Del seks ud af syv i serien: ”Besættelse og klassekamp”.
Gå til: del 1 | del 2 | del 3 | del 4 | del 5 | del 7
”De allierede troppers indtog i Tyskland markerede begyndelsen på enden for tysk imperialisme og for nazisterne. Det komplette kollaps af Hitlers regime kan ikke udskydes længe. I løbet af fire år har pendulet svunget fra tysk imperialisme på vej til at opnå sine drømme om europæisk dominans til en situation med forestående sønderlemmelse og magtløshed. Der har været få skift i krigsførslens historie og i relationen mellem nationer, der er foregået så grafisk og så hurtig.”
Ted Grant, Britisk revolutionær 7. oktober 1944
Krigen nærmer sig sin endelige og brutale afslutning. Den sidste del af krigen blev også den blodigste og mest voldsomme del af den tyske besættelse af Danmark, men det var blot et sideshow til det ragnarok, der udspillede sig i Europa. Da det stod klart, at Tysklands nederlag til Sovjetunionen var uundgåeligt, med nederlagene ved Stalingrad februar 1943 og Kursk juli 1943, skete der to ting. For det første besluttede England og USA at træde ind på den europæiske slagmark. Indtil da havde de været tilfredse med at se på, mens tyskerne og russerne myrdede hinanden. De håbede, at Nazityskland ville slå Sovjet, men blive så svækket i forsøget, at de på det rigtige tidspunkt kunne skride ind og undertvinge sig hele Europa. Men de havde klart undervurderet det russiske folk og planøkonomien.
Nu fik de Allierede travlt. I september 1943 invaderede de Italien og året efter Grækenland. Målet var ikke som sådan at besejre Tyskland, men at sikre sig at Sovjetunionen blev holdt ude af Middelhavet. Sovjetunionen rykkede dog ligeså hurtigt og generobrede enorme områder. Det fik Vestmagterne til at invadere Frankrig d. 6. juni 1944 af frygt for at møde den røde hær ved den engelsk kanal.
For det andet blev tyskernes tilbagegang og den deraf følgende fremgang for Vestmagterne og Sovjetunionen startsignalet til revolutionære bevægelser over hele Europa: I Italien udbrød der i 1943 borgerkrig mellem klasserne, der først sluttede i 1946. I Grækenland udviklede en revolutionær opstand i 1944 sig hurtigt til borgerkrig, som først sluttede i 1949, da venstrefløjen blev nedkæmpet med massiv støtte fra Vestmagterne. I Frankrig befriede arbejderklassen fra 1944 og frem store dele af landet, og i Østeuropa førte den røde hærs fremgang mange steder til opkomst af arbejderråd og fabriksbesættelser. Fælles for alle bevægelserne var, at de til dels var vendt mod den nazistiske undertrykkelse, men samtidig bevægede sig mod revolutionære konklusioner. Der var endda en strejkebevægelse i Tyskland mod krigen. Som krigen nærmede sig sin afslutning, blev bevægelserne mere og mere radikaliserede.
Den danske arbejderklasse var ikke løsrevet fra disse begivenheder. Der var da også et sammenfald mellem de revolutionære opstande rundt omkring i Europa og de to store massebevægelser i Danmark: Augustoprøret 1943 og Folkeopstanden 1944, men for en periode holdt alle vejret og afventede Tysklands endelige sammenbrud.
Tysklands kamp til den bitre ende
”Hævn er vores dyd! Had vores pligt! Tappert og trofast, stolt og trodsigt vil vi forvandle vores fæstninger til massegrave for de sovjetiske horder… Vi ved alle, at timen før solopgang altid er den mørkeste. Tænk på det, når blodet løber ned i øjnene på jer under kampen, og der bliver mørkt omkring jer. Uanset hvad der sker, vil sejren være vor. Død over bolsjevikkerne! Leve Føreren!”
