Toppen af den egyptiske hær har overtaget styringen af landet, og mens de lover en overgang til “demokrati” på et tidspunkt, bekymrer de sig mere for, hvad de på kort sigt ser som “kaos og uorden”. Det er ikke bare demonstrationerne, der har grebet alle de større byer i Egypten, men noget der i deres øjne er endnu farligere; den voksende strejkebølge.
Ifølge de seneste rapporter har tusinder af offentligt ansatte, inklusiv ambulancechaufførerne og transportarbejderne været ude og protestere for bedre lønninger og forhold. Selv det almindelige politi er blevet påvirket af denne nye stemning med arbejdermilitans. Omkring 200 af dem har været ude og demonstrerede og kræve bedre lønninger. Olie og gasarbejderne har protesteret såvel som arbejderne i den nationale stålindustri og i tekstilindustrien, telecom, jernbanerne, postkontorerne, bankerne, olie og medicinalvirksomhederne. Selv arbejderne indenfor turistindustrien afholdt en protest tæt på de store Pyramider.
Hundrede af bankansatte samledes udenfor en afdeling af Bank of Alexandria i Kairo. De krævede at deres chef gik af. Tarek Amer gik som konsekvens af som formand for den statsejede National Bank of Egypt, landets største kommercielle bank. Det kom efter, at vrede arbejdere forhindrede ham i at nå sit kontor. Strejkebølgen har været så stor blandt de bankansatte, at militæret erklærede mandag for fridag, og dermed håbede, at kunne afspore strejkebevægelsen.
Militæret overvejer at forbyde strejker
Som svar til den stigende militans blandt arbejderne, forberedte det egyptiske militær ifølge Al Jazeera ”at forbyde strejker og skride ind imod ’kaos og uorden’ i et forsøg på at genoprette ordenen i landet efter ugevis med protester, der førte til, at præsidenten Hosni Mubarak blev væltet. En militærkilde sagde, at militærets Højeresteråd ville udstede en ordre mandag [14. februar], der ville forbyde møder holdt af fagforeningerne og professionelle syndikater, effektivt forbyde strejker og som ville fortælle alle egyptere, at de skulle vende tilbage til arbejdet.” (Al Jazeera, 14. februar)
Den samme artikel fortsatte:
“Tidligere sagde de pro-demokratiske demonstranter på pladsen [Tahrir], at hæren havde fortalt dem, at de skulle forlade pladsen, ellers ville de blive arresteret. Imens beordrede hæren Al Jazeera og andre internationale medier til at stoppe med at filme på pladsen.”
Det giver en klar indikation af, hvad hæren nu forsøger. Det er, hvad der menes med en ”kontrolleret overgang” til demokrati. Som Al Jazeeras James Bays sagde i en rapport fra Kairo: ”Jeg tror, at militæret er bekymret for at dette kunne blive til en række protester over hele landet. Hvor det skete, ville den eneste vej til at stoppe dem højst sandsynligt være gennem brug af magt. Og hvis de bruger magt, vil det sætte en stopper for den respekt og legitimitet, som hæren har i almindelige menneskers øjne.”
Det begynder allerede at ske nu, i takt med at masserne kan se, hvad hærcheferne laver. De føler, at revolutionen kan slippe ud af deres hænder og over til det gamle regimes mænd, med mindre de aktivt intervenerer for at forhindre det. Det forklarer også, hvorfor militæret har måttet trække i land på forbuddet mod strejker.
I al dette kan vi se, hvordan hærens Højesteråd, sammen med de borgerlige “oppositions” ledere, er bekymrede over, om Mubaraks fald slipper klassekræfter løs, der går langt ud over de rene krav om demokrati. Vi må huske, at for arbejderne betyder demokrati større rettigheder, såsom retten til at organisere sig, til at forsamles og til at strejke. Disse rettigheder længes arbejderne efter for at blive i stand til at kæmpe for bedre lønninger og forhold.
