Del ét ud af syv i serien ‘Besættelse og klassekamp’.
Gå til del 2 | del 3 | del 4 | del 5 | del 6 | del 7
”De mørke fugle fløj
ved gry med motorstøj
i eskadriller over byens tage
Da så vi og forstod
-at vi fik trældoms bitre brød at smage.”
Otto Gelsted, digter, 9. april 1940
Om morgen den 9. april 1940 blev københavnerne vækket af lyden af brølende motorer. Søvndrukkent har folk bevæget sig hen til deres vinduer og kigget op mod himlen. På himlen tegnede der sig hundredvis af store, mørke, tyske bombefly. De fløj lavt hen over Københavns tage. De nedkastede i tusindvis af grønne flyveblade. De kundgjorte på en mærkelig kombination af dansk og norsk, at det danske folk var ”under beskyttelse” af den tyske hær fra den aggressive engelske imperialisme.
I færgelejet ved Gedser by på Falster har toldbetjente fået sig et chok, da dagens første færge ankom. I stedet for tyske turister var det nu tyske soldater, der væltede ud af færgens dyb.
Den tidlige hundelufter i Ålborg har først hørt og derefter set de tyske transportfly komme indover byen. Flyene sænkede farten, og kort efter har man kunne se faldskærmene folde sig ud. Kampberedte soldater svævede langsomt ned på Ålborg flyveplads, hvor de hurtigt tog kontrollen.
Mens det stadig var mørkt, var danske soldater blevet kaldt ud af deres kaserner i Sønderjylland. De gik i stilling langs landevejen til Åbenrå. Inden de kunne se fjenden, kunne de høre ham. Brummen, knirken og brøl fra hundredvis af pansrede biler og lastvogne på vej op igennem Jylland. De danske soldater tog kampen op. Det lykkedes danskerne at skyde de første pansrede biler, der kom til syne på landevejen, i brand, men de var i håbløst undertal. Uden tilstrækkelige våben og uden nok mandskab opgav de kampen kort efter. 16 danskere blev efterladt dræbt på slagmarken.
Tilbage i København var klokken faldet i slag. Tyske krigs- og transportskibe sejlede uhindret ind i havnen uden at møde modstand fra Middelgrundsfortet, som ellers skulle have spærret vejen for den fjende, der benyttede vandvejen. Tyskerne lagde til langs Langelinie og tyske soldater strømmede ud i byen. Porten til Kastellet blev sprængt i luften, og garnisonen overgav sig med det samme. Det kom dog til en kort skudveksling mellem tyske soldater og livgarden på Amalienborg, men tyskerne havde kontrollen med byen. Tyskerne havde indtaget byen med 800 mand og fanget hele kongehuset, regeringen og folketinget. Regeringen krøb da også til korset og overgav landet til tyskernes vold.
Invasionen af Danmark havde kostet den tyske hær 150 dræbte. Dette tal skyldtes dog primært, at et troppetransportskib var gået på en sø-mine i Øresund den 9. april. Med til historien hører, at det var tyskerne selv, der havde befalet den danske regering at lægge miner ud i de danske farvande.
Med ét var Danmark besat af den tyske krigsmaskine og en del af den anden verdenskrig. Besættelsen står i eftertiden som en af de mest kontroversielle perioder i Danmarkshistorien. Danmark stod i en krigssituation, men besættelsen er også kendetegnet ved en benhård klassekamp, hvor alle masker og hæmninger blev smidt, og hvor alle parter viste sit sande ansigt. En klassekamp hvor den danske overklasse gik i en massiv offensiv mod arbejderklassen, og hvor den socialdemokratiske ledelse viste sin sande kulør og forrådte den klasse de skulle repræsentere igen og igen. En klassekamp der gjorde Danmark til en del af den revolutionære bølge, der skyllede indover Europa.
