begynde deres vej mod friheden. Pessimisme og skepsis er de fås luksus.
Masserne har intet andet valg, end at kæmpe for deres liv og for deres børns
fremtid
Revolution and Counter-revolution in
(November
2005)
Venezuelanerne har aldrig været kendt for at
være et genert, eller stille folkeslag. I Madrids lufthavn, Barajas, får jeg
bekræftet dette. En gruppe velhavende venezuelanere, iklædt det nyeste
modekluns fra mærkevarebutikkernes hylder – kvinderne med gucci-tasker – taler
højlydt om den politiske situation i deres hjemland. ”Ja, vi er faktisk den
lykkeligste befolkning i verden. Men når først vi kommer af med Chávez, overgår
vi os selv i lykke,” skråler den mandlige passager ud i forsamlingen, så den
halve lufthavn kan høre det.
Inden min afrejse var jeg udmærket klar over,
at vandene var delte i Venezuela, men jeg blev alligevel forbavset over, hvor
åbenlyst denne polarisering kom til udtryk.
Så snart jeg sætter mig ind i flyet, falder
jeg i snak med et ægtepar på nabopladserne. De er begge oprindeligt fra
Spanien, men har i omkring tyve år boet i Venezuela, hvor de underviste på UCV
– Venezuelas Centrale Universitet, som altid har været elitens højborg. Nu skal
de tilbage til Venezuela for at besøge noget familie.
Manden er meget ivrig for at høre min
baggrund, og om hvad jeg dog vil foretage mig i Venezuela. Han præciserer, at ”den
politiske situation jo ikke ligefrem tillader initiativ og muligheder for en
ung foretagsom mand som mig”. Jeg orker ikke en lang politisk diskussion med
manden, som åbenlyst har rødder i den sorteste konservative fløj af Spaniens
politiske spektrum, og forklarer derfor blot, at jeg har tænkt mig at udforske
landet i et par måneder, hvilket jo ikke er forkert.
Ægteparret forklarer mig ivrigt, at alt var
fryd og gammen i Venezuela, lige indtil Chávez kom til magten. De kigger med
nostalgi tilbage på tiden under regeringer som Carlos Andrés Pérez og Rafael
Caldera. Manden spørger mig dernæst, om jeg kender noget til spansk politik, og
igen spiller jeg uvidende. Han forklarer mig, at PP (det konservative parti) er
det eneste parti, som har ”uddannede folk” og ”folk med økonomiske ressourcer”,
og at ”Zapatero [Spaniens socialdemokratiske premierminister] nu er
upopulær…ikke engang hans mor vil stemme på ham ved næste valg…”. Jeg
takker for samtalen og åbner min bog for at få tiden til at gå. Indtrykket af
en klar forbindelse imellem de spanske og venezuelanske overklasser sidder dybt
indprentet i mig efter denne samtale.
Modsætningernes
by
Allerede fra busturen ind imod Caracas by kan
man mærke den spændte stemning i samfundet. I lufthavnen modtages de ankomne af
et skilt, der siger, ”Du bevæger dig nu ind på bolivarisk territorium”. På
vejene fra Maiquetia ind imod hovedstaden er væggene prydet med politiske
slogans, vægmalerier og graffiti i alle regnbuens farver. En af dem er et citat
af Simón Bolívar: ”Et uvidende folk er et blindt redskab for dets eget
undergang”.
Caracas må betegnes som intet mindre end
modsætningernes by. Da jeg kommer ned fra busterminalen i selskab med en spansk
kammerat, som har hentet mig i lufthavnen, støder vi på tonsvis af gadesælgeres
boder, de såkaldte ”buhoneres”. Her er alt til salg, lige fra strygejern til de
nyeste Hollywood film på brændte pirat-DVD’er. Det er overvældende, hvor stor
en del af gadebilledet de egentligt tegner sig for.
Hovedstadens gader er utroligt beskidte og
misvedligeholdte. Biler fra 60’erne og 70’erne kører rundt for fuld drøn og
oser forurening ud i luften. Forskellene på det stenrige øst og det ludfattige
vest forekommer mig ubegribelige. Tager man metroen fra det østlige Plaza
Altamira til det vestlige Plaza Sucre i bydelen Catia, er det som en rejse fra
én verdensdel til en anden.
