Billede af Jonas Foldager: Demonstration den 2. oktober 2012 imod halveringen af dagpengene.

Søndag præsenterede regeringen den endelige finanslov, som indeholder store besparelser i det offentlige og som undgår en løsning på dagpenge-spørgsmålet, ved at spise de arbejdsløse af med et halvt års efteruddannelse på kontanthjælp. Finansloven cementerer endnu engang, at regeringen – med Enhedslistens stemmer – vil lade arbejderklassen betale for kapitalismens krise.

Al snak om optimisme er igen begyndt at gå i baggrunden i Danmark. Mens Danske Bank for få dage siden annoncerede at filialer skulle lukkes i hele landet og at over 3.000 medarbejdere skulle afskediges, Dong-Energi varsler 600 fyringer og SAS nu præsenterer en krise-pakke der indebærer 15% lønnedgang og nedlæggelse af 6.000 stillinger (hvor mange i Danmark er i skrivende stund ukendt), har regeringen nu præsenteret en ny finanslov.

Massive nedskæringer
Det er en finanslov, som for det første indeholder uhørt massive besparelser i kommunerne (kommuneaftalen fra juni er en del af aftalen og betyder besparelser for 16 mia. kroner, svarende til 6,5%) og som for det andet lægger en endnu større del af byrden over på arbejderklassen, i form af øgede skatter (personfradraget skæres med 900 kr. om året og bundskatteprocenten stiger med 0,19%).

Offentligt tilskud til tandrensningen bliver skåret, så brugerbetalingen forøges. Som et ”plaster på såret” vil man give rabat til kontanthjælpsmodtagere, så de ”slipper” med en regning på 600 kr. Problemet er bare, at kontanthjælpsmodtagere lever på et absolut eksistensminimum og derfor ikke bare kan finde 600 kroner op ad lommen. Men måske har politikerne glemt hvordan livet på bunden mærkes?

Det helt afgørende tema på alle danske arbejderes læber, dagpengene, forbliver uløst. Det første tiltag, ”akutpakken” som regeringen er kommet frem til med hjælp fra DA og LO, er ikke andet end hensigtserklæringer og tomme løfter. Og selv i tilfælde af, at man giver første prioritet (”akutjobs”) til nogle af de 33.000 mennesker der står til at falde ud af dagpenge-systemet i det nye år, vil det bare betyde, at de tusinder af nyuddannede, der netop nu kommer ud på arbejdsmarkedet må se frem til længere ledighed.

På trods af protester fra tusinder af tillidsmænd, delegerede på Socialdemokratiets kongres og på trods af, at de menige medlemmer af SF vragede toppens kandidat ved formandsvalget, ignorerer regeringen på arrogant vis budskabet fra bunden. Dagpengene bliver ikke forlænget, VKO-regeringens angreb bliver opløftet til SRSF-politik. At finansloven betyder at man giver seks måneders kontanthjælp (som jo er væsentligt lavere end dagpengene), til dem der står til at falde ud af dagpengesystemet, er en lappeløsning, som er fuldstændig symbolsk, set i forhold til de overvældende besparelser i finansloven.

Benhård borgerlig politik
Det der ikke kan skjules er, at finansloven er benhård borgerlig politik. Det virkelige formål er nemlig, at lønkonkurrenceevnen øges (læs: de danske arbejdere skal gå ned i løn). For nyligt havde Berlingske et interview med tidligere finansminister Claus Hjort-Frederiksen, som åbent og ærligt sagde at der var brug for en periode på 8 år uden lønstigninger, således at de danske arbejdere kommer ned på niveau med lønningerne i Tyskland og Sverige.

Dette hænger meget nøjagtigt sammen med de seneste arbejdskonflikter som vi har set i Danmark. Vejlegården er et levende eksempel på, hvordan arbejdsgiverne åbner op for at kunne lave overenskomster med gule fagforeninger og dermed fuldstændigt underminere løn og arbejdsvilkår.
I Tyskland, som er de danske kapitalisters model, er lønninger på 6 euro (ca. 40 kroner) i timen ikke unormalt.

