Begrebet opportunisme beskriver en handlemåde, hvor man lader hånt om principper og i stedet tilpasser sig den øjeblikkelige situation. I arbejderbevægelsen har den fremherskende opportunisme for længe siden resulteret i, at kampen for en socialistisk omvæltning er forsvundet til fordel for såkaldt “realpolitik” og “det muliges kunst” indenfor kapitalismens snævre rammer.
Opportunisme i arbejderbevægelsen kommer først og fremmest af en mangel på – og ofte direkte foragt for – teori. De daglige kampe og krav ses ikke som underordnet den større kamp for at ændre samfundet grundlæggende. I stedet bliver målet at få mest muligt ud af den enkelte isolerede kamp, den enkelte forhandling, løsrevet fra et større perspektiv.
Den naturlige konsekvens af dette, inden for de kapitalistiske rammer, er, at forsøge at blive accepteret af den herskende klasse og dens repræsentanter, for at gøre det nemmere at få skubbet enkeltsagerne igennem.
Reformismen er den naturlige forlængelse af opportunismen. Hvor opportunisme er praktisk, er reformisme i sin rene form et forsøg på at give opportunismen en teoretisk begrundelse: at det er muligt at opnå socialisme ved at reformere kapitalismen én reform af gangen.
Opportunisme dominerer i høj grad arbejderbevægelsen i dag, særligt dens top. Men opportunisme er ikke forbeholdt det velbetalte apparat. Selv små venstrefløjsorganisationer, som i ord står for revolution og socialisme, kan forfalde til opportunisme. Opportunismen hos små organisationer udtrykker en utålmodighed. Det udtrykker en trang til at “gøre noget nu og her” og til at få “virkelige ændringer igennem”. For eksempel ved at forsøge at få positioner som de ikke har politisk grundlag for at vinde. For at vinde disse må de udvande deres politik og tilpasse sig til det givne miljø – de objektive forhold. Konsekvensen bliver, at målet om socialisme ryger over bord til gengæld for “indflydelse”, som kun vil eksistere så længe, man er parat til at gå på yderligere kompromisser, indtil man har fuldstændig miskrediteret sig selv. På den måde ender det med, at de objektive forhold former organisationen og ikke omvendt, som det ellers var hensigten.