Caracas ligger i en dal, omgivet af bjerge på
alle sider. Op ad bjergenes skrænter kan man se tusinder af fattigmandshjem, de
såkaldte ”ranchos”. Improviserede boliger
af pap, bølgeblik og hjemmestøbte betonblokke med halvfærdige tage. Jeg tænker
over, hvad disse huses beboere gør, når regntiden indfinder sig i Venezuela.
Det må være noget af et postyr at komme op af skrænterne i myldretiden.
Bogstaveligt talt side om side med disse ranchos kan jeg øjne de enorme
skyskrabere, som projekterer reklamer
for de velkendte multinationale virksomheder. Nestlé, Grupo Banco Santander og
Pepsi-Cola International er nogle af de multinationale, hvis bygninger jeg kan
observere ved første øjekast ud over Caracas.
Anti-imperialisme
til folket
Så snart jeg åbner fjernsynet, kan jeg tage
pulsen på stemningen i landet. I stedet for de trivielle programmer og serier,
som dominerer dansk TV, hersker der en form for stemning af hastværk på alle de
venezuelanske kanaler. Det gælder både kanal otte, den eneste pro-Chávez kanal,
og det dusin af privatejede kanaler, som alle er imod Chávez og dedikerer
program efter program til at udstille deres ærkefjende som korrupt, uhæderlig
og diktatorisk. Den aggressive retorik kommer ikke helt bag på mig, men
alligevel er det overraskende, hvor
aggressiv oppositionen er. Omtalte TV kanaler kører i øvrigt uden den mindste
form for censur.
Det samme gør tonsvis af dagblade og
magasiner, som alle syder af anti-chavisme. En af dagene smutter jeg ned og
køber et eksemplar af de vigtigste af dem, for med egne øjne at se, om det
virkelig er sandt, at ytringsfriheden i Venezuela skulle være under pres. På
forsiden af det ultra-oppositionelle dagblad Tal Cual, ledt af tidligere
arbejdsminister Teodoro Petkoff, kan jeg læse overskriften ”Heil Hugo!”
ledsaget af en billedmanipulation, som sammenligner Venezuelas præsident med
ingen mindre end Adolf Hitler.
Den værste af TV-kanalerne er Globovision, som
i folkemunde kaldes ”golpe-vision” (kup-vision), med henvisning til denne
kanals direkte og åbenlyse medvirken til det mislykkede forsøg på statskup mod
Chávez i april 2002. Et lille ordspil, som er meget typisk for venezuelanernes
kombination af humor med politik.
På den anden side kan man skrue over på kanal
otte, Venezolana de Television (VTV), hvor man kan se, hvordan regeringen
forsøger at igangsætte sociale programmer i slumkvartererne for at udrydde
analfabetismen og for at give gratis lægehjælp til de fattige. Denne dag
transmitterer fjernsynet også et portræt af Che Guevara, som er dagens berømte
person. En anti-imperialistisk demonstration opreklameres på kanal otte.
Demonstrationen skal finde sted den efterfølgende dag i anledning af Chávez’
tale i Argentina ved Mar del Plata, hvor han befinder sig, som modsvar til
George Bush’ rundtur i Sydamerika. Demonstrationen indkaldes på VTV med
slagordene: ”Vamos todos – contra el imperialismo, en defensa de nuestra
soberania!” (”Lad os alle gå med – imod imperialismen, til forsvar for vores
suverænitet!”).
Tørst
efter idéer
Næste dags demonstration er den første, som
jeg deltager i, i Venezuela. Venezuelanerne har deres helt egen måde at
demonstrere på. De er alle iført røde t-shirts og kasketter. En højtaler
skratter forskellige latinamerikanske musikrytmer ud, bl.a. kan jeg genkende en
smule cumbia og samba. Jeg bemærker, at folk nærmest løber om kap for at få fat
i de løbesedler og andet politisk materiale, der bliver delt ud til
demonstrationen. Ikke én pjece ligger efterladt på jorden.
I Caracas møder jeg en række kvindelige
fagforeningsaktivister, fra provinsbyen Barquisimeto. De er i hovedstaden for
at kræve deres ret til sygesikring på det statslige hospital, hvor de arbejder.
