I godt og vel et år er unge over hele kloden gået på gaden og i undervisningsstrejke i forsøget på at råbe politikerne op: Der skal radikal handling til NU for at undgå en klimakatastrofe. I løbet af dette år, og særligt i valgkampen, kappedes politikerne om, hvem der kunne rose de unge demonstranter mest: De havde gjort valget til et »klimavalg«. De havde sat dagsordenen, og nu ville politikerne lytte – hvis altså bare man satte sit kryds hos netop dem. Nu er valget overstået, og virkeligheden en anden.
Den nye regering kom til verden båret på et forståelsespapir, der blandt andet lover 70% reduktion af udledningen af drivhusgasser inden 2030. Men hvordan?
Samtlige politikere i Folketinget fremfører ideen om, at grøn omstilling ikke går imod kapitalejernes interesser. Tværtimod, siger de, er grøn omstilling en rigtig god forretning, og de lader os forstå, at netop dansk industri er dygtig til at producere avanceret klimateknologi, og at erhvervslivet derfor kan og skal være en allieret i kampen mod en katastrofal klimakrise. Men det er en fed løgn. Hvis det var så god en forretning, må man forvente, at markedet selv allokerer den nødvendige kapital. Men Energistyrelsens basisfremskrivning, inklusiv de 1.600 MW ny vindenergi fra sidste års energiaftale mellem alle partier i Folketinget, viser, at andelen af vedvarende energi blot vil vokse fra 38,9 til 47,6 % af Danmarks energiforbrug i 2030. (Magisterbladet.dk 6. sep. 2019).
Kapitalisterne er sat i verden for at tjene penge. Profitmaksimering hænger ikke sammen med en radikal grøn omstilling. Hvis den skal ske hurtigt og effektivt, vil det kræve massive investeringer i anlæg, der ikke nødvendigvis vil give et stort afkast og muligvis et negativt afkast. Så det private erhvervsliv kommer ikke til hjælp. Men også selve den borgerlige stat står i vejen. Skal der laves en fuldstændig grøn omstilling, vil det – ud over milliarder i investeringer – også betyde, at staten skal slagte deres meget indbringende, men kulsorte, fossile malkeko.
Tog regeringen sine højtravende klimaløfter seriøst, så ville den naturligvis lade olien og gassen blive i havbunden og stoppe olieproduktionen i Nordsøen, hvilket alle eksperter er enige om er en nødvendighed, og flytte arbejdspladserne over i grøn produktion. Men det kommer ikke til at ske.
Udvindingen af olie og gas fra Nordsøen har til og med 2018 bidraget med 439 milliarder kroner til Danmarks statskasse (Zetland.dk 4. juni 2019). Selvom provenuet er faldet de seneste år, udgør det, trods de skattelettelser Socialdemokratiet sammen med VLAK-regeringen var med til at give det franske olieselskab Total, stadig i underkanten af 9 mia. om året. Hertil kommer afgifterne på fossile brændsler, som i 2018 alene gav staten et provenu på over 34 mia.
For at lukke det hul i statskassen, som en reel grøn omstilling ville skabe, er svaret fra de grønne liberalister at bruge adfærdsregulerende afgifter, som løbende justeres efterhånden, som forbrugsmønstrene ændrer sig. Og ja, det er da fuldt ud muligt at nedbringe forbruget af fossile brændsler, hvis bare afgifterne sættes højt nok. Det samme gælder for kød og andre varer med stor miljøbelastning. Staten kan med afgifter simpelthen prise det store flertal – arbejderklassen – ud af markedet. De rige, for hvem sådanne afgifter udgør en minimal del af deres indkomst, vil stadig kunne køre i deres Audi A6, bruge deres privatfly og svælge i argentinske bøffer, mens arbejderne må tage til takke med overfyldt og dyr offentlig transport, campingferie i Bellahøj og linsesuppe.
Men efter årtier med skattelettelser til samfundets absolutte top, hvor elitens rigdom er eksploderet, mens flertallets velfærd er blevet skåret til benet, er det så den grønne omstilling, vi ønsker? Absolut ikke! Det er på tide at vende bøtten og lade den lille gruppe af ultra-rige og magtfulde kapitalejere, de 0,1% som har udbyttet og profiteret på arbejderklassen OG samfundets naturressourcer, betale regningen for de problemer, de selv har skabt.
De demonstrerende unge i klimabevægelsen skal ikke lade sig forlede af politikeres tomme løfter, men fortsætte og udvikle deres kamp og forbinde den med den klasse, som har magten til at sætte kapitalismen i stå: Arbejderklassen. De unge er det seneste år lykkedes med at sætte spotlyset på en ubekvem sandhed for den herskende klasse. En sandhed som allerede Marx formulerede i Det Kommunistiske Manifest: At Samfundet ikke mere kan leve under kapitalismen. Med andre ord: Dens eksistens er blevet uforenelig med samfundet.
Gør klimakampen til klassekamp!
