten ville medføre ”salamimetoden”: det ene år skæres der i et amt, det næste i et andet. En forudsigelse der har vist sig at holde stik. På den måde håber politikerne at splitte eleverne. Kravet må derfor være samlet kamp – for et nationalt loft over klassekvotienten på 24. Et krav der bliver endnu mere aktuelt, når gymnasierne går over til selveje med den nye kommunalreform. Gymnasierne må lægges under staten – uddannelsen skal ikke afhænge af om man bor i en rig eller fattig region, om man går på et rigt eller fattigt gymnasium – vi må kræve lige muligheder for alle!
Ledelsen svigter
Gymnasielevernes ledelse i DGS har fuldstændig svigtet elevernes kamp. De københavnske elever stod alene med kampen – en kamp, der langt fra kun er aktuel i København.
DGS er gymnasieelevernes organisation, for at den skal gå forrest i kampene, ikke halte efter gymnasieeleverne. DGS besluttede i foråret, på opfordring fra ledelsen, at koncentrere sig om sammenlægning med den borgerlige gymnasieorganisation, GLO, og ”konsolidering” af organisationen. Dette har reelt betydet at ledelsen har været optaget af kontorarbejde og passet på ikke at være for politiske – mens gymnasieelever har kæmpet. Den eneste eksistensberettigelse for DGS er at sikre bedre forhold for eleverne, alt andet må underordnes dette.
DGS bør i starten af hvert skoleår undersøge omfanget af nedskæringer, klassekvotienterne o.l. og derefter undersøge, gennem f.eks. stormøder, stemningen for protester. Det er DGS, der må give eleverne et perspektiv – kampene må samles på tværs af amter og regioner og føres fremad.
DGS må gå forrest – for en opposition
Ledelsen i DGS har de sidste år opbygget en stor autoritet blandt eleverne, bl.a. fordi de har kaldt til strejker og demonstrationer. En bevægelse der foreløbig kulminerede sidste år med STOP NU. Vi har hele tiden bakket op om disse tiltag, men samtidig kritiseret ledelsen for ikke at føre bevægelsen fremad til sejr. Det eneste man hørte fra ledelsen i DGS, under disse protester var en række udtalelser fra formanden Uffe Lembo i pressen, hvor han forsikrede om, at DGS bakkede op. Men hvad tæller opbakning i ord, hvis den ikke omsættes til praksis? Mange aktive gymnasielever må spørge sig selv; hvor er DGS henne, og hvordan kan det være at vi år efter år er på barrikaderne for præcis de samme krav?!
Vi opfordrer de aktive gymnasieelever landet over (startende i København) til at fastholde netværket der stod bag besættelserne og bruge det til at sikre at DGS igen begynder at kæmpe for elevernes krav. DGS må blive elevernes kamporganisation, en organisation der fører bevægelsen fremad.
Det er klart, at kampen kun kan vindes hvis den koordineres og har en ledelse. DGS er netop dannet for at udfylde den rolle. Men DGS er ikke en fast størrelse – så længe den nuværende ledelses linje fortsætter er der brug for en opposition i DGS.
Kampen må fortsætte
Ingen af bevægelsens krav er gennemført – klassekvotienterne er stadig høje, og nedskæringspolitikken fortsætter – kampen er altså langt fra vundet. Christine Antorini (S) udtalte i Politiken 6. oktober: ”Reformkredsen [partierne bag den nye gymnasiereform] er optaget af problemet, og hvis det viser sig, at klassekvotienterne stiger generelt, må vi nå til enighed i forligskredsen om, hvad man skal gøre”. Et temmelig arrogant udsagn må man sige – det kræver ikke en høj studentereksamen for at se, at klassekvotienterne er steget; spørg eleverne selv, de har vidst det i mange år!
Kampen for god og gratis uddannelse er altså langt fra vundet. Kampen må spredes til lærere, folkeskoleelever, studerende, lærlinge osv. – vi rammes alle. Og ikke mindst må eleverne opfordre arbejderne til at gå med i kampen – kampen er en kamp om arbejdernes børns ret til en uddannelse!
For en god og gratis uddannelse!
DGS må gå forrest i kampen!