Sammen med dem og et par unge venezuelanere drager jeg til Barquisimeto et par
dage efter ankomsten til Caracas. Formålet er dels at se byen og dels at
deltage i et stormøde for en gruppe unge revolutionære, som skal holdes på en
teknisk skole i byen.
Det er i den anledning, at jeg lærer
kammeraterne fra FAR (Frente América Rebelde) at kende. Det er en gruppe på
omtrent tyve unge fra Barquisimetos skoler og universiteter. De udgiver deres
eget månedlige organ, Alba Estudiantil. De har også opbygget rådsorganer på
flere universiteter – controloria social – hvis opgave er at modvirke
bureaukrati og korruption i uddannelsessektoren.
I de efterfølgende uger og måneder ser jeg
dusinvis af grupper, som minder om FAR i Barquisimeto. Det er et gennemgående træk i Venezuela, at
revolutionen har fået unge og arbejdere overalt i landet til at danne lokale og
regionale politiske grupper. De har ikke alle noget klart politisk program,
ideologi eller målsætning, men de udgør de første forsøg fra masserne på at
tage revolutionens skæbne i deres egne hænder. Folk føler, at de må gøre
noget.
Indtrykket af de første dage i Caracas og
rejsen til Barquisimeto er, at det er som om, hele samfundet rør på sig, ikke
kan ligge stille, men konstant må bevæge sig og forandre sig. Det, man kan
mærke, er en massiv folkelig deltagelse i det politiske liv. Eftersom at jeg
aldrig før har været i et land i revolution, er det en ganske overvældende
oplevelse.
Det minder på mange måder om den situation,
som den amerikanske journalist John Reed beskrev under hans rejse i Rusland
1917:
Hele Rusland var i færd med at lære at læse,
og var ved at læse – politik, økonomi, historie – fordi folket ønskede at vide
besked . . . I hver by, i de fleste småbyer, langs fronten, havde hver politisk
gruppe sit blad, ofte flere. Hundredtusinder af pjecer blev fordelt af
tusinder af organisationer og øst ud over hærene, landsbyerne, fabrikkerne,
gaderne. Tørsten efter oplysning, der så længe havde været holdt nede, brød i
revolutionsmånederne frem som en besættelse. Alene fra Smolnyj-instituttet
blev der i de første seks måneder hver dag sendt tons, vognlæs, vognladninger
af litteratur ud for at mætte landet. Rusland absorberede læsestof som varmt
sand drikker vand, ustandseligt. Og det var ikke fabler, opbyggelsesskrifter eller
bedøvende romaner, men sociale og økonomiske teorier, filosofi, Tolstojs,
Gogols og Gorkijs værker …
Og der mest det talte ord, hvor fortidens revolutionstaler blev stillet i
skygge. Foredrag, debatter, taler, i teatre, cirkus, skoler, klubber, marketenderier,
fagforeningskontorer, kaserner … Møder i skyttegravene ved fronten, på
landsbypladser, i fabrikker … Hvilket vidunderligt syn at se
Putilov-værkernes 40.000 arbejdere strømme ud for at høre socialdemokrater,
socialrevolutionære, anarkister, hvem som helst, så længe de ville tale, blot
de havde noget på hjerte! I måneder var hvert gadehjørne i Petrograd og i hele
Rusland en offentlig tribune. I jernbanetog, sporvogne, altid en pludseligt opstående
diskussion, alle vegne.(John Reed: Ti dage der rystede verden)
Viden
er magt
Tilbage i Caracas er jeg betaget af et socialt
projekt, som jeg tager ud og besøger en af dagene. På et hospital i bydelen
Antímano har lederen af fagforeningen inviteret mig ud til en snak. Han
præsenterer mig for to mødesale i et udhus, som tydeligvis er blevet istandsat
for nyligt. Han fortæller stolt, at det var en privat virksomhed, som havde
huset stående ubenyttet ved siden af hospitalet. Fagforeningen havde derfor
grebet til handling, besat bygningen og istandsat den med egne ressourcer. Til
sidst havde hospitalsledelsen købt bygningen af de juridiske ejere og givet den
til fagforeningen. Nu bliver den både brugt til fagforeningsmøder og til las
missiones, det omfattende uddannelsesprogram, som regeringen har igangsat.
