Ultra-venstre er et begreb inden for bolsjevikisk terminologi, der beskriver politikker, organisationer eller personer, som politisk tænker i absolutter og ikke tager hensyn til, hvordan det fulde og færdige program kan forbindes til arbejderklassens virkelighed og bevidsthed på et givent tidspunkt.
Ultra-venstre politik er karakteriseret ved forsøget på at være “ren”, og behandle alle spørgsmål, også taktiske, som principielle og derigennem fremstå som de mest venstreorienterede.
Lenin skrev pamfletten “Venstre-kommunismen” en børnesygdom i foråret 1920. Heri gik han i rette med en begyndende politisk tendens i flere af Tredje Internationales sektioner til at forsøge at tvinge deres program ned over virkeligheden og arbejderklassen.
Ultra-venstre tendenserne eller “venstre-kommunisterne” afviste for eksempel at arbejde i de gamle fagforeninger, fordi de var politisk kontrollerede af de reformistiske opportunister, socialdemokraterne. I stedet foreskrev venstre-kommunisterne, at de revolutionære skulle splitte ud og danne nye, rene organisationer. På samme måde afviste de at udnytte de borgerlige parlamenter i Vesteuropa som platforme, med den begrundelse at parlamentarismen havde udspillet sin rolle efter sovjetternes fremkomst i Rusland.
Lenin var principielt enig i, at opportunisterne var politiske fjender, der understøttede kapitalismen, og at den borgerlige parlamentarisme havde udspillet sin historiske rolle, efter at arbejderklassen havde opfundet sin egen statsform; rådsdemokratiet, men han var samtidig meget hård i sin argumentation imod venstre-kommunisterne. Spørgsmålet om, hvordan programmet for socialisme gennemføres, kunne, ifølge Lenin, ikke reduceres til at stille sig op på en ølkasse og læse op af det fulde program, hvorefter arbejderne så ville komme rendende.
Faktum var, at kommunisterne i alle lande undtagen Rusland, stadig ikke havde vundet flertallet af arbejderklassen. Efter at millioner af arbejdere var blevet vækket politisk til live, var de strømmet ind i de gamle fagforeninger. De havde endnu ikke nået samme konklusion som de revolutionære om, at parlamentarismen var udlevet, og de stemte stadig ved parlamentsvalgene, millioner af dem endda stadig på de opportunistiske socialdemokratier.
Derfor kunne disse organisationer per definition ikke afskrives, men måtte tages med i ligningen. Opgaven var at vinde masserne. Hvis de revolutionære, argumenterede Lenin, splittede ud fra de opportunistisk dominerede fagforeninger, overleverede de i virkeligheden disse nye lag af friske arbejdere i hænderne på opportunisterne, i steder for politisk at vriste dem ud af deres indflydelse. I stedet for at udstede ultimatummer til arbejderne var opgaven i stedet at forbinde sig med disse, gå med dem skulder ved skulder og forklare tålmodigt, indtil de ved egne erfaringer kunne konkludere, at kommunisterne havde ret.
Ultra-venstre tendenser præger i høj grad den “anti-parlamentariske” venstrefløj i dag, som en naturlig og naiv reaktion mod den historiske degenerering af arbejderbevægelsen og dens etablerede organisationer og kan, hvis den bliver korrigeret, på den måde være første skridt på vejen til en marxistisk, revolutionær forståelse.
