Året 2000 var i mange år et symbol for håb og fremskridt. Mange generationer så året som en milepæl for menneskeheden. Et årtusinde hvor udviklingen inden for videnskab og teknologi ville sætte menneskeheden fri til at udfolde sig ad nye uudforskede veje.

Men otte år inde i det nye årtusinde tegner der sig et dystert billede for fremtiden. Dette gælder i lige så høj grad i Danmark som i resten af verden. Den tydeligste og mest sensitive barometer for dette er ungdommen.

En ungdom med nedskæringer
Den nuværende generation af unge er blevet formet under specielle omstændigheder. Hele deres opvækst har været fulgt af et system i fremskreden forrådnelse. Denne generation har ikke oplevet nogen reelle forbedringer af velfærden.

Fra vuggestuen, til børnehaven og op i folkeskolen har dagens unge, hvert eneste år oplevet den ene forværring af deres forhold efter det andet.

Folkeskolerne presset
I folkeskolen klager flere og flere lærere over hvordan flere og flere opgaver skal udføres på den samme tid og med flere elever i hver klasse. Samtidig fører skolernes årligt faldende budgetter til at færre og færre elever kan få hjælpelærere eller andre former for speciel hjælp til deres problemer. På den måde kan små problemer vokse sig store.

Ifølge Københavns Lærerforening mener over 75 procent af lærerne i Københavns Kommune ikke, at de kan give de rigtige tilbud til elever med sproglige, faglige eller adfærdsmæssige problemer. 61 procent af lærerne mener ikke, at de kan udføre differentieret undervisning på grund af ressourceproblemer, for mange elever i klassen, at problembørnene tager ressourcerne og at de fysiske rammer er for dårlige.

Det er en ond cirkel, som reelt binder lærernes opmærksomhed på de værst stillede børn, og de par stykker der reelt har en chance for selv at lære stoffet. Der er ingen tvivl om, at lærerne strækker sig til det yderste. I Middelfart har Danmarks Lærerforening lavet en undersøgelse, der viser, at 20 procent af lærerne har haft brug for antidepressiv medicin eller psykologhjælp inden for de seneste par år. Resultatet er en ond cirkel, hvor flertallet af eleverne ikke får den støtte og opmærksomhed, som de har brug for.

Pres på alle fronter
De samme historier hører man om alle andre dele af de unges liv. I 1990’erne var der et loft på 28 elever i hver gymnasieklasse. Nu har 46 procent af 1. g klasserne over 28 elever. På handelsskolerne er det endnu værre. Mange år med taxameterstyring og nedskæringer har ført til, at der i 2005 var 34 elever i hver klasse i gennemsnit. Ifølge Landssammenslutningen af Handelsskoleelever er de fleste klasselokaler kun bygget til 24 elever.

På de tekniske skoler foregår undervisningen ofte med maskiner og udstyr, der for længst er forældet og udgået fra den produktion, som lærlingene skal deltage i til dagligt. Desuden er andele af lærerfri timer eksploderet i alle dele af uddannelsessystemet.

Håbløs fremtid under kapitalismen
Den borgerlige regering har konsekvent ført en politik, der støt men sikkert har undergravet forholdene for unge mennesker. Men ikke nok med det. De har også undergravet deres forhold i fremtiden.

Ud over nedskæringer i uddannelsessektoren er der også skåret i mulighederne for sociale ydelser for unge uden arbejde. I den næste periode, hvor der er økonomisk krise og stigende arbejdsløshed på dagsordenen, vil dele af ungdommen blive ramt hårdt.

Stigende frustrationer
Frustrationerne har over en længere periode hobet sig op og er begyndt at komme op til overfladen i forskellige enkeltepisoder med vold og hærværk. De borgerlige politikere forsøger at forklare disse hændelser som løsrevet fra de materielle forhold. Men de gør det kun for at dække over det kapitalistiske systems fallit. Volden, optøjerne og den hærværk, som hver dag udbasuneres i pressen, kan kun forklares på baggrund af arbejdsløshed, fattigdom, og social og etnisk diskrimination, der er blevet ophobet i årtier.

En ny rapport fra OECD om ulighed i forskellige lande konkluderer, at ” børn og unge [i Danmark, red.] har nu 25 procent større sandsynlighed for at blive fattige end befolkningen som helhed.” Denne generations unge vil ligeledes opleve at have lavere levestandard end deres forældre. Dette vil have en stor effekt på ungdommens bevidsthed.

Ungdommen går forrest
De seneste år har vi fået en forsmag på, hvad fremtiden vil bringe. Ungdommen er gået forrest i kampen mod den borgerlige regering. Det er dem, der har mærket forringelser og nedskæringer. Radikaliseringen blandt bredere og bredere lag af ungdommen har været mere og mere udpræget. Gymnasieelever, folkeskoleelever, lærlinge og universitetsstuderende har i demonstrationer gået forrest og kæmpet mod de borgerliges nedskæringspolitik.

I begyndelsen af marts 2007 så vi tusindvis af unge mennesker spontant gå på gaden da politiet ryddede Ungdomshuset. Det var et oprør, der gav udtryk for ungdommens ophobede frustrationer over den benhårde borgerlige politik, som ikke levner noget håb for fremtiden for ungdommen og arbejderklassen.

Ungdommen må organisere sig med arbejderklassen
Oprøret havde ikke et organiseret udtryk, som kunne kanalisere den vrede og utilfredshed, disse mennesker havde. Grunden til dette var, at arbejderbevægelsen ikke viste nogen reel vej frem Bredere og bredere lag af ungdommen vil miste troen på en sikker fremtid under kapitalismen. De vil bevæge sig igen og igen, og de vil bevæge sig for at ændre samfundet. Men for at kampene skal nytte og ikke få karakter af individuelle kampe, må ungdommen organisere sig i studenterbevægelse, fagbevægelse og i arbejderpartierne. Arbejderklassens og ungdommens eneste våben er enhed og massekamp.

Trotskij skrev i Overgangsprogrammet:

”Kun ungdommens friske begejstring og kampånd kan sikre de indledende sejre i kampen; kun disse sejre kan få de bedste elementer i den ældre generation til atter at betræde revolutionens vej. Sådan har det altid været, således vil det fortsat være.”