Missionerne har flere trin. Det laveste hedder
Robinson og svarer til en folkeskoleeksamen, dernæst kommer Ribas, som svarer
til en studentereksamen og til sidst Sucre, som er mellemlang videregående
uddannelse. Der gives også undervisning i venezuelansk kulturs oprindelse,
litteratur og politik. Ideen er, at jo mere viden folket får, jo mere vil de
være i stand til at udøve magt og selv styre samfundet.
Ifølge verdensorganisationen for uddannelse,
UNESCO, har Venezuela på fem år udryddet analfabetismen. De deltagere på
missionerne i Antímano, som jeg taler med, er da også rimelig tilfredse med
undervisningen. En midaldrende kvinde betror mig følgende: ”Førhen havde vi
aldrig den mulighed. Men nu kan alle lære at læse og skrive. Jeg har set
pensionister græde, fordi de skriver deres eget navn for første gang”.
Kamp
for arbejderkontrol
Efter en lille uges ophold går turen sydøst
på. Destinationen er Ciudad Bolívar, en provinsby med en halv million
indbyggere. Udover at være hovedstad for Bolívar-regionen, Venezuelas største
delstat, har byen en speciel historisk betydning. Det var her, Simon Bolívar
boede i årevis, og der var her, han åbnede Angostura-kongressen, som
proklamerede oprettelsen af Gran Columbia (Stor Columbia), idéen om én fælles
latinamerikansk stat.
Bolívars historiske centrum er præget af den
spanske koloni-arkitektur. De kridhvide bygninger med store vinduer og smalle
gader minder mig om Andalusien. Udsigten ud mod Orinoco-floden giver byen en
ekstra charme. Men ud over det historiske skær er Bolívar vigtig som del-stat
på grund af dens enorme koncentration af industri. Jern, stål, aluminium, guld
og diamanter udvindes og produceres i massevis og sendes som eksportvarer via
bådene, der sejler langs Orinoco-floden.
Den første fabrik, jeg besøger i Venezuela, er
ALCASA, en stor aluminiumsfabrik, som beskæftiger omkring 2.800 medarbejdere.
ALCASA er i starten af 2005 blevet restruktureret. Chávez udnævnte Carlos Lánz,
en venstreorienteret aktivist og tidligere guerilla-leder, til præsident for
virksomheden og gav grønt lys til indførelsen af ”Cogestión obrera”. Direkte
oversat til dansk betyder det ”arbejder-medbestemmelse”, men langt de fleste
arbejde har fortolket det som arbejderkontrol.
I indgangsreceptionen til ALCASA hænger der et
skilt med sloganet ”Al magt til arbejderne!”. Plakater med diagrammer over den
nye rådsstruktur er sat op, hvor det forklares, at arbejderne nu vælger deres
mellemledere, og at disse mellemlederes mandater kan trækkes tilbage, hvis 70
procent af arbejderne stemmer for et mistillidsvotum. På den måde håber man på
at sikre, at mellemlederne ikke svigter de medarbejdere, der har valgt dem.
I den efterfølgende tid lærer jeg vidt og
bredt om arbejderbevægelsen i Venezuela, om fabriksbesættelser, om kampen for
arbejderstyre, om bureaukrati og om fagforeninger.
Først og fremmest fascinerer Bolivar – og især
dets industrielle centrum Puerto Ordáz (også kendt under det historiske navn,
Ciudad Guayana) – på grund af dens proletariske komposition. Hele området er
indrettet til at holde den enorme arbejdsstyrke kørende. Byen Puerto Ordáz
ligner ikke de traditionelle venezuelanske byer. I stedet for huse bor de
fleste i lejligheder, hvilket gør, at byen er langt mere koncentreret, rent
kvadratmetermæssigt. Om aftenerne kan man se hundredvis af arbejderne i de
samme uniformer, på vej hjem fra fabrikkerne.
En aften tager jeg f.eks. ud på stålværftet
SIDOR, som beskæftiger 15.000 arbejdere – nogle løsansatte og andre
fuldtidsansatte. Valgkampagnen til det årlige valg til fagforeningsposterne er
i fuld gang, og jeg er herude for at interviewe en af kandidaterne, som stiller
op for en socialistisk liste. Efter samtalen med José Melendez fra liste 3
venter vi på arbejdsskiftet, så vi kan tage bussen sammen med arbejderne hjem.
