Mens det ene land efter det andet lukker grænserne, fortsætter flygtningene med at ankomme på de græske kyster. Makedonien har lukket sin grænse mod Grækenland og tusindvis af flygtninge hober sig op på grænsen i et forsøg på at komme fra Grækenland og videre op i Europa. Politikerne i EU taler og taler, men er ikke i stand til at nå en aftale om at fordele bare en brøkdel af de mange flygtninge. Den eneste aftale, de er nået frem til, er en beskidt aftale med Tyrkiet om at betale dem for at løse flygtninge”problemet”, mens EU lukker øjnene for Tyrkiets brutale behandling af selvsamme flygtninge og den tyrkiske befolkning.
De første 2,5 måned af 2016 var der ifølge FN allerede ankommet mere end 143.000 flygtninge og migranter til de græske kyster. Det er langt, langt flere end samme periode sidste år. Eksempelvis kom der i februar 2015 ”kun” 2873, mens der i februar 2016 kom 57.066! Og antallet kan kun forventes at stige i takt med, at vejret bliver bedre de næste måneder og hen over sommeren. Vejen til de græske øer er farlig; de to første måneder af 2016 døde 410 på vejen til Grækenland.
Varm luft fra EU
EU lederne er mødtes igen og igen, men møderne er ikke udmundet i andet end varm luft. Grækenland, der har været i dyb økonomisk krise siden 2008, er på ingen måde i stand til at tage sig af disse mange flygtninge.
I stedet for at tage flere flygtninge har EU i stedet presset Grækenland ved at true med at smide dem ud af Schengen, hvis ikke de oprettede modtage ”hotspots” på fem øer, hvor flygtningene kunne behandles i henhold til EU reglerne. Det eneste, EU lederne har lovet, er at give Grækenland en del af en humanitær hjælpepakke til lande med mange flygtninge og migranter. Men det vil blot være en dråbe i havet.
EU ledernes kritik af Grækenland er helt igennem hyklerisk. Deres eneste ”løsning” er at lukke grænserne for de flygtninge, de selv har været med til at skabe gennem militære interventioner og imperialistisk udsultning. Ved delstatsvalget i Tyskland i marts i 3 delstater gik det højreorienterede racistiske parti Alternative Für Deutschland (AfD) markant frem. Merkels parti CDU har haft en udtalt strategi om, at der ikke skal være et parti i det tyske parlamentet til højre for dem – nu ser det ud til at AfD kan komme over spærregrænsen på 5 procent, og det presser CDU til højre. Det skubber en aftale om fordelingen af flygtningene, hvor Tyskland er nøglen, endnu længere væk. Imens ophobes problemerne i Grækenland. FN’s flygtningeagentur UNHCR skriver 1. marts:
”Grækenland kan ikke håndtere situationen alene. Det er derfor fortsat helt afgørende, at den relokeringsindsats, som Europa aftalte i 2015 prioriteres og gennemføres. Det bør vedrøre alle, at på trods af tilsagn om relokering af 66,400 flygtninge fra Grækenland, har staterne hidtil kun lovet 1.539 pladser, og bare 325 relokeringer er faktisk fundet sted.”
EU’s beskidte aftale med Tyrkiet
Det eneste EU’s ledere er kommet frem til, er at betale andre for at tage sig af problemet. Søndag d. 19. marts indgik EU en skammelig aftale med Tyrkiet. Hovedpunkterne i aftalen er, at EU betaler Tyrkiet 6 mia. euro (ad to omgange til slutningen af 2018) til gengæld for, at EU sender alle flygtninge og migranter, der ankommer til de græske øer, tilbage til Tyrkiet. For hver syrisk flygtning, der sendes tilbage til Tyrkiet fra de græske øer, skal EU så tage en anden syrisk flygtning fra en lejr i Tyrkiet og genhuse vedkommende i EU. At der efter protester fra nogen EU lande blev indskrevet i aftalen, at alle asylansøgere vil blive behandlet og vurderet individuelt, er ikke andet end et figenblad for at dækker over, at aftalen overskrider EU’s internationale humanitære forpligtigelser.
En ting er at aftalen aldrig kommer til at blive implementeret i praksis, som eksemplet med relokeringsaftalen viser. Men forsøgene på den implementering vil blive brutal. DR skriver, at ”EU-Tyrkiet aftale om flygtninge kræver brug af vold”. Ifølge DR vil flygtningene naturligvis ikke lade sig registrere frivilligt i Grækenland, hvis det betyder at de sendes tilbage til Tyrkiet, og det eneste svar på det er en indespærring. Lejrene på de græske øer blev da også med det samme efter aftalens indgåelse omdannet til lukkede lejre med pigtrådshegn omkring.