Netop fordi dette minimum af demokratiske rettigheder er de basale betingelser, der tillader arbejderne at udtrykke sig og organisere sig frit, er de ikke parate til at uddelegere al magten til hærledelsen. Lad os ikke glemme at det er det samme militær, der tjente Mubarak vel under hans 30-årige diktatur.
Præcis som arbejderne ikke stoler på militæret, ser generalerne med uro på den rolle, som den egyptiske arbejderklasse har spillet. Da det blev tydeligt, at Mubarak forsøgte at manøvrere for at forblive ved magten trods masseprotesterne, der rystede landet, besluttede arbejderne i fabrikkerne, at det var på tide at gøre deres tilstedeværelse bemærket. Generalerne forstår fuldt ud, at det, der gav Mubarak det endelige skub, var, da arbejderne begyndte at organisere sig som en klasse og begyndte at gå i strejke og i nogle tilfælde overtage deres arbejdspladser.
Men arbejderne vil gøre modstand
Nu vil de selvsamme arbejdere ikke stille sig tilfreds med løfter alene om en eller anden form for overgang til demokrati. De fremfører alle deres sociale og økonomiske krav. Det forklarer den strejkebølge, der har grebet landet. Arbejderne ønsker bedre lønninger, bedre arbejdsforhold, sundhed, pensioner, anstændige boliger. Det er de selvsamme problemer, der var roden til revolutionen.
Ironisk nok for det egyptiske borgerskab var det selve den egyptiske økonomiske ”succeshistorie”, der har ført til denne situation. Den egyptiske arbejderklasse er blevet styrket enormt af det sidste årtis opsving. Siden 2003 er det egyptiske BNP vokset med gennemsnitlig 5,5 procent om året, nogle år er det endda nået op på mere end 7 procent. Det har betydet åbningen af mange nye fabrikker. Og det har igen øget antallet og vægten af arbejderklassen.
Men det økonomiske opsving gavner ikke nødvendigvis alle klasser lige. Der var en stigende social polarisering, der før eller senere måtte føre til en konfrontation mellem klasserne. Denne eksplosion havde været under forberedelse i nogen tid. I de sidste par år har vi været vidne til den største strejkebølge i Egypten siden slutningen på Anden Verdenskrig.
Vi har rapporteret om dette i de seneste år, som for eksempel i Egypt: The victory of Mahalla workers exposes the weakness of Mubarak’s regime (af Frederik Ohsten og Francesco Merli, 4. oktober 2007 og Unprecedented strike wave of Egyptian workers (af Jorge Martin, 23. april 23, 2007). Vi har konsekvent forklaret, hvordan den voksende uro blandt arbejderklassen før eller senere ville føre til revolution. Den er nu kommet, og efter at have fået en fornemmelse af deres egen magt, går arbejderne ikke bare tilbage til deres arbejde, som om alt nu er løst, blot fordi Mubarak ikke længere sidder på magten.
Hærens officerer udfylder magttomrum
Problemet i Egypten er, at som revolutionen udfoldede sig, opstod der et magttomrum, hvori arbejderne dukkede magtfuldt frem, men fordi de manglede deres eget bevidste og organiserede parti, var de ikke i stand til at udfylde tomrummet. På den anden side kunne den herskende borgerlige elite ikke holde bevægelsen tilbage og derfor trådte militæret ind og udfyldte dette tomrum.
Hvordan var det muligt? Hvordan kan det være, at generalerne fra Mubaraks regime har været i stand til at påtage sig denne rolle? Svaret kan findes i den måde, som revolutionen udfoldede sig på. Alle revolutioner i historien har haft en effekt i hæren, grupperne af bevæbnede mand, som Engels beskrev dem.
Bertold Brecht skrev i sit berømte of ofte citerede digt, “Tysk krigs-ABC”: ”General! Din tank er en stærk vogn. Den knækker en skov og knuser hundrede mennesker. Men den har en fejl: Den kræver en fører. […]General! Mennesket er meget brugbart. Det kan flyve, og det kan dræbe. Men det har en fejl: Det kan tænke.”