På klokkeslettet 23:00 ankommer op imod hundrede busser, fyldt med arbejdere
der skal på nattevagt. De bliver kørt hele vejen ind igennem port 3, hvor
busserne sætter dem af og henter de tusinder af arbejdere, som skal hjem fra
arbejde. Vi springer med op i bussen og får os nogle hyggelige samtaler med
nogle af arbejderne, som er nysgerrige efter at vide, hvad en spanier og en
dansker dog laver ude på deres stålværft.
Livet i
et slumkvarter
Los Proceres er navnet på et slumkvarter i
udkanten af Ciudad Bolívar. Der er ikke mange officielle statistikker, men
beboere i nabolaget informerer mig om, at kvarteret har omkring 60.000
indbyggere. Selve kvarteret må betegnes som et ganske traditionelt venezuelansk
slumkvarter. Nogle huse er malet i lysende farver, men det kan ikke rode bod på
de halvfærdige tage, de beskidte avenuer fyldt med gadeboder, pølsevogne og
kioskejere, der sælger krimskrams og andet ragelse, for at tjene lidt til dagen
og vejen. Omtrent 70 procent af beboerne i Los Proceres stemmer normalt på
Chávez, og kvarteret er højborg for flere venstreorienterede bevægelser.
Nogle unge fra det lokale universitet har
spurgt mig, om ikke jeg kan give dem en hånd med at organisere en studiekreds
om marxistisk teori. Med det formål beslutter jeg mig for, at slå mig ned i
byen i en længere periode, og da de alle er bosat i Los Proceres, er det en
oplagt mulighed at bosætte mig her. Til at starte med flytter jeg ind hos en af
de unges familie, som byder mig varmt velkommen i deres hus, mens jeg leder
efter et mere fast sted at bo.
Familien Carrizal består af fem
familiemedlemmer. Faderen, Alfonso på 47 år, har tidligere arbejdet på det
nærliggende stålværft SIDOR. Men i 1997 blev det privatiseret under Rafael
Calderas regering. Det betød, at Alfonso og tusinder andre fuldtidsansatte metalarbejdere
måtte lede sig om efter anden beskæftigelse. Da familien stod uden indkomst
overhovedet efter Alfonsos fyring, måtte moderen Rosa, som nu er 44 år gammel,
tage sagen i egne hænder. Hun forklarede mig, at hun gjorde alt for at finde en
indtægtskilde. Til sidst fandt hun en dobbeltsidet løsning; Om morgenen laver
hun pizza, hamburgere og hjemmelavede is, som familien sælger ved deres
hoveddør. Jeg lærer at hjælpe med til at betjene kunderne, hver gang en
forbipasserende på gaden standser op og råber ”Helado!” (”Is!”). Om formiddagen
forbereder Rosa frokosten til skolebørn i kvarterets folkeskole og tjener
derved lidt ekstra skillinger, som lige præcis får husstanden til at køre
rundt.
Rosa betror mig, at hun vågner klokken halv
fem hver morgen ved tanken om, at hun må begynde arbejdet med at lave
hamburgere og andet fastfood, så hendes børn kan få en bedre fremtid og et
anstændigt liv. Rosa fødte det første af sine tre børn, sønnen Aldo, som blot
17-årig og datteren Desiré, som 22-årig. Det var en af grundene til, at hun
aldrig fik en uddannelse og dermed var bundet til ufaglært og dårligt betalt
arbejde resten af livet. Hun forklarer mig, at hun altid har insisteret på, at
hendes børn fokuserer på uddannelse, og at begge studerer på universitet, så de
ikke nødvendigvis er tvunget til at gå i samme spor som hende selv.
Gratis
lægehjælp og mad
Tæt på familien Carrizals hus ligger en lille
lægeklinik, og ved siden af den ligger et mellemstort byggeri. Skilte
annoncerer, at en lokal ”Barrio Adentro
”Ind i nabokvarteret”, er et af regeringens mest succesfulde sociale
programmer. Efter aftale med Cuba er 15.000 cubanske læger blevet udstationeret
overalt i Venezuela, hvor de giver gratis lægehjælp til fattige mennesker, som
aldrig nogensinde før har haft adgang til sundhed, med mindre de gik til en dyr
privatejet klinik. Barrio Adentro 1 er de små lægeklinikker, som fungerer som
en slags lægevagt, der tager sig af de mest almindelige sygdomme. Barrio
Adentro 2 og CDI er små hospitaler, som kan udføre mere sofistikerede
operationer af patienterne, m.v.
