Floromvundne fraser om det bestående samfunds lyksaligheder. Sat lidt på spidsen er det det overordnede indtryk udkastet til nyt program for Enhedslisten efterlader til sine læsere. Væk er den historiske analyse af kapitalismen. Væk er klassekampen. Væk er behovet for at nationalisere økonomien og erstatte det borgerlige statsbureaukrati med folkemagt. Dokumentet giver læseren et indtryk af, at gradvise udvidelser af velfærden er vejen til et socialistisk samfund. Udkastet til nyt principprogram er et stort skridt tilbage i forhold til det gamle, og vi mener derfor at det må forkastes af Årsmødet 2014.

Forslaget til nyt program, som fremlagt af Enhedslistens skrivegruppe, rejser langt flere spørgsmål end det besvarer. Men inden vi går ind i en analyse, må vi se på konteksten. Hvad kommer vi fra og i hvilken retning bevæger vi os? Havde det fx været Socialdemokratiet der havde fremlagt udkastet, havde der været tale om et skridt fremad. Men det er tale om et programudkast for Enhedslisten. Det skal erstatte det ret omfattende principprogram, der på trods af et meget rodet indtryk og fejl og mangler, indeholder flere marxistiske analyser og ikke mindst et revolutionært perspektiv. Det er elementer som det nye forslag gør op med.

Hvorfor er programmet vigtigt? Er det ikke bare et ligegyldigt teoretisk spørgsmål? -vil nogen nok indvende. Men programmet er en del af partiets DNA. Det fastlægger hvilken strategisk retning partiet skal have. Som vi kender det fra militæret, er den overordnede strategi bestemmende for taktikken – altså hvad partiet gør fra dag til dag – i hvilken retning partiet overordnet ønsker at gå. Når man derfor, som der lægges op til, vil ændre partiets overordnede strategi, så vil det, ud over at have konsekvenser for partiets endelige mål, også have konsekvenser for partiets ageren i dagligdagen.

Temaerne

Vi har desværre ikke plads her til positivt at fremsætte vores bud på hvad et nyt program for Enhedslisten bør indeholde. Denne artikel vil derfor udelukkede være en kritik af det udsendte udkast, men vi vil naturligvis i den næste tid komme med vores bud på hvad et program bør tage fat i. Når det er sagt, så er det en utaknemmelig opgave at kritisere programudkastet. Skulle det gøres fyldestgørende, ville det kræve en gennemgang af hele det marxistiske idearsenal, fra filosofi, over økonomi og historisk materialisme, til det revolutionære partis rolle. Det har vi desværre heller ikke hverken tid eller plads til. Derfor har vi forsøgt at indsnævre nogle af de vigtigste temaer som udkastet behandler, og så inddrage eksempler fra programudkastet. Det drejer sig om 1) det kapitalistiske samfund i dag 2) revolution versus reformer og 3) statens rolle.

For det første vil vi gerne understrege, at vores kritik af udkastet er hård. Det er den fordi vi betragter os selv og vores politiske tendens som venner og støtter af Enhedslisten. Men en ven der bare nikker og klapper dig på ryggen når du er ude i noget skidt, er ikke en ven der kan bruges til meget. Som en god ven mener vi det er afgørende at kalde en spade for en spade: Det fremlagte udkast er en forkert vej at gå.

1) Det kapitalistiske samfund i dag

Hver dag oplever arbejdere, gamle og unge i Danmark hvordan de bliver ramt af nye nedskæringer og forringelser i deres hverdag. Arbejdstempoet øges, de rige bliver rigere og de fattige fattigere. Fra resten af verden kommer nyheder om kriser, krige og revolutioner. Kapitalismen på verdensplan er i en dyb krise. En krise der kommer til udtryk i statistikkerne, men som lige så meget er en altgennemtrængende følelse af, at samfundet er i en blindgyde.

