Historien er fuld af begivenheder, som viser arbejderklassens enorme styrke. Desværre skjules og fordrejes disse ofte af borgerlige historikere. Men ikke desto mindre må alle som ønsker at ændre samfundet studere og lære af arbejderklassen erfaringer, både i Danmark og resten af verden.

En af de store, vigtige begivenheder er majdagene i Frankrig i 1968. 10 millioner arbejdere gik i strejke. Det var historiens største generalstrejke og den viste arbejderklassens enorme styrke og viste potentialet for, at arbejderne i Europa kan tage magten.

Millioner af arbejdere i et af de mest udviklede kapitalistiske lande i verden lavede historiens største generalstrejke midt i et stort økonomisk opsving. Arbejderne kan lave store protester når de står overfor forringede forhold, men selv når der er økonomisk opsving, kan kapitalismen ikke skabe ordentlige forhold for arbejderne og derfor kan arbejderne, som i Frankrig 1968, gå i kamp under opsving i økonomien.

Kapitalister i hele verden så med stor angst på begivenhederne i Frankrig. For dem var det en brat opvågning, efter efterkrigstidens boom i økonomien og fremgang og tilsyneladende tilfredshed alle vegne. Frankrig stod i maj 1968 i en situation, som udviklede sig revolutionært, derfor kunne man både i Times og The Economist læse, at revolutionen nu igen stod for døren.

Studerende på gaden

Mange borgerlige historikere prøver at fremstille maj 1968 oprøret udelukkende som et studenteroprør. Det er fuldstændig forkert, men det er rigtigt at det var de franske studerende som begyndte oprøret.

Universiteterne både i Frankrig og mange andre europæiske lande, var op gennem 60’erne blevet åbnet op for den lavere middelklasse og arbejderklassen, hvilket var medvirkende til at de Franske studenter havde været på gade flere gange op gennem 60’erne bl.a. mod krigen i Algeriet og Vietnam.

I en uges tid op til den 2. maj havde der på universitetet Nanterre været en række sammenstød mellem ekstreme højreorienterede studerende og studerende som demonstrerede imod Vietnam-krigen, hvilket medførte at rektoren den 2. maj besluttede at lukke universitetet. Dagen efter var der indkaldt til et fredeligt møde på universitetet Sorbonne som protest mod lukningen. Universitetets autoriteter brugte rygter om angreb fra højrefløjen som undskyldning for at tilkalde politiet for at lukke mødet. Det franske politi intervenerede aggressivt i det, som udviklede sig til regulære kampe og arresterede 600 unge studerende som havde deltaget i mødet og i kampene. 

Over de næste par dage voksede protesterne og demonstrationerne for løsladelse af de arresterede. Den 6. maj var over 60.000, primært elever og lærer, men også unge arbejdere, i demonstration. De blev mødt med voldsomme politiaggressioner og tåregas. Stemningen imod politiet var enorm både blandt studerende og resten af den franske befolkning.

Befolkningens opbakning

Opbakningen fra befolkningen var ikke til at tage fejl af og tog til i styrke; for hver dag voksede demonstrationerne, med fortsatte politiaggressioner til følge. Den 10. maj omringede politiet demonstranterne i Latinerkvarteret. Demonstranterne opsatte barrikader for at beskytte sig mod politiet. Kravene var: politiet ud af gaderne, genåbning af Sorbonne og løsladelse af de arresterede.  

barrikade_10-11majGadekampene den 10. maj blev kendt som "barrikadernes nat".

 

Kravene blev afvist og CRS, det særlige og brutale franske ”uro-korps” blev sat ind imod demonstranterne. De fyrede tåregas ind i tilfældige butikker og cafeer og nægtede at lade Røde Kors passere for at samle sårede op bag ved politiets blokader. Det var tydeligt at regeringen var gået for langt i kampen mod de studerende, og befolkningen var rasende.

Nedskæringer trods opsving

Selv om der havde været økonomisk opsving i en årrække og folk generelt var blevet rigere, var der stadig en stor del arbejdere som ikke mærkede opvinget. Hele samfundet var gennemsyret af modsætninger, som blev stadig større og dybere under opsvinget. Staten begyndt at skære ned, man stod bl.a. overfor at skulle skære voldsomt ned på sundhedssektoren og andre ydelser, og samtidig steg arbejdsløsheden voldsomt.