Den anden imperialistiske verdenskrig
”Forsøget på at tegne kampen som en kamp mellem barbarisme og civilisation, fascisme versus demokrati, tyranni mod frihed, latterliggøres af de britiske imperialisters forsøg på at vinde Franco, slagteren af millioner af spanske arbejdere, den blodigste tyran i Europa, og Mussolini, ikke et hak bedre end hans meddiktator, over på deres side. Og der er intet behov for at påpege de tusinder af arbejdere der lider i fængslerne i det fascistiske Polen, i hvis forsvar vi skal dø.”
Ted Grant, Britisk revolutionær, 1. september 1939
Lidt mindre end et år tidligere var Rådhuspladsen i København fyldt til randen af mennesker. De drenge, der gik rundt på pladsen og solgte aviser fik dem revet ud af hænderne. Folk stimlede sammen helt spontant med mennesker de aldrig før havde mødt. Det var den 2. september 1939, og nyheden havde ramt landet: Tyskland havde angrebet Polen. Folk diskuterede ivrigt i de spontant opståede cirkler. Mange kunne ikke fatte, at verden endnu engang skulle forbløde under endnu en verdenskrig, men man troede på, at lille Danmark endnu en gang kunne slippe uden om blodbadet. Man tog fejl.
Den første verdenskrig (1914-1918) havde været en magtkamp mellem de forskellige nationale kapitalistklasser i Europa. Krigen havde handlet om markeder, kolonier, profit og om hvilken nation der skulle dominere verdensmarkedet. Da krigen sluttede, havde man ikke fået en afklaring. Tværtimod. Krigen havde ført til, at den europæiske arbejderklasse havde gjort oprør mod deres egne nationale kapitalister. Arbejderklassen i Rusland havde gennemført en socialistisk revolution, som efterfølgende havde været startskuddet til revolutionære bevægelser over hele Europa.
Denne kamp for det kapitalistiske verdensmarked var det, der havde ført til første verdenskrig, men Tysklands nederlag i 1918 havde på ingen måde løst konflikten, tværtimod. Frankrig og England havde påtvunget Tyskland Versailles-freden, som udover at sætte tysk kapitalisme i en spændetrøje også havde betydet, at den tyske arbejderklasses levestandard var kollapset, og kastet landet ud i hungersnød og hyperinflation.
De europæiske kapitalister var på baggrund af den tyske revolution fra 1918-1923 lige ved at miste magten til arbejderklassen. Af frygt og desperation vendte de sig til de fascistiske og nazistiske bevægelser for at beholde magten. I en række lande tog fascistiske bevægelser magten med borgerskabets hjælp: Italien 1922, Tyskland 1933 og Spanien 1939. Overklassen delte magten med de småborgerlige fascister, som til gengæld knuste og undertrykte arbejderklassen og dens organisationer på den mest brutale vis.
Men det var ikke nok. Selvom arbejderklassen i de fascistiske lande var fuldstændigt undertrykt, var landenes økonomier stadig i dyb krise. I 1930erne var kapitalismen gået ind i en organisk krise på verdensplan, den Store Depression. For de tyske kapitalister var der kun en vej ud af krisen: Erobring af nye markeder og kolonier, som man kunne udplyndre for profit. Dette ville unægtelig føre til konflikt med de to traditionelle verdensmagter: Frankrig og England. Ydermere var den eneste måde, de kunne holde liv i tysk økonomi, en konstant udvidelse af rustningsindustrien, og dermed blev en ny storkrig en selvopfyldende profeti.
Imperialisterne i Frankrig og England sad på verdensmarkedet igennem deres kolonier og havde ingen intentioner om dele med de tyske imperialister, men de var også under pres. England og Frankrig var meget uvillige til at gå ind i ny storkrig. Overklassen var godt klar over, hvor tæt på den europæiske arbejderklasse havde været på at gennemføre verdensrevolutionen efter første verdenskrig. De var derfor bange for, hvad der kunne ske, hvis de sendte den britiske og franske arbejderklasse i krig endnu engang for at forsvare overklassens imperialistiske interesser.