Finansloven går i samme retning: Man sætter folk fra dagpenge ned på kontanthjælp, således at arbejdsudbuddet vokser, desperationen vokser og arbejdsgiverne vil kunne diktere endnu lavere lønninger til arbejderne. Det er meget svært at se noget som helst ”socialistisk” i det, på trods af at de tre arbejderpartier er med i aftalen.

Enhedslistens rolle
Det mest skandaløse ved finansloven er utvivlsomt Enhedslistens rolle. Ved valget i september 2011 fik Enhedslisten en kæmpe fremgang, med et resultat på hele 12 mandater, svarende til 6,4% af stemmerne. Det skete fordi mange arbejdere og unge så partiet som mere konsekvente og principfaste end S og SF, som havde solgt gevaldigt ud af deres valgløfter og ideologiske principper.

Men store begivenheder sætter ethvert parti eller politisk tendens på prøve. Allerede ved den nye regerings første finanslov ulmede utilfredsheden, da Enhedslisten blåstemplede en finanslov, som var en kopi af VKO-regeringens forslag, med enkelte mikroskopiske forbedringer.

Da regeringen i juni overraskede mange ved at lave en skattereform med de borgerlige, gik Enhedslisten (korrekt) ud og fordømte aftalen, ved at sige at ”regeringen pisser på dens egne vælgere” og at der nu skulle kompenseres ”krone for krone” til de fattigste som i reformen kom til at betale for skattelettelser til de rigeste. Dette skabte stor fremgang og partiet fik over 800 nye medlemmer på mindre end en uge.

Efterfølgende sagde Johanne Schmidt-Nielsen, at partiet havde en ”jobgaranti” eller forlænget dagpengeret som ultimativt krav i forhold til den lurende dagpengekatastrofe. For halvanden uge siden trak hun så det i land, fordi hun var bange for at regeringen ville indgå aftale med Venstre. Som om det i sig selv var vigtigere end indholdet!

Med rette var mange utilfredse, ikke kun i partiets bagland, men også blandt vælgerne. De spurgte det simple spørgsmål: Hvis Enhedslisten siger ét, men gør noget andet…hvordan kan man så tage partiet alvorligt? Hvordan kan man holde indignerede dundertaler om mandagen, for at opføre sig som en sød skolepige om tirsdagen?

Enhedslistens ledelsen og leger med ilden. Selve partiets troværdighed er på spil.

”Vi har kun 12 mandater”
Noget af det mest absurde, har været Enhedsliste-toppens forsøg på at sende aben videre: ”Jamen vi har kun 12 mandater”. ”Jamen der er ingen bevægelse uden for parlamentet”. ”Jamen fagbevægelsens ledere må lægge pres på regeringen”. Alle disse undskyldninger er et forsøg på at forklare det uforklarlige: Hvorfor et erklæret socialistisk parti som Enhedslisten skal stemme for en reaktionær, borgerlig finanslov?

Det er rigtigt, at der lige nu ikke er en massiv protestbevægelse, generalstrejke eller store demonstrationer i Danmark. Men hvis ikke det er Enhedslistens opgave at opsamle og være katalysator for den utilfreds der åbenlyst eksisterer, hvis opgave er det så? At sætte sin lid til de moderate ledere af fagbevægelsens top er et klassisk reformistisk forsøg på vildledning. Enhedslisten stod med en fuldstændig unik mulighed for at mobilisere imod angrebet på dagpengene. Hvor blev agitationen af?

