Enhedslisten må støtte bevægelsen i Tyrkiet


Redaktionen



5 minutter

I to uger har vi set en massebevægelse udfolde sig i Tyrkiet. En bevægelse, der er blevet brutalt undertrykt af det tyrkiske regime.

Det kan ikke have gået nogens næse forbi, alligevel er der bemærkelsesværdigt stille fra de danske arbejderpartier, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.
DSU har haft en kort opdatering på deres facebookside, fordi et medlem af deres tyrkiske søsterorganisation er slået ihjel under bevægelsen. De opfordrer den danske regering til at skride til diplomatisk handling og støtter bevægelsen for frihed. Desværre har den danske regering på ingen måde fulgt DSU’s opfordring.

Da SF fik udenrigsministerposten håbede mange, at der ville ske et skift i udenrigspolitikken, men det har været meget begrænset. Først efter at bevægelsen i Tyrkiet havde været i gang i to uger, udtalte Villy Søvndal sig. Og det han sagde, var desværre utrolig vagt. Han kaldte politiets voldsanvendelse mod demonstranterne og Erdogans uforsonlighed ”bekymrende”. Søvndal opfordrede ydermere Erdogan til at udvise ”besindighed” og ”indgå dialog”.

Men Søvndal har forholdt sig tavs på støtten til demonstranterne. Tværtimod udtalte han, at det generelt går godt i Tyrkiet. ”Tyrkiet har været inde i en god udvikling på det seneste. Og når landet lever op til kriterierne, har jeg stadig et håb om, at det vil blive en del af EU.” (dr.dk 12.06.13)

Men hvordan vil Søvndal så forklare udbruddet af de massive demonstrationer flere uger i træk? Under den tilsyneladende fremgang i Tyrkiet har den økonomiske vækst betydet stigende ulighed og væksten er nu aftagende, Erdogan indfører flere og flere begrænsninger på friheden. For slet ikke at tale om de undertrykte minoriteter som kurderne og alevitter, der absolut ikke har mærket en ”god udvikling”, men som længe har mærket på egen krop den ”voldsanvendelse” demonstranterne nu får at føle.

Den danske regering har desværre i høj grad fortsat de borgerliges udenrigspolitik og underlagt sig USA, der har interesser i et godt forhold til Tyrkiet. Det kom bl.a. til udtryk ved retssagen om den kurdiske TV-station Roj-TV sidste vinter, som var tiltalt for ”terror-virksomhed”. Regeringen udtalte sig politisk for en lukning på trods af en igangværende retssag. Samtidig med at de ikke med et eneste ord kritiserede den tyrkiske regering for de op mod 100 journalister, der sad fængslet i Tyrkiet.

Socialistisk Standpunkt mener, at regeringen må bryde med de borgerliges udenrigspolitik. Villy Søvndal burde føre en virkelig klassesolidarisk udenrigspolitik og fordømme Erdogans brutale regime, udvise solidaritet med massebevægelsen og afsløre de årsager, der ligger bag massebevægelsen.

Det er desværre ikke noget, der peger på, at regeringen vil skifte kurs. Det lægger et så meget desto større ansvar på Enhedslistens skuldre.

I Enhedslistens principprogram står der: ”Enhedslisten er en revolutionær socialistisk og internationalistisk organisation, og som sådan forholder vi os til globaliseringen.” og videre:

”Den nyliberalistiske globalisering har muliggjort nye internationale og nationale alliancer. […] En særlig vigtig opgave er opbygningen af en international arbejderbevægelse. På denne måde må den kapitalistiske globalisering modsvares af en ’globalisering fra neden’. Den grundlæggende opgave er opbygningen af klassealliancer.”

Kampen for socialisme kan ikke opnås som en national kamp alene, som Enhedslisten skriver, er det nødvendigt at bygge alliancer internationalt. Kapitalismens kriser er global og har fået revolutionære bevægelser til at blusse op i det ene land efter det andet, senest massebevægelsen i Tyrkiet. Socialistisk Standpunkt mener, at det er revolutionære socialisters opgave at forbinde sig med disse bevægelser og bruge dem til at styrke de socialistiske kræfter både i Danmark og internationalt.

Enhedslisten var hurtigere ude og udtale sig end regeringen. Enhedslistens menneskerettighedsordfører Nikolaj Villumsen udtalte 4. juni, at Enhedslisten fordømmer politibrutaliteten og rejste også en mere omfattende kritik af regimet:

”Tyrkiet har længe haft problemer med overholdelse af basale menneskerettigheder, og disse dages udvikling er særligt bekymrende.”

Men der mangler fuldstændig et videre perspektiv om at styrke den internationalistiske kamp for socialisme. Villumsen udtaler i stedet, at ”Den tyrkiske regering bør ændre kurs og forsøge sig med en demokratisk dialog. I stedet graver den tyrkiske premiereminister Erdogan lige nu kløfterne større i et i forvejen splittet Tyrkiet.”

Enhedslisten siger intet om at opbygge solidaritet med bevægelsen. Det eneste konkrete skridt Villumsen foreslår, er, at han ”vil opfordre den danske regering og EU til at følge sagen tæt” og at han selv vil ”rejse kritikken af Tyrkiet i Europarådets parlamentariske forsamling, som samles i slutningen af juni.”

Efter denne udtalelse har Enhedslisten forholdt sig tavs. Det må siges at være meget langt fra en revolutionær, socialistisk internationalisme.

Socialistisk Standpunkt mener, at Enhedslisten som minimum bør udtale sin støtte til massebevægelsen i Tyrkiet og organisere solidaritetsarbejde, fx demonstrationer. Det kunne også tiltrække mange medlemmer af SF og Socialdemokratiet, der ønsker at protestere mod den tyrkiske regerings behandling af demonstranterne og fx også kurderne.

Derudover bør partiet gøre, hvad de kan for at oplyse de danske arbejdere om begivenhederne ved at rejse spørgsmålet i medierne og regelmæssigt skrive om det på deres hjemmeside. Forudsætningen for solidaritet er, at almindelige arbejdere og unge ved hvad der foregår. Ydermere bør enhedslistens folketingsmedlemmer henvende sig officielt til ambassaden og lægge pres på den tyrkiske regering og rejse det med den danske regering.

Enhedslisten bør i alle afdelinger diskutere begivenhederne i Tyrkiet og hvordan man kan knytte bånd til bevægelsen samt hvilket program Enhedslisten mener, må fremsættes af socialister internationalt.