Skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste viser den danske stats underdanighed over for amerikansk imperialisme og har potentialet til at være en bombe under regeringen. Men den er også med til at øge statens legitimitetskrise og øge ustabiliteten i samfundet på længere sigt.
Mandag den 24. august blev statsapparatet rystet af en voldsom skandale i en af dets vigtigste organer: Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Skandalen brød ud med en pressemeddelelse og redegørelse fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET). I november sidste år blev TET kontaktet af en eller flere whistleblowere, som forsynede tilsynet med hemmeligholdt materiale. Af materialet fremgik det blandt andet, at ledende medarbejdere i FE fra 2014 til 2019 havde tilbageholdt oplysninger eller direkte løjet over for TET. Desuden skulle FE have spioneret mod borgere bosat i Danmark og have behandlet oplysninger om en ansat i TET eller med andre ord, spioneret mod det tilsyn, som skulle holde øje med FE.
Sidst, men langt fra mindst kommer der flere og flere oplysninger frem om, hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste tillader andre landes, især amerikanske, efterretningstjenester at spionere mod danske statsborgere.
Mandag den 24. august blev øverste chef for FE, Lars Findsen, fritaget for tjeneste. Det samme var tilfældet for to andre ledende medarbejdere i FE. Men ikke nok med det. Også den tidligere chef for FE, Thomas Ahrenkiel, som er departementschef i Forsvarsministeriet, er ligeledes blevet fritaget for tjeneste. Dette er muligvis den mest alvorlige i en lang række af skandaler inden for Forsvaret i nyere tid. Men skandalen rækker ud over Forsvaret og kan have store politiske konsekvenser på kort sigt og destabiliserende konsekvenser for statsapparatet som helhed på længere sigt.
Amerikansk skødehund
Skandalen trækker tråde mere end 20 år tilbage. I 1990’erne opdager FE, at der er flere kabler med international datatrafik, som krydser hinanden i København. FE får lavet en hemmelig aftale med det private selskab, der er operatør på forbindelserne, som giver FE mulighed for at tappe oplysninger fra kablerne og bearbejde dem selv. Aftalen blev blandt andet underskrevet af den socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen.Det kan ikke overvurderes, hvilken appelsin der faldt ned i FE’s turban. Disse kabler gav mulighed for at tappe telefonsamtaler, e-mails og SMS’ere fra og til flere lande omkring i verden, eksempelvis Rusland og Kina.
Problemet for en efterretningstjeneste i et lilleputland som Danmark er, at den hverken havde den fornødne økonomi eller tekniske know-how til at udnytte denne gyldne mulighed. FE henvender sig derfor til den amerikanske efterretningstjeneste, National Security Agency (NSA), der tilbyder økonomisk og teknisk hjælp. Til gengæld kræver NSA at få adgang til informationen fra den internationale datatrafik samt mulighed for at lægge søgeord ind i systemet, som er af amerikansk interesse.
Denne aftale giver Danmark en helt ny status på den internationale scene, da FE nu har en kilde, der giver adgang til særlige attraktive informationer på byttebørsen for verdens efterretningstjenester. Partnerskabet med NSA har reelt set givet FE et uofficielt medlemskab af, hvad der er kendt som “the five eyes”, som er et særligt samarbejde mellem efterretningstjenesterne i USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand. Det er et samarbejde, som blevet skabt efter 2. Verdenskrig. Her deler de forskellige lande information, som har interesse for dem hver især. Det er klart, at det ikke er et samarbejde, som er skabt på lighed, men med USA i førersædet, hvor de andre stater danser efter den amerikanske pibe.
Årsagen til det højt besungne statsbesøg af Bill Clinton i 1997 var, at den amerikanske præsident personligt ville takke Poul Nyrup for samarbejdsaftalen mellem FE og NSA. Hele sagen øger forståelsen af det “særlige forhold” mellem USA og Danmark, altså forholdet mellem den store bølle i skolegården og hans stik-i-rend-dreng. Den danske stat tillader USA at bruge Grønland, som USA har lyst til, den danske hær deltager i amerikanske militæreventyr, og den danske efterretningstjeneste fodrer USA med efterretninger fra disse kabler.
Alt dette er “beskyttelsespenge”, som lille Danmark betaler for at forblive under den amerikanske sikkerhedsparaply, og som åbner døre for dansk erhvervsliv (som det er tilfældet med Maersk, Novo Nordisk, osv.). At bevare dette særlige forhold til verdens største supermagt er samtidig vigtig for det danske borgerskab for ikke at blive fuldstændig opslugt af Tyskland, som dominerer Danmark rent økonomisk.
Snowden og COP15
Allerede i 2014 blev dele af dette hemmelige samarbejde mellem FE og NSA afsløret, da Edward Snowden lækkede dokumenter fra NSA. Her kom det frem, at NSA systematisk tapper trafikdata over hele verden uden de fleste landes godkendelse. Dog ikke i Danmark, og Tyskland, hvor dette ikke blot bliver godkendt, men hvor NSA samarbejder med de pågældende nationale myndigheder.