Joseph Goebbels, Tysk propagandaminister 20. april 1945
Fra sommeren 1944 stod det klart for alle tyskere, at krigen var tabt, men de forsatte kampen, indtil Hitler skød sig selv under kampene om Berlin. Ansvaret for at krigen blev så lang og så brutal, som den gjorde, lå hos magthaverne i Sovjetunionen og Vestmagterne.
De tyske arbejdere huskede, hvordan Versaillefreden, som de Allierede havde dikteret efter Første Verdenskrig, førte til en brutal nedgang i deres levevilkår. Og Vestmagterne og Sovjetunionen lovede nu, at den kommende fred ville blive tusinde gange værre. Churchill forslog bl.a., at tyske byer og industri skulle sprænges i luften, så Tyskland ville blive reduceret til en landbrugsnation.
Den allierede propaganda kørte i døgndrift med hadske, racistiske, pronationalistiske kampagner mod det tyske folk, som også blev udsat for militære overgreb, bl.a. massevoldtog den røde hær tyske kvinder, og det amerikanske og britiske luftvåben terrorbombede tyske byer med flere millioner dræbte til følge.
I denne situation så mange tyskere ingen anden mulighed end at forsætte kampen til den bitre ende i håbet om, at det ville betyde bedre fredsbetingelser end de fremlagte, som var betingelsesløs overgivelse. Med andre ord skubbede de allierede og Sovjetunionen tyskerne i armene på nazisterne.
Sovjetunionen var ikke bedre end Vestmagterne. Efter Ikke-angrebspagtens sammenbrud havde Stalin allieret sig med Vestmagterne, der til gengæld krævede garantier mod verdensrevolution. I 1943 lukkede Stalin Tredje Internationale ned, på krav fra amerikanerne. Også de førte en voldsom ”anti-tysk” propaganda. Havde Sovjet i stedet ført en revolutionær krig, appelleret til de menige tyske soldater og overbevist dem om at vende sig mod nazisterne og kæmpe sammen med den røde hær for
et socialistisk Europa, kunne mange års meningsløst blodbad været undgået. Den tyske hær var involveret i drab på millioner over hele kontinentet, men i dens rækker fandtes også millioner af tidligere medlemmer af det tyske Socialdemokrati og Kommunistparti. De kunne være vundet til kampen mod nazismen for et socialistisk Europa.
I september 1944 stoppede den sovjetiske offensiv på østfronten for en tid, da den røde hær havde strakt sine forsyningslinjer for langt. På vestfronten led vestmagterne et overraskende nederlag til tyskerne i Holland, hvilket gjorde at fronten stivende indtil omkring årsskiftet. Besættelsen af Danmark og Norge blev hermed forlænget i næsten 8 måneder. Den sidste tid blev præget af en brutal krig mellem besættelsesmagten og modstandsbevægelsen. Over 250.000 tyske flygtninge ankom fra Østfronten til Danmark. Den danske befolkning led under udbredt mangel på basale fødevarer, stigende kriminalitet og sammenbrud på infrastrukturen, men alle havde øjnene rettet mod den kommende og undgåelige befrielse. For det ville blive altafgørende, hvem der tog magten, når tyskerne overgav sig.
P for Pålidelige
”På grund af en hel gal opfattelse af BOPA, blev også de allieredes nedkastede forsyninger lagt på lager, hvor de samlede støv. Man foregøglede sig nemlig, at BOPA udelukkende var en kommunistisk organisation med revolutionære tilbøjeligheder, og at vi nærede ønsker om at indføre proletariatets diktatur med våbenmagt, når krigen var ovre. (…) I BOPA var man hamrende ligeglade med folkenes politiske observans, politik blev aldrig diskuteret, sagen drejede sig ene og alene om spørgsmålet: Ville de, og kunne de være med til at give tyskerne nogen over nakken. BOPA’s effektivitet gjorde ikke kommunistspøgelset mindre i de småborgerlige kredse. Men man overså helt, at vi kæmpede med ryggen mod muren. Vi brugte alle til rådighed stående midler, men vi kørte på pumperne og havde ikke et overskud til at tænke på en fred. En fred, vi ikke tog for givet, at vi selv ville opleve.”
