I dag, 19. oktober, den første dag i den 48 timer lange generalstrejke i Grækenland, var sensationel. Udover de offentligt ansatte, der deltog massivt i strejken, gik hundredetusinder arbejdere fra den private sektor for første gang med i strejken, og strejken fik følgeskab af titusinder af små erhvervsdrivende og butiksindehavere, der lukkede skodderne til deres butikker i solidaritet.
Omkring en halv million demonstranter oversvømmede Athens gader i en af de største strejkebevægelser i moderne græsk historie. Titusinder deltog også i demonstrationer i en bølge af protester og strejker i et hidtil uset omfang i provinserne, med 50.000 i Thessaloniki, over 20.000 i Patras og Heraklion på Kreta og i mange andre byer, der ikke før har set så mange mennesker gå på gaden.
Denne storslåede generalstrejke markerer en acceleration af det græske samfunds bevægelse i retning af en revolutionær situation. Arbejderklassen, der har paralyseret staten og økonomien, er blevet bevidste om den enorme magt, de har og ser ud til at være fast besluttede på at bringe alle nødvendige ofre for at kæmpe til enden. Af ekstrem vigtighed er det faktum, at arbejderklassen nu åbent støttes af middelklassen, der har indset, at kun arbejderne kan tilvejebringe den nødvendige kraft og ledelse i denne afgørende kamp.
På den anden side ser vi den herskende klasse i en tilstand af politisk hårdknude og forvirring uanset udfaldet af afstemningen i parlamentet om de nye spareplaner. Denne situation er blevet fuldstændig klar efter fiaskoen i de nylige forhandlinger mellem Papandreou, lederen af PASOK, og Samara, lederen af det konservative parti Nyt Demokrati. Presset og panikken, som denne stormfulde massebevægelse fra arbejderne har fremprovokeret blandt disse politiske ledere, er tydelig. I stedet for at præsentere et billede af ”samarbejde” stående overfor krisen, så det ud til at mødet mellem disse ledere blev domineret af forlegenhed og ønsket om at give hinanden skylden for al rodet.
Det eneste, der mangler for at omdanne denne massive protestbølge om til en sejrrig revolutionærs bevægelse, er en beslutsom revolutionær ledelse. Desværre halter lederne af fagforeningerne og venstrefløjspartierne efter bevægelsen, forvirrede og langt efter bevægelsens behov. De nægter at støtte og organisere en optrapning af kampen med en tidsubegrænset politisk generalstrejke, selv nu efter denne rystende generalstrejke, der radikalt har ændret situationen og som har bragt massernes beslutsomme overbevisning om at kæmpe op til overfladen, og mens arbejderne i den ene sektor efter den anden allerede har organiseret politiske strejker.
Vi, kammeraterne i Synaspismos og Synaspismos Ungdom, samlet omkring aviserne “Marxistiki Foni” og “Revolution”, mener, at det naturlige og nødvendige næste skridt efter denne magtfulde 48-timers generalstrejke er at gå over til en tidsubegrænset politisk generalstrejke, organiseret af fagforeningerne sammen med valg af strejkekomiteer på alle arbejdspladser og opsættelsen af blokader, forsvarspatruljer, strejkefonde, suppekøkkener og også valg af en national central strejkekomite med repræsentanter fra fagforbundene og fagforeningerne, fra strejkekomiteer og fra de arbejdspladser, hvor der ikke er en organiseret fagforeningsstruktur.
Målet må være den øjeblikkelige fjernelse af denne regering og Trojkaen [EU kommissionen, IMF og den Europæiske Centralbank (ECB)], der står bag den, og valg af en regering forpligtiget til at føre arbejderbevægelsens krav ud i livet, aflyse al den røveriske gæld og etablere en socialistisk demokratisk planlagt økonomi, og derigennem sætte en stopper for dette rådne kapitalistiske system og sætte gang i den socialistiske omdannelse af samfundet som et skridt til socialismens sejr i Europa og på verdensplan.
På grundlag af denne aktionsplan for at optrappe arbejderbevægelsens kamp og med dette politiske mål i sigte må KKE (Kommunistpartiet), SYRIZA [valgsammenslutningen baseret på Synaspismos, der svarer nogenlunde til SF], og PASKEs [PASOKs faglige fløj] massekræfter, der deltager i kampen, og som er imod ledelsen for PASOK, etablere en enhedsfront.
Alle i kamp indtil sejr!
For en tidsubegrænset politisk generalstrejke!
For en regeringen bestående af venstrefløjen på et socialistisk program!