Tidligere chef for FE Thomas Ahrenkiel. Foto: wikimedia.orgLækket fra Snowden kastede nyt lys over en af de vigtigste internationale topmøder på dansk jord, klimatopmødet COP15, afholdt i København i 2009. Den ansvarlige for afholdelssen af dette møde var Thomas Ahrenkiel, som på daværende tidspunkt var ansat i Statsministeriet, men efterfølgende blev chef for FE i 2010-15, dernæst departementschef for Forsvarsministeriet, og som altså nu er hjemsendt.
Med Edwards Snowdens læk kom det frem, at COP15 var blevet massivt overvåget af den amerikanske efterretningstjeneste NSA og andre vestlige efterretningstjenester. Amerikanerne havde eksempelvis opsnappet et hemmeligt dansk forhandlingsoplæg, og NSA aflyttede og overvågede danske fiberkabler, hvilket den kunne gøre gennem samarbejdet med FE. Den massive amerikanske overvågning af COP15 var ikke tilfældig: Obama-administrationen ville forhindre, at det blev indgået en klimaaftale med bindende krav på grund af de økonomiske konsekvenser, som sådan en ville have for de amerikanske kapitalister. I dette spil var den danske stat fidibus for de amerikanske kapitalister. Masseovervågningen kan altså ikke reduceres til “krigen mod terror”, som til gengæld altid er undskyldningen for at udvide spionagen og øge bevillingerne til efterretningstjenesten. Overvågningen har langt dybere og mere omfattende værdi for den herskende klasse, som vi ser med dette eksempel.
Da overvågningen i 2014 blev afsløret nægtede Helle Thornings Schmidts daværende socialdemokratiske regering alt og afviste en undersøgelse af den udenlandske overvågning fra den danske stats såkaldt allierede. Det virker derfor også helt hul i hovedet, at medierne nu portrætterer TET’s afsløring, som en form for breaking news, når den har været kendt i årevis.
Mangler en stor nok beholder
Der dukker hele tiden nye oplysninger op i den nuværende skandale, og i skrivende stund har DR Nyheder erfaret, at der i den fortrolige redegørelse fra TET til Forsvarsministeriet bliver beskrevet, hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste målrettet har indsamlet oplysninger ind om danske statsborgere.
Forsvarets Efterretningstjenestes formål skulle være at beskytte danske interesser fra trusler udefra landet, og ifølge lovgivningen må den kun komme i besiddelse af danske statsborgeres oplysninger ved tilfældigheder i forbindelse med aflytning af udenlandske statsborgere. Dette er i sig selv en gummiparagraf, og den giver FE enorm store beføjelser. Hvad der er “tilfældigt”, og hvad der ikke er, kan planlægges og konstrueres. Men det har ikke været nok for FE.
Det lader til, at den nuværende skandale med systematisk overvågning af danske statsborgere er resultatet af en enorm udvidelse af det samarbejde, der blev etableret mellem FE og NSA i 1990’erne. De to efterretningstjenester begyndte nemlig fra 2008 at udvikle et mere omfattende spionagesystem, som kan opsnappe store mængder af SMS’ere, telefonopkald, billeder, samtaler på chat og anden internetkommunikation. Dette nye system er opbygget med stor hjælp fra NSA siden 2008, som blandt andet har hjulpet med at bygge et helt datacenter på Amager. Her underskrev Thomas Ahrenkiel senere en selvstændig aftale med NSA om brug af dette nye system. En kilde fortæller til DR Nyheder:
“Førhen kunne man lytte lidt her og lidt dér. Med det her system åbnede man porten. Eneste udfordring var at finde en beholder, der var stor nok til at opsamle alt det, der væltede ud,” FE har ikke nogen som helst skrupler med at skovle vores mest intime informationer ind, ligegyldigt hvor lovligt eller ulovligt det er. Når alt kommer til alt, er love ikke mere værd end det stykke papir de er nedskrevet på – heller ikke de mest “hellige” papirer i det borgerlige samfund. Vi ser igen og igen, hvordan rettigheder, der burde været grundlovssikrede såsom forsamlings- og ytringsfrihed, bliver krænket. Retten til et privatliv er i princippet også nedfældet i grundloven; men som vi ser med denne skandale, er det endnu en rettighed, som statsapparatet blæser højt og flot på.
Skandalen er i høj grad med til at undergrave statens egen autoritet. Det kan ikke have anden effekt, når de, der varetager staten, politikerne og embedsværket, lyver og dækker over ulovligheder begået af “vores stat”. Hele idéen om en såkaldt retsstat, som skulle være et forbillede for andre lande, falder fra hinanden, når retssikkerhed er en by i Rusland, og når vores private informationer ikke er andet end en handelsvare.
