Den aktuelle flygtningekrise har bragt nogle af det kapitalistiske samfunds rædsler frem i lyset. Den har fremhævet kontrasten mellem almindelige arbejdende menneskers fundamentale menneskelige solidaritet og den kolde beregning og afstumpethed hos de kapitalistiske ledere i Europa og resten af verden.

“Det kapitalistiske samfund er og har altid været rædsel uden ende.” (Lenin)

Billederne af mænd, kvinder og børn, der flygter fra borgerkrig, sult og ødelæggelse for blot at finde døden på havet eller på bagi lastbiler og som bliver mødt med pigtråd, uropoliti, interneringslejre og tvungen udvisning, har chokeret millioner og tvunget dem til at tænke over årsager og løsninger på situationen.

Det er først og fremmest vores pligt at give svar og forstå, hvordan krisen er opstået. Flygtninge flygter fra lande, der er blevet kastet ud i borgerkrig. De fleste af dem, der nu kommer til Grækenland og derfra til Ungarn, kommer fra Syrien, Afghanistan og Kosovo. Imperialistisk krig og indblanding er direkte ansvarlig for situationen i disse lande.

Nederlaget til den folkelige opstand i Syrien og dets overgang til et reaktionært sekterisk oprør var resultatet af indgriben fra Golf-staterne og Saudi-Arabien, samt de vigtigste imperialistiske magter, USA, Storbritannien og Frankrig. Fremkomsten af ISIS er den direkte konsekvens af den imperialistiske invasion af Irak. Den igangværende borgerkrig i Afghanistan kan spores tilbage til den imperialistiske krig og endnu længere tilbage til USA’s og Saudi Arabiens støtte og finansiering af de reaktionære mujahadeen. Situationen i Kosovo er det seneste led i den reaktionære opløsning af Jugoslavien, som Tysklands imperialistiske indblanding for over 20 år siden anstiftede og opmuntrede.

Imperialismen er ansvarlig for den nuværende situation, hvor millioner er presset ud af deres lande, men den er ikke parat til at acceptere konsekvenserne.

Bombningen af Libyen, gennemført af såkaldt “humanitære” årsager, har ført til sammenbrud af landets statslige strukturer og store dele af området ledes direkte af reaktionære islamiske fundamentalister. Gaddafis regime var brutalt. Det samarbejdede med Fort Europa politikken (i bytte for tilskud) ved at holde indvandrere og flygtninge fra Afrika syd for Sahara i interneringslejre under forfærdelige forhold. Men marxisterne har altid understreget, at opgaven med at vælte Gaddafi var de libyske massers. De steder hvor sådanne regimer er blevet væltet af imperialistisk indgriben, har det ikke ført til “moderne demokratiske regimer” men snarere barbari. Under de omstændigheder betød Gaddafi-regimets undergang simpelthen at andre reaktionære kræfter kunne dukke op, med en de facto opløsningen af landet, som har åbnet en rute op til de ikke så fjerne italienske øer.

Fra vores synspunkt kan man ikke grundlæggende skelne mellem flygtninge og indvandrere. Begge grupper flygter fra de rædsler, som kapitalismen har skabt i deres hjemlande. Nogle er måske især presset af sted af borgerkrig og menneskerettighedskrænkelser, andre flygter fra sult og afsavn skabt af imperialistisk udbytning. I de fleste tilfælde er det faktisk en kombination af begge: sult og afsavn skabt af krig, og krænkelse af grundlæggende menneskerettigheder såsom retten til et tag over hovedet og et måltid mad på bordet.

Reaktionen fra Den Europæiske Union, nu såvel som tidligere, har været, at bygge mure og stadig mere avancerede systemer til at forhindre de sultne og banges indrejse. EU har på 15 år brugt 1,6 mia. euro på udviklingen af fysiske og økonomiske barrierer for at forhindre indvandreres indrejse. Især er de fleste af disse lukrative kontrakter gået til fire store multinationale selskaber (Airbus, Thales, BAE og Finmeccanica). De er alle blandt verdens ti største våbenproducenter. I samme periode har EU- og Schengen-landene brugt 11 mia. euro på centralt koordinerede deportationer (som kun er en lille andel af det samlede antal). Europæiske kapitalister er stolte over Berlinmurens fald, mens de har travlt med at bygge mure i Ceuta og Melilla, Serbien, Bulgarien og nu Ungarn. Store summer er også brugt på finansieringen af interneringslejre i ikke-EU-lande.

