”En klar invitation til Enhedslisten og SF”. Det er udlægningen af forslaget til finanslov fra Finansminister Bjarne Corydon. Et forslag der fastholder dagpenge-afgrunden, skærer på de studerende og vil bidrage negativt til BNP-væksten. FL15 er endnu en streg under, at arbejderklassen selv må sætte dagsordenen.

Ord som konkurrencestat var gemt væk, og velfærd var kommet tilbage i kridthuset, da Bjarne Corydon fremlagde regeringens forslag til Finanslov for 2015, tirsdag den 26. august.

I følge regeringen vil man ”løfte” uddannelserne og sundhedsområdet – den såkaldte kernevelfærd. For at understrege, hvor langt regeringen selv mener, de går for at holde gang i hjulene, fremhæves det gang på gang, at forslaget betyder et større underskud på de offentlige budgetter, som, ifølge regeringen, vil stige til 60 mia. i 2015, svarende til 3 pct. af BNP. Dette er det maksimale underskud, som EU tillader på den offentlige saldo. Men at kalde FL15 en velfærdsfinanslov er absolut at stramme den.

Uddannelserne

Regeringen kalder selv afsnittet om uddannelserne for et centralt element. Man vil løfte uddannelserne og SU’en med 5 mia, står der. Det må da være en direkte gave til SF og Enhedslisten? Problemet er bare, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre. Danske Studerendes Fællesråd (DSF) har kigget tallene efter og konkluderer, at der til næste år vil blive 1.100 kr. mindre pr studerende pr. år. Samtidig skæres basisbevillingerne til universiteterne med 50 mio. Samlet set vil regeringen have reduceret midlerne pr universitetsstuderende med 19 pct., siden de kom til magten (dsfnet.dk).

I finanslovsforslaget lægges der op til løbende besparelser på gymnasierne over de næste år. I følge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) vil det betyde besparelser på 82 mio. i 2015, og frem til 2018 en samlet besparelse på omtrent 600 mio.

Derudover vil regeringen indføre et ekstra såkaldt socialt taxameter, som vil disponere over 200 mio. Det er penge, som vil blive taget fra de uddannelsesinstitutioner med lavt frafald og omfordelt til dem med højt, på tværs af ungdomsuddannelserne. Gymnasieskolernes Lærerforening vurderer, at det vil tilgodese omkring 17pct. af gymnasierne og 40 pct. af erhvervsskolerne. Men det er paradoksalt, at den grundlæggende taxameterordning (midlerne tildeles pr gennemførte studerende) bevares, som belønner skolerne med lavest frafald.

Så realiteten er besparelser på uddannelserne – ikke et løft.

Sundhed

Regeringen lancerede for kort tid siden en såkaldt sundhedspakke, der skal tilføre 5 mia. over tre år, primært til kræftbehandling og kronisk syge. Samtidig tilføres psykiatrien 2 mia. over samme periode. Det er for så vidt fint nok.

Problemet opstår, når sundhedssektoren som helhed skal spare samtidig, på grund af regionernes stramme budgetter. Således skal sygehusene ifølge avisen Arbejderen spare omkring 1 mia. på landsplan alene i 2015. Igen er der tale om, at regeringen fodrer hunden med sin egen hale.

Hold-kæft-bolsjer til fagtoppen

Et af de vigtigste spørgsmål for de danske arbejdere er naturligvis dagpengene. 44.000 har mistet deres dagpenge på halvandet år. Tallet fortsætter bare med at stige og kan let ende på 60.000 i 2015, ifølge A-kassernes Samvirke. 60.000 familier i økonomisk limbo. Dem har regeringen imidlertid ikke tænkt sig at gøre noget ved. I stedet har regeringen foreslået at hæve fradraget for faglige kontingenter fra 3.000 til 6.000 om året pr person. For den enkelte arbejder betyder det en besparelse på omkring 95kr om måneden. Mens det selvfølgeligt er positivt, er det svært at se som andet end en godbid til fagtoppen, som dermed får mere lige konkurrencevilkår med de gule fagforeninger, og dermed får hjælp i kampen mod medlemstilbagegangen. Regeringen håber dermed, at fagforeningerne glemmer problemet med de titusinder af medlemmer, der mister deres dagpenge.