Borgerskabet i Frankrig og England prøvede igennem 1930erne at indgå forskellige studehandler med de tyske/Italienske/spanske fascistiske regimer for at undgå krig. De gik ind på de mest kyniske politiske aftaler hvor Østrig, Tjekkoslovakiet, Albanien og Etiopien blev ofret til fascismen. De indgik alliancer med ligeså brutale diktaturer som Italien og Tyskland; nemlig Grækenland og Polen. Ydermere havde de stiltiende hjulpet Franco med at massakrere den spanske arbejderklasse under den spanske borgerkrig (1936-1939).
Desværre for overklassen i England og Frankrig var det tyske borgerskab under Hitlers ledelse ikke tilfredse med imperialismens brødkrummer. Det tyske borgerskab ønskede at få en større bid af verdensmarkedet, og det blev snart tydeligt for alle. Da Tyskland invaderede Polen for at forvandle landet til en koloni, blev England og Frankrig til sidst nød til at trække en streg i sandet. Hitler ville tydeligvis ikke stoppe der. England og Frankrig erklærede Tyskland krig den 3. september 1939, men den europæiske arbejderklasse var på ingen måde krigsbegejstrede. Arbejderklassen vidste godt, at de endnu en gang skulle forbløde i skyttegraverne. Det blev en tavs og bitter mobilisering i de tre lande med mange anti-krigs demonstrationer – også i Tyskland.
Mens de tyske nazister myrdede løs i det vestlige Polen, blev landet også invaderet fra øst af Sovjetunionen. Stalin og Hitler havde indgået en ikkeangrebspagt i august 1939. På trods af at stalinisme og nazisterne var dødsfjender, havde de for en tid fundet et fælles ståsted. Dette var et forræderi af dimensioner fra Stalins side. Ikke kun mod de kommunistiske partier, men mod den europæiske arbejderklasse i det hele taget. Hitler ønskede frie hænder til at overmande sine rivaler i vest, mens Stalin, på baggrund af sin dybt forfejlede nationalistiske teori om Socialisme i ét land, troede, at han kunne dele verden op i klart afmærkede interessesfærer, der ville tillade Sovjetunionen under hans ledelse at eksistere i fredelig sameksistens med den globale kapitalisme. Med ikkeangrebspagten havde Stalin fået, hvad han ville have i Østeuropa, og han troede oprigtigt, at nu kunne Nazityskland og Sovjetunionen eksistere fredeligt side om side. Han tog fejl (læs mere i del 3.).
Boer barn i britisk koncentrationslejr under Boerkrigen omkring 1900. 48.000 civile blev dræbt.Tyskland overmandede hurtigt Polen og med en uhyggelig brutal fremfærd forvandlede de landet til en koloni. Naziregimet i Tyskland var ultrabrutalt, men på daværende tidspunkt var det ikke noget, man ikke havde set et utal af gange før i franske og britiske kolonier. Tysk kapitalisme dræbte millioner i Europa, mens fransk og engelsk imperialisme dræbte millioner i resten af verden. Forskellen var bare, at overklassen i Frankrig og England iklædte sig demokratiske farver. For eksempel havde bevidst britisk undertrykkelse og udplyndring på det samme tidspunkt sænket gennemsnitslevealderen i Indien til 23 år. Borgerskabets ledere havde en skrap konkurrence om hvem, der begik det største folkedrab.
Nu opstod der en mærkelig situation. Der var ingen betydelige krigshandlinger i et halvt år. De franske og tyske hære stod overfor hinanden langs deres fælles grænse, men ingen rørte en finger. Den tyske hær var ikke stærk nok til en offensiv, og den franske hær forholdt sig passiv. Den franske overklasse var hunderæd for en arbejderrevolution i Frankrig. De var overbeviste om, at en gentagelse af Første Verdenskrigs blodbad på fransk jord ville føre direkte til revolution. Derfor lod de den franske hær blive i dens befæstede stillinger, kendt som Maginot linjen. Den franske hær var dog den tyske langt overlegen i antal, og hvis de havde villet, kunne den have besejret Tyskland i løbet af et par uger, men grundet frygten for revolution skete der intet.