Aage Staffe, modstandsmand 2001
Den danske hær var blevet opløst i 1943 og politiet i 1944. Politikerne og kapitalisterne stod uden et magtapparat til at understøtte dem. På trods af deres dårlige bevæbning og ringe antal var modstandsbevægelsen med Frihedsrådet i spidsen en trussel mod politikerne og overklassen. Især hvis modstandsbevægelsen kunne tage magten på baggrund af støtte fra masserne, når befrielsen kom. Folkeopstanden og de derefter følgende generalstrejker havde vist med al tydelighed, at en stor del af befolkningen så til Frihedsrådet og ikke til folketingspolitikerne. Politikerne ønskede at sikre sig med våbenmagt, at de ved befrielsen fik magten.
Officerskorpset i den opløste danske hær kom politikkerne til undsætning i form af det, der blev kaldt den lille generalstab. Deres opgave blev at skabe en undergrundshær, der var loyal overfor politikerne ved hjælp af P-planen, hvor P´et står for pålidelig. Over hele landet skulle der dannes bevæbnede ventegrupper, som officielt skulle gå i aktion, hvis tyskerne besluttede at kæmpe til det sidste i Danmark. Uofficielt var ventegruppernes hovedformål at sikre politikerne magten ved befrielsen samt at nedkæmpe modstandsbevægelsen og DKP, hvis de prøvede at tag magten.
Ventegrupperne voksede efterhånden til 8000 mand, men spørgsmålet om våben var akut. Her kom kupmagerne fra Højgård-kredsen (se del 2) den lille generalstab og politikerne til hjælp. Danske kapitalister med Mærsk i spidsen gav betydelige millionbeløb til indkøb af våben i Sverige, hvilket betød, at ventegruppen var betydeligt bedre bevæbnet end den officielle modstandsbevægelse, som jo faktisk brugte deres våben mod tyskerne. Mærsk og kompagni var rædselsslagne for en kommunistisk magtovertagelse, og nu hvor de internationale vinde blæste i arbejderklassen favør, krøb de med halen mellem benene tilbage til politikerne, som kun var glade for at være på samme hold igen.
Frihedsrådet havde oprindeligt haft den bedste kontakt til den britiske efterretningstjeneste SOE, som havde forsynet dem med våben, men den lille generalstab gik uden om Frihedsrådet direkte til briterne. De fremlagde P-planen, som briterne tog imod med kyshånd. De var mere end tilfredse med at elite-Danmark havde lagt samarbejdet med tyskerne på hylden og nu skiftede til deres hold. At politikerne igen kunne sætte sig på magten ved befrielsen var i langt mere i overensstemmelse med Storbritanniens imperialistiske udenrigspolitik, hvor det gjaldt om at sikre imperiet overfor Sovjetunionen og stabilisere situation i Europa. De gamle folketingspolitikere stod som garanter for kapitalismens forsættelse i Danmark. SOE begyndte at omkanalisere deres våbenforsyninger til den lille generalstab.
Modstandsbevægelsen var godt klar over, at de blev snydt for våben, og at der var ved at blive samlet en styrke, hvis formål var at nedkæmpe dem. De brokkede sig også, men til ingen nytte. Den lille generalstab sad jo på våbnene, og de ville ikke dele, og mente det med dødelig alvor. Da to danske officerer, bag ryggen på den lille generalstab, begyndte at smugle våben fra Sverige til modstandsbevægelsen blev de likvideret og smidt i Øresund.
