Folkefrontstaktikken opstod under StalinEn folkefront er en fejlslagen taktik i klassekampen, der forsøger at forene arbejderklassens organisationer og partier med det såkaldt progressive borgerskab ofte på baggrund af truslen fra fascisme, krig og andre farer. Historisk opstod folkefronten som en del af den politiske zig-zag-kurs ført under Stalin, der vekslede mellem ultravenstrepolitik, hvor kommunisterne isolerede sig fra masserne, og opportunistisk politik, hvor kommunister indgik i alliancer med borgerlige partier. Den politiske kovending til taktikken med folkefront der blev formaliseret af Tredje Internationale i 1935, havde katastrofale konsekvenser især under den spanske borgerkrig. Over for truslen fra Franco og af frygt for den revolutionære styrke som den spanske arbejderklasse havde udvist, stod de spanske stalinister ret, da Moskva erklærede at revolutionen ikke måtte ikke gå ud over de såkaldt demokratiske opgaver. Deres empiriske udsyn dikterede, at revolutionen måtte opdeles i skarpt definerede faser. Første trin var at besejre fascisme og sikre borgerligt demokrati. Arbejdernes krav om social revolution og socialisme måtte vente.
Folkefronten som taktik repræsenterer en fuldkommen afvisning af bolsjevisme og den politik, der bragte arbejderklassen til magten under den russiske revolution. Essensen af bolsjevikkernes politik var, at arbejderklassen måtte forblive politisk uafhængige – at kun en klassebaseret politik kunne føre til erobring af magten og en omdannelse af samfundet. Lenin og Trotskij forklarede, at en revolutionær bevægelse med arbejderklassen i spidsen er uforeneligt med borgerskabets mål, også selvom revolutionen finder sted i et tilbagestående land. Denne politik med klasseuafhængighed var hvad, der adskilte bolsjevikkerne fra mensjevikkerne i oktober 1917, som i stedet for klasseselvstændighed så det som en historisk “nødvendighed” at overgive magten til borgerskabet. Med folkefronten kogte Stalin altså sur suppe på en politik, der hvis implementeret under den russiske revolution, ville have ledt til nederlag.
Et moderne eksempel på en folkefrontspolitik kan findes hos det danske Folkebevægelsen mod EU. Bevægelsen blev i sin tid startet af socialister, men gør meget ud af at være tværpolitisk og ikke at støde de ganske få borgerlige elementer væk med det resultat, at deres politik er reduceret til “progressiv” borgerlig nationalisme.
