SYRIZA vandt valget i går [søndag d. 20. september], hvilket Tsipras hævder, giver ham mandat til at fortsætte ad den vej, han allerede slog ind på i sommers, nemlig at gennemføre de betingelser trojkaen har dikteret. Han ignorerer dog belejligt den ikke uvæsentlige detalje, at hans regeringskoalition (SYRIZA-ANEL) mistede i alt 416.000 stemmer i forhold til valget i januar.
Procentvis fik SYRIZA 35,46% næsten det samme som januars 36,3%, men i absolutte tal mistede partiet 320.000 stemmer. Nyt Demokrati fik 28%, næsten det samme som januars 27,8%, men partiet mistede også mange stemmer i absolutte tal, næsten 200.000.
Det, der har fordrejet resultatet, var det langt større antal, der undlod at stemme denne gang. I januar undlod 37% at stemme, mens det denne gang var 43,5% og af dem, der gik til valgstederne, afgav 2,5% en blank stemme. Det samlede andel, der ikke stemte, var dermed 46%, næsten halvdelen af befolkningen. Vi må ikke glemme, at i henhold til artikel 51 i den græske forfatning “er udøvelsen af retten til at stemme obligatorisk”. Det er på trods af denne retlige forpligtelse, at næsten halvdelen af befolkningen nægtede at stemme. Dette viser skuffelsens dybde blandt et bredt lag af vælgerne.
Tilbage i januar påpegede nogle højreorienterede kommentatorer, i et forsøg på at nedgøre SYRIZA’s daværende resultat, at de 36%, der havde stemt på dem, ud af de 63% der stemte, udgjorde mindre end 23% af vælgerne. Det var, da SYRIZA stillede op på Thessaloniki-reformprogrammet, og præsenterede sig selv som et anti-trojka, anti-memorandum, anti-nedskæringsparti. Hvis vi anvendte den samme logik i dag, ville vi være nødt til at sige, at 35,46% af 54% betyder, at kun 19.14% af vælgerne stemte på SYRIZA denne gang. Derudover tabte de partier, der stemte for det nye memorandum d. 20. juli, i alt 1,1 millioner stemmer.
Det er ikke et reelt mandat til de nedskæringer, som den nye regering kommer til at gennemføre i den kommende periode. Det græske folks virkelige udtryk var folkeafstemningen i juli, hvor folk følte, at de havde et parti i regeringen, der var parat til at stå op imod trojkaen. Den følelse er forsvundet nu, og selv dem, der stemte på SYRIZA denne gang, affinder sig med det faktum, at nedskæringer er det eneste, der bliver tilbudt. De håber blot, at det under Tsipras vil være knap så hårdt.
Dette valg viser, hvad der sker, når ledelsen af arbejderklassens ikke er parat til at føre en kamp mod kapitalistklassen, der kontrollerer økonomien. Der er ingen mellemvej mellem, hvad kapitalisterne kræver, og hvad arbejderne kræver. Det er der, problemet ligger.
Den græske arbejderklasse gjorde alt, hvad den kunne; over 30 generalstrejker, utallige massemøder og protester, og en stemme på det, der dengang så ud til at være et parti på den “yderste venstrefløj”, som medierne præsenterede det. SYRIZA voksede på meget kort tid fra at være et marginalt parti på 4-5% til at vinde valget i januar. Denne rivende vækst blev ikke nået ved at sælge nedskæringer til masserne, men ved at tilbyde en ende på sparepolitikken. Det var partiets radikale reformprogram, der vandt SYRIZA sine stemmer i januar. Men efter at have vedtaget nedskæringerne, som trojkaen krævede, har SYRIZA under Tsipras formået at tabe 300.000 stemmer.
Hele scenariet i Grækenland udstiller det borgerlige demokratis virkelige natur. Et parti stiller op på et program, som er i konflikt med kapitalisternes interesser, og kommer på det program i regering. Inden for et par måneder presser kapitalisterne dette parti til at opgive det program, det blev valgt på, og til at vedtage det stik modsatte af, hvad folk stemte for. Det program, som Tsipras nu vil gennemføre, besluttes andre steder, af de store kapitalister i Europa.
En artikel offentliggjort i går i The Guardian havde en interessant titel, “Beføjelser uden fortilfælde: hvem der end vinder valget i penge-hungrende Grækenland vil han blive holdt på rette vej af denne mand …” efterfulgt af undertitlen, “Den hollandske økonom Maarten Verweys taskforce vil føre tilsyn med Grækenlands gennemførsel af kontanter-for-reformer redningspakken”. Artiklen fortsætter med at forklare, at “Den, der efter søndagens valg ender med at flytte ind i Maximos Mansion, det officielle residens i Athen for Grækenlands statsminister, vil ikke i nogen meningsfuld forstand styre landet. Den ære kan siges i stedet at tilfalde en jakkesætsklædt hollandsk økonom i Bruxelles med den imponerende titel af generaldirektør i Europa-Kommissionens generalsekretariat med ansvar for strukturreformernes Support Service … Ifølge den finansielle ugeavis Agora Verwey vil det 20-mand stærke personale ’hovedsagelig skrive lovgivningen for næsten alle regeringens politikområder, for selskabsskat og arbejdsmarkedspolitik, for sundhed og velfærdssystemet… og forberede de løbende rapporter under evalueringen af økonomien’.”
