Selvom der har været kvindekamp i Danmark i mere end 100 år, har kvinderne stadig dårlige vilkår. I denne artikel vil vi koncentrere os om lønspørgsmålet, men i kommende artikler vil vi behandle andre former for kvindeundertrykkelse, f.eks. i hjemmet, i film og reklamer, og vi vil beskrive den historiske baggrund for kvindens stilling.

Uligeløn

Kvindernes løn er i Danmark gennemsnitligt 18% mindre end mændenes. Der er langt flere mænd, der er ansat i de høje stillinger, dette gælder i alle lag fx. som leder af børneinstitutioner eller skoler, selvom dette i høj grad er kvindedominerede områder.

Der er mange forslag til løsninger på problemerne fra politikere, fagforeninger, arbejdsgivere, kvindebevægelser osv. Disse forslag er fx positiv diskriminering af kvinder, så man skal ansætte en kvinde, hvis der er to lige kvalificerede ansøgere, “mainstreaming”, som man snakker meget om i politik, der går ud på at der skal være lige mange kvinder og mænd i fx. bestyrelser, råd o.l. Derudover er der det seneste forslag fra arbejdsminister Ove Hygum (S). Forslaget går ud på, at arbejdsgiverne skal fremvise lønstatistikker, hvis de bliver bedt om det, så det bliver synligt, om mændene tjener mere end kvinderne. Det er så op til medarbejderne og fagforeningerne at kæmpe en bedre løn igennem for kvinderne. Det er selvfølgelig en god ide at få dokumentation på problemerne, men forslaget er kun en dokumentation og ikke en løsning.

Ingen af disse forslag løser problemerne for kvinderne!

Positiv kønsdiskriminering og mainstreaming vil betyde, at der vil blive set ned på kvinderne, da der altid vil herske tvivl om, hvorvidt kvinden var bedst kvalificeret, eller hun fik jobbet, fordi hun er en kvinde. Derudover vil disse forslag være med til at splitte arbejderklassen mellem mænd og kvinder. Vi har set lignende eksempler i integrationsdebatten. Mændene bliver utilfredse over, at kvinderne får jobbene foræret, bare fordi de er kvinder, og denne utilfredshed rettes så mod kvinderne. Det betyder, at kampen for bedre vilkår bliver splittet, så mændene i stedet kommer til at kæmpe imod kvinderne.

Men det er ikke bare politikernes forslag, der er med til at splitte arbejderklassen. Også en stor del af de “venstreorienterede” feministers kamp er med til at splitte arbejderklassen. Ikke sådan at forstå, at alle der kalder sig feminister, er med til at splitte arbejderklassen. Men både venstresekteriske feminister og middelklassens feministers retorik om, at kvindernes problemer først og fremmest skyldes mændene, og at det er disse, der undertrykker kvinderne, og derfor dem der er “fjenden”, øger splittelsen blandt arbejderne i mænd og kvinder. Men det er forfejlet at tro, at det er mændene som sådan, der er skyld i kvindernes problemer!

Hvorfor har vi ikke ligestilling, og hvordan opnår vi det?

Det er ikke mændene der er skyld i kvindernes undertrykkelse, men det kapitalistiske samfund. Ligesom man ikke kan skære kvinder over en kam, kan man heller ikke gøre det med mændene. Undertrykkelsen af kvinder er en del af det kapitalistiske samfunds undertrykkelse af arbejderklassen, der består af både mænd og kvinder. Det er altså kapitalistklassen, der jo også indeholder kvinder, der er skyld i undertrykkelsen af kvinderne.

Der findes i ligestillingsdebatten i dag en masse bortforklaringer på kvindernes undertrykkelse. Disse er bl.a., at kvinderne er en ustabil arbejdskraft, at de er dårligere til at forhandle end mændene, og at kvinderne vælger “kvindejob”, hvor der generelt er en lav løn, som fx. pædagog, lærer og sygeplejerske. Men selv inden for de samme områder får kvinderne lavere løn end mændene, og hvorfor er det lige netop “kvindejobbene”, der er lavtlønsjob? Disse bortforklaringer kan ikke undskylde problemet. Under kapitalismen prøver arbejdsgiverne altid at presse lønninger og arbejdsforhold nedad, og derfor udnytter de enhver mulighed for at diskriminere forskellige grupper af arbejdere. Kapitalisterne har sørget for, at kvinderne er blevet en form for reservearbejdskraft, der kan trækkes på, når der er mangel på arbejdskraft, og som kan bruges som løntrykkere. Den eneste måde undertrykkelsen af kvinder kan løses på, er hvis kvinderne organiserer sig aktivt i fagforeninger og arbejderpartierne og dér sammen med mændene kæmper for ligestilling.

Selvom ligestilling delvist kan opnås i dette samfund under økonomiske opsving, vil der stadig være undertrykkelse af de kvindelige arbejdere, da kapitalismen bygger på en undertrykkelse af hele arbejderklassen.

Den eneste måde vi kan skabe reel ligestilling på, er hvis arbejderklassen står sammen, mænd og kvinder. Det er kun i et samfund, hvor det ikke er profit, der er afgørende, og hvor arbejderklassen selv bestemmer og styrer løn- og ansættelsesspørgmål, at man kan opnå reel ligestilling og afskaffe undertrykkelsen. Arbejderklassen, mænd og kvinder, må altså stå sammen og kæmpe for at ændre samfundet, så dette kan blive muligt.