De som var på arbejdsmarkedet blev presset hårdere og hårdere og på trods af den ved lov fastsatte arbejdsuge på 40 timer, havde arbejderne i gennemsnit 45 timers arbejde om ugen. Især var bilfabrikkerne slemme. Her arbejde mange tusinde arbejdere hver dag under horrible forhold, tilsvarende det man i dag ser fra tekstilfabrikkerne i Kina. Arbejderne måtte ikke tale sammen heller ikke når de havde fri, hvor mange af dem var tvunget til at bo på fabrikkens hostels, hvilket var en slags hjem hvor de spiste og sov. Fabrikkerne havde ydermere deres eget interne og hemmelige politi og arbejde blandt arbejderne og skulle finde frem til mulige uromagere eller fagforeningsfolk, og rapportere så disse kunne fyres omgående.

Kamptraditioner

Op gennem 60’erne havde tusindvis af franske arbejdere været involveret i en lang række af kampe for bedre forhold. Især de store bilfabrikker var præget af uro op gennem 60’erne.

I perioden fra begyndelsen af marts til begyndelsen af maj, havde der været 80 tilfælde af én eller anden form for fagforeningsmæssig kamp. Og der var allerede før begivenhederne tog fart arrangeret demonstrationer for social sikkerhed og imod arbejdsløshed.

Selv de først dage af maj var præget af spredte arbejdsnedlæggelser i forskellige industrigrene. Man talte allerede på dette tidspunkt om en før-revolutionær situation i Vestfrankrig, hvor omkrig 100.000 var på gaden for bedre forhold i deres region af landet.

Potentialet for en gigantisk eksplosion i arbejderbevægelsen var overvældende.

Begivenhederne tager fart

Efter politiets voldsomme fremfærd mod de studerendes demonstration, ville fagforeningslederne lette presset fra de vrede arbejderne og indkaldte derfor til 24-timers generalstrejke imod politiets aggressioner, startende mandag d. 13. maj.

De store fagforbund (CFDT og CGT) havde i første omgang været imod demonstrationerne men grundet presset fra medlemmerne var lederne nødt til at ændre deres syn på kampene. De håbede at de ved at indkalde til generalstrejke i 24 timer, kunne lukke tilstrækkeligt luft ud af ballonen til at få arbejderne under kontrol igen. Også lederne af de kristelige fagforeninger, følte presset fra medlemmerne og var nødt til at støtte op om generalstrejken.

demo_13maj-01
Efter studenternes kampe blev fagbevægelsens ledere presset til at indkalde til generalstrejke

Dette fik præmiereministeren til at erklære Sorbonne genåbnet og løslade alle de arresterede studenter. Det var en stor indrømmelse til kampen, men på dette stadie i kampen var det allerede for sent. Der var åbnet for sluserne i arbejderbevægelsen.

Massemobiliseringer

Om morgenen den 14. maj, dagen efter demonstrationen var 200 arbejdere i strejke, primært unge metalarbejdere fra en fabrik hvor der i forvejen var mange strejker. Derfra spredte strejkerne sig og panikken blandt fagtoppen voksede. De kunne se at kampen var uden for deres kontrol, så for at få arbejderne under kontrol linkede de strejkerne sammen med krav om højere løn og bedre arbejdsforhold. Strejkerne spredtes fortsat, således at der den 19., fem dage senere, var to millioner arbejdere i strejke og den 21. strejkede 10 millioner arbejdere, verdenshistoriens største generalstrejke.

Især bilindustriarbejdernes deltagelse gjorde at det for alvor blev store strejker. På mange af disse fabrikker låste man simpelthen direktøren inden, hvis han ikke makkede ret. Og så besatte man fabrikken og hejste det røde flag. Disse var fabrikker placeret omkring Paris, men hurtigt spredte fabriksbesættelserne sig til alle dele af Frankrig og til alle industrier.

Arbejderstyre i Nantes

Ud over at vise hvor magtfuld arbejderklassen er, giver Majbegivenhederne i Frankrig også et praj om hvad der kan lade sig gøre under en revolution. Vi ser tydeligt at arbejderklassen kan overtage og organisere hele samfundet, at der ikke er brug for kapitalisterne til at kontrollere og styre.  

I provinsen Nantes var de fleste store fabrikker og alle skoler og offentlige institutioner besatte. Der blev opsat komiteer, ikke fordi nogen kom og sagde at arbejderne skulle, men fordi det var konkret behov der opstod, for at organisere sig. De forskellige komiteer på skolerne, på fabrikkerne, i transporten osv. blev kædet sammen og holdt planlægningsmøder med repræsentanter fra de forskellige komiteer. Dette råd, bestemte alt i byen. Det bestemte hvem som skulle have benzin for at kunne køre madvare og syge på hospitalet og det opsatte de blokader som det mente var nødvendigt.