Det er denne fort Europa-politik, der tvinger hundredtusindvis af indvandrere og flygtninge i hænderne på menneskesmuglerne i forsøget på at komme ind i Europa via illegale ruter. Det er en meget lukrativ forretning. Ifølge nogle skøn, har indvandrere brugt 1 mia. euro om året i løbet af de sidste 15 år for at betale for deres vej ind i EU. Over 30.000 er døde. Over 2.500 er druknet i Middelhavet i år indtil nu. Jo mere Europa styrker sine grænser, desto farligere bliver ruterne og vejene ind. De kapitalistiske medier vælger at dæmonisere menneskesmuglere, som om de var den eneste årsag til problemet. De er helt sikkert afstumpede kriminelle bander, der ikke har nogen respekt for menneskeliv og kun er interesseret i profit. Det er imidlertid en beskrivelse, der passer på kapitalistisk virksomhed generelt. Menneskesmuglere skaber ikke flygtninge eller skubber indvandrere i retning af mere udviklede kapitalistiske lande. De drager simpelthen fordel af den eksisterende migrationsbevægelse og Europas forsøg på at stoppe den ved at bygge stadig højere og mere uigennemtrængelige mure.

De kapitalistiske politikeres virkelige holdning blev afsløret af Camerons kommentarer tidligere sidste år, da han sagde, at eftersøgnings- og redningsoperationer i Middelhavet måtte ophøre, fordi de havde en “tiltrækkende effekt” og “tilskyndede flere indvandrere til at forsøge den farlige tur over havet”. Og til sidst gjorde de det. Den tidligere italiensk-ledede eftersøgnings- og redningsoperation blev erstattet af den Frontex-ledede “Triton” operation, hvis opgave blot er at være “kystvagt”.

Det betyder ikke, at kapitalister faktisk er imod indvandring. Immigrantarbejdere er meget nyttige set fra kapitalisternes synspunkt. I den høje ende af skalaen leverer de højt kvalificeret arbejdskraft, som der ikke har været nogen udgifter til at uddanne. Samtidig leverer de billige illegal arbejdskraft, som en del af den herskende klasse udnytter ulovligt, og som generelt kan bruges til at nedbringe lønningerne over hele linjen. De fungerer også som en praktisk syndebuk for den herskende klasse, som kan give dem skylden for nedskæringer i den offentlige velfærd, mangel på billige boliger, ting der alt sammen skyldes den kapitalistiske krise og den herskende klasses politik om, at få arbejderne til at betale for den. Arbejderbevægelsen må svare igen med en klar politik for enhed i arbejderklassen og beslutsom kamp for bedre job og vilkår for alle.

Den aktuelle flygtningekrise er i virkeligheden ikke relateret til det antal, der søger asyl i EU. Tyskland er det land, der har modtaget flest asylansøgninger, og der er tallet lavere nu end antallet i begyndelsen af 1990’erne ved Jugoslaviens opløsning. Krisen er opstået på grund af den modbydelige kamp mellem forskellige EU “partnere” om hvem der skal betale regningen, politisk og økonomisk. Hvad den i virkeligheden afslører, er endnu et kapitel i EU’s krise.

Grækenland og Italien er de to lande, som er det første ankomststed for indvandrere og flygtninge, der krydser havet. De andre EU-lande er ganske tilfredse med at lad det forbliver sådan. Den seneste “krise” blev fremkaldt af indvandrerne, der organiserede sig og tvang sig vej over grænserne til Makedonien, Serbien og Ungarn, hvor de forsøgte at fortsætte deres rejse mod Tyskland og Sverige, de to lande der modtager det største antal asylansøgninger (i absolutte tal i Tysklands tilfælde, relativt i forhold til befolkningen i Sveriges tilfælde).

