Luxemburg’s arv har været fordrejet af både højrefløjen og venstrefløjen. Billede: offentligt tilgængeligt

I år er der 90 år siden den tyske revolution i 1918-1919.

Den tyske revolution er en af de vigtigste begivenheder i verdenshistorien. Havde arbejderklassen i Tyskland i 1919 taget magten kunne verdenshistorien have set helt anderledes ud. En sejrrig revolution i Tyskland ville have betydet, at revolutionen havde bredt sig til de mere udviklede kapitalistiske lande og det ville bryde den russiske revolutions isolation.

Mange kender måske ikke så meget til den tyske revolution. Det er noget, de færreste lærer om i skolen. Men læren af den tyske revolution er afgørende for alle, der ønsker et andet samfund. Vi kan ikke bare lære af succeserne såsom den russiske revolution, men vi kan lære mindst lige så meget af nederlagene. Marxistisk teori er når det kommer til stykket ikke andet end den internationale arbejderklasses samlede erfaringer.

Vi må lære af erfaringerne, så vi kan fuldføre hvad de tyske arbejdere påbegyndte og som Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og tusinder af andre gav deres liv for: dannelsen af et socialistisk samfund uden krig, sult og fattigdom.

Krigen og anden internationale

Den tyske revolution blev født ud af første verdenskrig (1914-1918). Som Lenin forklarede, har krig ofte revolutionære konsekvenser.

Revolutionen afsluttede samtidig verdenskrigens med 10 millioner døde.
I årene op til udbruddet af Første Verdenskrig var det tydeligt for partierne i den Socialistiske (2.) Internationale, at en verdenskrig var under opsejling. Anden internationale, der var startet af Marx og Engels, bestod af alle Socialdemokratierne og spændte bredt over folk som ærkereformisterne Bernstein og Kautsky til Rosa Luxemburg og Karl Leibknecht og fra Stauning i Danmark til Lenin og Trotskij i Rusland.
På verdenskongresserne i 1907 og igen i 1912 vedtog Anden Internationale resolutioner om, at partierne i anden internationale ville gå imod en krig med alle midler selv generalstrejke.

SPD og krigen

Før hun fyldte 20 år, var Rosa Luxemburg tvunget til at flygte fra Polen, på grund af hendes revolutionære aktiviteter. Billede: offentligt tilgængeligt.

Det tyske Socialdemokrati SPD, var det største og mest magtfulde parti i Internationalen.

Partiet havde i 1912 en million medlemmer, mere end 15.000 fuldtidsansatte og 90 daglige aviser. SPD havde ligesom de andre partier i Internationalen stemt for resolutionerne imod krigen på verdenskongresserne, men ligesom de fleste andre partier i anden internationale endte de med i handling at gå stik imod deres egne resolutioner.

Da krigen brød ud i august 1914 stemte samtlige SPD medlemmer af Rigsdagen (det tyske folketing) for krigsbevillingerne, med andre ord for at kaste millioner af arbejdere ud i myrderier mod hinanden.

Da Lenin så forsiden af den tyske partiavis Vorwärts med denne nyhed blev han så chokeret, at han først troede, det var en forfalskning. Det var det desværre ikke. Denne støtte til krigen var et resultat af en længere degenerering af det ledende lag i mange af partierne i anden internationale, som bl.a. Rosa Luxemburg havde bekæmpet hårdnakket. Lederne var efter en længere årrække med økonomisk opsving blevet vænnet til at kunne forhandle sig til reformer, og ikke mindst at deres egne leveforhold havde fjernet sig længere og længere fra de arbejdere de repræsenterede. Deres interesse blev derfor at støtte borgerskabet i deres eget land, frem for den internationale arbejderklasse.

Efter dette forræderi kaldte Rosa Luxemburg Internationalen for ”et stinkende lig”.

Spartakisterne

Men selvom samtlige parlamentsmedlemmer fra SPD havde stemt for krigsbevillingerne, var det ikke alle, der var enige i denne politik. Flere havde kun stemt for bevillingerne for at overholde partidisciplinen.

Det blev dog hurtigt tydeligt for Karl Liebknecht, der sad i parlamentet for SPD, at det ikke var nok at rejse kritikken internt i parlamentsgruppen, men at man åbent måtte vise sin uenighed. I december 1914 var han den eneste, der åbent stemte imod krigen i den tyske Rigsdag. Det betød, at han vandt en enorm prestige blandt de arbejdere, der allerede var begyndt at blive frastødt af krigen.Karl Liebknecht

Utilfredsheden med krigspolitikken begyndte hurtigt at sprede sig indeni SPD, og flere og flere lokalafdelinger vedtog resolutioner imod ledelsens krigspolitik.
Rosa Luxemburg og Franz Mehring gik sammen om at udgive en avis Die Internationale, og sammen med Karl Liebknecht blev de kendt som Internationalegruppen, hvilken var kernen til det fremtidige kommunistparti.

Nytårsdag 1916 afholdt gruppen sin første kongres og besluttede at lancerede en undergrundsavis under navnet Spartakus, opkaldt efter den oprørske slave i Romerriget. Medlemmerne af gruppen blev fra da af kendt som spartakisterne. Både internationalegruppen og spartakisterne var grupper organiseret indenfor SPD, med det formål at vinde SPD for en revolutionær internationalistisk politik.
Spartakisterne var med da alle, der var forblevet loyale overfor internationalismen, mødtes i Zimmerwald i 1915.