Hvis man brugte folketinget som en revolutionær talerstol hen over hovedet på alle levebrødspolitikerne og appelleret til græsrødderne i fagbevægelsen, ville det have skabt en enorm gunstig situation. Allerede i juni, da trepartsforhandlingerne brød sammen efter pres fra bunden, så vi hvor stor utilfredsheden er på landets arbejdspladser. Et ægte revolutionært socialistisk parti ville have lavet en koordineret indsats blandt tillidsfolkene og fremsat klare krav, som også ville have vundet indpas i S og SF’s bagland. Enhedslistens folketingspolitikere, hvis ansigter er kendte igennem parlamentsarbejdet, skulle udnytte dette og tage at komme ud fra Christiansborg og starte en kampagne på landets største arbejdspladser med agitation imod dagpengeforringelserne.

Men toppen af Enhedslisten har valgt en hel anden vej. I stedet for at bruge folketinget som et redskab til at føre klassekamp, bruger man nu parlamentet som et redskab for og i sig selv. Det indbefatter at man bliver indrulleret i alle den borgerlige politiks beskidte tricks: Korridorsnak, medie-spin og studehandler.

Intern opposition
Der var dog ikke fuld opbakning til folketingsgruppens kapitulation til, hvad der i realiteten er de Radikales finanslov. Mens 15 stemte for, var hele 9 medlemmer af partiets Hovedbestyrelse imod – den samme stemmefordeling som har været set igennem et stykke tid nu. Endnu vigtigere var det dog, at op til indgåelsen af forliget, havde flere afdelinger vedtaget udtalelser der advarede om ikke at give køb på dagpenge-spørgsmålet.

Partitoppen har i flere omgange forsøgt at gennemtrumfe en moderat linje, men det er tydeligt at der i Enhedslistens medlemsskare er stor utilfredshed. På det seneste årsmøde forkastedes ledelsens oprindelige forslag om at smide det gamle program helt ud. I stedet vedtog man blot en revidering. På samme måde blev ledelsen underkendt i spørgsmålet om støtte til foreninger der giver penge til organisationer på EU’s terrorliste, som f.eks. Fighters and Lovers.

Der findes utvivlsomt mange i Enhedslisten, som ser med stor bekymring på toppens højreskred. Det er vigtigt at disse folk organiserer sig imod ledelsens linje. De må forklare, at den indgåede finanslov er et direkte brud på Enhedslistens program (som har et revolutionært udgangspunkt), og at tidligere årsmøde-vedtagelser fra 2010 tydeligt slog fast, at man ikke kan stemme for en finanslov, som blot er en opsummering på et års borgerlig politik.

Det italienske skræk-scenarium
Hvis man vil vide om det vitterligt er meget farligt spil, som Johanne Schmidt-Nielsen og co. har gang i, så kan man bare kigge på erfaringerne fra resten af Europa. Alle de steder hvor venstrefløjspartier har støttet op om centrum-venstre regeringer, har det betydet massiv vælgerflugt og store kriser i partierne. I Tyskland har Die Linke tabt over 4% af stemmerne efter partiets deltagelse i Berlins bystyre og i Norge er Socialistisk Venstärpartiet gået tilbage ved det seneste lokalvalg med 2% af stemmerne.

Det mest skræmmende scenarium er i midlertidigt Italien. PRC (Partido de Refundazione Comunista, som politisk ligner Enhedslisten meget), var fra 2006-2008 støtteparti for centrum-venstre regeringen under ledelse af Prodi. I to år stemte partiets parlamentarikere for den ene finanslov efter den anden, selvom man altid bemærkede at ”den er ikke god nok, men der er ikke noget alternativ”. Eller ”Vi ville egentlig hellere have nogle flere godbidder, men det her var hvad vi kunne få og så må vi tage os til takke”.

