Der har nu været en borgerlig regering i 5 år. Det er gået hårdt ud over alle unge og arbejderes leveforhold og rettigheder. Og regeringens seneste udspil til velfærdsreformer fører denne linie videre.
Overfor sådanne brutale angreb på det velfærdssamfund er det nødvendigt, at alle unge og arbejdere står sammen og kæmper for at vælte den borgerlige regering. Nedskæringerne er ikke en selvfølge.
Nu er Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU), Socialistisk Ungdomsfront (SUF) og LO’s Ungdomsforbund gået sammen, og har dannet initiativet ”Genstart Danmark”. Der har været flere tilløb til et sådant initiativ gennem de seneste år, men de er strandet, bl.a. fordi det Radikale Venstres ungdom var med. Det Radikale Venstre er et parti der under den humanistiske retorik fører borgerlig økonomisk politik. Partiet er gang på gang blevet brugt som undskyldning af Socialdemokratiet for nedskæringer. Arbejderbevægelsen må afvise det Radikale og i stedet gå sammen, som det nu er sket med Genstart Danmark. Det er lige præcis et sådan alternativ, der er brug for, hvis den borgerlige regering skal væltes.
Arbejderenhed
Hvilken politik der fremlægges er dog ikke ligegyldig. De fælles krav i ”Genstart Danmark” (se nederst) viser, at alle i arbejderbevægelsen, på trods af forskellige partitilhørsforhold, kæmper for almindelige arbejdere og unges rettigheder og forhold. Nogen på venstrefløjen har brokket sig over, at kravene er for vage. Men krav om praktikpladser til alle, igangsættelse af byggeri og halvering af priserne på tog og busbilletter er et godt sted at starte.
Når alle unge i arbejderbevægelsen kan blive enige om disse krav, så må vi sørge for at gøre dem til virkelighed. SR-regeringen lavede mange nedskæringer i 90’erne. Kommer Socialdemokratiet til magten på baggrund af klare og tydelige velfærdskrav stillet af en samlet ungdom og arbejderbevægelse, vil sagen være en anden. ”Genstart Danmark” må kæmpe for et alternativ, ikke bare til den borgerlige regering, men også til den socialdemokratiske nedskæringsregering med de Radikale i 90’erne. Alternativet må være en arbejderregering, bestående af de tre arbejderpartier. Gennem kamp og mobilisering vil en sådan kunne presses til at gennemføre forbedringer. Socialdemokraterne er veget uden om at binde sig på konkrete krav fra arbejderbevægelsen, de kan kun holdes fast af en samlet og kampklar arbejderbevægelse.
Kapitalisterne sidder på kassen
Initiativets største svaghed er, at det ikke på nogen måde stiller spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system. Kapitalismen har siden midten af halvfjerdserne været ude af stand til at skabe fremgang og nævneværdige forbedringer af velfærden.
Genstart Danmark har skattestigninger til de store virksomheder som et af sine krav. Det er et positivt skridt – det er i kapitalisternes lommer, at pengene ligger. Men det er langt fra nok.
Som første skridt må kravet om skattestigninger til store virksomheder udbygges. Hård beskatning på de multinationale virksomheder og Nordsøolien samt nationalisering af de privatiserede firmaer vil kunne frigøre midler til velfærd lige nu og her.
Men kapitalisterne vil ikke bare uden videre acceptere dette. Under kapitalismen vil selv den mindste forbedring kun kunne opnås gennem kamp, og de kan lige så hurtigt blive fjernet igen. Hvis kravene skal blive til virkelighed, er det derfor nødvendigt med ikke bare en arbejderregering, men en arbejderregering på et socialistisk program. De 200 største virksomheder må nationaliseres under arbejdernes egen demokratiske ledelse og kontrol.
For fælles kamp
Kravene gennemføres ikke, bare fordi de står på et papir – de gennemføres kun gennem kamp. Denne kamp kan kun vindes gennem fælles kamp – en kamp hvor der er fuldstændig enighed om kravene, men hvor de forskellige organisationer fremlægger deres bud på hvordan kravene kan gennemføres.
Et samarbejde mellem ledelserne af de forskellige organisationer er ikke nok – samarbejdet må føres ud lokalt, på hver enkelt lære- og arbejdsplads, hver enkelt skole og i alle byer.
Vi opfordrer alle unge til at gå aktivt ind i initiativet, og der kæmpe for at kravene baseres på en socialistisk politik.