Det er Alfonso, som en af dagene tager mig ned
til denne lægeklinik for at få en ekstra vaccination, som jeg ikke nåede at
tage i Danmark. De cubanske læger på klinikken smiler og spørger, oprigtigt
interesserede, om, hvor jeg kommer fra. Uden nogen som helst form for
brugerbetaling betjener de mig og giver den pågældende vaccination. Ved senere
lejligheder bruger jeg igen og igen Barrio Adentro og CDI (Centro service
Diagnóstico Integral), og i langt de fleste tilfælde modtager jeg et meget
respektfuld og omhyggelig tilsyn fra de cubanske læger, som altid er gæstfri og
vedkommende.
Samme dag tager en af mine venner mig med ned
ad en sidegade i kvarteret, for at spise frokost dér hvor hans mor arbejder,
nemlig i et de hundredvis af Casas
Alimentarias (madhuse), som regeringen har oprettet. Huset har 150 daglige
brugere – handikappede, syge, hjemløse og marginaliserede – som ikke kan
forsørge sig selv. De får gratis mad, som bliver tilberedt af min vens mor og
de tre-fire andre kvindelige medarbejdere på madhuset. Det er de traditionelle
venezuelanske retter, der står på menuen – kyllingesuppe, ris og ristede platanos. Og så selvfølgelig Arepa, det
berygtede brød af majsmel, som venezuelanerne bruger til så godt som alle
hverdagens måltider. Det venezuelanske køkken er klart betinget af landets
begrænsede fødevareproduktionen. Udover klimaets effekt bærer de fleste måltider
præg af nødvendigheden af at mætte i en lang periode. I stedet for at spise tre
måltider dagligt spiser mange venezuelanere blot to, eller to og så et halvt om
aftenen.
Studerende
og fattigfolk i bevægelse
Livet i Los
Proceres er ikke lutter lagkage. Mange af de mest banale problemer, som vi
danskere umiddelbart tænker, er noget fra en svunden fortid, popper op igen og
igen. I Los Proceres har omtrent
halvdelen af indbyggerne kun adgang til vand halvdelen af døgnet, og det er som
regel i nattetimerne. De fleste lader vandhanen stå tændt, så de kan
opmagasinere vand i dunke eller spande. En af mine venner forklarer mig, at
årsagen er, at kvarteret er blevet bygget uden nogen planlægning overhovedet.
De fleste har simpelthen bare fundet en ledig grund og bygget et hus, uden
noget hensyn til kloakforhold og vandledninger. Det giver efter sigende ekstra
tryk på forbruget og forårsager, at vandforsyningerne lukkes halvdelen af
døgnet.
Men det er kun én af forklaringerne. Flere
lokale beboere peger på, at et multinationalt selskab har monopol på
vanddistributionen i Bolívar. Et andet problem er, at elektriciteten ofte
svigter i flere timer. Med det tropiske klima er temperaturen i Bolívar næsten
hver 35 graders varme, og strømmen er derfor et must, for at få aircondition og
ventilatorer til at køre rundt.
De lokale organiserer sig i et Consejo Communal (kommunalråd) og kræver
en løsning. Consejo communales findes
i slumkvarterer i hele Venezuela. Regeringen støtter idéen og har bl.a.
opfordret befolkningen til at bruge disse kommunalråd til at løse lokale
problemer. Jeg deltager på et af deres møder, som foregår på den lokale
asfalterede fodboldbane. Omtrent halvanden hundrede mennesker er mødt op. Diskussionerne går højt, men alle er enige
om, at der må gøres noget, ikke kun ved problemet med vandforsyningen, men også
– og først og fremmest – ved problemet med den kollektive transport.