I to år fungerede PRC således som en slags ”venstreflanke”. Som en gruppe nyttige idioter, som Prodi kunne bruge til at legitimere nogle af de værste nedskæringer i mands minde. Pludselig i 2008 en af PRC’s parlamentarikere så at stemme for krigsbevillingerne til Afghanistan-interventionen og regeringen faldt på dette spørgsmål. Det forårsagede enorm forvirring hos mange arbejdere og unge. Folk spurgte uforstående PRC-lederne: ”I har stemt for alle disse nedskæringer, I har stemt for finanslovene for at regeringen ikke skulle falde, men nu lader I den falde på et (relativt) sekundært spørgsmål…Hvorfor?”

Efter 2006-2008 erfaringen med Prodi-regeringen og PRC’s deltagelse i samme, blev partiet så miskrediteret, at man ved næste parlamentsvalg i 2008 mistede samtlige sæder i parlamentet, en historisk tilbagegang for venstrefløjen i Italien som nu står helt uden parlamentarisk repræsentation. Det er selvfølgelig umuligt at sige om det samme scenarium vil udspille sig på samme måde i Danmark, men det bør være en alvorlig advarsel om at Enhedslisten risikerer at få samme held som PRC, hvis de bliver ved med at agere venstreflanke for regeringen.

Thornings skole
Kun et år er gået siden Helle Thorning kunne flytte ind på Marienborg. Den eufori der fulgte med efter ti år med Fogh var forståelig. Endelig skete der et skifte. Mange mennesker håbede på at tingene i det mindste ville begynde at lysne. At vi kunne få en ny politik. Men marxisterne, der udgiver Socialistisk Standpunkt, advarede allerede dengang om, at en regering med De Radikale ved roret, ville være en sprængfarlig cocktail.

Vi forklarede, at De Radikale er et borgerligt parti, som arbejderbevægelsens ledere har brugt som undskyldning for at føre moderat politik og i krisetider direkte borgerlig politik. Vi sagde også, at enhver regering der accepterer kapitalismen som system vil blive nød til at acceptere kapitalismens love og skære ned i krisetider. At reformisme under en krise bliver til kontra-reformisme. I stedet for reformer er der afvikling, i stedet for investeringer er der besparelser.

Mange folk grinede af os dengang. Men hvem ler nu? Blot et år efter valget er så godt som alle illusioner til regeringen forsvundet. De gode småting den har gennemført (f.eks. på indvandrer-området), er blevet givet i bytte for kæmpe nedskæringer på velfærden, skattelettelser til de rige, fortsættelse af alle de tidligere angreb på dagpenge, pension, osv.

Vi forudså, at den nye regering ville blive brugt af kapitalisterne til at deltage aktivt i deres angreb på arbejderklassen. Hvis man kan sige noget, så er det at vores perspektiv er blevet bekræftet hurtigere og voldsommere, end selv vi havde forestillet os. Der er ikke noget som helst progressivt over regeringen, den tjener intet socialistisk formål. Selv ud fra et skematisk ”det mindste onde”-synspunkt, tjener den intet formål: Dens politik er nøjagtig lige så pro-kapitalistisk som den tidligere regerings.

Det sidste år har været en skole for mange arbejdere og unge – Thornings skole. Begivenheder, begivenheder og atter begivenheder vil ryste bevidstheden hos millioner af mennesker. Finansloven har været endnu et hårdt slag for dem der oprigtigt troede at S-R-SF regeringen (med Enhedslistens hjælp), kunne skabe noget godt til en forandring. Der vil komme flere slag og flere skuffelser, men de nye erfaringer vil også få flere og flere til at sande, at det ikke er nok at skifte ansigterne på ministrene ud.

Det er paradoksalt, at toplederne i SF og Enhedslisten er ved at udvande eller smide alle referencer til revolutionær socialisme over bord, på et tidspunkt hvor kapitalismen er i sin værste krise i årtier. Lige akkurat nu, hvor der er brug for en revolutionær systemkritik, ikke for at lappe på kapitalismen. Mange mennesker vil begynde at drage den konklusion og det er altafgørende, at de organiseres i en marxistisk tendens der kæmper for at vinde arbejderbevægelsen tilbage til et socialistisk program.