Internationalisterne var på daværende tidspunkt kun en lille håndfuld. Men dette ændrede sig. Ofte er det sådan, at borgerskabet og arbejderlederne i starten af en krig formår at piske en stemning op om nationalt forsvar. Men støtten til krigen fra arbejdernes side forsvinder eftersom krigen trækker ud, og de kan se, at forsvaret for fædrelandet ikke betyder andet end forsvaret af kapitalisternes ejendom.

Blot fire år efter mødet i Zimmerwald udgjorde en række af deltagerne derfra kernen i hvad der blev den mægtige Kommunistiske (tredje) Internationale.

Voksende modstand mod krigen

Modstanden mod krigen voksede blandt den tyske arbejderklasse. Første maj 1916 var der en massedemonstration mod krigen på Potsdamer Platz med mere end 10.000 deltagere. Demonstrationen fandt sted efter at spartakisterne havde bedrevet agitation på berlinske fabrikker. Liebknecht blev arresteret for at propagandere imod krigen og blev idømt godt 2 og et halvt års fængsel. På dagen for hans retssag stoppede 50.000 ammunitionsarbejdere arbejdet, og der var flere demonstrationer. Det resulterede i, at flere hundrede spartakister blev arresteret, og i juli blev også Rosa Luxemburg anholdt.

Men isen var brudt. Modstanden mod krigen begyndte at finde et udtryk flere og flere steder, for eksempel demonstrerede 30.000 mod krigen i Frankfurt i november 1916.

Voksende opposition i SPD

Den voksende modstand mod krigen afspejledes også inden i SPD også blandt Rigsdagsmedlemmerne. I marts 1915 stemte 25 SPD rigsdagsmedlemmer imod krigsbevillingerne, i august var det steget til 36, og i december var det 48 ud de 108 rigsdagsmedlemmer, der stemte imod.

Den voksende modstand mod krigspolitikken blandt de tyske masser resulterede i et øget pres også indeni SPD, og oppositionen blev modigere. I marts 1916 nægtede et stort flertal at stemme for budgettet i Rigsdagen. De vandt stor opbakning i partiet og vandt flertallet i partiorganisationerne i Berlin, Bremen, Leipzig og andre industrielle nøgleområder. Oppositionen holdt sin første nationale konference i januar 1917 og antog en mere organiseret form. Flertallet i ledelsen i SPD kunne ikke acceptere dette og ekskluderede med det samme oppositionen. Oppositionen tog 120.000 af SPD’s medlemmer med sig og dannede det Uafhængige Socialdemokrati, USPD, mens 170.000 blev i SPD.

USPD mellem reform og revolution

USPD var en blanding af politiske tendenser, der alle havde det tilfælles, at de var imod krigen. Der var reformister og revolutionære, og både Bernstein og Kautsky samt Luxemburg og Liebknecht var medlemmer af det nye parti. Spartakisterne fortsatte som en selvstændig gruppe indenfor USPD.

Det nye parti afspejlede den voksende uro, der var blandt arbejderklassen og blev et klassisk centristisk parti. Centrisme er betegnelsen for et fænomen – for eksempel et parti – der svinger mellem marxisme og reformisme, det vil sige mellem revolution og reformisme. Centrisme er ikke en fast størrelse, men et ustabilt fænomen, proces eller udvikling. Centristiske partier opstår som regel i revolutionære eller før-revolutionære situationer, som vi også så det i den spanske revolution med POUM. Det afgørende for at forstå et centristisk parti er at se på retningen i udviklingen. USPD bevægede sig i 1918 i retning af et revolutionært standpunkt.

Sult og strejker

Forholdene i Tyskland i vinteren 1917/1918 var forfærdelige. Tusinder af sultende børn døde af kulde og hele den tyske arbejderklasse levede på sulterationer. Den russiske revolutions sejr i november 1917 havde under disse forhold en elektrificerende effekt. Revolutionen blev diskuteret overalt på fabrikkerne og i skyttegravene.

Bolsjevikkernes første dekret til verdens folk krævede en øjeblikkelig våbenhvile og en demokratisk fred baseret på selvbestemmelse og ingen anneksioner. Det havde en enorm effekt på den internationale arbejderklasses psykologi. I den franske hær var der massive mytterier, og i Frankrig, England, Østrig-Ungarn samt andre steder var der massive strejker.De organiserede arbejdere blev sendt til fronten og erstattet af uorganiserede kvinder og unge. Billede: Austrian public archives

Allerede i april 1917 havde Tyskland oplevet den anden strejkebølge mod krigen, hvor 200.000 arbejdere strejkede i Berlin og Leipzig. Den blev fulgt af den største strejke under krigen i januar 1918, da mere end en million arbejdere fra våbenindustrien strejkede imod fredsbetingelser, som den tyske regering havde påtvunget den bolsjevikiske regering ved freden i Brest-Litovsk. Strejken var hovedsageligt organiseret af en gruppe kaldet de Revolutionære Tillidsmænd, der senere gik med i USPD, men opretholdt en selvstændig eksistens indenfor partiet.

Da strejken endte i nederlag blev mere end 100.000 af de strejkende indkaldt til hæren og sendt til fronten. Lenin sagde senere at det markerede en ”ændring af stemningen blandt det tyske proletariat”.