Merkel i Tyskland føler sig presset politisk over spørgsmålet om indvandring og forlanger, at andre lande tager en “rimelig del”. Svaret fra den britiske regering var, at de var parate til at “modtage nul, men under pres ville de fordoble dette antal”. Højreorienterede regeringer overalt i Europa er under pres fra organisationer på deres højrefløj, der fremsætter grove racistiske anti-immigrant og nationalistiske holdninger. I virkeligheden afspejler disse holdninger ikke den virkelige holdning hos flertallet af arbejderne og kan kun opnå en vis opbakning, fordi de fremmes af den herskende klasse og de kapitalistiske medier, men først og fremmest fordi de ikke udfordres af lederne af arbejderbevægelsens organisationer (politiske og faglige).

Det, vi har set i de seneste dage, har været det modsatte: en strøm af solidaritet og praktisk hjælp til flygtningene. I løbet af sommeren påtog ferierejsende og øboerne sig at hjælpe flygtninge i Grækenland med at komme over fra det nærliggende Tyrkiet. I det tidligere Jugoslavien har folk, der huskede deres egen historie, hjulpet flygtninge i Beograd og andre byer. Selv i den fremherskende reaktionære stemning i Ungarn har snesevis af frivillige hjulpet flygtninge ved Hovedbanegården i Budapest, og tusinder har demonstreret mod Orbans reaktionære politik.

På fodboldstadions over hele Østrig og Tyskland er bannere med støtte til flygtninge blevet fremvist. Bevægelsen i Østrig har været særlig stærk med 30.000 demonstranter i Wien og derefter organisering af praktisk hjælp til de flygtninge, der ankommer i tog. Nu, hvor togene er blevet blokeret af de ungarske myndigheder, har østrigske frivillige organiseret en konvoj af biler og busser til at hente flygtningene.

Som reaktion på den reaktionære spanske PP regerings passivitet, har Barcelonas kommunalbestyrelse, der drives af den nyvalgte Folkelige Enhedsliste taget initiativ til at organisere modtagelsen af flygtninge. Byrådet er blevet overvældet af den folkelige reaktion på appellen, hvor hundredvis har meldt sig frivilligt til at hjælpe. Dette har ført til oprettelsen af et netværk af lokalråd, der byder flygtninge velkommen.

I Storbritannien har næsten hundredetusinde sagt, de vil deltage i en protestdemonstration i London den 12. september, mens lignende demonstrationer organiseres over hele landet. På bare et par dage har en officiel underskriftsindsamling, der kræver, at Storbritannien tager flere flygtninge, indsamlet 400.000 underskrifter.

Overalt er dette ved at blive det vigtigste politiske spørgsmål. Dette er naturligvis en direkte reaktion på billederne i massemedierne de sidste par dage: ligene af børn der er skyllet op på Tyrkiets strandbred, og de 71 mennesker som døde bagi en lastbil i Østrig.

Men der er også mere end det. Denne bevægelse, der er ved at udvikle sig, er en del af en mere generel, dyb understrøm af mistillid og modstand mod borgerlige politikere og det kapitalistiske etablissement generelt, som vi har set i hele verden. Det er del af de samme fænomener, som Podemos’ fremvækst i Spanien, Corbyn kampagnens massive effekt i Storbritannien og de enorme anti-nedskæringsprotester, vi har set i den seneste periode.

Bevægelsen omkring spørgsmålet om immigration og flygtninge har potentiale til at udfordre selve grundlaget for det kapitalistiske system. For at det skal udvikle sig, er to ting dog nødvendige.

For det første at der arbejdes hen imod en mobilisering af arbejderklassen og dens organisationers fulde styrke. Fagforeningerne har antallet og logistikken til at organisere den praktiske solidaritet på et seriøst grundlag. Arbejderne er også dem, der kører de tog, der nu bliver blokeret og som håndterer de fly, der anvendes i deportationerne. Selvfølgelig er de officielle organisationer ekstremt bureaukratiserede, og deres mangel på handling bør ikke bruges som en undskyldning for passivitet. Bevægelsen har allerede frembragt sine egne organisationsformer og netværk for koordinering. Men stadig er en bevidst indsats for at inddrage den organiserede arbejderklasse på alle niveauer afgørende for at bevægelsen kan gå længere.

