Produktivkræfter er et begreb, som indgår i den marxistiske historieopfattelse, som kaldes ”historisk materialisme”. I denne historieopfattelse opfattes historien som drevet af det vekselvirkende forhold mellem to elementer i samfundet: Produktivkræfterne og produktionsforholdene. Produktivkræfterne betegner alt det, som indgår i produktionen: menneskene, som producerer, råstofferne, som bruges til at producere det givne produkt og vigtigst af alt den teknologi og teknik, som bestemmer produktiviteten i produktionen. Produktivkræfterne er altså i sidste instans de elementer, som mennesket bruger til at reproducere livet selv. Disse produktivkræfter producerer inden for nogle rammer i samfundet, som kaldes produktionsforhold. Disse er en betegnelse for de forhold, som produktionen udføres under.
I nutiden foregår produktionen som en social produktion med udpræget arbejdsdeling, men under privat ejerskab. Produktivkræfterne sammen med produktionsforholdene og hele den politiske, ideologiske, religiøse, juridiske (osv. osv.) overbygning udgør den givne produktionsmåde i dag: kapitalismen. At udviklingen af produktivkræfterne i sidste ende er afgørende for, hvilket socio-økonomisk system der hersker (produktionsmåden), er i grunden ikke så underligt. Selvfølgelig er et system, som er baseret på jagt, manuelt fiskeri og indsamling af rødder og frugter, fundamentalt anderledes end et samfund, som er baseret på moderne industri. Det vil altså sige, at det er udviklingen af produktivkræfterne og dermed produktiviteten, som er den bestemmende faktor i menneskehedens udvikling.
Karl Marx argumenterede for, at den stadige og dynamiske udvikling af produktivkræfterne efterhånden kommer i modsætning til de givne produktionsforhold, som er statiske. Fra at have virket fremmende for udviklingen af produktivkræfterne bliver de givne produktionsforhold i sidste ende ”lænker” for produktivkræfternes udvikling. Lænker der må og bliver sprængt, hvorefter nye produktionsforhold og deraf en ny produktionsmåde, som er i samklang med produktivkræfterne, træder i de gamles sted.
Da feudalismen ved revolution blev omvæltet af borgerskabet og erstattet med kapitalismen, fik produktivkræfterne et ekstremt højt råderum relativt i forhold, til hvad de havde under feudalismen. Markedsøkonomiens konstante pres på kapitalisterne for at geninvestere deres overskud i nye produktivkræfter og højere effektivitet for at klare sig i konkurrencen fungerede her som gunstige forhold for udviklingen af produktivkræfterne.
I dag er vi en situation, hvor produktivkræfterne igen gør oprør mod produktionsforholdene, primært nationalstaten og den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Det illustreres grafisk ved den begyndende opsplitning i Europa og den nuværende krises absurditet. Her må hundrede af millioner af mennesker rundt om på jorden være uproduktive på grund af arbejdsløshed, mens fabrikker står tomme trods enormt behov for de produkter og tjenester, som de kunne producere. Men problemet er, at produktionsforholdene, altså den private ejendomsret til produktionsmidlerne, betyder, at produktionen – produktivkræfterne – kun igangsættes, når der kan skabes profit.
Det er med dette eksempel tydeligt, at produktivkræfternes udvikling, som danner grundlag for menneskets tilværelse, når et punkt, hvor produktionsforholdene bliver begrænsende for udviklingen. På et sådant tidspunkt vil der, ifølge Marx, opstå sociale revolutioner såsom revolutionerne, der væltede feudalismen. De efterspørger et nyt system, som igen kan udvikle produktivkræfterne. Et system som socialismens.
Denne artikel blev bragt i Revolution Nr. 17, marts 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 100 kr.