Men i programudkastet er der en tendens til at se den danske kapitalisme som en slags mere progressiv kapitalisme. En kapitalisme med et menneskeligt ansigt, hvor alt det slemme ligger tilbage i fortiden:

Gratis adgang til skole og sundhed, ret til forsørgelse under arbejdsløshed, sygdom og barsel og indskrænkninger i virksomhedernes muligheder for at forurene. Det er eksempler på fremskridt, som er opnået i Danmark. Sådan har det ikke altid været. (side 8)

Og videre: Gennem udviklingen af sundhedsvæsenet, den sociale sektor og ældreplejen har velfærdssamfundet skabt en tryghed, som sammen med det store uddannelsesløft i de seneste 100 år har givet det enkelte menneske mere frihed og bedre mulighed for i højere grad at blande sig i udviklingen af samfundet. (side 9)

Det er sandt at vi i Danmark har bedre forhold end i Grækenland. Vi er, så at sige, gået ind i krisen fra et højere niveau, og krisen har udviklet sig med et andet tempo. Men at fremstille den danske eller skandinaviske kapitalisme som noget grundlæggende anderledes, er imidlertid en fatal teoretisk fejl. Kapitalismen i Danmark adskiller sig kun fra fx kapitalismen i Sydeuropa i det omfang, at den i højere grad er præget af resterne af efterkrigsopsvinget, altså netop fortiden. Disse rester er de tilkæmpede velfærdsrettigheder og relativt høje levestandard, som danske arbejdere har været vant til. Men efterkrigsopsvinget er fortid. Det var en historisk undtagelse i kapitalismens udvikling. Det kom på baggrund af to verdenskrige og den massive destruktion af produktionsmidler og den efterfølgende eksplosion i verdenshandlen. Men på trods af dens særlige træk, er dansk kapitalisme ikke er en isoleret størrelse. Den er fuldstændigt underlagt verdensmarkedet og dermed alle de internationale udviklinger, som ”finans”-krisen, euro-krise osv.

Kapitalismen på verdensplan er inde i en organisk krise. Der er ikke råd til reformer som under efterkrigsopsvinget. Tværtimod er det nødvendigt for den herskende klasse at kræve alle disse reformer tilbage. Ellers kan de ikke overleve i den benhårde konkurrence. Det er altså ikke bare et spørgsmål om ond vilje, som udkastet ellers lægger op til:

Under dække af den økonomiske krise arbejder stærke kræfter på at rulle arbejderbevægelsens sejre tilbage. […] Samtidig ønsker man – og har held til – at skabe usikkerhed og frygt for arbejdsløshed for at holde krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold nede. (side 9)

Problemet er, at den økonomiske basis; markedet og krisen, med jernlov dikterer besparelser og angreb mod arbejderklassen. Den regering eller arbejdsgiver der ikke følger markedets diktater, vil bukke under. Det er vilkårene under kapitalismen. At tro at det kunne være anderledes under kapitalismen – at det bare er et spørgsmål om vilje – for at man kan genskabe den klassiske socialdemokratiske drøm om en ”velfærdsstat”, er ren utopi.

Udkastet kan da heller ikke se helt bort fra udviklingen: Stærke kræfter ser kun mennesker som soldater i den internationale konkurrence, der kun er noget værd i kraft af deres arbejde. Siden 1980’erne har disse kræfter været i offensiven. (side 9)

Men der kommer ingen forklaring hvorfor velfærden har været under massivt angreb siden 80’erne. Det eneste der ligner en forklaring på de stadige angreb, er følgende:

Presset på samfundsorganiseringen skyldes den globalisering af økonomien, som blandt andet EU er udtryk for. (side 9)

Igen kan den implicitte konklusion kun være, at det er den dårlige udenlandske kapitalisme, der angriber den særlige danske, og mindre dårlige kapitalisme eller ”samfundsorganisering”.

