Foto: cer.eu
Europas energimarked ligner et korthus, der er ved at skvatte sammen. Politikerne forsøger at afbøde de værste konsekvenser af energikrisen, men de har ingen løsninger, for det er deres system – kapitalismen – der er selve roden til problemerne. Uanset om det bliver gennem inflation, nedskæringer eller strømafbrydelser, så er det arbejderklassen, der kommer til at betale prisen for markedets fallit.
Mørklagte bydele, iskolde boliger, lukkede arbejdspladser og tusindvis af familier som må gå fra hus og hjem – det lyder som en scene fra 30’ernes økonomiske depression, men det er desværre det meget realistiske scenarie, som Europa ser ind i denne vinter. I Danmark forbereder Energistyrelsen sig på »den værst tænkelige situation«, hvor der mangler el, og der derfor må gennemføres strømafbrydelser.
På blot ét år er prisen på naturgas mere end femdoblet, hvilket har fået prisen på strøm til at stige fra 27 euro per megawatt-time til astronomiske 320 euro! Udviklingen i priserne svinger kraftigt (dog hovedsageligt op), men der tegnet sig et klart billede af et energimarked karakteriseret af mangel og usikkerhed. Udviklingen har allerede fået katastrofale konsekvenser for europæisk kapitalisme, som står overfor en alvorlig økonomisk recession.
De kraftigt stigende energipriser kan tydeligt mærkes. Ifølge Nykredit vil de danske forbrugeres el- og varmeregninger denne vinter som minimum blive fordoblet sammenlignet med 2021. Men de høje energipriser rammer ikke kun forbrugerne, når de tænder for radiatoren eller stikkontakten. Naturgas har en stor effekt på den generelle prisdannelse i økonomien, eftersom naturgas bruges i meget industriproduktion og til at fremstille gødning. Så når prisen på naturgas stiger, så stiger priserne på alt fra industriprodukter til fødevarer. De høje energipriser er derfor også med til at presse den generelle inflation i vejret; en inflation som samlet for EU i august måned nåede hele 10,1 procent.
Arbejdere og unge på tværs af Europa spørger med god grund, hvordan kan være, at vi står i en af de mest udviklede dele af verden og mangler noget så basalt som energi?
Markedets anarki
Krigen i Ukraine har naturligvis stor effekt på energimanglen, men det er langt fra den eneste forklaring på krisen.
I 1996 vedtog EU en omfattende liberalisering af det europæiske energimarked. Deregulering og privatisering var mantraet, og på tværs af kontinentet gik energiselskaber væk fra langsigtede bilaterale fastpriskontrakter med energiproducenterne. I stedet gik de over til det såkaldte spotmarkedet – et ekstremt kortsigtet system hvor energiselskaber på timebasis sælger strøm på energimarkedet til konstant fluktuerende priser. Markedskræfterne herskede under de frieste tøjler, og energipriserne var lave.
Så længe EU kunne importere rigelige mængder billig energi var spotmarkedets fleksibilitet en fordel for den europæiske industri særligt den tyske. Men fra at være en kilde til økonomisk stabilitet ser vi nu, hvordan det kortsigtede spotmarked har slået over i sin modsætning og er blevet en kilde til ustabilitet.
Med liberaliseringen af energimarkedet kastede de europæiske kapitalister sig over muligheden for at tjene hurtige profitter på spotmarkedet. Men ingen ville foretage de dyre langsigtede investeringer i ny produktion. Så længe energiprisen var lav – bl.a. holdt nede af energiimport fra lande som Rusland – foretrak den herskende klasse at undgå risikofyldte investeringer.
Europas investeringer i energiproduktion har således været faldende over de sidste 20 år. F.eks. producerede EU i år 2000 mere naturgas, end hvad Rusland i dag eksporterer. Men siden år 2000 har EU’s energiafhængighed været stigende, og den samlede europæiske energiproduktionen er således i dag langt mindre end kontinentets behov. I 2019 dækkede EU’s energiproduktion kun 40 procent af unionens energibehov; de resterende 60 procent blev importeret fra lande uden for EU.