For det andet må de politiske argumenter udvikles og forbedres. Det grundlæggende menneskelige instinkt for solidaritet er en god start, men vi er også nødt til at være i stand til klart at besvare det spørgsmål, som de racistiske kapitalistiske medier rejser, dvs. hvem betaler? Vi bliver nødt til at være klare på det spørgsmål. Den herskende klasse har brugt, og vil fortsætte med at bruge spørgsmålet om immigration og flygtninge til at splitte arbejderne, ved at forsøge at skyde skylden for de brutale nedskæringer, som de selv gennemfører, på indvandrerne. Vi siger NEJ, flygtningene er velkomne, og det er kapitalisterne, bankerne og våbenfabrikanterne, der må betale. Hvis de kunne finde billioner af euro til at redde bankerne, hvorfor kan de så ikke finde milliarder til at byde flygtninge og indvandrere velkommen?

Hvor skal pengene til at give dem mad, boliger, skoler, sundhedspleje komme fra? En god start ville være en skat på våbenproducenternes profitter, der har tjent mange penge på krigene i disse lande (i de fleste tilfælde med garanterede offentlige kontrakter). Alle ejendomme der står tomme efter boligboblens kollaps må eksproprieres uden erstatning og bruges til at huse både flygtninge og lokale hjemløse. Foranstaltninger i denne retning ville stille spørgsmålet skarpt: Det er kapitalisterne, der skal betale for konsekvenserne af deres imperialistiske krige og imperialistiske udbytning.

Almindelige arbejdende menneskers spontane solidaritet med flygtningene over hele Europa er et svar til alle kynikerne og de højreorienterede demagoger, der forsøger at tegne et billede af arbejderne som egoistiske, grådige individer. Arbejdere er ikke dumme. De kan se, hvem der har forårsaget denne humanitære krise. De ved, hvem der har skylden. De kan se den himmelråbende modsætning i et system, der finder de nødvendige milliarder til at finansiere militære interventioner som Irak-krigen eller bombningen af Libyen, men så påstår, at vi ikke har råd til at hjælpe de millioner, der er blevet fordrevet af de samme krige.

Arbejderbevægelsen og dens organisationer må give et svar også på den voksende fattigdom i Europa, hvor en betydelig del af arbejdere og unge har oplevet en dramatisk forværring af deres levevilkår, med stigende arbejdsløshed og nedskæringer i reallønnen og pensionerne. Hvis de ikke gør det, vil de højreorienterede reaktionære bruge dette til at sætte de fattige i Europa op mod de indkommende indvandrere og flygtninge. Den herskende klasse vil bruge dette til at splitte arbejderne. Det må vi ikke lade dem gøre.

Der er, når alt kommer til alt, nok ressourcer i samfundet til at opfylde behovene hos dem, der flygter fra krig, afsavn, sult og udnyttelse. De seneste tal viser, at der er 11 mio. tomme boliger i Europa. Disse ville være nok til at give billige boliger til alle, både de fattige og hjemløse i Europa og indvandrerne. Det er ikke et spørgsmål om boliger til “enten de indfødte indbyggere eller indvandrerne”.

Årsagen til, at millioner og atter millioner af mennesker sulter, og hundredtusinder dør af helbredelige sygdomme, og hundreder af millioner mangler adgang til basale faciliteter, sundhedspleje og uddannelse, er ikke tilstrømningen af flygtninge og indvandrere. Det skyldes det kapitalistiske system med private profit som drivkraft. Der er nok ressourcer i verden til at løse alle disse problemer. Ekspropriation af verdens største monopoler under arbejdernes demokratiske kontrol ville stille dem til rådighed for at opfylde flertallets behov, ikke nogle få ikke-valgte parasitters private profit.

Krisen i det kapitalistiske system på globalt plan forklarer de mange lokale krige og borgerkrige, vi ser. Krig er frygtelig profitabelt… for en håndfuld ultra-rige kapitalister. For masserne betyder det forfærdelige lidelser. Så længe kapitalismen overlever, vil der ikke være nogen ende på denne lidelse. Det er et stærkt argument for arbejdere i alle landes for den internationale kamp for at omstyrte kapitalismen globalt og for socialisme på verdensplan.

[Læs også: Hvem er IMT og Revolutionære Socialister]