Det virkelige svar på hvorfor velfærden har været under massivt angreb siden 80’erne er imidlertid mere jordnær: Efterkrigsopsvinget sluttede! Siden da har velfærden og arbejderbevægelsens tilkæmpede reformer været på retur. Ingen god vilje, hverken fra arbejdsgivere, regering eller skrivegruppen for den sags skyld, kan ændre på, at vi i dag ikke står overfor et opsving a la efterkrigstiden, men i en historisk økonomisk krise. Det er det grundlag som programmet burde starte fra. For netop dette grundlag viser særligt grafisk, hvorfor socialisme ikke bare er en ønskværdig ide, men en videnskabelig nødvendighed for at fjerne hovedbarriererne: den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten, for at give nyt liv til samfundets videre udvikling.

2) Revolution vs. reform

I udkastet er ordet revolution bibeholdt, hvilket er positivt. Men det er meget uklart hvad der menes med ordet. Udkastet siger at Enhedslisten arbejder for:

[…] en grundlæggende forandring af Danmark, hvor kapitalisme erstattes af socialistisk demokrati. (side 13)

En ”grundlæggende forandring” er imidlertid en tom skal, som man kan udfylde med hvilket indhold man ønsker. Sammenlign ovenstående med følgende fra det gamle program:

Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække. […]

Derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution – i betydningen et gennemgribende systemskifte, hvor en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag.[…]

Det er nødvendigt at forberede en sådan revolution. I takt med at der vindes folkelig opbakning til revolutionære brud med kapitalismen, må der opbygges demokratiske folkemagtsorganer, som har den organiserede styrke til at vinde den konfrontation med kapitalmagten, som på et eller andet tidspunkt vil bryde ud. (principprogram af 2003, afsnittet Revolutionens nødvendighed)

Alt dette er altså er udeladt i det nye udkast. Michael Voss fra skrivegruppen har foreslået en kort tilføjelse om, at de ansatte skal overtage kontrollen med virksomhederne og de offentlige institutioner skal demokratiseres. Tilføjelsen vil absolut være en forbedring, som vi støtter helhjertet, men er desværre kun en parentes i dokumentet, som drukner i det store billede.

I stedet for at forklare nødvendigheden af en revolutionær omvæltning af det kapitalistiske samfund, bruges der meget plads på at forklare, at denne ”grundlæggende forandring” skal ske gennem de borgerlige demokratiske institutioner. Ydermere at dette kun kan ske, hvis:

”styrkeforholdet mellem klasserne ændres markant til arbejderklassens fordel. […] Tryghed er nødvendig, hvis man skal have reel mulighed for at kunne blande sig i hvordan samfundet er skruet sammen.” (side 12)

Senere i dokumentet forklares hvad man mener med en ændring af styrkeforholdene mellem klasserne: rent demokratiske reformer. Altså foranstaltninger der udelukkende ændrer det institutionelle styrkeforhold ét lille skridt ad gangen:

”indflydelse på [vores] børns vuggestue, vores mulighed for at være medbestemmende på arbejdspladsen eller vores mulighed for at have en lønkonto i en bank, der ikke eksisterer for profit (sic!)”. (side 13)

Hvis skrivegruppen havde ret i at foranstaltninger som ovenstående var en forudsætning for en revolution, så måtte ethvert håb om revolution afskrives i ethvert land og til enhver tid, hvor der ikke er et massivt opsving. For det er netop forudsætningen for disse gradvise, demokratiske reformer under kapitalismen, som udkastet argumenterer for. Skrivegruppen har altså vendt situationen på hovedet. I den virkelige verden er der behov for et brud med kapitalismen, netop for at kunne give de nødvendige reformer, tryghed osv. osv. som arbejderklassens har krav på, men som kapitalismen er ude af stand til at levere!

Heldigvis – fra et revolutionært synspunkt – bliver arbejderklassen ikke nødt til at gå i dvale indtil et nyt opsving a la efterkrigstiden, som kan give det økonomiske grundlag til en gradvis forrykkelses af det institutionelle styrkeforhold mellem klasserne, indførelse af den socialdemokratiske tanke om Økonomisk Demokrati osv.