Disse linjer fremhæver det dilemma, som de egyptiske hærledere stod overfor under masseopstanden, der startede d. 25. januar. Millioner af arbejdere, mænd og kvinder, og unge kom ud på gaden, opmuntret af hvad der skete i Tunesien blot et par dage forinden. Tunesien viste, at selv den mest despotiske diktator kan væltes, når først masserne bevæger sig i afgørende grad.
Når sådan en massebevægelse starter, begynder den at gøre et indtryk på de unge mænd, der udgør statens undertrykkende apparat. Under normale omstændigheder holder frygten for at blive disciplineret af de højerestående officerer hæren sammen, under den strenge kontrol fra de øverste kommandanter i toppen. Ikke at adlyde ordrer betyder at blive straffet hård. Men denne kontrol bryder sammen, når almindelige soldater ser deres brødre og søstre, mødre og fædre, venner og naboer strømme ud i gaderne i protest. De begynder at tænke!
Soldaterne er trænet og uddannet i den ide, at deres rolle er at forsvare “fædrelandet” og dets folk. De er ikke uddannet i ideen om, at deres opgave er at skyde på deres eget folk. Når en revolution bryder ud, kommer hæren derfor under enormt pres. På den ene side er det den borgerlige stats hær og skal derfor forsvare den borgerlige orden. På den anden side består den af unge mænd, der kommer fra de samme klasser som folket i gaderne, og som derfor kommer under pres til at fraternisere med masserne.
Fraternisering
Det er, hvad vi så under den egyptiske revolution. Den 28. januar, da masserne var ude på Tahrir-pladsen, rapporterede nyhedsbureauerne, at hæren var blevet sendt ind på pladsen. I starten må generalerne have haft en illusion om, at det måske kunne ende bevægelsen. Men det var ikke muligt, som vi hurtigt fandt ud af så snart billederne fra Tahrir pladsen ramte vores TV-skærme. Soldaterne gik ind på pladsen, mens de vinkede til masserne, og krammede og kyssede demonstranterne. De fortalte folket på pladsen, at de var der for at beskytte dem. I stedet for at hæren overtog pladsen, overtog folket hæren! De fraterniserede på samme måde, som vi har set det i revolutioner gennem historien.
Det forklarer, hvorfor hærledelsen udsendte udtalelsen om, at hæren ikke ville skyde på folket. Faktum er, at hvis officererne havde givet ordre til at skyde, ville de have stået overfor oprør i deres egne rækker, ikke bare fra de menige soldater, men også fra mange lavere og mellemstående officerer og endda fra nogen af de mere højtstående. Hæren ville være splittet på klasselinjer, og revolutionen ville være gået meget længere, end den har gjort indtil nu.
Hvis nogen ønsker beviser, er det nok blot at citere en enkelt artikel:
“Den 4. februar, dagen med den mest forfærdelige brutalitet fra politiet/bøller på Tharir pladsen, bemærkede mange kommentatorer, at militæret forsøgte at stoppe bøllerne, men at de ikke var særlig kraftfulde eller aggressive. Var det et tegn på, at militæret i virkeligheden ønskede, at demonstranterne skulle smadres? Siden har vi fundet ud af, at militæret på pladsen ikke var udstyret med patroner. Militæret forsøgte det bedste de kunne, at bekæmpe politiet/bøllerne, men Suleiman havde taget deres patroner fra dem af frygt for, at militæret ville gå over på demonstranterne side og bruge ammunitionen til at vælte ham”.(Why Egypt’s Progressives Win, offentliggjort i Jadaliyya) [vores kursivering, egen oversættelse]
Artiklen Egypt army to shoot commanders? fra Press TV den 10. februar bekræfter Suleimans frygt. Den rapporterer om en aktivist i Egypten, der sagde: ”jeg tror, at nogen af dem (hærens personel) måske vil gå med demonstranterne. Vi har hørt nogen af officererne og soldaterne sige, at ’hvis vi får ordre om at skyde folk, vil vi skyde hvem end, der udstedte ordren’.”