Som vi forklarede i vores artikel fra 18. september (Greece into the elections – what stage are we at?), kræver det seneste Memorandum, at 80% af hvad der er specificeret i det, skal være vedtaget som græsk lov inden udgangen af i år. Det betyder, at det græske folk vil blive ramt af en stormflod af nedskæringer indenfor meget kort tid. Tingene vil se meget anderledes ud om et par måneder. Håbene om, at Tsipras vil “mildne smerten”, vil blive knust, og naturen af det, han er gået ind på, vil blive fuldstændig klart for alle. Så vil det være et helt nyt spil.
Det seneste valgresultat er blot et øjebliksbillede af situationen, som den ser ud i dag. Det græske valgresultat skal forstås i sammenhæng med stemningen af apati og udmattelse, der eksisterer i landet efter fem års mobiliseringer og forhåbning til, at noget kunne gøres for at stoppe de drakoniske nedskæringer, som pålægges det arbejdende folk.
Grækenland har været igennem fem år med politisk ustabilitet på baggrund af en grusom økonomisk krise, fem år med på den ene side skrøbelige koalitioner, teknokratiske regeringer og hurtige valg og på den anden side snesevis af generalstrejker, protester og massebevægelser, der ikke førte til nogen umiddelbar politisk forandring og tærede på arbejderklassen.
Oven i det kom de fem pinefulde måneder med SYRIZA-regeringen: konstante kriser, forhandlinger, skift, med en konstant vaklen fra SYRIZA’s ledelse og ingen overbevisende langsigtede perspektiver. Dette blev fulgt op af en folkeafstemning, hvor folket stod op imod en brutal national og international politisk og økonomisk kampagne.
Og på trods af det momentum, der blev skabt, kulminerede alle disse udviklinger i en eklatant kapitulation, hvor SYRIZA-regeringen viste sig at være fuldstændig hjælpeløs, og NEJ’et en papirtiger i regeringens hænder.
Revolution fortærer menneskelig energi i enormt omfang og de sidste par måneder har demoraliseret og udmattet masserne, som ikke længere har tillid til noget parti, og bare ønsker at komme videre med deres liv og få en vis stabilitet.
Dette forklarer apatien og den ekstremt høje rate af folk, der ikke stemte. SYRIZA’s uimponerende sejr har at gøre med frygten for, at Nyt Demokrati kommer tilbage til magten, den sidste glans af venstrefløj, som Tsipras stadig bevarer, og hans løfte om at være det mest “progressive” pro-memorandum parti, det faktum at de økonomiske konsekvenser af memorandummet stadig ikke virkelig kan føles, og det faktum at ingen troværdig politisk kraft har fremsat et overbevisende alternativ til memorandummet.
Til venstre for SYRIZA, formåede hverken KKE, eller det nye Folkets Enhedsparti at skabe et gennembrud. KKE fik 5,5% af stemmerne, nøjagtig den samme procentsats som i januar, men i absolutte tal mistede de 37.000. Folkets Enhedsparti, der blev dannet ud af SYRIZA’s venstrefløj, som 25 parlamentsmedlemmer tilhørte, opnåede 155.000 stemmer, bare 2,86%, 11.000 stemmer under spærregrænsen på 3%, og får derfor ingen parlamentarisk repræsentation. ANTARSYA fik 0,85% af stemmerne, hvilket forviser dem til udkanten af den politiske proces i Grækenland. De troede, de kunne vinde fra Tsipras’ forræderier. I januar fik de 39.411 stemmer, 0,64%, mens de denne gang fik 45,937 stemmer. Havde Folkets Enhed og ANTARSYA kunnet nå til enighed om at bygge en fælles valgfront, kunne de have vundet mere end 10 pladser i Parlamentet og fremstå som en oppositionsstemme fra venstre. I stedet har de ingenting.
KKE’s manglende vækst skal forklares ved dets sekteriske position gennem alle disse år. Selvom de kommer med en hel række korrekte kritikpunkter af både SYRIZA og det nye Folkets Enhedsparti, gør de intet forsøg på at anvende enhedsfronttaktikken, som Lenin udviklede. Det er ikke nok at have ret i teorien; man må bevise det i praksis. Man må vise masserne, at KKE ønsker at vinde ledelsen for bevægelsen, og det kan kun gøres ved at tilbyde enhed til de andre arbejderpartier, ikke ved at give indrømmelser overfor deres reformistiske tendenser, men ved at stille krav til dem, krav der svarer til arbejderklassens interesser. KKE’s ledere stiller sig tilfredse med at fordømme de andre som forrædere, og sige at alt vil blive godt, når KKE vokser. Partiet betalte ved dette valg for sin sekterisme over for de sociale bevægelser, overfor andre kræfter venstrefløjen, og overfor NEJ-lejren ved folkeafstemningen.