I Ciudad Bolívar foregår den kollektive trafik
dels i slidte og overfyldte minibusser og dels i personbiler, som med et simpelt
skilt i forruden markerer, at de tilhører kategorien carritos, en slags minibus. De fleste af disse transportmidler er
ejet af en lokal mafioso, som kaldes ”caballero
de hierro” (Jernmanden). Det rygtes, at han er i ledtog med den lokale
borgmester, Lenín Figuera, som oprindeligt blev valgt på Chávez’ liste, MVR,
men som har skuffet sin vælgerbase dybt, da flere eksempler på korruption er
kommet frem i lyset. I de første måneder af 2006 har Jernmanden og de andre
ejere af byens kollektive trafik valgt at hæve prisen på en billet fra 500 til
1.000 bolivares.
For mange fattigfolk og studerende er denne
prisstigning dét, som får bægeret til at flyde over. En dag i februar
organiseres en demonstration i løbet af 24 timer. Da den når frem til byrådets
bygning, vælger demonstranterne at indtage bygningen og kræve, at borgmesteren
løser problemerne. Det kommer til håndgemæng med politiet, men demonstranterne
er i stort flertal og får banet sig vej frem og indleder en besættelse af
byrådet. En intens protest, som varer timer, før der endelig findes en løsning.
Borgmester Figuera giver efter for presset og dekreterer, at ejerne af den
kollektive trafik ikke må hæve priserne uden tilladelse fra byrådet.
Dagen efter kommer en gammel mand over til
mig, mens vi står og spiser morgenmad ved en af madboderne i Los Proceres. Han smiler over hele
ansigtet. ”Denne gang fik vi dem”, udbryder han tilfreds. ”Men det er bare én
enkelt episode. Næste gang sætter de den op til det tredobbelte!”. ”Det
tredobbelte!”, bliver han ved med at sige, mens han fægter med hænderne.
Kamp om
jorden
En dag da jeg er i Caracas, møder jeg nogle
aktivister fra FNCEZ. FNCEZ er en forkortelse for bøndernes nationale front
”Ezequiel Zamora”. Zamora var en berømt leder af bondeopstande under den
føderale krig i 1840’erne. Hans hovedslogan var “Tierra y hombres libres,
horror a la oligarquía” (”Frie mænd og land der er frit, er oligarkiets
mareridt”).
Aktivisterne i Caracas arrangerer en
demonstration med omkring 15.000 fattige bønder. Ikke en stor demonstration i
forhold til andre demonstrationer i Caracas, men alligevel et stærkt tegn på
bøndernes styrke. De fleste af disse tusinder af bønder har rejst imellem ti og
femten timer i bus, fra de landlige regioner til hovedstaden. De kommer for at
bede Chávez om at intensivere jordreformen. I Venezuela er 80 procent af den
frugtbare jord nemlig ejet af små 5 procent af befolkningen. Bøndernes
demonstration er anderledes end mange af de andre protestmarcher i Venezuela.
Mænd og kvinder er ledsaget af deres børn. En lille gruppe bønder har taget
deres macheter med, som de fra tid til anden holder op i vejret i udstrakte
hænder. Fra de medbragte højtalere spiller de traditionelle slagsange hos
bondebevægelsen. En af dem proklamerer højlydt ”Oligarcas temblad, viva la
libertad!” (”Oligarker tag jer i agt, leve friheden!”).
Efter demonstrationen tager vi en kop kaffe
med en af lederne af FNCEZ. Han fortæller i detaljer om deres kamp. Beretningen
er intens, og det lyder nærmest som om, at der udspiller sig en borgerkrig på
landet. Godsejerne jager bondeaktivisterne fra delstat til delstat. De får
hjælp af colombianske paramilitære styrker, som bliver smuglet ind i Venezuela.
”Táchira er blevet for farlig. Vi kan ikke operere dér længere”, fortæller kammeraten
fra bondefronten. Táchira er den delstat, der grænser op til Columbia og er
bl.a. berygtet for narkohandel og for fascistbanders hærgen. ”Chávez-regeringen
er ude af stand til at kontrollere, hvad der virkelig foregår i Táchira”, siger
lederen af FNCEZ. Et andet eksempel han giver os, er delstaten Barinas, hvor
jordejerne i slutningen af oktober 2003 bestak lokalt politi til at rydde en
grund, der var besat af fattige bønder. Rydningen var nådesløs: Politiet
smadrede en lokal folkeskole og beslaglagde
bønderne havde produceret.
