Kasper Bjering Søby Jensen, der er medlem af SF’s landsledelse, fremmaner i sin blog på Modkraft.dk i indlægget ”Bliver Enhedslisten en Løkke om Helles hals?” et dystert fremtidsscenarium for en kommende S-SF regering.

Kasper tager os med til tiden tre uger, 10 timer og 12 minutter efter at Lars Løkke udskrev valg – her er nu flertal for at danne en S-SF-R mindretalsregering med støtte fra Enhedslisten.

I Kaspers ”dystopi” vil Enhedslisten, efter den nye regering er dannet, afvise enhver forhandling, hvilket vil skubbe den nye regering i armene på forlig med Venstre, og i sidste ende vil Enhedslistens afvisning af kompromisser føre til, at Helle Thorning er tvunget til at udskrive valg, hvor SF bliver halveret, S-SF og R mister deres flertal, Enhedslisten ryger ud af Folketinget. Der dannes en ny borgerlig regering, denne gang med deltagelse af Dansk Folkeparti.

”Hårde beslutninger”
Kaspers fremtidsscenarium bør tages op af alle, der ønsker en ny regering, ikke mindst SF’s medlemmer og vælgere. For først og fremmest siger Kaspers indlæg noget om, hvad toppen i SF mener, der kommer til at ske, når SF kommer i regering.

Kasper skriver i sin opfølgning på diskussionen af hans blogindlæg, at spørgsmålet er, ”om Enhedslisten vil eller ikke vil være med til at tage de hårde beslutninger, som gør ondt.”

Det er præcis her, hunden ligger begravet. Hvad Kasper siger, er, at SF i en kommende regering med Socialdemokraterne og de Radikale vil gennemføre ”hårde beslutninger”, med andre ord at gennemføre nedskæringer og andre forringelser, som for eksempel længere arbejdstid.

Forberedelse til katastrofe
Vi har i Socialistisk Standpunkt flere gange forklaret, hvorfor vi mener, at SF må afvise at deltage i regering på grundlag af Fair Løsning, fordi det som program ikke kan andet end at betyde nedskæringer. Fair Løsning lægger langt størstedelen af regningen for kapitalismens krise på arbejderklassen og ungdommens skuldre.

Deltager SF i en regering, der skærer ned, vil det føre til katastrofe for SF. Ansvaret for en sådan katastrofe ligger ene og alene på Kasper og resten af SF-toppens skuldre. (Der i parentes bemærket har ekskluderet op mod 20 marxister, der støtter Socialistisk Standpunkt, som netop går hårdt imod denne politik).

Kaspers indlæg er et led i et forsøg fra toppen i SF på at forberede partimedlemmer og vælgere på, at fremtiden kan se grum ud, og at fralægge sit eget og partiets højrefløjs ansvar for den fremtidige katastrofe.

Erfaringen fra Norge
I en ny meningsmåling er SF’s norske søsterparti, Sosialistisk Venstreparti røget under den norske spærregrænse på fire pct., efter at de ved valget i 2001 fik 12,5 pct. af stemmerne, og i flere meningsmålinger i starten af 2005 fik op mod 20 procent af stemmerne, hvorefter de faldt til 8,8 ved valget i efteråret 2005. Nedgangen fortsatte, efter de i 2005 gik i regering med Arbeiderpartiet, og ved valget i 2009 faldt SV yderligere til 6,2 pct. Koalitionen i Norge er blevet fremhævet som model af Kaspers kammerater. ”Den norske valgsejr er en rigtig fin nyhed for centrum-venstre i Danmark. Når de kan slå højrefløjen i Norge, så kan vi vel også gøre det her i landet,” sagde Villy Søvndal til Politiken efter valget i Norge i 2009. Det kunne være interessant at høre, hvilke konklusioner Kasper drager heraf?