Negativ effekt

Selvom Bjarne Corydon fremstiller regeringens finanslovsforslag som den rene gavebod, er fakta, at regeringen selv vurderer, at forslaget og de allerede vedtagne initiativer vil have en umiddelbar negativ effekt på den økonomiske vækst. Således skriver finansministeriet, at vækstbidraget vil være på minus 0,4 pct. i 2015.

Det er tankevækkende, at det er, hvad kapitalismen, selv i rige Danmark, kan tilbyde: Regeringen går helt til grænsen for, hvad EU tillader, og alligevel er vækstbidraget negativt. Selv dette bygger imidlertid på et meget optimistisk skøn om en vækst i BNP på 1,4 pct i 2014 og 2 pct i 2015.

Regeringen har fastholdt sine forventninger til den økonomiske vækst, på trods af at resten af EU er tæt på at være tilbage i recession, at de vigtigste eksportmarkeder går tilbage (Tyskland og Sverige), og at de fleste økonomer derfor forventer en noget lavere vækst.

I sig selv er tallene for BNP-væksten dog ikke afgørende. For arbejdere og unge i Danmark vil man ikke mærke nogen forskel på 0,5 pct vækst og 1,5 pct. Men decimalerne på BNP-væksten kan få betydning i 2015, fordi regeringen planlægger at gå til grænsen af, hvad EU tillader. Hvis væksten udebliver, vil underskuddet i forhold til BNP stige. I så fald vil regeringen uden tvivl begynde på nye nedskæringer for at leve op til kravene. Det sidste, regeringen ønsker, er nemlig at skabe usikkerhed hos udenlandske obligationsinvestorer, som kan få de danske renter til at stige og dermed sende økonomien ud i et nyt kraftigt fald. Det kapitalistiske marked dikterer politikken.

Ligegyldigt politisk spil

Selvom Enhedslisten har slået hårdt på, at der skal gøres noget ved dagpengeproblemet, så er der næppe nogen, der forventer ”ultimative krav” i år. Enhedslisten vil med al sandsynlighed fortsætte politikken med at støtte regeringens politik, for at holde de borgerlige fra fadet, og acceptere regeringens ”gave” på 1,5 mia. til SF og Enhedslisten.

På den måde lader det til, at folketingsgruppen anser forløbet omkring sidste års finanslovsforhandling som et nederlag. Her valgte regeringen at springe fra de næsten afsluttede forhandlinger med Enhedslisten, for i stedet at lave en aftale med de borgerlige. Det var tydeligt, at Corydon & Co. ønskede at give Enhedslistens parlamentarikere en lektion i borgerlig, parlamentarisk realpolitik: At et lille parti må underlægge sig de store. En lektion de tilsyneladende har taget til sig, og de virker nu noget mindre stejle end sidst.

Dette års forhandlinger om Finansloven vil sætte en tyk streg under, at forskellen på partiernes økonomiske politik (Enhedslisten undtaget) mere er et spørgsmål om stil end indhold. Folketinget fremstår mere og mere som det, det i realiteten er: Paradise Hotel for levebrødspolitikere. Hvilke partier går i seng med hinanden? -hvem stikker den anden i ryggen? Hvem bliver stemt hjem?

Imens parlamentarikerne spiller spillet, mister nye arbejdere hver eneste dag deres levegrundlag. Flere studerende presses ind på uddannelser med færre midler og udsigt til arbejdsløshed, når de er færdige. Dette misforhold mellem arbejderklassen og unges oplevelser i hverdagen på den ene side og den fuldstændige mangel på en afspejling af dette i partiernes politik betyder, at arbejderklassen, før snarere end siden, vil vende sig mod den faglige front og selv begynde at sætte dagsordenen. Det vil være en korrekt konklusion. Arbejderklassen kan ikke stole på andre end sin egen styrke. En styrke der går fra potentiel til enorm, når den først bevæger sig!