Også alle fødevare som blev solgt i Nantes var under arbejdernes kontrol. Fra skolerne solgtes alle basale fødevare, som blev hentet fra landbrugene rundt i området. Og da man ikke havde nogle mellemmænd kunne man skære priserne voldsomt ned. Nogle små butikker fik lov at holde åbent, men hver dag, kom der kontrollører fra den fælles komite og holdt øje med at de ikke solgte varerne dyrere end man gjorde på skolerne. 

Børnehaver blev improviseret, noget som ellers ikke var udbredt i Frankrig, og man improviserede fattighjælp i form af mad til de fattigste familier.

Forholdet til bønderne er afgørende i en revolutionær situation, da det er disse som producerer fødevarer. I Nantes gjorde man alt hvad man kunne for at strejkerne ikke skulle gå ud over bønderne og deres besætning. Man sørgede for mad til dyrene og elektricitet til malkemaskinerne. Og da man afholdt demonstration i Nantes, gik bønderne side om side med arbejderne.

Det giver et meget godt billede af hvad der vil kunne ske og også hvad der kan lade sig gøre under en revolution.

Middelklassens standpunkt

Omkring 80 procent af de studerende på universitetet var børn af middelklassen. Det betød også, at strejkerne ikke bare spredte sig til arbejderklassen, men også til de studerendes forældre. Der var strejker blandt læger og hele hospitaler var besatte og blev kørt af komiteer og et andet eksempel kunne være de 10.000 ansatte på et atomforskningscenter, som nedlagde arbejdet.

Man så diskussioner blandt forfattere og musikere og billedkunstnere, på måder man ikke havde set tidligere. Der blev lavet kunst i den korte periode omkring begivenhederne, som var helt ulig noget andet man før havde set. Det skete fordi alle lag af samfundet oplevede en ny tro på en bedre fremtid og gejst for at skabe noget nyt. Kunst blev udstillet på fabrikker for arbejderne, og musikgrupper turnerede til besatte fabrikker og underholdt strejkende arbejdere.

Revolutionær situation – regeringen i panik

Den 29. maj stod man i en situation, som The Economist beskrev meget godt ved at sige: ”Strejkerne har opnået en fuldkommen politisk karakter, som er i stand til at vælte regimet… under ingen omstændigheder vil selv det mest generøse tilbud blive accepteret.”

Der var kæmpe modsætninger mellem regeringen og arbejderne, og der så ikke ud til at være nogen mulighed for forsoning. Kun fagforeningslederne var villige til at forhandle med regeringen, da også de ønskede at kampene skulle stoppe.

Så i ikke mindre end to dage og nætter forhandlede arbejderbevægelsens ledere med regeringen og kom ud med et tilbud til arbejderne. Det indeholdt bl.a. indrømmelser på 10 procent lønstigninger til alle arbejdere og tilbud om at de strejkende ville få halv løn i den periode de havde strejket.

Det var indrømmelser som lederne tidligere end ikke turde drømme om. Det var ene og alene fordi kampene var tilspidset så meget som de var, at arbejderne fik tilbudt større lønforhøjelser. Det beviser at revolutionær kamp er den bedste og mest effektive måde at få gennemført reformer på.

Men i den situation man stod i, hvor arbejderne reelt havde overtaget i kampen og hvor de ikke følte, at hverken deres egne ledere eller de valgte politikere repræsenterede dem, blev lederne buhet ud ved hvert eneste møde og på hver eneste fabrik hvor de fremlagde forligsforslaget.

Krav om arbejderregering

Ved flere møder, hvor fagforeningslederne mødte op, råbte arbejderne i stedet på en folkeregering. En folkeregering ville i den givne situation være en arbejderregering. Det var klart, at de indrømmelser de fik nu, ville blive trukket tilbage når alt var faldet til ro igen. Arbejdernes krav var en regering som ville føre en politik til gavn for flertallet og som ikke var styret af den herskende klasse.

Renault_Boulogne-Billancourt
Arbejderne på bilfabrikken Renault-Billancourt i Boulogne var i front under generalstrejken. Her et foto fra et møde på fabrikken.

I regeringen og hele den herskende klasse var der splittelse. Nogle dele af den herskende klasse ønskede at gennemføre markante reformer, for at holde arbejderklassen i ro. Andre dele talte for en total undertrykkelse af hele arbejderklassen, om det så betød at militæret måtte sættes ind. I begge tilfælde var formålet at undgå at kapitalismen i Frankrig blev væltet, og at kampene skulle spredes til andre lande.