En desperat herskende klasse

Den herskende klasse i Tyskland var skrækslagne over den voksende revolutionære uro ved fronten. Den tyske udenrigsminister, admiral Paul von Hintze sagde, at ”det er nødvendigt at forhindre en opstand fra neden gennem en revolution fra oven.”

Der blev hurtigt etableret en ”parlamentarisk” regering med Kejserens fætter, prins Max Von Baden, i spidsen. I håb om at pacificere masserne tog de socialdemokraten Philipp Scheidemann med i regeringen.
I oktober meddelte regeringen, at de gav amnesti til politiske fanger, herunder Liebknecht, der blev budt velkommen af 20.000 arbejdere i Berlin, mens Luxemburg måtte blive i fængsel. Men reformerne kom for sent.

Mytteriet i Kiel

Den militære front begyndte at kollapse. I 1918 deserterede mere end 400.000. Generalstaben havde skrevet til regeringen og foreslået en våbenhvile med de allierede, men det blev afvist. Som et desperat skridt besluttede Generalstaben at lancere en offensiv i Nordsøen for at redde den tyske flådes ære. Men offensiven var en ren selvmordsaktion, der satte 80.000 søfolks liv på spil. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

På flere skibe demonstrerede besætningen, hvilket resulterede i, at op imod 1000 blev arresteret. De resterende matroser var nervøse for deres arresterede kammeraters skæbne og arrangerede derfor et offentligt møde og en demonstration. Demonstrationen blev forbudt, men en gruppe matroser gennemførte den alligevel. De demonstrerende blev mødt af en patrulje, der åbnede ild imod dem, og ni blev dræbt. Chokket satte matroserne i Kiel i bevægelse, og nu var der ingen vej tilbage. Om natten blev der holdt møder på skibene, og de følgende dage blev der organiseret soldaterråd. Officerer blev arresteret og afvæbnet.

På land indkaldte SPD og USPD sammen til generalstrejke til støtte for matroserne, og der blev opsat et arbejder- og soldaterråd.
Det røde flag vejede over krigsskibene. Den 3. november 1918 var den tyske revolution begyndt med mytteriet i Kiel.

Arbejder- og soldaterråd

Berlin Sovjet år 1918.

Revolutionen spredte sig med lynets hast. Den 6. november tog arbejder- og soldaterråd magten i Hamborg, Bremen og Lübeck. De to følgende dage fulgte Dresden, Leipzig, Chemnitz, Magdeburg, Braunschweig, Frankfurt, Köln, Stuttgart, Nürnberg og München.

I Berlin, det tidligere center for revolutionen, blev et arbejder- og soldaterråd oprettet den 9. november i hærens tidligere hovedkvarter.

Arbejderne og soldaterne oprettede rådene spontant, som det skete i Rusland 1905 og igen i 1917, og for nylig i Bolivia. På få dage var der opstået en magt, der udfordrede den eksisterende stat. En situation med dobbeltmagt, som den der også eksisterede i Rusland mellem februar og oktober 1917.

Arbejderne og soldaterne havde reelt magten i deres hænder, men de forstod ikke hvad de skulle gøre for at fastholde den. Som i Rusland i februar 1917 skelnede de endnu ikke mellem de forskellige socialistiske tendenser. Af loyalitet og tradition blev mange arbejdere hos SPD, som de havde kæmpet for at opbygge, selvom de ikke var enige i den politik, deres ledere førte.

I Tyskland var det ligesom i Rusland kun gennem egen erfaring, at arbejderne kunne teste partierne og lære at skelne. På kort sigt så arbejderne SPD som deres traditionelle organisation, trods ledernes forræderiske politik, og i den kontekst spillede USPD stadig kun en sekundær rolle. Arbejderne gav altså magten til lederne i SPD.

Revolutionen – en synd

Men selvom lederne for SPD fik magten af arbejderklassen, havde de ingen intentioner om at bruge den i arbejdernes interesse. Det nye lag af ledere for SPD, Friedrich Ebert, Philipp Scheidemann og Gustav Noske havde ikke andet end afsky tilovers for arbejderne og matroserne, og gjorde hvad de kunne for at holde arbejderne i ro.

Disse ledere så det som deres vigtigste opgave at stoppe revolutionen. Da Max Von Baden spurgte lederen af SPD, Ebert, om de var på samme side, hvis han bad kejseren om at træde tilbage, svarede Ebert, at ”hvis kejseren ikke træder tilbage er den sociale revolution uundgåelig. Jeg ønsker den ikke – faktisk hader jeg den som synden.”

Men kejseren havde mistet al kontakt med virkeligheden og nægtede at gå af. I stedet krævede han, at befolkningen blev bombet for at stoppe revolutionen, hvorefter en general måtte fortælle ham, at han ikke længere havde en hær, der kunne udføre ordren.

Under pres fra masserne trak SPD sig fra den nye regering og Max Von Baden meddelte med det samme, at kejseren havde trådt tilbage, hvorefter han fortalte nyheden til kejseren.

Republikken udråbes

Den herskende klasse og med dem Max Von Baden var desperate, den eneste løsning han kunne se var, at kejseren udnævnte Ebert som rigskansler for at aflede massernes revolutionære energi ind i parlamentariske kanaler.