Over de sidste årtier blev kul- og atomkraftværker i mange europæiske lande afviklet, men investeringer i vedvarende energikilde har samtidig langt fra været tilstrækkelige til at udfylde hullet. I 2020 stod vedvarende energikilder for sølle 17 procent af EU’s energiproduktion, hvilket blegner ved siden af råolie på 35 procent og naturgas på 24 procent. Derudover er vedvarende energi notorisk ustabil. Det skabte en udvikling, hvor importeret naturgas fik en vigtigere og vigtigere rolle i det europæiske energimix og blev den stabile base for strømproduktionen. Markedskræfternes kortsigtede profithensyn eroderede altså Europas forsyningssikkerhed.
Som direktøren i Saudi Arabiens statsejede energiselskab Saudi Aramco for nylig sagde i et interview: »Den virkelige årsag til energiusikkerhed er underinvestering i olie, gas og alternativer samt fraværet af en backup-plan«. Den samme konklusion fremførte vi i Revolution allerede for et år siden.
Kamp om knappe ressourcer
Inden krigen i Ukraine stod import af russisk naturgas for 45% af EU’s gasforbrug. Billede: Carlos534
Det liberaliserede europæiske energimarked er et barn af den økonomiske situation, som kapitalismen i 90’erne befandt sig i. Med østblokkens fald og Kinas indtræden i verdensmarkedet ekspanderede verdenshandlen og den såkaldte globalisering; transportomkostninger var lave, og globale forsyningslinjer var gnidningsløse, hvilket gjorde det muligt for kapitalisterne, at finde den laveste pris på verdensmarkedet uden at skulle bekymre sig om leveringssikkerhed. Den periode er definitivt forbi.
Det kapitalistiske system befinder sig i dag i en helt anden objektiv situation. Krise, ustabilitet og protektionisme er blevet normen i takt med kapitalismens generelle forfald. Det er i sidste ende også her, årsagen til den igangværende konflikt mellem russisk og vestlig imperialisme skal findes.
Efter Ruslands invasion af Ukraine har USA sammen sine sine europæiske allierede indført sanktioner mod Rusland, som ikke kan betegnes som andet end økonomisk krigsførsel. Vestens ledere pralede af, hvordan de ville udsulte landet og inden for kort tid tvinge Putins regime i knæ. Putin kunne naturligvis ikke lade Vesten føre en ensidig økonomiske krig mod Rusland, så han udnyttede den svaghed, at EU importerede 45% af sin naturgas fra Rusland.
Over flere måneder neddroslede Rusland sine gasleverancer til EU for til sidst helt at lukke for den vigtige gasrørledningen Nord Stream 1. Hvad var reaktionen fra Europas ledere? Et barnagtigt ramaskrig:
»Hvordan kan Rusland finde på at bruge gassen som et våben til at føre økonomisk krig mod Europa!?« beklagede de europæiske politikere sig, som belejligt ignorerede, hvordan de selv startede en økonomisk krig mod Rusland.
Mens USA på den ene side har presset på for, at EU skulle skære i importen af russisk energi, så har USA ikke i samme omfang trådt til og erstattet EU’s energibehov. Amerikansk kapitalisme nyder ligefrem godt af sine allieredes problemer, og har derfor ikke travlt med at assistere dem med energiforsyninger. De høje energipriser har nemlig fået mange europæiske produktionsvirksomheder til at flytte deres produktion til USA, som dermed styrker landet økonomisk og socialt.
Billede: In Defence of Marxism
Det er helt klart europæisk kapitalisme, som står i den sværeste situation. Men den herskende klasse i USA står også overfor voksende udfordringer. Krigen i Ukraine og Ruslands restriktioner på salg af gas har chokeret de globale energimarkeder og øget konkurrencen om tilgængelige gasudbud. Energipriserne er derfor steget over hele verden inklusiv i USA. Samtidig har USA opbrugt en større del af sine strategiske oliereserver end nogensinde tidligere i historien i et forsøg på at holde prisen på olie nede.
Washington står overfor et krydspres: USA vil på den ene side holde sine europæiske allierede dedikerede til konflikten mod Rusland og bliver derfor nødt til at foretage visse gasleverancer i form af LNG (flydende naturgas) til Europa, men samtidig har Joe Biden brug for at holde de amerikanske energipriser nede for at sikre sin egen politiske overlevelse.
De europæiske borgerskaber forsøger desperat at opkøbe alt det energi på verdensmarkedet, de kan komme i nærheden af for at sikre sig, at de har tilstrækkeligt med energi til vinteren. Samtidig er Kinas økonomi begyndt at genåbne efter lange perioder med corona-nedlukninger, hvilket vil få efterspørgslen på især olie til at stige markant. Den skærpede konkurrence om verdens energiressourcer har lagt et opadgående pres på energipriser i hele verden.