Arbejderklassen har, i kraft af sit overvældende antal, aldrig været stærkere end i dag. Kapitalen aldrig været svagere. Middelklassen, reaktionens traditionelle støtte, er kraftigt reduceret, på grund af kapitalismens eliminering af bondeklassen. Objektivt set er der intet til hinder for at arbejderklassen kan tage magten i morgen. Den herskende klasse vil være magtesløs. Problemet er altså ikke styrkeforholdet mellem klasserne, men at arbejderklassen ikke er bevidst om sin potentielle magt og ikke godt nok organiseret. Det er her at partiet kommer ind i billedet. Det er partiets opgave at hæve bevidstheden og organisere arbejderklassen for at omvælte det kapitalistiske system.

3) statens rolle

Spørgsmålet om staten har altid været og er stadig prøvestenen, der for alvor klarlægger om der er tale om en revolutionært eller reformistisk politik. Særligt i et land som Danmark, med den såkaldte velfærdsstat, hvis rettigheder alle socialister forsvarer i dagligdagen, er det helt essentielt at have en knivskarp analyse af staten, og hvad statens fundamentale funktion er. Desværre er der ingen analyse af statens rolle under kapitalismen. De eneste referencer der er til den borgerlige stat er positive referencer.

Der lader da også til at have været en uenighed i skrivegruppen netop omkring statens rolle, hvorfor der er to alternative forslag omkring karakteren af den danske ”velfærdsstat”. Forslag A betoner korrekt begrænsningerne på den demokratiske kontrol der kan indføres i den offentlige sektor, så længe den operere under kapitalisme. Men stadig har forslaget en noget idylliseret tilgang til den danske stat:

”Når […] aktiviteter overtages af staten, forbereder det muligheden for, at det kommer almindelige mennesker til nytte. […] Som udgangspunkt er det ikke private individer og aktiemarkedet, der afgør, hvordan de skal administreres; det er folkevalgte politikere.”(Forslag A side 10)

Den idyllisering tages til ekstremer i det Forslag B når det siger:

”Folkeskolerne, de kommunale plejehjem og DSB’s togdrift drives ikke ud fra et profitmotiv. Selvom alle disse ting sker inden for de kapitalistiske rammer og derfor også direkte eller indirekte bidrager til at skabe overskud for virksomhedsejere, så tages der i den offentlige sektor udgangspunkt i menneskenes og samfundets fælles behov.

I vores samfund er der altså steder, som viser, at det kan lade sig gøre at producere på andre måder end den kapitalistiske.

Her gemmer kimen sig til et andet samfund. Vi kan se, at tingene kan være anderledes, og at der er dele af vores samfund, hvor vi kan ane socialismen. Det giver konkrete muligheder for at udvide de rum, hvor demokratiet dominerer frem for profitjagt.” (side10)

Hvis DSB, Folkeskolen og plejehjemmene er steder hvor vi kan ane socialismen, så vil mange arbejdere nok betakke sig fra dette. Netop disse tre steder er overordentligt gode eksempler på at der ingen demokratisk kontrol er indenfor de offentlige virksomheder og institutioner. Hvem er det der driver dem? Ikke-valgte embedsfolk og direktører. DSB kører ad Pommern til, lærerne i Folkeskolerne slides ned med stress og mange elever lærer ikke at læse. I sommers fik lærerne demokratiet at føle, da de blev lockoutet og fik deres overenskomst smadret. På plejehjemmene får gamle lov at ligge i deres egen afføring, fordi der ikke er personale nok. Er det socialismen vi kan ane? Selvfølgelig støtter vi at så store dele af økonomien bliver på offentlige hænder, men det er ikke socialisme. Så længe de statslige virksomheder er underlagt en markedsøkonomi, så vil der være et konstant pres fra markedet, og så længe vil det være umuligt at demokratisere disse virksomheder.