Samtidig var masserne i Berlin på gaden. Fra om morgenen den 9. november havde USPD delt løbesedler ud på fabrikkerne med opfordring til væbnet opstand. Revolutionen var på dagsordenen. Bevæbnede soldater, kvinder og børn og arbejderne fra Berlin samledes i byens centrum.

Ebert forsøgte at indgå en aftale med USPD lederne om at dele regeringsmagten, men USPD ventede med at give et svar. SPD skyndte sig at nedsætte hvad de kaldte et arbejder- og soldaterråd, som krævede en social republik.

Samtidig ankom demonstrationen til Rigsdagsbygningen, og da socialdemokraten Scheidemann mødte dem på fra balkonen, proklamerede han spontant, at Ebert var blevet kansler, og råbte derefter ”Længe leve den store tyske republik!” Da Ebert hørte nyheden, blev han rasende og sagde, at han ikke havde nogen ret til at proklamere en republik, men da var det allerede for sent. Nyheden spredte sig.

Senere på dagen proklamerede Liebknecht fra samme balkon at den socialistiske republik var blevet accepteret. Den socialistiske republik var dog langt fra en realitet, men proklamationen viser den stemning, der herskede i Berlin.

Dobbeltmagten

Klokken ti om aftenen mødtes de revolutionære tillidsmænd til et kæmpe møde, der anså sig selv som starten på arbejder- og soldaterrådet i Berlin. De indkaldte til et møde næste dag med repræsentanter fra alle fabrikker og kaserner. SPD accepterede dette selvom det egentlig gik imod deres eget forslag om en grundlovgivende forsamling. SPD brugte hele natten på at mobilisere deres støtter på fabrikkerne og især blandt soldaterne i kasernerne.

Imens blev SPD og USPD blev enige om at nedsætte en regering bestående af 3 ministre fra hvert parti.

På mødet for de delegerede deltog der 1500 arbejdere og bevæbnede soldater. SPD havde forberedt især soldaterne på, at de måtte forsvare ”hele folkets interesser” imod bare én klasses, hvilket konkret betød at de skulle acceptere forslaget om en koalitionsregering. Selvom der var flertal for USPD blandt arbejderrepræsentanterne, fik soldaterne organiseret af SPD med våben i hænderne presset igennem, at der blev valgt en eksekutivkomite bestående af folkekommissærer med de samme repræsentanter som regeringskoalitionen, dvs. lighed mellem SPD og USPD.

Ebert var pludselig både leder af en parlamentarisk regering i et borgerligt demokrati og den revolutionære regering af folkekommissærer. SPD havde vundet en enorm sejr i den revolution, de havde gjort alt for at forhindre.

Rundt omkring i de lokale arbejder- og soldaterråd fik SPD også manøvreret sig til poster langt udover deres repræsentation, ved at kræve lighed mellem partierne i ledelsen, når de var i mindretal. Selvom SPD ledelsen gjorde hvad de kunne for at forhindre revolutionen, var den kun lige begyndt.

Erhardt brigadens indtog i Berlin.

Grundlovgivende forsamling

Selvom eksekutivkomiteens magt var baseret på arbejder- og soldaterrådene blev folkekommissærerne hurtigt mere bekendte med det gamle statsbureaukrati.
Målet for SPD’s ledere var at etablere ro og orden så hurtigt som muligt, så magten kunne gives tilbage til borgerskabet, og en socialistisk revolution dermed undgås. Til dette formål ønskede de at indkalde en grundlovgivende forsamling.

Målet for spartakisterne var at få indkaldt en national kongres for arbejder- og soldaterrådene, hvilket kunne danne grundlag for en ægte arbejderrepublik. Da den umiddelbare trussel om revolution blev mindre intens, blev borgerskabet, der havde støttet monarkiet, nu pludselig alle sammen republikanere og lagde al deres vægt bag kravet om en grundlovgivende forsamling for derigennem at underminere arbejderrådene.

Kravet om den grundlovgivende forsamling rejste en del diskussion blandt de revolutionære. Under kampen mod det enevældige monarki havde det været massernes demokratiske krav, men nu eksisterede der i Tyskland en anden magt med arbejder- og soldaterrådene.

I Rusland var det lige præcis sådanne råd (sovjetter), der var basis for den nye arbejdermagt. Bolsjevikkerne havde brugt sloganet om en grundlovgivende forsamling til at forbinde sig med massernes kamp imod tsaren. Afhængig af magtbalancen mellem klasserne kan en grundlovgivende forsamling være en platform, hvor arbejderrepræsentanterne kan vinde bredest mulig støtte til et program om en revolutionær ændring.

Bolsjevikkerne fremførte kravet, men fra februar 1917 og frem fremførte de samtidig sloganet om al magt til sovjetterne. De forklarede sovjetdemokratiets overlegenhed i forhold til en grundlovgivende forsamling, og at det er umuligt at kombinere arbejderråd med en borgerlig stat.

Vind masserne

Die Rote Fahne var spartakisternes avis.

Men Spartakisterne, der udgjorde et lille mindretal af den tyske arbejderklasse, indtog et ultravenstre standpunkt på spørgsmålet om den grundlovgivende forsamling.

Spartakisterne havde forstået arbejder- og soldaterrådenes vitale betydning, men de havde ikke forstået, at størstedelen af de tyske arbejdere stadig havde illusioner til det parlamentariske demokrati, og at det derfor var de revolutionæres opgave tålmodigt at forklare og ødelægge disse illusioner.