De europæiske kapitalister er således i gang med at eksportere energikrisen til især den koloniale og semi-koloniale del af verden, som vil blive presset ud af energimarkedet. Men krisen er så stor, at det ikke kun er de fattigste lande, som vil mærke følgerne af Europas energi-protektionisme – også mellemstore økonomier som Bangladesh, Tyrkiet, Argentina og Brasilien kan stå overfor energimangel, da de er ude af stand til at byde om kap med Europa om de altafgørende energiforsyninger.
Uanset om Europa er i stand til at erstatte den russiske gas med alternative fossile kilder, så er tiden med billig naturgas forbi. Europas alternative gasleverandører som Qatar, Azerbaijan og Algeriet kan hverken matche mængderne eller prisen på den russiske gas. Det er særdeles kritisk for europæisk kapitalisme. De høje energipriser gør i stigende grad de europæiske virksomheder ikke-konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Allerede nu er halvdelen af Europas aluminium- og zinkproduktion lukket. Det er en uholdbar situation, som risikerer at ødelægge store dele af Europas industri, hvis ikke staterne griber ind og beskytter deres nationale kapitalister. Resultatet af energikrisen kan altså meget vel gå hen og blive yderligere øget protektionisme.
Internt i Europa ser vi således også, at konflikterne vokser i takt med at de enkelte lande er tvunget til at rage så meget energi til sig som muligt på hinandens bekostning. Det franske statsejede energiselskab Électricité de France der forsyner Italien med 5 procent af landets energibehov, har informeret de italienske myndigheder om, at det kan blive nødvendigt at suspendere energieksporten til landet i op mod to år. Den nuværende krise accelererer dermed de centrifugale kræfter, der langsomt trækker EU fra hinanden. Det bliver i højere grad hvert land for sig selv.
Økonomi i frit fald
Allerede nu kan man i medierne læse om, hvordan de høje energipriser får virksomheder til at dreje nøglen om. Den danske slagterikoncern Danish Crown fyrede i september 350 ansatte, som konsekvens af øgede omkostninger. Derudover er dansk eksport for 53 mia. kr i farezonen alt afhængig af, hvor alvorlig nedturen i tysk økonomi bliver – en nedtur som Deutsche Bank næste år forventer bliver på -3.5 procent af BNP! Danske Bank spår derfor en bølge af massefyringer til vinter.
Energimanglen har lagt et kæmpe pres på Europæisk kapitalisme. Billede: Frans Berkelaar Flickr
Det er et perspektiv, der jager en skræk i livet på den herskende klasse og deres politiske repræsentanter. For hvis millioner af arbejdere på tværs af Europa bliver fyret og mister deres levegrundlag, vil det betyde ekstrem social uro og formentlig opstand imod den herskende orden. Det var den samme bekymring under coronapandemien, som fik regeringerne til at udrulle historisk store hjælpepakker og sætte stimulien til erhvervslivet i overdrive.
En lang række energiselskaber risikerer at gå konkurs og har brug for at blive reddet. En finsk minister advarede om, at situationen er så skrøbelig at, »alle ingredienserne er til stede for energisektorens version af Lehman Brothers« – en reference til den amerikanske bank, hvis krak udløste krisen i 2008. Regeringer på tværs af Europa forsøger derfor nu at holde hånden under energisektoren. I starten af september havde regeringer på tværs af EU allerede øremærket 282 milliarder euro – svarende til 2,3 procent af EU’s BNP – til hjælpepakker eller andre økonomiske tiltag.
Det er imidlertid kun en start. Der vurderes, at EU-lande kommer til at skulle brug mindst 5 procent af sit BNP på at forhindre energisektoren i at kollapse. Alle de store hjælpepakker som de forskellige regeringer har lanceret, vil kun øge inflationen, da staterne pumper nye penge i omløb. Som sædvanlig er det arbejderklassen, der kommer til at betale regningen for at redde kapitalismen gennem inflation og fremtidige nedskæringer.
Politikerne udskyder problemerne
Arbejdere og unge står allerede nu over for enorme udfordringer. De danske politikeres respons på den alvorlige omkostningskrise har imidlertid været noget nær en hån. Fredag den 23. september kunne et bredt flertal på Christiansborg stolt præsentere en hjælpepakke, der på “gavmild” vis tilbød, at landets pressede husstande kunne “løse” deres økonomiske problemer igennem, hvad bedst kan beskrives som et statsgaranteret kviklån.