Da Mubarak sendte sine lejebøller ind den 2. februar var målet helt klart at slå revolutionen tilbage, intimidere de revolutionære og ændre magtbalancen tilbage til regimet. I stedet havde det den modsatte effekt. Havde regimet forsøgt at bruge hæren til at smadre folket, var det kollapset samme dag, og hærledelsen ville også have været færdige.
Men hvad lavede hæren den 2. februar? Hærledelsen samarbejdede tydeligvis med Suleiman. Ordren lød på ”ikke at blande sig” og dermed tillade Mubarak-tilhængernes bøller at gå ind på pladsen og angribe anti-Mubarak demonstranterne. De almindelige soldater på pladsen forsøgte på den anden side at forsvare folket, men som det ovenstående citat indikerer, kunne de gøre meget lidt. Det lykkedes i sidste ende for folket at slå de reaktionære bøller tilbage, og den følgende dag samlede protesterne endnu større støtte, fordi almindelige egyptere blev rasende over voldsscenerne og kom ud på gaden til støtte for revolutionen i endnu større antal.
At de menige soldater sympatiserede med revolutionen, betød at generalerne ikke kunne bruge tropperne, som de ønskede. De måtte holde deres egen styrker tilbage af frygt for, at de skulle smuldre imellem deres hænder. For at holde hæren sammen var de derfor tvunget til at fremstå som at være ”med folket”. Det forklarer slogans som ”folket og hæren som en hånd” osv. Mange troede, at hæren virkelig var på deres side.
Topofficerkastens dobbeltspil
Men det var også klart for de mest fremskredne lag, at hærledelsen spillede et dobbeltspil, hvor de udsendte udtalelser om, at folkets krav var sikre i deres hænder, mens de på samme tid ikke tog afgørende skridt imod Mubarak. Men i sidste ende var Højesterådet nødt til at presse Mubarak ud for at opretholde hærens autoritet.
Hærkommandoen var derigennem i stand til at udnytte sympatien fra hærens menige rækker til at øge deres egen autoritet blandt folket. De lod derfor som om, de var med folket og for demokrati. Men vi må ikke glemme, at disse mænd står i spidsen for hæren fra Mubaraks stat. Mubarak er væk, mens hans statsapparat forbliver intakt.
Vi må huske, at i sidste ende består den borgerlige stat af ”særlige formationer af bevæbnede mænd”, hvis opgave det er at forsvare den herskende klasse og dens ejendom. Under de forhold som det egyptiske folks revolutionære opstand har skabt, er den bedste vej frem for hærledelsen at fortsætte med at spille rollen, hvor de lader som om, at de er på folkets side, dvs. ikke fuldstændig afslører militærets virkelige rolle.
Overfor sådan en situation stod den amerikanske imperialisme magtesløse i forhold til at kunne intervenere. De havde ikke forudset muligheden for en sådan revolutionær bevægelse og blev fuldstændig overrumplede. I virkeligheden ventede de for at se, hvad der ville ske, for at se hvor magtfuld bevægelsen ville blive. Da det blev klart for dem, at bevægelsen var ustoppelig, og at selv hæren kunne splitte og store dele gå over til revolutionen, blev de pludselig ”demokrater” og opdagede det egyptiske folks rettigheder. De proklamerede, at Egypten var en suveræn nation, der selv måtte bestemme sin egen skæbne. Ikke helt hvad de havde sagt et par uger tidligere. Indtil masserne rejste sig, var Mubarak en af USA’s ”venner” og garant for stabilitet i regionen.
Men for hver dag der gik, blev det tydeligt, at Mubarak var blevet en belastning, og derfor tog opfordringerne fra Obama om en overgang til demokrati til. De indså, at for at få folket væk fra gaderne og landet tilbage til en eller anden form for normalitet, måtte Mubarak gå af. USA gav store summer penge til Egypten, hovedsageligt i form af støtte til militærudstyr. Mange egyptiske officerer er blevet trænet i USA og har direkte forbindelser til det amerikanske militær. Disse forbindelser er uden tvivl blevet brugt til at få budskabet igennem.