Med Lenins ord var de revolutionæres opgave at vinde masserne. I stedet afviste spartakisterne alle, der fremførte ideen om en grundlovgivende forsamling, og afskrev lederne af SPD og USPD som ”borgerskabets forklædte agenter”. Selvom Luxemburg og Liebknecht havde forstået, at masserne måtte gå igennem dette stadie, var de unge spartakister blevet utålmodige og snakkede om, at de om nødvendigt var parate til at stoppe den grundlovgivende forsamling med våben.

Spartakisterne var modige revolutionære men manglede en forståelse af strategi og taktik. De så det som et sort-hvidt spørgsmål om borgerligt demokrati overfor socialistisk demokrati. Denne metode passede de reformistiske ledere glimrende og satte dem i stand til at fremstille spartakisterne som anti-demokratiske og terrorister.

Lenin forklarede, at en ting er at have en teoretisk udarbejdet position, noget andet er at tilpasse den de konkrete omstændigheder. Opgaven er at forbinde sig med massernes bevidsthed, tålmodigt forklare og gå igennem erfaringerne med masserne skridt for skridt og ved hvert stadie at hæve massernes bevidsthed.

Kup forhindret

I slutningen af november planlagde generalstaben sammen med Ebert at besætte Berlin med loyale styrker for at tage magten fra rådene og indsætte en stærk regering. Den 6. december marcherede tropperne mod Rigsdagsbygningen og udråbte Ebert som præsident og forsøgte at gennemføre et militærkup.

Ebert sagde, at han måtte diskutere det med sine ministerkolleger først. Samtidig raserede soldater redaktionskontoret for spartakisternes avis Rote Fahne, angreb en spartakistisk ledet demonstration og dræbte 14, mens andre arresterede eksekutivkomiteen for Berlins arbejder- og soldaterråd.

En gruppe arbejdere samledes spontant og marcherede mod styrets soldater, befriede eksekutivkomiteen og forhindrede dermed generalernes kup.

SPD lederne forsøgte at lægge ansvaret på spartakisterne, hvis svar var at organisere en massedemonstration den 8. december, og de 150.000, der deltog, viste den enorme vrede, der eksisterede blandt de berlinske arbejdere.

Flere tropper begyndte at ankomme til Berlin og blev hilst velkommen af Ebert, men de begyndte hurtigt at fraternisere med de radikaliserede berlinske arbejdere og den herskende klasse måtte tage et skridt tilbage.

Nationalforsamling for arbejderrådene

Arbejder- og soldaterrådene mødtes til en national kongres den 16. december. SPD havde manøvreret i de lokale råd, og dette sammen med reglerne for valg af delegerede betød, at konferencen var ude af trit med den virkelige situation i resten af Tyskland. Fire femtedele af de 489 delegerede var SPD medlemmer eller støtter, 195 var ansatte i partiet eller fagforeningerne, det vil sige flere end de 187 lønarbejdere.

Som det kunne forudses støttede det overvældende flertal indkaldelsen af den grundlovgivende forsamling og fremskyndede den til januar 1919.

Selv om flertallet bestod af folk fra SPD, var forsamlingen utrolig progressiv i mange henseender. De vedtog med store flertal resolutioner, der krævede afskaffelse af den stående hær og etableringen af en folkemilits. De krævede, at alle tegn på grader blev afskaffet, og at alle officerer skulle vælges af soldaterne med ret til øjeblikkelig tilbagekaldelse, og at soldaterråd skulle være ansvarlige for at opretholde disciplinen i hæren.

En anden nøgleresolution krævede en nationalisering af de afgørende dele af industrien. Men SPD ministrene havde ingen intention om at gennemføre resolutionerne og indgik i stedet i tættere samarbejde med generalstaben.
Den 23. og 24. december var der væbnede sammenstød mellem den regulære hær og soldater i Berlin. Regeringen havde krævet, at halvdelen af soldaterne blev afskediget. Da de nægtede, sendte regeringen tropper imod dem og 67 blev dræbt.

Det var ikke første gang, at regeringstropper blev brugt imod arbejdere og soldater, men denne gang første det til, at USPD-ministrene trak sig fra regeringen. I stedet blev de erstattet af tre ministre fra SPD, herunder Gustav Noske, der erklærede sig selv for regeringens hårde hund.

KPD dannes

Situationen blev hurtigt radikaliseret og polariseret. I slutningen af december begyndte der at vokse et pres frem i spartakisternes rækker for at omdanne sig fra en løs føderal organisation til et mere centraliseret kommunistisk parti.

Spartakisterne fremsatte et ultimatum til USPD om at indkalde til en ekstraordinær kongres for at diskutere den nye situation. Det var tydeligt, at lederne af USPD ikke ville acceptere dette krav, og spartakisterne indkaldte til deres egen kongres 29. december. Der deltog 27 delegerede, og Tysklands Kommunistiske Parti (KPD) blev dannet.

Som i mange andre nye kommunistpartier bestod partiet af mange unge med ultravenstre tendenser. Partiet vedtog, imod råd fra Rosa Luxemburg, med stemmerne 62 for og 23 imod, at boykotte valgene til den nationale forsamling i januar. Det viste sig at være en fejl. Som Lenin forklarede med hensyn til Rusland var sloganet ”ned med regeringen” forkert, så længe bolsjevikkerne ikke havde flertallet af de organiserede arbejdere på deres side.