Manglende ledelse

Men uanset hvad den herskende klasse ville gøre for at undgå revolution, er det afgørende at forstå at for, at en revolution kan gennemføres må der være en bevidst ledelse som er parat til at føre kampene fremad. Det var der ikke i Frankrig 1968.

I Frankrig var der Kommunistpartiet, som var et traditionelt arbejderparti i Frankrig, og som burde have ledt arbejderne. Kommunistpartiet kunne have samlet parolerne, strejkerne og kampene og sammenkædet dem med socialisme og overtagelse af magten. Men kommunistpartiet i Frankrig ville, hvor ironisk det end kan lyde, ikke have et socialistisk Frankrig. De gjorde alt hvad de kunne for at aflede kampen fra spørgsmålet om magten. De fremsatte udelukkende økonomiske krav om højere løn og bedre arbejdsvilkår, men det var ikke det som var spørgsmålet på dette tidspunkt. Det var spørgsmålet om hvem der skulle lede landet, som var på dagsordenen.   

På denne måde, med undskyldninger, tøven og afledning af kampen, smed kommunistpartiets ledere den historiske mulighed væk.

Havde der i Frankrig 1968 eksisteret en stærk marxistisk tendens inden i masseorganisationerne, kunne den have ført kampen inde i de traditionelle arbejderpartier og fagforeningerne, og situationen kunne have udviklet sig anderledes.

Potentialet tabt

Mulighederne for en socialistisk omvæltning var til stede i Frankrig. Også internationalt, stod de franske arbejdere ikke isolerede. Der var betydelige arbejdsnedlæggelser i bl.a. England, Italien og Spanien i solidaritet med de franske arbejdere. En del af forklaringen på Kommunistpartiets passivitet er, at Sovjet i 1968 var under stalinistisk herredømme. Det sovjetiske bureaukrati var bange for at de franske arbejdere skulle begynde en socialistisk omvæltning, som ville sprede sig til resten af Europa, og true stalinismen i østblokken.

Men i hvert fald, så stod man den 29. maj i en sprængfarlig situation. To tredjedele af arbejdsstyrken var i strejke. De Gaulle vidste ikke sit levende råd og forlod Paris i helikopter. Frankrig sod reelt uden regering. Men stadig rørte arbejderlederne ikke på sig for at tage magten.

Arbejderne havde sådan set magten, men den politiske magtovertagelse kommer ikke af sig selv. Den skal arbejderne tage, som en bevidst handling. Men der skete intet, så den 30. maj kom De Gaulle tilbage. Han havde været i Frankrig og talt med sine generaler. Han sagde at ”landet er truet af kommunistisk diktatur”, så derfor måtte han opløse parlamentet og at et nyt valg ville finde sted midt i juni. I mellemtiden skulle alle genoptage arbejdet ellers ville ”de nødvendige midler blive taget i brug”.

Samme eftermiddag var omkring en millioner reaktionære samlet til demonstration i Paris og på ringvejen omkring byen var militæret med kampvogne klar til at rykke ind.

Kommunisterne kunne så let som ingenting have taget magten, men i stedet hilste lederne De Gaulles forslag velkommen. Det kom til at betyde, at de ikke foretog sig noget imod, at CRS blev sat ind mod fabrikkerne og bankede arbejderne på plads. Arbejderne blev tvunget til at genoptage arbejdet uden at have fået noget ud af kampene. Det ført til en kæmpe desillusionering i hele arbejderbevægelsen. De havde reelt haft magten, men var blevet svigtet af deres ledere da der var allermest brug for dem.

Ved valget i juni mistede Kommunistpartiet en tiendedel af stemmerne og dermed halvdelen af sine parlamentsmedlemmer. Gaullisterne fik 1,2 mio. flere stemmer end ved forrige valg og vandt altså igen. Resultatet skyldes massernes frustrationer over at arbejderlederne inklusive Kommunistpartiet ikke ville lede arbejdernes kamp.

Kapitalismen selv skaber situationer som den i Frankrig 1968. Arbejderne vil gang på gang, selv når der er opsving i økonomien rejse sig til kamp mod det system som hver dag undertrykker og udsulter dem. Hvornår situationerne opstår, kommer an på mange faktorer så som de økonomiske forhold og masseorganisationernes ledelser. Men Frankrig 1968 viser klart og tydeligt at det er nødvendigt med en velforberedt marxistisk ledelse inde i arbejdernes traditionelle masseorganisationer. Det viser, at det er fuldkommen nødvendigt at opbygge en marxistisk tendens både i Frankrig og i alle andre lande.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.