I en revolutionær situation er der objektive og subjektive faktorer. De objektive faktorer er de materielle forhold: om de økonomiske og sociale betingelser er modne for revolution. Men det i sig selv er ikke nok. For at en revolution skal sejre, kræver det, at den subjektive faktor er tilstede.
Meget forsimplet kan den subjektive faktor reduceres til det revolutionære parti. Men begrebet er dog egentligt bredere. Den subjektive faktor er først og fremmest massernes bevidsthed. En revolutionær situation kræver et skift i massernes bevidsthed, hvor de begynder at drage revolutionære konklusioner. Den subjektive faktor udgøres også af arbejderklassens organisering og dermed evne til at handle centraliseret og kollektivt. Heraf følger, at den subjektive faktor krystalliseres i det revolutionære parti. Det revolutionære parti har i denne epoke af kapitalismen vist sig afgørende for, at arbejderklassens revolutionære bevægelse ender i en sejrrig socialistisk revolution.
Marxister er materialister. Det afgørende for den historiske udvikling er udviklingen af produktivkræfterne. Men det udtømmer ikke vores historiske forståelse. Økonomien er i sidste ende den bestemmende faktor, men individer og partier kan på særlige tidspunkter i historien spille en afgørende rolle. I en krig kan en general ikke ændre på styrkeforholdet mellem de to hære – de objektive betingelser – men den rigtige general på det rigtige tidspunkt kan alligevel være forskellen mellem sejr og nederlag i et slag. Udfaldet af dette slag kan have en effekt i begge hæres rækker, der igen kan have effekt på krigens fortsættelse osv.
Det samme gælder ved revolutioner og massebevægelser, hvor det revolutionære parti og dets ledelse kan betragtes som arbejderklassens generalstab. En revolution er udtryk for, at spændingerne i samfundet har nået et bristepunkt, hvor klassekampen bryder ud i lys lue. I en sådan situation kan et parti – og endda ét individ – spille en afgørende rolle, som det var tilfældet med Bolsjevikpartiet og Lenin i Rusland 1917. Bolsjevikpartiet havde på baggrund af sit arbejde i mange år op til revolutionen en enorm autoritet blandt de russiske arbejdere, og Lenin, der over en årrække havde bygget Bolsjevikpartiet, havde en enorm autoritet i dette parti. Det gjorde partiet i stand til at forbinde de revolutionære ideer med arbejderklassens bevægelse og bevidsthed og dermed lede arbejderklassen til sejr.
Et enkelt individ eller parti kan ikke skabe en revolutionær situation ud af det blå. Men når de objektive betingelser er modne for revolution, er den subjektive faktor – massernes bevidsthed og organisering samt det revolutionære partis tilstedeværelse –afgørende.