Folkets Enhed er på den anden side blevet holdt tilbage af sit svage program primært baseret på en tilbagevenden til drakmer og på en protektionistisk form for kapitalisme, og af at Lafazanis (som selv er en grå bureaukrat, der viste sig som en meget utrolig tandløs kritiker af SYRIZA, mens han sad i regeringen) og co. stadig forbindes med regeringen og dermed påvirkes af den generelle skepsis. Hvorfor stemme på en lille ukendt kraft som Folkets Enhed, som ikke synes at være meget forskellig fra, hvad Tsipras sagde for nogle måneder siden, må mange vælgere have tænkt.
Ledelsen for Folkets Enhed har betalt en stor pris for sin tidligere tilgang til Tsipras inde i SYRIZA. På et tidspunkt var flertallet af SYRIZA’s centralkomite imod Tsipras, det politiske sekretariat var imod, partiets ungdomsorganisation var imod, SYIRIZA’s fagforeningsfløj var imod. Havde Lafazanis villet, kunne han have lanceret en kamp om SYRIZA, for at vinde det flertal, der var der, hvis man kæmpede for det. Men for at kunne gøre det, måtte han have været konsekvent gennem de sidste otte måneder, og han måtte mobilisere partiets medlemmer. I stedet foretrak han at gå efter en “mindelig skilsmisse”, som nogle har formuleret det. Han overlod dermed SYRIZA til Tsipras, der indtil da var i mindretal i partiet. Det er denne adfærd, der også forklarer, hvorfor mange på venstrefløjen ikke har tillid til det nye parti.
På trods af alle disse problemer på venstrefløjen, forbliver realiteten, at Tsipras skal gennemføre det brutale memorandum, der vil drive Grækenland dybere ned i krise og vil blive økonomisk og politisk ulevedygtigt. De borgerlige partier er nu svagere end nogensinde, splittede og miskrediterede som de er, og den herskende klasse kan ikke gøre andet end at satse på Tsipras som deres sidste, tvivlsomme allierede. Borgerskabet er for svagt til at hævde sig på afgørende vis.
Forårets krav og spændinger og slaget fra Tsipras’ forræderi, vil skabe demoralisering og stagnation i en periode, men under slagene fra krisen vil arbejderklassen igen rejse sig. Og den vil gøre det på et højere niveau, fordi det vil ske efter, at den har været igennem pro-EU-reformismens hårde skole, som har vist sig at være fuldstændig utopisk. Konklusionen fra SYRIZA-katastrofen står klart for alle der kan se: reformer kan kun vindes gennem kamp og gennem revolutionære tiltag. Dette har været et nederlag, men et der på mellemlang sigt vil hæve klassekampen et hak op. Som Rosa Luxemburg forklarede:
“Hele vejen til socialismen – hvad angår de revolutionære kampe – er brolagt med lutter tordnende nederlag. Men samtidig marcherer historien ubønhørligt, skridt for skridt, mod den endelige sejr! Hvor ville vi være i dag uden disse ’nederlag’, hvorfra vi trækker historiske erfaringer, forståelse, magt og idealisme? I dag som vi går frem mod den proletariske klassekamps endelige slag, står vi på fundamentet af netop de nederlag, og vi kan ikke undvære nogen af dem, fordi hver enkelt bidrager til vores styrke og forståelse. “
Det, der er brug for i Grækenland nu, er hverken at græde eller grine, men at forstå. Reformismen kan ikke stoppe nedskæringernes destruktion. Hvad, der kræves, er et parti for den græske arbejderklasse, der lærer af alle disse erfaringer og forklarer arbejderne og ungdommen, at kampen mod nedskæringer ikke kan sejre, medmindre det bliver en kamp mod det kapitalistiske system som helhed.
Dette nederlag er ikke enden på historien. Det er et skridt i en langtrukken proces, hvis endelige udfald vil afhænge af opbygningen af en levedygtig marxistisk tendens inden for bevægelsen af arbejdere og unge i Grækenland, en tendens der kan tage marxismens analyse og program til de avancerede lag og derefter til den bredere arbejderklasse. De radikaliserede lag omkring KKE, Folkets Enhedspartiet, den radikaliserede ungdom, vil være de kræfter som et ægte revolutionært parti for den græske arbejderklasse kan bygges på, men først må vi forstå, hvorfor vi er, hvor vi er.
Efterskrift – en note om Gyldent Daggry: I den seneste periode er truslen fra Gyldent Daggry blevet rejst af nogle på venstrefløjen som en indikation på et voksende antal højreorienterede stemmer, men sandheden er, at ved de sidste fire parlamentsvalg har det absolutte antal afgivne til Gyldent Daggry været konstant faldende, maj 2012: 440.966, juni 2012: 426.025, januar 2015: 388.387, september 2015: 379.539. Dette udelukker ikke muligheden for, at de kan komme igen i fremtiden, i takt med at de økonomiske nedskæringer påtvinges det græske folk, men for nu vinder de ikke fra den nuværende situation.
London, 21. september 2015
