Tegning: Carlos Latuff.

Arbejdsløsheden i Grækenland er på 28 procent, hvilket slår rekorden fra 1930’ernes USA, hvor den aldrig nåede over 25 procent. Det har skabt en desperat situation, hvor fascisterne har været i stand til at vinde et vist fodfæste. Kapitalismens krise har på den måde hentet fascismen op fra graven, omend den endnu ikke har samme masseopbakning som i 1930’erne.

Hvis man vil udskyde et græsk banke­rot, som vil få en dominoeffekt i resten af Europa, er der ingen tvivl om at man er nødsaget til at give landet endnu en økonomisk hjælpepakke. Disse hjælpe­pakker er dog ikke skabt til at hjælpe de græske masser, men for at redde specielt franske og tyske banker der har udestående i Grækenland.

Grækenland er på ingen måde ude af krisen endnu. Den græske gæld vil i slutningen af dette år være oppe på 330 mia. euro (ca. 2.460 mia. danske kr.). Det vil svare til 178,5 procent af det græske BNP. Ved årsskiftet vil Græ­kenlands BNP var faldet med 25 pro­cent siden krisen start. Det har naturlig­vis betydet en katastrofe for de græske arbejdere og unge.

Græsk polarisering

Økonomien eksisterer ikke i et vakuum, men har enorme sociale konsekvenser for de græske masser. Den officielle ar­bejdsløshed er på 27 procent og for unge er den så høj som 65 procent! Det bety­der naturligvis en katastrofe for arbejde­re, unge og middelklasse i Grækenland, og det grunden til at vi har set en eks­plosion i klassekampen. Det er videre grunden til at den græske finansminister Yannis Stournaras var ude og bede om at der ikke kom flere nedskæringer med den nye hjælpepakke fra Trojkaen. Han ved godt at nye nedskæringer vil betyde ny social ustabilitet.

En anden effekt af krisen er den øgede politiske polarisering. Partierne på mid­ten i græsk politik har i praksis vist at de intet kan gøre for de græske masser og derfor blev de også straffet ved gen­valget sidste sommer, efter man forgæ­ves havde forsøgt at sammensætte en regering i foråret. Det socialdemokrati­ske Pasok var det parti arbejderklassen straffede hårdest og som derfor røg fra næsten 44 procent i 2009 helt ned på 12 procent til valget i 2012.

Til gengæld så styrkede polariseringen i det græske samfund fløjene i græsk politik, især venstrefløjen. Det stalini­stiske kommunistparti KKE fik 4,5 pro­cent af stemmerne, men endnu vigtig så fik Syriza (som lidt firkantet kan sam­menlignes med Enhedslisten) næsten 27 procent af stemmerne og blev dermed det næstestørste parti i hele det græske parlament. Den nuværende polarisering har tydeligvist været størst mod venstre, hvilket skyldes venstrefløjens afvisning af Trojkaens besparelser.

Fascisme i Grækenland?

En anden konsekvens af polariseringen har været en mindre styrkelse af det yderste højre, specielt den fascistiske gruppe Gyldent Daggry, som næste fik syv procent af stemmerne ved parla­mentsvalget. Det har skabt en del for­virring på venstrefløjen. Hvordan kunne dette forklares og hvad betød deres styr­kelse?

Der var nogen, der mente, at dette betød at kapitalistklassen i Grækenland fuld­stændig har opgivet at herske gennem demokratiske midler og at fascisme nu stod på dagsordenen, ligesom i Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien. Socia­listisk Standpunkt har, sammen med resten af vores internationale organi­sation, Den Internationale Marxistiske Tendens (IMT), hele tiden forklaret, at fascisme på nuværende tidspunkt ikke er på dagsordnen, selvom det ikke be­tyder, at det ikke kan ske i fremtiden.

Fascisterne i Tyskland og Italien kom til magten som en reaktion på arbejder­klassens mislykkede forsøg på at tage magten. Deres funktion var at smadre alle arbejderklassens organisationer. Selvom der har været store eksplosio­ner i den græske klassekampen, har der ikke været nogle afgørende kampe, hvor arbejderklassen har forsøgt at tage mag­ten, og borgerskabet ser derfor stadig en fordel i af bruge parlamentariske midler til at styre landet.