Politikerne og den lille generalstab havde endnu et es oppe i ærmet: den Danske Brigade. Antallet af danske flygtninge i Sverige var vokset betydeligt i krigens sidste tid. Udover de 6.000 danske jøder var der også et betydeligt antal modstandsfolk og efter d. 19. september 1944 danske politibetjente (se del 4 & 5). Fra denne gruppe rekrutterede og trænede den lille generalstab 5.000 soldater til den danske brigade. Brigaden blev bevæbnet og fik kæmpe støtte fra den svenske stat. Den svenske elite ønskede, lige så lidt som den danske, en kommunistisk magtovertagelse, og det svenske borgerskab ydede derfor en massiv støtte til opbyggelsen af en kontrarevolutionær styrke, der kunne indtage København ved befrielsen. Hvis alt gik galt i Danmark, havde de svenske politikere lovet, at de ville indsætte den svenske hær i København.
Rent militært var modstandsbevægelsen med en styrke på daværende tidspunkt på 1.000 bevæbnede sabotører, håbløst underlegne i forhold til den styrke, der stod under den lille generalstabs kommando. Men det er ikke hele historien. Officererne i ventegrupperne og den danske brigade bestod af tidligere militærfolk og politibetjente, som i overvejende grad var loyale overfor politikerne, men når det kom til de menige, var sagen end anden. Ventegrupperne var i de fleste tilfælde opbygget omkring det socialdemokratiske parti og fagbevægelse, så ventegrupperne bestod overvejende af folk fra arbejderklassen. Arbejderklassen i Danmark var stærkt radikaliseret, og kommunisterne vandt større og større opbakning blandt dem. Den danske brigade indholdt en stor gruppe af modstandsfolk, som på grund af faren fra Gestapo var flygtet til Sverige. Det er mere end usandsynligt, at disse mennesker ville kunne bruges til at nedkæmpe modstandsbevægelsen. Tværtimod kunne man forstille sig, at de ville have vendt våbnene mod deres egne officerer, hvis sådanne ordrer blev givet. Så de var nok alt andet end Pålidelige, men det blev aldrig testet.
Et andet uafklaret spørgsmål omkring magten ved befrielsen var, hvordan den brede danske arbejderklasse ville stille sig. Ville befrielsen udløse endnu en massebevægelse? Hvis arbejderklassen skulle tage magten eller bare have indflydelse på det kommende opgør med dem, der havde kæmpet for og samarbejdet med de tyske nazister, så havde de behov for en politisk ledelse. Desværre for arbejderklassen lå denne ledelse i hænderne på DKP og resten af Frihedsrådet.
Folkefrontens ”sejr”
”Jeg (er) lykkelig og stolt over, at det ved dannelsen af den første frie regering for hele verden bliver muligt at vise enigheden mellem det, vi kan kalde det legale og det illegale Danmark, som verden har troet, var to modsætninger, men som længe har været to samarbejdende faktorer.”
Hans Hedtoft, socialdemokratisk formand 4. maj 1945
DKP havde siden den 22. juni 1941, den dag de gik under jorden, fulgt den stalinistiske folkefrontspolitik (se del 3). Denne politik havde ført dem sammen med de konservative modstandsgrupper, hvorpå de havde dannet Frihedsrådet som modstandsbevægelsens ledelse. Dette var sket i opposition til samarbejdspolitikken og de officielle politikere. Dog havde Folkeopstanden i sommeren 1944 ændret alt. Politikkerne var blevet fejet af banen. Frihedsrådet havde trådt frem som bevægelsens ledelse, hvilket i takt med den generelle radikalisering af den danske arbejderklasse havde styrket DKP enormt. Hvis DKP spillede sine kort rigtigt, ville Socialdemokratiet miste grebet fuldstændigt om arbejderklassen, der i stedet slutte op om DKP. Det ville have betydet et politisk jordskælv i Danmark. Denne udvikling fik dog den borgerlige del af Frihedsrådet til at slå bak. De ønskede heller ikke et styrket DKP. På trods af at de havde været våbenbrødre i modstandskampen, troede de borgerlige, at DKP ville være en trussel mod kapitalismen og dermed dem selv. De var i høj grad bange for, hvad massernes pres på DKP kunne føre til. På den baggrund indledtes hemmelige forhandlinger med politikerne efter Folkeopstanden frem til befrielsen for at tæmme DKP, samt for at løse spørgsmålet om magten ved tyskernes overgivelse.