En anden resolution foreslog at kommunisterne skulle stoppe al arbejde i fagforeningerne. Resolutionen satte dette arbejde op som modsætning til arbejde i rådene og erklærede, at kommunister ”må fortsætte den mest beslutsomme kamp imod fagforeningerne!” Mange af de unge kommunister kunne ikke se at masserne ville bevæge sig gennem deres traditionelle organisationer, det vil sige fagforeningerne.

Før novemberrevolutionen havde fagforeningerne 1,5 million medlemmer, i slutningen af december 1918 var der 2,2 millioner og ved udgangen af 1919 var der 7,3 mio. medlemmer.

Med store vanskeligheder fik ledelsen udskudt en beslutning på spørgsmålet på den stiftende kongres, men stemningen blandt flertallet af de nye kommunistpartis medlemmer var tydelig.

Under kongressen foregik der forhandlinger med de Revolutionære Tillidsmænd om at gå med i KPD. Men da de så de ultravenstre tendenser, som kongressen udviste, valgte de at blive i USPD. Dermed havde KPD mistet en vigtig mulighed for at sikre sig en base blandt arbejderne, især i Berlin, og de ultravenstre tendenser der viste sig på den stiftende kongres kunne fortsat have en stærk tilstedeværelse i partiet.

Situationen tilspidses

I starten af januar 1919 var staten i en krisetilstand. En del af arbejderne – især i Berlin – var begyndt at blive utålmodige. Men der var en stor fare for at hvis de berlinske arbejdere forsøgte at tage magten alene kunne de ende isolerede.

Det samme var tilfældet i Rusland i juli 1917. Arbejderne i Petrograd var utålmodige og ønskede at genvinde det revolutionære initiativ, men de var foran arbejderne og bønderne i resten af Rusland. Bolsjevikkerne advarede imod at arbejderne i Petrograd gik i væbnet demonstration, men alligevel gik de med i demonstrationen og gav den et organiseret og roligt udtryk.

Det gav bolsjevikkerne en enorm prestige blandt de russiske arbejdere og var med til at sikre at de kunne vinde flertallet i sovjetterne i oktober.

Men også den herskende klasse var utålmodige og ønskede handling. Officererne planlagde sammen med Ebert et angreb på spartakisterne. Ebert bad den 29. december Noske om sammen med frikorpsene, der var antibolsjevikiske frivillige korps, at lede angrebet.

Noske var blevet folkekomissær for forsvar den 6. december. I den borgerlige presse, godt hjulpet af SPD’s avis, blev der ført en ondskabsfuld kampagne imod spartakisterne og især Luxemburg og Liebknecht. Samtidig indledte SPD en kampagne imod lederen af politikorpset i Berlin, Emil Eichorn, der var medlem af USPD og offentlig kendt som revolutionær.

Lederne af SPD angreb Emil Eichorn for at provokere de berlinske arbejdere, USPD og spartakisterne. Mange arbejdere så Eichorn som deres sidste forsvarsværk i byen.

SPD bad Eichorn om at træde tilbage den 3. januar, men han nægtede.
Eksekutivkomiteen i USPD, der var i forhandlinger med de Revolutionære Tillidsmænd, vedtog en resolution til støtte for Eichorn og mødtes derefter med lederne for KPD.

Endeløse diskussioner

USPD, KPD og de Revolutionære Tillidsmænd indkaldte sammen en massedemonstration 5. januar 1919. Hundredetusinder arbejdere marcherede til politihovedkvarteret. Der etablerede de en revolutionær komite med repræsentanter fra USPD, KPD og de Revolutionære Tillidsmænd.

Den revolutionære komite blev informeret om, at den berlinske garnison støttede dem, og at de kunne stole på militær assistance. På baggrund af denne tilsyneladende støtte besluttede de at forsøge at vælte SPD regeringen.
Næste dag var 500.000 arbejdere i strejke og en enorm demonstration fandt sted. Flere vigtige steder blev besat af arbejderne, blandt andet SPD’s avis Vorwärtz, jernbanernes hovedkontor og diverse fødevarelagre.

Den revolutionære komite var i konstant møde under massemobiliseringen, men havde ingen klar plan og kunne ikke give en klar retning. Følgende citat fra en ledende kommunist nogle år senere giver et meget godt billede af situationen:

”Masserne var her meget tidligt, fra klokken ni om morgenen i kulden og tågen. Lederne sad i møde et sted, diskuterede situationen. Tågen blev tykkere og masserne ventede stadig. Men lederne diskuterede. Middag kom og bragte sult såvel som kulde. Og lederne diskuterede. Masserne var ekstatiske af spænding. De ønskede handling, noget til at føre dem ud af deres ekstase. Ingen vidste hvad. Lederne diskuterede. Tågen blev tykkere og med den kom skumringen. Masserne vendte triste hjem, de havde ønsket store begivenheder og de havde intet gjort. Og lederne diskuterede. De havde forhandlet i Marstall. De fortsatte i politihovedkvarteret, og de diskuterede stadig. Arbejderne stod udenfor på den tomme Alexanderplatz, med deres rifler i hænderne og med deres lette og tunge maskingeværer. Indenfor diskuterede lederne. På politihovedkvarteret var maskingeværerne ladt, der var matroser på hvert et hjørne, og i alle de rum med udsigt over gaden var der en sydende masse af soldater, matroser og arbejdere. Indenfor sad lederne og diskuterede. De sad hele aftenen og de sad hele natten og de diskuterede. Og de sad stadig ved daggry næste morgen – og diskuterede stadig. Grupperne kom tilbage til Siegesallee, og lederne sad stadig og diskuterede. De diskuterede og diskuterede og diskuterede.”(egen oversættelse fra Pierre Broué; The German Revolution 1917-1923)