At den nuværende skandale så dagens lys er på flere måder et mirakel. TET blev oprettet den 1. januar 2014 og har lige siden sin undfangelse været fuldstændig tandløst. Ud over at kontrollere FE er det TET’s opgave at holde øje med Politiets Efterretningstjeneste (PET), samt Center For Cybersikkerhed (CFCS), som er en underafdeling hos FE. TET må udelukkende beskæftige sig med personoplysninger og må derfor ikke dykke ned i andre dele af tjenesternes virksomhed såsom tvangsindgreb og operationer, herunder brug af agenter. Ifølge Altinget (Ajour #326) har TET kun 8 ansatte til at kontrollere de tre efterretningsorganisationer, som hver især har små 1.000 ansatte. Skandalen, der nu rammer FE, kommer ikke på baggrund af TET’s eget arbejde, men udelukkende på baggrund af information fra whistleblowere.
Politisk krise
De borgerlige anklager den socialdemokratiske forsvarsminister, Trine Bramsen, for at “bringe rigets sikkerhed i fare” på grund af de informationer, som allerede er sluppet ud omkring samarbejde. Det er især Venstre, som intet problem har med ulovlig masseovervågning, men kun, at befolkningen bliver bekendt med den. Det er længe siden, at højrefløjen bare lod som om de gik op i nogle af de såkaldt liberale frihedsrettigheder. Grunden til Venstres iver om at pakke den her sag så meget ind som muligt kan komme af, at tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, muligvis har løjet for Folketingets kontroludvalg om efterretningstjenesterne.
Faktum er, at ingen af de traditionelle magtpartier ønsker, at denne skandale bliver oprullet mere, end hvad den allerede er, da de alle er involveret i den og derfor netop kan få fingrene i fedtefadet. Som det er blevet beskrevet i flere medier, har det været kutyme, at efterretningssamarbejdet er blevet præsenteret for enhver ny forsvarsminister inden for den første uge efter tiltrædelse. Det tæller 11 forskellige forsvarsministre. Lige sådan er der heller ingen tvivl om, at de forskellige statsministre også har haft kendskab til samarbejdet, ligesom det var tilfældet med Poul Nyrup.
Denne regering er allerede kendt for en hidtidig uset topstyring fra Statsministeriet, hvor alt skal godkendes og kontrolleres af Mette Frederiksen. Det ville derfor være naivt at tro, at Mette Frederiksen ikke har vidst, hvad der foregik i Forsvarsministeriet. Hvis Trine Bramsen ikke overlever denne krise, som blot er den foreløbige kulmination på en lang række af skandaler i Forsvaret, kunne det meget vel også ramme statsministeren og dermed underminere fundamentet under hele regeringen.
Ikke vores stat
Politikerne, embedsapparatet og staten som helhed har i en årrække været i en legitimitetskrise. Det er ikke resultatet af sjusket embedsførelse eller et par rådne æbler blandt de politiske repræsentanter. for det afspejler en større krise: krisen i statens underliggende socio-økonomiske system, kapitalismen. Staten skal administrere en kapitalisme, som ikke længere kan drive samfundet fremad eller løse nogle af de problemer vi står overfor. Det slår igennem i staten, som i mindre grad bliver betragtet som vores alles fællesskab, men mere som, hvad den reelt set er: et undertrykkelsesapparat, som smadrer det store flertals levestandard, mens de eneste, som den beskytter, er en lille elite på toppen, som fortsætter deres luksuriøse tilværelse ubekymret.
Skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste viser med al tydelighed, at indignerede politikere kan lave undersøgelser, kommissioner, nye love og nye kontrolmekanismer uden det ændrer en tøddel på essensen af den nuværende stat og dens organer. I et samfund, hvor det store flertal kun har minimal demokratisk indflydelse hvert 4. år, er det utopi at tro, at dem, der sidder i toppen af systemet, og som det gavner, vil ændre det fundamentalt. Der er garanti for, at der vil blive nedsat en ny kommission til at undersøge sagen. Men vi kan også garantere, at selv hvis nogle enkeltpersoner bliver straffet, så vil systemet som helhed bestå. Alle de traditionelle magtpartier vil være en del af sådan en kommission, og ingen af dem har interesse i at ændre eller afsløre noget, fordi de alle er impliceret. Masseovervågningen, lovovertrædelserne og korruptionen vil fortsætte uhindret.
FE-skandalen har været med til at kaste mere lys over den nuværende stats udemokratiske natur. Du må mene, hvad du har lyst til, så længe det ikke har nogen indflydelse. Du må sige hvad du vil, så længe det bliver overvåget. Du har ret til et privatliv, så længe dine informationer kan sælges som en handelsvare. Dette er ikke vores stat. Marx og Engels slog allerede fast i Det Kommunistiske Manifest, at den nuværende stat blot er et udvalg til at varetage den samlede kapitalistklasses interesser – herhjemme og i udlandet. Skandalen vil få flere arbejdere og unge til at stille spørgsmålstegn, ikke kun ved staten, men hele det nuværende samfunds indretning.