Selvom elite-Danmark og den borgerlige del af modstandsbevægelsen led af alvorlig kommunistforskrækkelse, så var deres frygt vildt overdrevet. Det kan godt være, der stod revolution og proletariatets diktatur i DKP’s principprogram, men i praksis var de utroligt langt fra at føre en revolutionær politik. DKP havde ført den samme politik siden 1941 og havde ikke tænkt sig at vige fra den nu. De ønskede at genetablere det borgerlige demokrati, hvilket havde været hele idéen med folkefrontspolitikken (se del 3). De fulgte Moskvas politik om stabile overgangsregeringer i de besatte lande og ønskede på ingen måde at puste liv i en revolutionær udvikling. Selvfølgelig ønskede DKP at udnytte deres stigende opbakning i befolkningen, men kun i form af parlamentarisk indflydelse inden for det borgerlige demokratis rammer. Dette betød også pladser i den kommende befrielsesregering.
De gamle politikere var ikke meget for at sidde i regering med kommunister og modstandsfolk, men situationen taget i betragtning var det nok det bedste set fra politikernes synsvinkel. Politikerne kunne omfavne modstandsbevægelsen til døde politisk, mens indtrædelse af modstandsfolk i den kommende regering ville give de gamle politikere beskyttelse mod befolkningen, som med al tydelighed ville ønske et opgør med alle, der havde samarbejdet med tyskerne.
Officielt var det et kompromis mellem modstandsbevægelse og folketingspolitikere, men uofficielt blev DKP og Frihedsrådet fuldstændigt udmanøvreret i den regeringen, der tog magten 5. maj 1945. Politikerne tog alle de tunge poster såsom stats- og finansministeriet, mens DKP fik trafikministeriet og Frihedsrådet fik ministerposter uden portefølje. Hvad værre var, blev modstandsbevægelsen hurtigt militært underlagt den lille generalstab, så de stoppede med at være deres egen selvstændige organisation. DKP protesterede indenfor Frihedsrådet , men da de hverken havde forberedt modstandsbevægelsen politisk på at spille en rolle efter krigens ophør og de samtidig afstod fra at mobilisere arbejderklassen mod politikerne, så havde de ikke mange kort på hånden overfor de gamle systempolitikere. Tværtimod kunne folketingspolitikerne nu i klæde sig modstandsbevægelsen farver og påstå, at de havde været en del af modstanden mod tyskerne under hele besættelsen. Mildest talt en af de største løgne i Danmarkshistorien.
Befrielsen
”Tilfældigt hørte jeg ikke BBC. Men ca. 20.45 hørte jeg børnene på gaden råbe hurra. Fra en altan over for mit vindue blev et dannebrogsflag lagt over altankanten. Jeg gik ned på gaden. Sporvognene kørte stopfyldte med hujende og hurra-råbende mennesker. Ungdom entrede taget for at sætte flag på vognen. Flag alle vegne. Papirsflag blev forhandlet på gaden. Flag ud af vinduerne. Man følte sig som til en fødselsdagsfest, man længe havde vidst skulle komme, men som overraskede alligevel. Pludselig løb folk til side, spredtes inde i opgangene. En bil fyldt med Hipoer kom kørende forbi i sanseløst tempo. En lille påmindelse. De er her endnu. De har deres våben endnu. De har deres sindelag endnu. Jeg cyklede mod byen. Overalt det samme billede. Mennesker og atter mennesker… i endeløs jubel… i begejstring uden ende. Jeg mærkede selv en klump i halsen. Gaderne omkring Rådhuspladsen var et mylder af mennesker. Pludselig tændtes neonlysene. Sang og råb slog over i jubel. Nu tændtes rådhusuret. Fra Politikens Hus blev en hvid due sluppet løs. Den fløj baskende hen over de mange tusinde mennesker. Jubel igen. En mand med et amerikansk flag entrede en kiosk. Der blev sunget. En mand kom kørende på motorcykel og skød en revolver af i luften. Også han fik klapsalver.”