Et håb, der brast
Obamas valgkamp har fungeret som en stor inspiration for toppen i SF, men heller ikke her kan SF hente meget trøst. I tirsdagens midtvejsvalg i USA ser det ud til, at republikanerne vinder flertallet. Obamas popularitet er i frit fald. Der blev skabt et hype omkring Obama, da han blev valgt til præsident. Denne hype blev skabt, fordi han lovede amerikanerne forandring – at alt ville blive anderledes. Denne forandring er ikke kommet, han har ikke løst nogen af den amerikanske arbejderklasse eller ungdoms problemer.

Med den kapitalistiske krise som hele verden står i er nedskæringer og angreb uundgåelige, lige gyldig hvilken regering der er på magten, hvis man ikke vil udfordre kapitalisterne på grundlæggende områder, som den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Det gælder I USA såvel som I Danmark. Netop derfor er Obamas popularitet i frit fald. Og netop det samme vil ske for SF. De danske arbejdere og unge har kæmpe forhåbninger til en ny regering og ikke mindst SF. Hvis ikke, SF opfylder disse forhåbninger, vil det føre til samme skuffelse. Læser man Kaspers indlæg, er det tydeligt, at toppen i SF forbereder sig på at skuffe, at ”tage de hårde beslutninger”, når der ”mangler penge i kassen”.

De borgerlige er svage
Kasper har helt ret i det perspektiv, som han opridser; at skuffer en kommende regering med SF-deltagelse, vil det bane vejen for en endnu hårdere højreorienteret borgerlig regering. Det er præcis det, som borgerskabet ønsker: en regering med arbejderpartierne, der kan gennemføre de ”nødvendige” nedskæringer, som de ikke selv er stærke nok til at gennemføre, miskreditere sig selv og bane vejen for en endnu hårdere borgerlig regering.

Det er den katastrofe, som SF må undgå. SF’s ledelse, Kasper inkluderet, bærer et stort ansvar for at sikre et helt andet fremtidsscenarium. Det er det nuværende flertal i SF’s ledelse og folketingsgruppe, der sidder med nøglen.

For hvert princip, SF-toppen opgiver, for hver indrømmelse, desto længere til højre går de borgerlige, og desto længere til højre vil højreledelsen i Socialdemokratiet trække den kommende regering.

Enhedsliste-top trækker også til højre
Ghettoudspillet viste klart denne proces. S og SF kom med et udspil, der fik selv Københavns politimester til at kritisere forslaget for at være for hårdt. Hvad skete der? Det fik regeringen til at komme med et endnu hårdere forslag og Dansk Folkeparti til at komme med endnu mere rabiate udtalelser, end man nærmest troede muligt, om forbud af paraboler for visse befolkningsgrupper og lignende.

Kasper fremstiller det som negativt, hvis Enhedslisten står fast på sine principper, men ville da netop være positivt, selvom nylige begivenheder har vist, at det langt fra er sikkert, at ikke også toppen af Enhedslisten lader sig trække med til højre (hvilket vi har beskrevet i en anden artikel). SF må stå fast på sine principper, føre en valgkamp på baggrund af denne politik og derigennem sikre sig så stor opbakning som muligt. Selvfølgelig skal der efterfølgende indgås forlig, som må baseres på partiernes styrkeforhold. Men hvis SF fremlægger en plan for en regering uden nedskæringer, med fordeling af arbejdet, stop for krigsdeltagelse og så videre, vil det appellere kraftigt til Socialdemokratiets medlemmer og vælgere, der vil lægge pres på deres egen ledelse.

Afviser SF regeringsdeltagelse med den begrundelse, at regeringsgrundlaget betyder nedskæringer på arbejderklassen og ungdommen, vil det udstille S-toppens politik for S-medlemmerne.

Gør SF ikke dette vil Kaspers dystopi blive en realitet, ikke på grund af Enhedslisten, men netop på grund af den højredrejning, Kasper og co. selv står i spidsen for. I parentes bemærket en højredrejning der foregår fra toppen i SF, og ikke blandt SF’s medlemmer. Det er SF-toppens højredrejning, der vil ende med at blive en ”Løkke om Helles hals” og ikke mindst SF’s egen hals.