For det andet så har fascisterne ingen massebase. Historisk set har fascismens sociale grundlag bestået af småborger­skabet (især bønderne), brede lag af højreorienterede studerende, lumpen­proletarer og en mindre del desillusio­nerede arbejdere. Udover at de histori­ske betingelser for fascisme har ændret sig drastisk, så har Gyldent Daggry helt konkret ingen social massebase. I hele Grækenland har de omkring 2000-3000 aktive støtter og kan højest mobilisere nogle hundreder til deres demonstra­tioner. Det er på ingen måde en mas­sebase.

For det tredje så har den øgede støtte til Gyldent Daggry intet med deres po­litiske program at gøre. Den har de fået som et fravalg af de andre partier, også venstrefløjspartierne. Syriza har haft meget svært ved at vise et helt klart al­ternativ til den nuværende politik, og KKE har igennem deres sekteriske at­titude til resten af venstrefløjen skubbet arbejdere væk fra sig. Arbejderparti­erne burde gå sammen i en enhedsfront på et fælles socialistisk program og forklare, at den eneste vej ud af krisen for de græske masser er igennem en om­væltning af kapitalismen og indførelse af en demokratisk planlagt økonomi un­der arbejderklassens ledelse og kontrol. Det ville sikre dem enorm opbakning og samtidig fravriste Gyldent Daggry deres få støtter.

Gyldent Daggry

Disse fascistiske elementer fik dog mere blod på tanden og selvtillid efter valget. Der er ingen tvivl om af at på trods at de ikke er en massebevægelse, så er de ekstremt voldelige og deres forsøg på at skabe frygt i arbejderbevægelsen har vis succes. De gik fra primært at overfalde indvandrere til også at angribe venstre­fløjs- og fagforeningsaktivister.

I dele af det græske borgerskab var man seriøst begyndt at overveje om man kunne bruge Gyldent Daggry i en frem­tidig regeringskoalition. I modsætning til de andre borgerlige partier var det det eneste parti der gik en smule frem i meningsmålingerne. Dette ville selv­følgelig betyde at de skulle droppe de­res direkte fascistiske udtryk og blive et “respektabelt” højrefløjsparti.
Fascisterne i Gyldent Daggry var dog af en anden mening.

De følte sig over­legne på grund af deres øgede støtte, deres forbindelser med statens væbnede styrker (politi og militær) og donationer fra forskellige større kapitalister. De var blevet blindet af deres mindre suc­ceser og mente at de stod overfor en di­rekte magtovertagelse. Det var dét, de forsøgte at forberede med drabsforsøg på KKE-medlemmer og drabet på den antifascistiske rapper Pavlos Fyssas. De troede at det ville blive en propaganda­sejr for dem, en start på en voldskam­pagne, der i sidste ende ville kunne lede dem til magten. Men de havde forregnet sig stort.

Flertallet af det herskende klasse var på ingen måde klar til at overgive dem magten, men vil langt heller udnytte alle konstitutionelle muligheder for at regere, før de forsøger muligheden med diktatur. Samtidig opstod der også en massebevægelse på baggrund af mordet på Pavlos Fyssas, som tvang den her­skende klasse til at straffe Gyldent Dag­gry, ophæve deres parlamentsmedlem­mers immunitet og smide deres ledere i fængsel.

Det har dog vist hvor lange tråde Gyl­dent Daggry havde inden i statsappara­tet, specielt i de væbnede styrker, som de modtog træning, ressourcer og støtte fra. Flere politichefer er blevet suspen­deret og fyret på grund af deres tilknyt­ning til fascisterne, og der er også star­tet en efterforskning af militæret.

Den vigtigste lektie er, at arbejderklas­sen på ingen måde kan stole på det bor­gerlige statsapparat, som i sidste ende består af “grupper af væbnede mænd”, som Friedrich Engels forklarede. Man kan heller ikke stole på, at fascisterne forbliver i fængslerne. Det er mere sandsynligt, at de bliver sluppet ud igen når borgerskabet får brug for dem. Det er derfor vigtigt, at arbejderklassen igennem sine organisationer skaber sin egen anti-fascistiske milits på alle ar­bejdspladser, skoler og i alle kvarterer, som er koordineret på nationalt plan. Det er den eneste måde at beskytte sig på og vil også være et første skridt i ret­ning mod at sønderbryde den borgerlige stat og skabe sin egen.