Jens Otte Krag, kontorchef i Varedirektoratet og politikker 4. maj 1945
Så kom befrielsen endelig! Og det var en virkelig befrielse for arbejderklassen og resten af den danske befolkning. 5 år med tysk besættelse hvor mord, overgreb og mangel var blevet hverdag. Budskabet om den tyske overgivelse nåede Danmark over radio fra London om aftenen d. 4. maj, men tyskernes overgivelse trådt i kraft kl. 8 om morgenen næste dag d. 5. maj.
Den sovjetiske fane vejede over Berlin, hvor Adolf Hitler havde skudt sig selv d. 30. april. Resterne af den nazistiske ledelse var samlet i Flensborg lige syd fra den danske grænse, men det var slut. Alt, der var at gøre, var at underskrive overgivelsespapirerne. D. 9. maj blev den sidste underskrift sat i Berlin, hvor tyskerne overgav sig endeligt til den Røde Hær og Sovjetunionen. Sovjetunionen stod som den store sejrherre, men til en uhyggelig pris: 29 millioner dræbte. Dog var Nazityskland fjernet fra landkortet sammen med det fascistiske Italien og alle de andre diktaturer i Østeuropa. Der var grund til at feste.
Den 5. maj i Danmark blev krigens blodigste dag. Danske nazister, der prøvede at undslippe til Tyskland. Overivrig modstandsfolk med kløen i aftrækkerfingeren. Personlige opgør, der fandt en blodig afslutning og almindeligt kaos. Det kunne dog ikke ligge en dæmper på den danske befolkning. Hele landet deltog i en kæmpe folkefest.
Mange danske nazister forskansede sig rundt omkring i København til en desperat sidste ildkamp med modstandsbevægelsen. Overraskende nok kom regulære tyske soldater modstandsfolkene til hjælp mange steder. Med deres bedre træning og våben fik de hurtigt nedkæmpet de danske nazister. For den tyske arbejderklasse i uniform var sammenbruddet af det nazistiske regime også en befrielse, hvilket hurtigt er blevet glemt i efterkrigstidens tyskerhad.
P-planen blev sat i værk. Ventegruppen blev mobiliseret og besatte alle de vigtige områder i København. Den danske brigade blev sejlet over Øresund, gik i land i Helsingør og marcherede derefter til København. Der var ingen gnidninger mellem modstandsbevægelsen og ventegrupperne eller den danske brigade. Frihedsrådet og DKP havde fejet banen for de gamle politikere, der nu kom ud af deres huller og forsamlede sig på Christiansborg, hvor de endnu engang greb magtens tøjler.
Massebevægelsen i august 1943 havde smidt politikerne på porten. Folkeopstanden i 1944 havde tilføjet den tyske besættelsesmagt i sviende nederlag, hvor modstandsbevægelsen igennem Frihedsrådet havde formået at sætte sig i spidsen for bevægelsen. Nu havde det selv samme Frihedsråd, med DKP’s accept, givet magten tilbage til de politikere, som havde været den nazistiske besættelsesmagt forlængede arm igennem 3 år. De samme politikere som sammen med dansk kapitalisme havde betydet, især igennem landbrugseksport, at den tyske krigsmaskine og terrorapparat kunne forsætte helt til maj 1945. Dem havde DKP og resten af Frihedsrådet kapituleret til næsten uden kamp for et par symbolske ministerposter.
Der var dog andre, som ikke havde kapituleret, nemlig den den danske arbejderklasse. Under befrielsens glæde havde arbejderklassen ikke glemt politikernes samarbejdspolitik eller dansk kapitalismes overgreb mod dem i besættelsens begyndelse. Arbejderklassen var mere radikaliseret end nogensinde, og hver gang, de havde massemobiliseret, som i 1943 og 1944, havde de vundet. Endnu en bevægelse var på vej, denne gang vendt mod politikerne og kapitalismen. En bevægelse der førte til stormen på Christiansborg 4. juli 1945.