England og Frankrig blev dog nødt til at bekæmpe Tyskland på en eller anden måde, så de begyndte at kigge efter en anden slagmark end fransk jord. De allieredes øjne faldt på Skandinavien.
Skandinavien: en brik i stormagternes spil
Det var en klar nat uden måne, så ubådskaptajn Kretschmer var i stand til at liste ubåden uden om vagtskibet og ind i bugten. En stor tanker på 10.500 tons – den dansk indregistrerede Danmark – lå ankret op i det sydvestlige hjørne og gjorde ikke meget for at skjule sin tilstedeværelse. Von Knebel, næstkommanderende på U-23, mindes:
Tysk Type IIB ubåd af samme slags som U-23 der sænkede tankskibet Danmark.”Vi kunne se folk stå og ryge oppe på broen. Vi skød mod den, og ja, den virkede – torpedoen eksploderede på det rigtige tidspunkt. Vi var meget stolte og meget lykkelige. Englænderne troede ikke på, at vi lå så tæt ved ankerpladsen, så da torpedoen eksploderede, afsøgte de himlen med deres projektører, for de var sikre på, de blev angrebet af Luftwaffe (det tyske luftvåben). De skød endog op i luften. Da det var mit første togt, var det selvfølgelig noget af en oplevelse. Så vendte vi om, og atter sejlede vi ganske tæt forbi udkiksvagterne, men vi slap helskindet bort.”
Von Knebel, næstkommanderende U-23, 11. Januar 1940
Da krigen var et faktum, gik det tyske ubådsvåben i aktion. England skulle økonomisk tvinges i knæ ved at sænke et utal af skibe, som bragte varer til de britiske øer. Dette gjaldt også neutrale nationers skibe. Dog opstod der hurtigt et mønster. Russiske og amerikanske skibe slap uhindret igennem til England, da nazisterne på daværende tidspunkt ikke havde nogen interesser i at provokere de neutrale stormagter, mens skibe fra Danmark, Norge og Sverige blev sænket i massiv skala.
Den tyske overkommando havde en klar strategi. De skandinaviske lande skulle tvinges ind i en økonomisk sameksistens med den tyske økonomi, så de kunne udnyttes optimalt til krigsindsatsen. Det skandinaviske borgerskab forsøgte i høj grad at balancere mellem de to stormagter Tyskland og England i en form for 50/50 politik. Tyskland ønskede dog, at pendulet svingede klart i deres favør. Danmark var prisgivet. Nazitysklands geografiske nærhed, og dets økonomiske såvel som militære dominans gjorde, at når der blev sagt dans, så dansede Danmark. Det britiske borgerskab havde da også allerede inden krigen afskrevet Danmark og dens kapitalistklasse, som en del af den tyske interessesfære. Danmark var en tysk lydstat.
Dog var Tysklands forhold til Sverige og Norge mere uafklaret. Ubådsangrebene på de skandinaviske handelsflåder, som sejlede til England og Frankrig, skulle opfattes som et vink med en vognstang om, at Skandinavien skulle underlægge sig tysk imperialisme. Norden skulle tjene den tyske krigsmaskine og dette gjorde man allerede i høj grad. Udover landbrugsvarer, især fra Danmark, var den svenske jernmalm essentiel for tysk krigsproduktion. Denne jernmalm blev udskibet via den norske havneby Narvik og derefter sejlet til Tyskland igennem dansk farvand.
Det engelske borgerskab foretog nu deres modtræk. For at presse de skandinaviske lande til at svække deres handel med Tyskland begyndte de en aggressiv militær opvisning. Britiske krigsfly og skibe begyndte systematisk at krænke dansk og især norsk territorium, som officielt var neutralt. De lagde miner ud i norske farvande for at sabotere udskibningen af jernmalm til Tyskland. Det hele kulminerede i, at den britiske flåde angreb det tyske krigsskib Altmark den 16. februar 1940 i en norsk fjord. Selvfølgelig protesterede den norske regeringen over, at der nu forgik åbenlyse krigshandlinger mellem to stormagter på norsk territorium, men til ingen nytte. Danmark, Norge og Sverige var som lus mellem to negle. Det var kun et spørgsmål om et påskud før, at Norden blev en slagsmark mellem stormagterne.
