I går gik mere end 20.000 på gaden med imod regeringens foreslåede forringelser af SU’en. Demonstrationen var den største af sin slags herhjemme i mange år. I demonstrationen kunne man mærke, at stemningen er ved at vende: fra en kollektiv demoralisering er der en begyndende vrede og kampvilje. Men allerede nu, få timer efter demonstrationen melder spørgsmålet sig – hvad så nu?
De studerendes bevægelse imod SU-reformen har varet et par uger og er de sidste par dage kulmineret i besættelser af gymnasier og gårsdagens demonstration, som samlede studerende fra mange forskellige uddannelser. Det flotte fremmøde til demonstrationen, med studerende fra hele landet, afspejlede at ungdommen har mistet alle illusioner til regeringen. De ser ingen anden vej end at gå på gaden og kæmpe. Demonstrationen var indkaldt af elev- og studenterbevægelsen imod SU-nedskæringerne, men det var tydeligt at for de fleste demonstranter handlede det ikke kun om SUen, men om hele regeringens politik med at skære ned for at give pengene til erhvervslivet. Stemningen blandt de studerende var ikke til at tage fejl af: nedskæringerne er uacceptable og må bekæmpes til de tages af bordet. Mange demonstranter havde lavet skilte med slogans, hvor de på kreativ og rammende vis formulerede deres holdning til SU-reformen.
Afholdelsen af demonstrationen viste desværre også at ledelserne for studenterorganisationerne, ikke har planlagt hvad der nu skal ske. Al historie peger på, at politikerne ikke er modtagelige overfor gode argumenter eller protester fra studerende. Og Morten Østergaard gjorde det klart i går, at han ikke havde i sinde at ændre et komma i udspillet, på trods af demonstrationen. En enkelt dags demonstration, slår ikke benene væk under hverken politikere eller samfundsøkonomien. Det er derfor afgørende at lægge en plan for, hvordan kampen vindes, ikke bare hvordan man viser sin utilfredshed. Elev- og studenterbevægelsen blev dannet som kamporganisationer, de må gå forrest og fortsætte kampen. De må opfordre til besættelser af gymnasier, fakulteter, seminarier osv. og indkalde til stormøder, hvor det kan diskuteres hvordan kampen kan optrappes og udvides, ikke lukkes ned.
De seneste uger har regeringen præsenteret det ene rabiate reformforslag efter det andet. De mest udsatte grupper i landet, studerende, dagpenge og kontanthjælpsmodtagere skal, hvis det står til regeringen, holde for. Alt imens selvsamme regering forgylder erhvervslivet og sikrer oli-milliardærernes profitter. Samtidig er regering og kommuner i gang med at tryne de offentligt ansatte, særligt lærerne, i overenskomstforhandlingerne. I går blev der varslet lockout af over 50.000 folkeskolelærere. Kampene må samles til en fælles kamp for en arbejderpolitik.
Denne politik har medført chok, raseri og forundring blandt hele arbejderklassen. Socialdemokraterne og SF har fuldstændigt svigtet de folk, som stemte på dem ved valget og som de burde repræsentere i folketinget. Det er altså tydeligt, at regeringen ikke er til at sætte sin lid til.
SU nedskæringerne er fortsat på bordet. Marxistiske Studerende mener ikke, at vi kan stoppe her. Det er ikke nok at vise, at vi er utilfredse, vi må stoppe angrebene.
SU angrebet er bare et led i regeringens plan om at omfordele fra de studerende, arbejdsløse og fattigste til erhvervslivet. Hvorfor gør de det og hvordan får vi sat en socialistisk dagsorden.
Kom og vær med til at diskutere hvad nu med SU-kampen på torsdag d. 7. marts. Vi håber at se mange af vores læsere – du er velkommen uanset om du er studerende eller ej.
Tid: Torsdag d. 7. marts kl. 19-21
Sted: Studenterhuset, Købmagergade 52, KBH K (på 1. sal)
Kontakt evt. Rasmus Jeppesen på 6075 7446