Ved en
senere lejlighed får jeg mulighed for at besøge en af de delstater, hvor
bondebevægelsen står stærkt. Det er Mérida, en region i Andesbjergene. Selve
byen er et paradis for studerende, som kommer fra både ind- og udland for at
læse på ULA – Universidad de los Andes. På en tur rundt i det landskab, der
omkranser Mérida, får vi mulighed for at se nogle af de store landområder,
markerne og gårdene. Vi taler med bønderne, som næsten alle stemmer på Chávez.
De forklarer, at regeringen har vedtaget love om at give billige lån til
fattige bønder, som vil starte landbrugsproduktion. Men i flere tilfælde bliver
pengene holdt tilbage. ”Godsejerne sidder fortsat i sadlen!”, siger en af dem.
Vi kan mærke deres bekymringer og frustrationer, som var de vores egne.
Græsrodsmedier
”I 2002 lærte vi mediernes vigtighed”. Carlos
fra den brugerstyrede lokal-TV-kanal, CatiaTeVe, i et af Caracas’ vestlige
kvarterer giver et foredrag for mig og en gruppe udlændinge, som er kommet på
rundtur (på tv-stationen) en dag i slutningen af november.
På CatiaTeVe er sloganet; ”Se ikke fjernsyn,
lav det!”. Bygningen, som huser CatiaTeVe, stod efterladt og blev derfor
overtaget af kommunen, efter pres fra en række initiativrige unge. Nu er
kanalen et vigtigt kommunikationsredskab for lokalsamfundet.
Carlos beretter om 2002. Beretter om optakten
til statskuppet. Om hvordan overklassen brugte deres monopol på medierne til at
fordreje sandheden om den skæbnesvangre massakre på Llaguno-broen i centrum af
Caracas (Statskuppet mod Chávez i april 2002 er behandlet i detaljer i kapitel
2 og 3). Om hvordan den nye kup-regering lukkede Kanal 8 og derved midlertidigt
formåede at hindre Chávez’ tætte samarbejdspartnere i at forklare, at
præsidenten ikke var trådt frivilligt tilbage, men at han var taget til fange
imod sin vilje.
Carlos sammenfatter kort og enkelt den
kollektive erfaring, som Venezuelas græsrodsaktivister gjorde sig efter det
mislykkede statskup: ”Fra da af indså vi for alvor, hvilken strategisk rolle
medier spiller i nedbrydelsen af de riges magt. Vi begyndte at tage visse
forholdsregler.”
CatiaTeVe er produkt af denne nye
mediestrategi. Men det er ikke det eneste. Tusinder af lokalradioer og lokale
fjernsynskanaler er blomstret op i Venezuela igennem de seneste år, der
forsøger at nedbryde højrefløjens mediemonopol.
Utilfredshed
med bureaukrati
Jo længere jeg giver mig hen i landet og dets
befolkning, jo mere begynder jeg at forstå, at revolutionens endelige udfald
slet ikke er afgjort. Jeg fornemmer en speciel stemning i blandt de mest aktive
lag i Chávez’ bevægelse, en stemning af utålmodighed med den langsomme
udvikling, ja i nogle tilfælde sågar af mistænksomhed overfor de øverste lag i
bevægelsen. Nogle af de mennesker, som jeg snakker med, udtrykker det i yderst
kontante termer; I løbet af den første måned kan jeg tælle på mere end to
hænder, mængden af folk der konstaterende har forklaret mig, at ”Chávez er
omringet af uduelige ministre”.
Det er som om, at den første eufori er væk.
Folk er ikke længere bare tilfredse med sociale projekter, som ganske givet
betyder vigtige ændringer i folks hverdag, men som ikke rykker på de
grundlæggende magtforhold i det venezuelanske samfund. Indtrykket af en gærende
utilfredshed bliver styrket den 4. december 2005, da et parlamentsvalg giver
Chávez-partierne en total sejr, men samtidig viser en bemærkelsesværdig nedgang
i valgdeltagelsen, i forhold til folkeafstemningen i august 2004.
Mange begynder at ønske en radikalisering af
revolutionen, eller som Chávez udtrykker det i slutningen af 2004; ”En
revolution, inde i revolutionen”. Senere begivenheder skal igen og igen vise
sig at bekræfte denne tese.
