“Regeringen vil i det kommende år slå et ekstra slag for bedre mad, uddannelse, forskning, miljø og børnepasning”. Så flot blev den borgerlige regerings forslag til finanslov for 2005 præsenteret i medierne, da det blev fremlagt i slutningen af august. Finansminister Thor Pedersen udtalte, at han var overrasket over, hvor let det er at være finansminister – når alting nu går så godt, og man kan dele ud af gaver til alle og enhver. Men inden vi begynder at glæde os alt for meget til alle de dejlige ting, der skal til at regne ned over os alle sammen fra vores gavmilde regering, så er det måske værd at stoppe lidt op og overveje, om finansministerens optimisme overhovedet har noget som helst hold i virkeligheden.
“Plaster på åbent benbrud”
Hvis man ser bort fra al propagandaen, så er der nemlig ikke rigtig noget at råbe hurra for. I de borgerliges tidligere finanslove har der været massive besparelser på dagsordenen, som store dele af samfundet stadig lider under, og også i den nye, påstået besparelsesfrie finanslov fortsætter det, der er blevet kaldt “grønthøsterbesparelser” med 2% generelt på det statslige område. Så de “ekstra” penge til udvalgte, populære områder er næppe meget andet end forsøg på at gøre sig klar til en kommende valgkamp. Socialdemokratiets finanspolitiske ordfører Nicolai Wammen kommenterede forslaget sådan her: “Regeringens finanslovsudspil tegner tydeligt billedet af en regering, der siger ét og gør noget an-det. V og K giver lidt småpenge på de områder, som de i forvejen har beskåret voldsomt, men det svarer til at sætte et plaster på et åbent benbrud. – Vi har en regering, der giver med den ene hånd og tager med den anden. Det er som om, den vil råde bod på de skader, den har forvoldt, men i virkeligheden rækker de fine hensigter ikke til andet end at få tingene til at se pæne ud på papiret. De giver meget mindre tilbage, end de allerede har taget”.
Især miljø- og børneområdet blev der talt meget om op til offentliggørelsen af forslaget, og der var ikke det gode, der ikke skulle til at ske på de områder. Men sådan blev det altså ikke i den virkelig verden. Der skæres ifølge Socialdemo-kratiets beregninger 360 millioner på børnechecken, og det eneste, der ellers er tilbage af regeringens “børnepakke” er et forslag om pasningsgaranti i alle kommuner, hvilket ikke vil komme særlig mange til gode, da det kun er 25 kommu-ner, der ikke allerede har en pasningsgaranti. I de sidste par år er der allerede blevet sparet adskillige hundrede millioner kroner på børnepasning, og taksterne er steget. Også på miljøområdet viste virkeligheden sig at være det modsatte af, hvad regeringen havde lovet: Der loves ekstra 50 millioner, og samtidig skæres der 54 millioner – igen oven i kæmpe nedskæringer fra de foregående år. Samme situation genfindes på andre områder – f.eks. folkeskolen, der virkelig er blevet udsultet, og nu påstår man så, at det er noget, man virkelig satser på…
Flere jobs på vej?
Et problem ved finanslovsforslaget er også, at det er baseret på et økonomisk perspektiv, som siger, at opsvinget står lige for døren, og at der kommer mange flere i arbejde. Det har de borgerlige nu lovet os, lige siden de kom til magten, men arbejdsløsheden er fortsat med at stige. Det er selvfølgelig klart, at på et eller andet tidspunkt så kommer der et opsving – kapitalismen bevæger sig som bekendt op og ned i kriser og opture – men det er tvivlsomt, om det er lige om hjørnet, og hvorvidt det vil skabe de ønskede arbejdspladser, det er en helt anden sag. Det, der står klart, er i hvert fald, at regeringen ikke har i sinde at gøre noget som helst for at prøve at skabe jobs. Og hvis det viser sig, at regeringens økonomiske drømme ikke bliver til virkelighed, så kan det blive meget svært at finansiere selv de små “gaver”, som de nu har lovet os.
Alternativ?
Det har selvfølgelig ikke skortet på kritik fra oppositionen – ikke at det betyder det store, for regeringen har flertallet på plads med Dansk Folkeparti, der bare rituelt skal slås lidt for nogle småændringer hen ad vejen. Blandt de alternative forslag, som oppositionspartierne har præsenteret, fortjener SF en særlig opmærksomhed for deres absurde forslag om en fedtafgift, så vi skal til at betale en formue for en flødekage, men til gengæld kan få økologiske gulerødder kastet i nakken. Det er lige sådan et forslag, der skal til for at samle arbejderklassen og vælte Fogh!
Løfter
Mere væsentlige er de udmeldinger, der er kommet fra Socialdemokratiet. Lykketoft og co. fortsætter med at love for-bedringer: Masser af penge til børneområdet, max-takst på 1.000 kroner for børnepasning, lavere skat på arbejde, stop for stigninger i brugerbetaling og tog- og buspriser, flere arbejdspladser og et løfte om, at velfærden ikke bliver udhulet. Men samtidig er planen helt klart en regering sammen med de Radikale – der på trods af en facade som solidariske humanister er et borgerligt parti, som har samme ideologiske grundlag som deres udgangspunkt i partiet Venstre. De repræsenterer ikke den danske arbejderklasse, og en af deres største indvendinger mod den nuværende regering er, at den ikke er tilstrækkelig “økonomisk ansvarlig”. Den socialdemokratiske top kan ikke seriøst kritisere den borgerlige regering for nedskæringer, når de selv har lavet masser af nedskæringer og forsømt store dele af velfærdssamfundet, da de selv sad ved magten. Og når de har tænkt sig at danne regering med det samme borgerlige parti som før, hvordan kan vi så tro på, at det bliver anderledes næste gang?
Ny kurs
Hvis kampen mod den borgerlige regering skal føre til andet og mere end lidt smålapperier på de allerværste skader efter de borgerlige og så ellers en ny omgang i stil med den gamle SR-regering, så kræver det, at aktive i arbejderbevæ-gelsen forener modstanden mod de borgerliges nedskæringer med kampen for et kursskifte i Socialdemokratiet. Et So-cialdemokrati, der gik til valg på et konkret program for forbedringer for arbejderklassen og for genopbygning og udvi-delse af velfærdssamfundet uden at være bange for at udfordre arbejdsgivernes magt, og som turde mobilisere sine medlemmer og fagbevægelsen seriøst, kunne klaske Fogh og hans fup-finanslove langt væk. Der er brug for kamp for en udskiftning af den mere eller mindre åbenlyst borgerlige politik til fordel for en arbejderpolitik, og dermed en styr-kelse partiet, så det kan komme til magten uden de Radikale. Så vil ledelsen ikke have dem som undskyldning for at føre borgerlig politik, og de vil ikke så let kunne løbe fra alle deres løfter – det vil være et godt grundlag for et virkeligt opgør med højreledelsen.