Men det er kun ét element. Udkastet ser helt bort fra statens grundlæggende rolle. Fredrich Engels viste for over hundrede år siden hvordan den borgerlige stat var en historisk udvikling fra slaveholdernes apparat til at holde slaverne nede. For mindretallet til at undertrykke flertallet. Det er fundamentalt set den samme opgave den moderne stat har. Når alt kommer til alt, hvad er så definitionen på en stat? Ikke et sygehusvæsen, børnehaver osv. Det kunne lige såvel være private virksomheder. I sidste instans er staten et undertrykkelsesapparat i form af hær, politi, domstole, fængsler osv. Et voldsmonopol, hvis hele eksistens går ud på at bevare status quo og holde en vis ro på klassekampen, i den herskende klasses interesse. Det står i Grundloven at staten skal forsvare den private ejendomsret. Skrivegruppen burde spørge sig selv: på hvis side i klassekampen sættes politiet ind? Anholder politiet skruebrækkerne og forsvarer arbejdernes blokader? Nej, tværtimod.

På samme måde med fx uddannelsesinstitutioner, Danmarks Radio osv.: Hvilke værdier, hvilken politisk linje er der i historieundervisningen, i Nyhederne, i økonomi- og samfundsstudierne osv.? Det er dog ikke én stor konspiration. Men i et borgerligt demokratiske samfund som det danske, gør den herskende klasses interesser sig gældende indirekte, og så meget desto mere effektivt, som Engels påpegede: De uvalgte embedsmænd kan bestikkes direkte, eller indirekte ved løfter om lukrative ansættelser i det private efter endt tjeneste. Vil du have en karriere som økonom, eller midler til din forskning? -så er det ikke videre fordrende at argumentere for socialisme. Underviser man børnene om socialisme og revolution i skolen, kommer man nok hurtigt til en kammeratlig samtale med inspektøren. Hele statens formål er at reproducere det bestående. De øverste embedsfolk er intimt forbundne med den herskende klasse, og skifter løbende mellem topposter i det private og staten.

Derfor gjorde allerede Marx og Engels det klart, at arbejderklassen ikke kan bruge den borgerlige stat som instrument til at bygge socialisme, som udkastet til nyt program lægger op til. Tværtimod vil netop den borgerlige stat være en modstander på vejen. At skabe illusioner om det modsatte kan i sidste ende have fatale konsekvenser, som arbejderne i Chile lærte på den hårde måde, da den socialistiske præsident Allende, der holdt sig inden for den borgerlige stats rammer, blev væltet for 40 år siden og Pinochets blodige diktatur kom til og slagtede socialister, kommunister og fagforeningsfolk.

Hvad nu?

Enhedslisten er i en brydningstid. Organisatorisk stormer partiet frem. Kommunalvalget femdoblede den parlamentariske repræsentation. Der er et stort pres fra medier, kommentatorer og statsapparatet for, at partiet skal blive ”ansvarligt”, moderere sin politik og skille sig af med de ”ekstreme” socialistiske elementer.

Derfor er det på tide, at alle aktive i Enhedslisten bliver sig alvoren af programdiskussionen bevidst. Sidste årsmøde besluttede at ændre programmet. I mangel af bedre støtter vi selvfølgelig Michael Voss’ to ændringsforslag (Forslag A og forslaget til tilføjelse). Men vi må konstatere at udkastet til nyt program desværre er så mangelfuldt og samtidig så gennemsyret af tillid til det bestående system, at ingen ændringsforslag vil gøre det bedre end det gamle.

Der er nu en stor fare for at diskussionen drukner i 1001 ændringsforslag, som ikke højner diskussionens politisk niveau og ikke ændrer på udkastets fundamentale karakter. En kæmpe bunke ændringsforslag der alle peger i hver sin retning, vil være en taktisk sejr for den del af partiets top der ønsker en mere moderat politik. Derfor må alle medlemmer af Enhedslisten, der ønsker at bevare målet om socialisme for partiet, gå helt imod det nye udkast. Årsmødet må forkaste det og bevare det gamle program. Men det må ud af mølposen og bruges for at højne bevidstheden i kampen for socialisme.