Aldrig vakle

Ledelsen i KPD, Zentrale, var kommet til den samme konklusion som bolsjevikkerne i juli 1917, at det var for tidligt at vælte regeringen, eftersom de mest fremskredne arbejdere, det ville sige arbejderne i Berlin, ville blive isolerede, hvis de lavede en opstand.

Men KPD medlemmerne i den revolutionære komite, Liebknecht og Pieck blev overvældet af presset fra den massive demonstration og skiftede holdning. De endte med at stemme for resolutionen, der opfordrede til væbnet opstand. Men samtidig med at den revolutionære komite på den ene side stemte for væbnet opstand havde den ikke gjort sig de mindste forberedelser og den havde ingen plan for magtovertagelsen.

Den revolutionære komite var fuldstændig ude af stand til at foretage sig noget, og dens vaklen og endeløse diskussioner uden en klar plan eller ledelse gav kontrarevolutionen tid til at samle styrke. Samtidig havde denne vaklen katastrofale konsekvenser med en forvirring og desorientering af arbejderklassen.

Trotskij forklarer i sit mesterværk Lærdommene fra oktober, at tid er en afgørende faktor i en revolution. En revolutionær situation kan i sidste ende være tabt, hvis ikke der handles indenfor 24 timer. En revolutionær ledelse, der vakler, er derfor fatal for revolutionen.

“Hvis ledernes vaklen, der overføres til dem der følger dem, generelt set er skadeligt i politik, så bliver det en dødelig fare under en væbnet opstand.” (egen oversættelse Trotskij; Lærdommene fra oktober).

Selvom ledelsen i KPD til at starte med havde været imod den væbnede opstand, nægtede de, inklusiv Luxemburg, at blæse til tilbagetrækning, da først kampen stod på. Det var et spørgsmål om revolutionens ”ære” og principper”. Men tilbagetog kan være nødvendige i kampen for at forberede den næste offensiv ordentligt. En revolution afgøres ikke af ære, men af styrkeforholdet mellem klasserne.

Kontrarevolutionen slår til

Reaktionære Stalhelm soldater i Berlin med svastika på hjelmene.

Den 10. januar og de følgende dage rykkede frikorpsene og de andre tropper, Noske havde samlet, ind i byen. Regeringen var fast besluttet på at tage Vorwärtz-bygningen tilbage og angreb med tungt artilleri. De 300 arbejdere, der havde besat bygningen, overgav sig. På en uge blev 156 dræbt.

To af KPDs ledere Leo Jogiches og Hugo Eberlein, blev hurtigt arresteret og der blev udlovet en dusør på Luxemburg og Liebknecht på 100.000 tyske mark. Selv Vorwärtz gik ind i kampagnen for, at disse ledere skulle slås ihjel!

Frikorpsofficerer arresterede Liebknecht og Luxemburg 15. januar, og de blev taget med til ”afhøring”. Liebknecht var den første, der blev ført ud, og han blev skudt, officielt mens han ”prøvede at flygte”.

Da Luxemburg efterfølgende blev ledt ud blev hendes kranium smadret med en maskingeværkolbe, og bevidstløs blev hun ført til kanalen i Tiergarten, hvor hun blev kastet i. Hendes lig blev først fundet 31. maj.

De officerer, der havde begået mordene, fik meget milde straffe. I realiteten lå ansvaret for mordene hos den socialdemokratiske regering. Den tyske og internationale arbejderklasse havde mistet to af sine enestående ledere. Rosa Luxemburg fastholdt til det sidste sin ukuelige tro på arbejderklassen mod og evne til at kæmpe. Hendes sidste artikel ”Orden hersker i Berlin”, der blev trykt i Rote Fahne dagen for hendes mord, slutter med ordene:

”’Orden hersker i Berlin!’ Tåbelige bødler! Jeres “orden” er bygget på sand. Allerede i morgen vil revolutionen “tordnende rejse sig op” og til jeres forfærdelse forkynde med basunklang: Jeg var, jeg er, jeg bliver!”

Revolutionen slås ned

Efter at ”spartakist oprøret” blev slået ned, tog frikorpsene og andre reaktionære kræfter initiativet i flere provinser for at genoprette ”lov og orden”. De brød arbejder- og soldaterrådene op med magt, og tusinder blev dræbt mens de prøvede at forsvare deres råd. I slutningen af februar mødtes 1500 delegerede til en generalforsamling for de berlinske råd for at diskutere solidaritet med arbejderne i det centrale Tyskland, der var under hårde angreb.

