Vi har tidligere bragt artikler om eksklusionerne af 27 marxister, med tilknytning til Socialistisk Standpunkt, fra SUF, Socialistisk Ungdomsfront. Det er fire måneder siden, men SUF’s ledelse er endnu ikke færdige med at skakludere deres politiske modstandere. Her til weekenden d. 8.-9. september, vil endnu to medlemmer af SUF, også de med tilknytning til den marxistiske avis Socialistisk Standpunkt, blive indstillet til eksklusion for ledelsen. Det viser at det er politiske eksklusioner. SUF’s ledelse vil ikke diskutere med marxister i SUF og ekskluderer unge de er politisk uenige med. Hvilken anden begrundelse kunne der være for at smide to medlemmer ud, som har været med til at opbygge SUF gennem flere år? Vi bringer her de to indstilledes forsvar imod eksklusionerne.
Af Emilia Rosenkrantz (Vejle) og Nikolaj Andersen (København)
På ledelsesmødet den 7-9. september vil ledelsen forsøge at ekskludere os. Hvis vores eksklusion går igennem vil antallet af ekskluderede indenfor de sidste halvandet år nå helt op på 29.
Dette burde i sig selv få enhver kritisk tænkende SUF’er til at kunne se at noget er grueligt galt. I stedet for at diskutere politik med os og sammen opbygge SUF som en stærk revolutionær organisation, bruger ledelsen al sit krudt på at smide revolutionære marxister ud.
Den eneste begrundelse er at vi er aktive i Socialistisk Standpunkt, en marxistisk forening som udgiver en avis, en hjemmeside og forsvarer marxistiske idéer inde i fagforeninger, arbejderbevægelsen og iblandt unge.
De nye eksklusioner sker i en kontekst, hvor Enhedslisten – og til en hvis grad også SUF – befinder sig i en politisk og organisatorisk krise. Enhedslisten styrter ned i meningsmålingerne og SUF er ifølge den sidste DUF-måling ikke vokset i 2006-2007.
Dette er ikke noget som vi er glade for – tværtimod! Vi kæmper for at styrke disse organisationer, men som revolutionære socialistiske organisationer. Vi mener at krisen i begge organisationer er produktet af ledelsernes totale mangel på evne til at koble de daglige kampe sammen med perspektivet om socialisme.
Det er egentligt underligt at denne krise i SUF (og Enhedlisten) opstår lige præcis på et tidspunkt, hvor vi har set en stærk venstredrejning i ungdommen og arbejderklassen. Den 17. maj 2006 var den største demonstrationsdag i Danmark i 20 år, pædagogstrejkerne i Århus i efteråret 2006 var ligeså usete og tusinder af unge viste under balladen om Ungdomshuset i marts 2007, at de er meget utilfredse med samfundet.
Men problemet er, at SUF ikke har koblet sig sammen med disse bevægelser og vist en vej frem. Hvad var SUF-ledelsens perspektiv f.eks. under bevægelsen i efteråret 2007? De lagde sig ind under LO-toppen og anbefalede til en konference i Genstart Danmark, at man ikke opfordrede til stormøder eller nye demonstrationer efter aktionsdagen i Oktober. Hvad er SUF-ledelsens perspektiv til den kommende bevægelse, den 2. oktober – hvor fagforeninger og partier har tænkt sig at demonstrere? Vil de underkaste sig LO-toppen og højrefløjen i Socialdemokratiet eller komme med et selvstændigt revolutionært alternativ?
På spørgsmålet om EU, har flere ledende medlemmer (eller tidligere ledende), foreslået i Enhedslisten, at kravet om dansk udmeldelse af EU droppes. Dette strider helt klart imod SUF’s minimumsprogram, som fastholder en revolutionær EU-modstand. Spørgsmålet er, om disse kammerater nu har tænkt sig at foreslå en revidering af denne linje i SUF’s minimumsprogram?
Vores pointe er at disse eksklusioner ikke er tilfældige. Hvad er pointen med at ekskludere os to, hvis ikke det er at stoppe os i at fremføre vores synspunkter? Hvad har ledelsen at frygte, ved at vi to fortsætter med at deltage i den politiske debat i SUF?
Ledelsen er gået videre end det; Nu vil man endda forbyde lokalgrupper at invitere kammerater fra Socialistisk Standpunkt med som gæster til deres møder. Ydermere har man nægtet at anerkende kammeraterne fra Venstreoppositionen (VO)’s ret til at oprette sig som fraktion. Dette grænser sig til en heksejagt imod enhver som fremfører kritik af ledelsen eller som forsvarer de samme ideer som Socialistisk Standpunkt.
Socialistisk Standpunkt er ikke imod SUF. Vi kæmper for et andet SUF, et revolutionært SUF, med plads til frie diskussioner. Vi kæmper for en ægte revolutionær linje i SUF – Nej til reform af EU, for et socialistisk Europa,
Nej til underkastelse under LO-toppen i velfærdsbevægelsen, For støtte til revolutionen i Venezuela!
Kammerater! Hvis vi skal redde SUF ud af det nuværende dødvande, må vi droppe eksklusionerne og hetzen imod de der har kritik af ledelsen. Alt andet vil føre til nedgang og yderligere krise i SUF – og det er det sidste vi ønsker.
Stop eksklusionerne!