Det har fået organisationer som Dansk Flygtningehjælp, UNHCR, Red Barnet og Læger uden Grænser til at trække sig fra dele af arbejdet i Grækenland. Red Barnet forklarer ifølge DR, ”at der ikke længere er tale om åbne registreringscentre for flygtninge, der ankommer til Grækenland, men lukkede lejre omgivet af pigtråd, som flygtningene ikke må forlade.” Generalsekretæren i Red Barnet udtalte: ”Med ét er der pludseligt tale om lukkede centre. Det er blevet militariseret, og man frihedsberøver mennesker. Det er imod vores egne principper og i strid med både europæisk lovgivning og menneskerettighederne.”
Udover de 6 mia. euro lover EU Tyrkiet at fremskynde processen med forhandling af Tyrkiets medlemskab af EU og lettere visa-regler for tyrkere, der ønsker indrejse i EU. Og måske vigtigst af alt er den stiltiende del af aftalen: at EU lederne fuldstændig undlader at kritisere den tyrkiske præsident Erdogans voksende diktatoriske tiltag. Under forhandlingerne af aftalen med EU lukkede Erdogan f.eks. den største avis i Tyrkiet, Zaman, og hans blodige angreb på kurderne fortsætter, uden at EU rejser den mindste kritik.
Grækenland i dyb økonomisk krise
For et par årtier siden absorberede Grækenland op mod 1 million immigranter fra Balkan landene. I dag er situationen en helt anden. Som vi gentagne gange har forklaret, er flygtningekrisen i realiteten en krise i kapitalismen, og i Grækenland er det mere korrekt end noget andet sted. I 2015 røg den græske økonomi tilbage i recession, efter at 2014 havde været det eneste år med økonomisk vækst siden krisen startede i 2008. Arbejdsløsheden er stadig ekstrem høj på mellem 25 og 30 procent og op mod 50 procent for unge. I den situation bliver flygtningene blot endnu tusinder i arbejdsløshedskøen.
Det betyder endnu flere nedskæringer end dem, som allerede var påkrævet som del af redningspakkerne fra EU og IMF. Pensionerne, der på grund af den høje arbejdsløshed for mange græske familier er den eneste indkomst, skal skæres yderligere. Skatterne på de fattige græske landmænd øges og privatiseringsbølgen optrappes. Nedskæringer der kommer oveni en i forvejen desperat situation, hvor bl.a. den disponible indkomst er faldet med mere end 25%.
De græske investeringer faldt i 2015 med 13.1 procent på årlig basis. Og på trods af de massive nedskæringer forventes den græske statsgæld at nå over 187% af BNP. Græsk bankerot og exit fra euroen er stadig langt fra udelukket. Men uanset om Grækenland er udenfor eller indenfor euroen er der på kapitalistisk grundlag ingen løsning hverken på flygtningekrisen eller den økonomiske krise, som er tæt forbundet.
Det er nedskæringer og angreb, der gennemføres af Syriza regeringen, der for kun lidt over et år siden blev valgt på løfter om at gå imod nedskæringerne. I sommers indkaldte det nyvalgte venstreorienterede regeringsparti Syrizas til en folkeafstemning om spareaftalen med EU. Her stemte et stort flertal af grækerne Nej. Tsipras og Syriza kapitulerede og indgik aftalen alligevel. Derefter fulgte en periode med demoralisering, men den er allerede nu ved at ende: de græske landmænd gør oprør, middelklassen er i langvarige strejker og den seneste generalstrejke i starten af februar havde langt større aktiv deltagelse end de mange tidligere.
Masserne er tilbage på scenen i Grækenland, men på et højere niveau end før Syrizas kapitulation, der var en vigtig lektie i reformismens begrænsninger, selv venstrereformismen. Selv ikke de bedste krav og intentioner fra velmenende politikere kan løse kapitalismens krise. De græske arbejdere, unge og bønder må tage sagen i egen hånd, og det bliver mere og mere tydeligt, at den eneste løsning er et socialistisk brud med kapitalismen.
Mens politikerne kynisk indgår studehandler, har de almindelige grækere udvist en kæmpe solidaritet. I en meningsmåling sagde 85% af grækerne, at flygtningene bør hjælpes, og 55% at de personligt havde hjulpet. På de græske øer, hvor flygtningene ankommer, gør de fattige græske indbyggere, hvad de kan, for at hjælpe de ankomne flygtninge med mad og vand og i kampen mod menneskesmuglerne. Hvilken kontrast til de europæiske politikere! Den solidaritetsbevægelse med flygtningene, der ses i Grækenland og over resten af Europa, må bevæge sig ud over de praktiske hjælpeopgaver og blive en kraftfuld politisk bevægelse, der udfordrer ondets rod: modstand mod de imperialistiske krige og den udplyndring, som flygtningene flygter fra. Flygtningekrisen skyldes kapitalismens krise, og kapitalismen må smides på historiens mødding.
Denne artikel blev bragt i Revolution Nr. 18, april 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 100 kroner.
