”alle og enhver ved at hvis man (fagbevægelsen) ikke skaffer 15 milliarder kroner betyder det enten velfærdsforringelser eller også meget brutale reformer som for eksempel afskaffelse af efterlønnen.”
– Helle Thorning-Schmidt til DR den 8. juni.
Sådan sagde Helle Thorning-Schmidt om aftalen mellem LO og S-SF om at forlænge arbejdsugen med en time for at hive de sidste 15 milliarder ind i til Fair Løsning. Det var næsten som en julekalender, hvor den danske arbejderklasse er nisserne, der må redde julen (eller velfærden) ved hjælp af julemandens kloge plan (her Fair Løsning) og en god portion knofedt.
Men det er desværre ikke en 24 afsnits julekalender, men en meget grum realitet. Helle Thorning og Villy Søvndal har begge gjort det klart, at de ikke ønsker at røre ved efterlønnen. Men deres plan beror stadig på, at fagbevægelsen ”leverer varen”.
Gode intensioner
De fleste vil gerne arbejde 12 minutter mere om dagen, hvis det kan sikre velfærden for dem selv og deres familier. Ligesom der i arbejdsløshedskøen sidder mange, der gerne ville arbejde 37 eller 38 timer mere. Desværre er en god vilje ikke nok.
Man kan ikke arbejde hvis der ikke er noget at lave. Villy Søvndal har forklaret, at fremrykningen af de offentlige investeringer skulle give arbejde og sætte gang i hjulene igen, så man kan få noget arbejde. Dette vil skabe omkring 10.000 arbejdspladser, hvilket er positivt, men når der er over 200.000 ledige, er det ikke tilstrækkeligt. Samtidig er dette en midlertidig løsning, hvor pengene kommer til at mangle i den anden ende. Efter pengene er brugt, vil virksomhedsejerne igen skulle ud i og lede efter nye profitable investeringer i en økonomi, der stadig ikke har løst de modsætninger, der startede krisen. Købelysten vil heller ikke blive påvirket nævneværdigt af, at folk i en kort periode oplever et lille fald i arbejdsløsheden når fremtiden stadig er usikker.
Krise i kapitalismen
Som denne avis har forklaret flere gange, befinder vi os i en krise i det kapitalistiske samfund. Krisen er fremkaldt af de ophobede modsætninger i den kapitalistiske produktionsmåde, det vil sige samfundsmæssig produktion under privat kontrol. Den kapitalistiske krise er en kompleks størrelse, som ikke kan forklares fuldt i denne korte artikel, men det er tilstrækkeligt at kigge sig omkring for at indse absurditeten, hvilket der er god tid til for dem af os der er blevet sat uden for arbejdsmarkedet af krisen. Det er ikke fordi samfundet ikke har brug for vores arbejdskraft, men fordi kapitalisterne ikke finder det profitabelt at lade os arbejde.
De borgerlige økonomer har kaldt krisen for en ”korrektion”. Det er for så vidt korrekt ud fra den borgerlige økonomis synspunkt. Kapitalismen er i gang med at ”udrense” sig selv for en ophobet overproduktion. I stedet for korrektion vil nedbrydning være et mere rammende ord. ”Korrektionen” består nemlig i, at tusindvis af maskiner, som der intet er i vejen med, skal ligge stille, samtidig med at tusindvis af dygtigt, sunde og raske arbejdere skal gå ledige. Ud fra kapitalisternes synspunkt er der ”for mange” maskiner, ”for mange” fabrikker, ”for mange” varer, ”for mange” bygninger, ”for mange” boliger, ”for mange” arbejdere og så videre. Alt det, som er forudsætningerne for at bringe samfundet fremad og gøre livet bedre, er der ”for meget” af ifølge kapitalismens syge logik.
Arbejderpartierne og krisen
I en sådan situation, hvor kapitalisterne er tvunget til at angribe arbejdspladser, levestandard og velfærd for at bevare og øge deres profitter, er arbejderpartierne nødsaget til at kæmpe imod, hvis velfærden skal forsvares. I det tidligere udspil fra Socialdemokratiet og SF var der nogle elementer, der pegede i denne retning, nemlig øget selskabsskat samt indførelse af en millionærskat. Desværre er dette blevet udvandet i det senere udspil Fair Løsning.
Hvis Socialdemokraterne og SF ønsker at forsvare arbejderne, børnefamilierne, vores udannelsessystem og velfærden, kan det kun ske i kamp mod kapitalisternes profitter. Det kan kun ske ved at man lader de folk, der sider på pengekassen, betale. De herrer, der sider på kapitalfonden, bankerne, på de store produktionsvirksomheder samt de såkaldte bygge ”entreprenører” har lurepasset og vil fortsætte med det, medens de fyrer folk og presser resten til at løbe hurtigere for at sikre deres profiter.
Det er disse folk, der har tjent profitter på vores bekostning gennem hele det såkaldte opsving. Det var dem, der sagde, at hvis vi fik del i kagen, ville der komme ”overophedning” og alt ville gå grueligt galt. I stedet skulle vi tage store lån og gældssætte os selv for at få systemet til at køre rundt.
Som vi forklarede dengang, var det rent sludder. Om noget har det gjort krisen værre, især for de unge børnefamilier, der ville give deres børn et god barndomshjem, de lærlinge, der måtte skyde en hvid pil efter en løn til at leve af, og alle andre, der har haft et ”overforbrug” ifølge trøffel-kaviar-smoothie-drikkerne.
SF må forsvare en klasselinje
Det må stå klart: de danske arbejdere har ikke 15 milliarder kroner til at betale for kapitalisternes krise. LO kan ikke skaffe 15 milliarder kroner. Idéen om at forlænge arbejdsugen med en time er fuldkommen absurd, især i den nuværende situation, hvor der er stor arbejdsløshed.
Der er kun ét sted, man med rimelighed kan hente de 15 milliarder kroner, og det er hos kapitalisterne, som selv under krisen forstår at mele deres kage. Hvis man vil forsvare velfærdssamfundet og efterlønnen kan det kun ske ved at angribe profitterne og investere de penge, som kapitalisterne gemmer i madrassen.
Villy Søvndal pointerede korrekt, at kapitalisterne og de borgerlige (inklusiv de radikale) ikke ønsker andet end død over efterlønnen. SF må tage konsekvensen af disse ord og følge op med at sige:
15 milliarder kroner fra arbejdsgiverne! Hvis kapitalismen ikke har råd til efterløn og velfærd, har vi ikke råd til den!
- Forsvar efterlønnen
Forsvar Velfærdssamfundet
Forsvar Socialismen i SF