Hjælpepakken tillader at husstande og virksomheder kan udskyde betalingen af en del af deres energiregninger. Gælden betales efterfølgende tilbage til staten over en afdragsordning, der strækker sig over fire år og med en rente på 2 procent. El- og varmeregningerne bliver altså ikke mindre – tværtimod – de bliver bare udskudt. De danske husholdninger er allerede nogle af de mest forgældede i verden, og nu vil regeringen forgælde dem yderligere.
Samtidig bliver elafgiften sænket markant efter nytår, men selv for de større husstande der bruger mest el, giver det kun en årlig besparelse på omkring 2.000 kr. Det beløb blegner i forhold til, at familier forventes at se deres årlige udgifter stige med op mod 40.000 kr. som resultatet af prisstigninger! Arbejdere og unge oplever, at deres levestandard er i frit fald, men fra Christiansborg kommer der ingen seriøse løsninger på problemerne.
Ingen løsninger inden for systemet
Politikerne forsøger at afbøde de værste konsekvenser af energikrisen, men de har ingen løsninger, for det er deres system – kapitalismen – der er selve roden til problemerne. Billede: Wikimedia Commons
I flere europæiske lande har borgerskabet og deres politiske repræsentanter introduceret prisloft på el- og varmepriser som et desperat forsøg på at håndtere energikrisen. Samme krav om et prisloft bliver diskuteret i Danmark, men et prisloft er inden for dette systems rammer ikke en løsning på krisen.
Styringen i en markedsøkonomi er netop prissignaler, som indikerer, hvor i økonomien der er mangel, og hvor kapitalisterne dermed kan tjene en stor fortjeneste ved at investere deres kapital. Prisudvikling er derfor afgørende for at bestemme, hvor kapital og investeringer søger hen. Et prisloft vil forvrænge prissignalerne og mindske kapitalisternes incitament til at foretage nye investeringer i energisektoren. Konsekvensen af markedets logik bliver således en stagnerende produktion.
Mange forbrugere ville uden tvivl opleve et prisloft som et tiltrængt økonomisk pusterum, men set ud fra markedets logik skaber et prisloft også problemer på forbrugersiden. Et prisloft fjerner det økonomiske pres for at spare på ens forbrug. Det betyder imidlertid, at energireserverne hurtigere slipper op, da markedskræfterne på brutal vis ikke fårlov til at gennemtvinge den nødvendige reduktion i forbruget.
I stedet for at løse problemet med energimangel vil et prisloft forvride markedet og sansynligvis gøre energimanglen værre. Det er ikke muligt at løse krisen gennem markedsmanipulation eller forsøg på at skabe en “human” kapitalisme.
Prisloft og hjælpepakker til energiselskaberne er derfor ikke nogen reel løsning på energikrisen, da de ikke adresserer de langsigtede problemer, der plager energisektoren: manglende investeringer i produktion og vedligeholdelse af eksisterende infrastruktur samt en effektiv omstilling til vedvarende energi som den eneste måde at forhindre klimaforandringer.
Nationalisering og planlægning
Energikrisen er et klart symptom på et system i blindgyde og forfald; energi er noget af det mest basale for at et moderne samfund kan fungere. Det er blodet, der pumper økonomien rundt. Ikke engang dette mest basale kan borgerskabet sikre os. Krisen er bevis på, at energisektoren er alt for vigtig til, at den kan efterlades i private hænder.
En virkelig løsning på krisen ville derimod være at nationalisere de store energiselskaber, bankvæsenet og andre nøgleindustrier, uden kompensation til ejerne, og køre virksomhederne under arbejdernes demokratiske kontrol. Det vil gøre det muligt at opbygge et virkelig rationelt og effektivt energisystem med billig og miljøvenlig energi til hele samfundet. Alle de ressourcer der ligge ubrugt i de store banker, ville kunne bruges til at lave massive investeringer i en udbygning af elnettet, energieffektivisere landets boliger samt fremskynde udfasningen af fossile brændstoffer gennem seriøse investeringer i vedvarende energikilder.
Nøglen til at løse den globale energikrise kræver i sidste ende en international socialistisk revolution, der erstatter kapitalismens spild og anarki med rationel planlægning af hele verdens fælles ressourcer til gavn for hele menneskeheden.