Påskuddet kom, og det var de allierede, der rykkede først. I vinteren 1939-1940 udkæmpede Finland og Sovjetunionen en grænsekrig. Her stod de i den ironiske situation, at både Nazityskland og England/Frankrig støttede militærdiktaturet i Finland mod Sovjetunionen. På trods af at de var i krig, begyndte de to sider at konkurrere om, hvem der kunne støtte Finland mest med militært isenkram. De såkaldte ”demokratiske” nationer havde lige så store interesser i at svække Sovjetunionen som Nazityskland.
Nu opstod der en plan i den allierede lejr, på fransk initiativ, om at benytte mini-krigen i Finland til at invadere Skandinavien. Officielt ville de komme Finland til hjælp militært i dets kamp mod ”kommunismen”. Uofficielt var deres plan at besætte Nordskandinavien med 100.000 soldater. Det besatte område skulle selvfølgelig dække den norske havneby Narvik og alle de svenske malmminer. Det allierede ekspeditionskorps blev samlet i Skotland, og invasionen skulle begynde den 15. marts 1940. De franske planer blev modtaget med kyshånd af den britiske flådeminister Winston Churchill og kredsen omkring ham. Churchill havde igennem en længere periode syslet med en plan om at forvandle farvandet Skagerrak til den centrale krigsskueplads. Englænderne skulle besætte Norge og tyskerne selvfølgelig Danmark, hvorefter den britiske flåde kunne komme til sin ret i kampene om de danske øer. Det giver sig selv, at hvis denne plan blev ført ud i livet, ville det have forvandlet Danmark til en askehob. Hvis sådan en ”hjælpeekspedition til Finland” fandt sted, ville Tyskland, grundet afhængigheden af svensk jernmalm, blive nød til at angribe Norge måske endda Sverige. Uanset hvad skulle Danmark besættes og bruges som et territorialt springbræt til invasion af resten af Skandinavien.
Dette var, hvad den franske og til dels den britiske kapitalistklasse ønskede: en slagmark langt væk fra fransk territorium og franske arbejdere. Desværre for Vestmagterne sluttede Finland fred med Sovjetunionen den 12. marts 1940 lige før, at invasionen skulle finde sted. De udsatte derefter invasionen, til de kunne komme på en ny undskyldning til at inddrage Skandinavien som slagmark. England og Frankrig turde ikke åbenlyst invadere små neutrale nationer i Europa af frygt for reaktionerne fra den britiske og franske arbejderklasse.
Imens de allierede planlagde deres invasionen af Norden, sad tyskerne ikke på hænderne. Den tyske efterretningstjeneste havde knækket den britiske flådes koder og var derfor udmærket klar over, hvad for planer de havde med Skandinavien. Hitler og hans generaler indså, at de måtte gribe initiativet og invadere Norge, før de allierede gjorde det. Her havde tyskerne brug for flyvepladser i Danmark til at understøtte invasionen af Norge. Derfor blev Danmark besat den 9. april 1940.
Narvik brænder, 1940De allieredes invasionsstyrker i Skotland var stadig klar, da nyheden om den tyske besættelse af Danmark og invasionen af Norge nåede dem. De blev hurtigt indsat ved Narvik, hvor de kæmpede mod tyske styrker indtil juni, hvorefter de evakuerede og overlod Norge i tyskernes hænder. Det viste sig, at det ikke blev nødvendigt for Tyskland at invadere Sverige, da det svenske borgerskab og Socialdemokrati fuldstændigt underlage sig Nazityskland politisk og økonomisk indtil slutningen af krigen.
Da tyske bombefly fløj lavt hen over Københavns tage den 9. april nedkastede de flyveblade, hvori de begrundende deres invasion med, at de ville beskytte Danmark og Norge mod britisk imperialisme. Dette var ikke en lodret løgn, men ”beskyttelsen” fra tysk imperialisme betød 5 års besættelse.