Sammensætningen af de delegerede afspejlede en ændring i magtbalancen indenfor arbejderklassen, og viste at revolutionen endnu ikke var afgjort. Repræsentanterne fra USPD og KPD var nu flere end dem fra SPD. Mødet rejste krav, der omfattede organisering af en arbejdermilits, opløsningen af frikorpsene og løsladelsen af politiske fanger. 90 procent stemte for en generalstrejke for at opfylde kravene. I løbet af 24 timer var Berlin ramt af en massiv strejke.

Der brød kampe ud i Berlin og barrikader blev rejst, da frikorpsene forsøgte at genoprette roen. Gustav Noske fik diktatorisk magt i Berlin og gav med det samme ordre til at sende 30.000 frikorpssoldater ind i byen.

Arbejder- og soldaterrådet besluttede d. 9 marts at stoppe strejken for at formilde Noske og frikorpsene. Men i stedet for at være blevet formildet satte Noske ind med en brutal offensiv. Han meddelte, at enhver, der bar våben mod regeringens tropper, ville blive skudt på stedet. Da kampene døde hen, var 2000-3000 arbejdere døde og mindst 10.000 såret. Den 10. januar blev lederen af KPD Leo Jogisches myrdet på en politistation under et “flugtforsøg”.

Det borgerlige demokrati indført

Efter blodsudgydelsen i Berlin blev der holdt valg til Rigsdagen den 19. januar. KPD valgte at boykotte valgene, hvilket som sagt var en fejl, eftersom masserne af arbejdere ikke så noget alternativ. Bade SPD og USPD fik gode valgresultater, SPD med 11,5 millioner stemmer og USPD 2,5 millioner.

SPD spurgte USPD om de ville indgå i en koalitionsregering, men USPD nægtede. I stedet indgik SPD en koalition med de borgerlige partier, der gik med til et program om “socialisering” for at undgå revolutionen.

Revolutionen havde lidt nederlag. Men nederlaget var ikke afslutningen. Flere gange efterfølgende forsøgte den tyske arbejderklasse at tage magten, før de endeligt led nederlag i 1923.

Behovet for et revolutionært parti
Trods KPD’s mange fejl fik de mange chancer for at lede arbejderklassen til en succesfuld revolution. Alligevel mislykkedes det.

At revolutionen ikke lykkedes i Tyskland skyldtes ikke at den tyske arbejderklasse ikke ville eller kunne kæmpe – tværtimod! Det er altid undskyldningen hos de, der ikke formår at vise en vej frem, og som bruger arbejderklassen som undskyldning for sine egne mangler. Den tyske arbejderklasse viste en enorm kampvilje, mod og opfindsomhed.

Problemet var manglen på et revolutionært parti. Den tyske revolution viser, sammen med erfaringen fra den russiske revolution, først og fremmest behovet for et revolutionært parti.

De tyske arbejdere udviste et mod og en kampvilje udover alle grænser. Hvad de manglede var en ledelse med en klar og bevidst plan. En sådan ledelse kan ikke opfindes i kampens hede, den må forberedes omhyggeligt i forvejen.

Det var Luxemburg og Liebknechts fejl, at de ikke formåede at opbygge en organisation af trænede marxister med rødder blandt masserne. Manglen på trænede ledere betød, at ultravenstre tendenser kunne få så stor indflydelse i KPD, som de gjorde, og at der ikke var en ledelse, som var i stand til at stille sig i spidsen for de tyske arbejdere.

Fejlen var ikke, som nogen hævder, at Rosa Luxemburg ikke brød tidligere med SPD og dannede en uafhængig lille gruppe isoleret fra masserne. Lenin og bolsjevikkerne var den revolutionære fløj i det russiske socialdemokrati indtil 1912, og historien viser, at de kommunistiske massepartier ikke opstod ud af den blå luft men fra massive split i de gamle socialdemokratier på baggrund af store begivenheder. Når masserne begynder at bevæge sig, gør de det gennem deres traditionelle organisationer.

Luxemburgs fejl var, som Rob Sewell forklarer i sin bog Germany: from Revolution to Counter-Revolution, at hun ikke tidligere byggede en velorganiseret og homogen tendens indenfor SPD. Internationale gruppen blev ikke dannet før tidligt 1916, og var ligesom spartakisterne en løs sammenslutning af enkeltpersoner og grupper. Men i de sidste dage før sin død begyndte Rosa Luxemburg at forstå nødvendigheden af det revolutionære parti.

For en socialistisk revolution

Det er nu 90 år siden, at den første tyske revolution led nederlag. I dag lever vi i en verden med krig, økonomisk krise og sult. Hvor fabrikker lukkes, og millioner kastes ud i arbejdsløshed, mens vi mangler skoler, hospitaler og gode boliger.
Der er ingen tvivl om, at der er brug for at skabe et socialistisk samfund. Et samfund hvor det er arbejderklassen, det store flertal, der bestemmer. Som vi så i Tyskland, besidder arbejderklassen et enormt mod og evne til at organisere sig som i arbejderrådene.

I den næste periode vil arbejderklassen igen bevæge sig for at tage magten. Det er op til alle, der ønsker et socialistisk samfund, at gøre hvad de kan for at bygge de kræfter, der kan give arbejderklassen en bevidst revolutionær ledelse. Der er brug for at opbygge den internationale marxistiske tendens i arbejderbevægelsen.
Det er op til os at tage ved lære af den tyske revolution og sikre at dens ofre ikke har været forgæves.