Den terrorisme og islamiske fundamentalisme, USA efter 11. september har erklæret krig imod, er dem langt fra ukendt. Den er tværtimod fremelsket og bragt til magten i form af Taleban-styret af milliarder af amerikanske dollars og et stort engagement fra CIAs side.
Opbygningen af Mujahedin
Afghanistan har traditionelt været hærget af såvel interne borgerkrige mellem de mange forskellige etniske grupper som stormagters kamp om landet. I mange år var landet således en bufferstat mellem det russiske zarstyre og det britisk kontrollerede Indien.
Igennem 1970’erne modtog mange af hærens officerer træning i Sovjetunionen, og i 1978 gennemførte de et statskup med inspiration fra Sovjet. Der blev indført en del progressive uddannelses-, landbrugs- og kønspolitiske reformer. Sovjetbureaukratiet havde ikke givet tilladelse til dette kup, men senere intervenerede de for at forsvare det stalinistiske territoriums ydergrænser mod islamisk jihad, og i 1979 sætter de tropper ind i Afghanistan.
Som modtræk mod denne etablering af endnu en sovjetisk satellitstat begynder USA efter 1978 at støtte de kontrarevolutionære fundamentalister. Med hjælp fra World Muslim League, Saudi Intelligence Service og den pakistanske efterretningstjeneste ISI oprettes der massevis af træningslejre for Mujahedin, der skulle gennemføre kontrarevolutionen i Afghanistan. I årene mellem 1980 – 1992 har flere end 35.000 islamistiske fundamentalister fra 43 islamiske lande sluttet sig til Mujahedin og modtaget træning i de amerikansk finansierede lejre. Én af disse var Osama bin Laden.
Taleban kommer til magten
Efter 14 års blodig borgerkrig tog Mujahedin Kabul. Dette kan dog ikke betegnes som nogen militær sejr, da Sovjetunionen kort forinden har trukket sin militærhjælp ud af landet efter et kompromis med USA og dets allierede. Det stalinistiske bureaukratis forræderi mod det afghanske folk er altså den direkte grund til, at fundamentalismen sejrer og med CIA og ISIs hjælp fjerner de tilkæmpede reformer og rettigheder.
Det nye fundamentalistiske styre var meget ustabilt og præget af kampe, og det førte til, at Taleban-militsen, der har sit udgangspunkt i de amerikansk finansierede ISI-lejre, efter mange kampe kunne tage magten i de største byer i Afghanistan under en parole om fred og imod korruption. Men politikken viser sig snart af en helt anden og aggressiv kaliber. Allerede da de drog ind i Kabul, efterlod de den henrettede præsident Najibullah hængende til offentlig skue i en lygtepæl med sine afhuggede kønsdele i munden. Skoler, muséer og biblioteker lukkes, kvinder forbydes at arbejde uden for hjemmet, en række sportsgrene forbydes og mænd forpligtes til at gro langt skæg.
Hvordan forholder det menneskerettighedselskende og humanitært bekymrede USA sig til denne barbariske udvikling? Ikke overraskende ganske passivt, idet de vedbliver med at støtte Talebans aktiviteter for at sikre kontrollen med de vigtige olie- og gasledninger, der er planlagt igennem landet, og som er af stor betydning for den amerikanske energi- og brændstofimport. Efter en periode indser amerikanerne dog, at Taleban ikke evner at besætte hele landet, hvilket bringer olieprojektet i fare og dermed fjerner USA’s incitament til at interesse sig for landets skæbne. Hermed vågner USA op og foretager i løbet af nul komma fem en total kovending. Støtten til fundamentalisterne ophører, og man bruger nu FN som et redskab til at indføre sanktioner mod styret. Dette træk straffer endnu engang det fattige afghanske folk, mens Taleban styrkes yderligere.
USAs kovending
Den frygtede Osama bin Laden, der startede som en amerikansk sponsoreret oprører mod det stalinistiske regime, bed for alvor hånden af sin tidligere herre, da han stod bag bombningen af de amerikanske ambassader i Østafrika. USA søger at sløre den objektive sandhed ved at påstå, at der har udviklet sig en ny og mere ekstrem fundamentalisme i perioden efter den kolde krigs afslutning, men det, der reelt har ændret sig, er deres egne interesser. Efter Sovjetunionens – og dermed den bipolære verdensordens – sammenbrud, mistede USA delvist interessen for og fuldstændigt kontrollen med de kontrarevolutionære islamiske fundamentalister, der blev vrede over den ophørte økonomiske støtte. Endvidere har USA’s tilstedeværelse i Irak fremprovokeret en splittelse mellem de mere moderate pro-amerikanske arabere og de ekstreme fundamentalister. Optrækningen af fronterne og den medfølgende radikalisering førte til, at The International Islamic Front den 23/2 1998 udgav et manifest, hvori der blev erklæret jihad mod USA og fastslået, at det var enhver muslims pligt at dræbe amerikanere.
USAs regering og militær kan altså drages direkte til ansvar for det styre, der i årevis har undertrykt det afghanske folk og bla. har offentlige henrettelse af kvinder, etniske udrensninger og terroraktioner på samvittigheden. Den aktuelle krig er derfor heller ikke en kamp mod islamisk terrorisme. Så længe Mujahedin og Taleban var på USA’s side, var der ingen fordømmelse af hverken jihad eller de terroristiske metoder. Det, det imperialistiskeUSA til enhver tid kæmper for, er ene og alene opretholdelsen af den kapitalistiske verdensorden med dem selv som dominerende magt.