Som vi har pointeret i tidligere artikler, var Mubarak ikke bare under pres fra USA men også fra de despotiske regimer i regionen. Mens Obama opfordrede til en ”overgang”, havde ledere som Kongen af Saudi Arabien andre ideer. De forstod, at Mubaraks fald kunne ende med at blive begyndelsen på deres eget fald. Det forklarer hvorfor, ifølge en artikel på bikyamasr hjemmesiden: ”Den saudiarabiske regering overraskende annoncerede, at den så på at matche USAs anslåede 1,3 milliarder dollars store militærstøtte til Egypten årligt i et forsøg på at lette det amerikanske pres på den egyptiske hær.” (Saudi may match US military aid to Egypt, 10. februar)
Det saudiske regime forsøgte at stoppe det ustoppelige ved bogstaveligt talt at købe den egyptiske hær. Problemet var, at revolutionen var i fuld gang og at have lyttet på den saudiske monarks råd, ville have betydet, at situationen var røget ud af den egyptiske miliærtops hænder.
Den militære elites direkte erhvervsinteresser
Den egyptiske militære elite er en del af den herskende klasse, ikke bare som loyale soldater i tjeneste men også som aktive spillere i økonomien. Som The Independent skrev i lørdags, har det egyptiske militær ”rådighed over et spredt økonomisk imperium, der producerer en lang række militære og civile produkter og services, hvoraf ingen af dem fremgår af det nationale budget. Tætte observatører sammenligner Feltmarskal, forsvarsminister og nu leder af det Militære Højesteråd, der tog kontrollen med Egypten i går, Mohamed Tantawi, med den administrerende direktør for det største virksomhedskonglomerat i Egypten.”
“I midten af 1980’erne tilskyndede Verdensbanken, at de militære selskaber blev solgt til civile interesser som del af et bredere privatiseringsprogram, råd der straks blev afvist. Siden da er den militære økonomi fortsat med at ekspandere. Paradoksalt nok har den selv haft gavn af privatiseringsprogrammet, hvor tidligere statsejede civile virksomheder blev overgivet til militær kontrol.”
Derfor har de egyptiske militære ledere direkte noget på spil i situationen, både som forsvarere af staten og som ejere af betydningsfulde dele af økonomien.
Formelt set har hærens højesteråd fået sin magt til at regere direkte fra Mubarak. I den forstand er der en fortsættelse af magten indenfor det samme regime. Det faktum, at de har besluttet sig for at beholde Mubaraks ministre på deres positioner, er en bekræftelse af dette. Søndag opløste de parlamentet og suspenderede grundloven. Ingen vil bekymre sig specielt om opløsningen af parlamentet, eftersom det alligevel var en farce, og resultatet af valgsvindlen tilbage i oktober. Grundloven er heller ikke noget virkelig at bekymre sig om, da det var det gamle diktatoriske regimes.
Folk begynder at blive bekymrede over, hvorvidt militæret er i gang med at gennemføre et energisk indgreb mod bevægelsen. Mubaraks premierminister, den tidligere general Ahmed Shafiq har indikeret, at hans første prioriteter er ”fred og sikkerhed” og midler til at undgå ”kaos og uorden”.
Svaret på folks bekymringer er kommet meget hurtigt. Som Robert Fisk pointerede i mandagens The Independent: “…hundredvis af egyptiske tropper – mange ubevæbnede – dukkede op på Tahrir pladsen for at tilskynde de tilbageværende demonstranter til at forlade den lejr, som de havde besat i 20 dage. Først modtog mængden dem som venner og tilbød dem mad og vand. Militære politifolk i røde baretter igen ubevæbnede, dukkede op for at kontrollere trafikken. Men så begyndte en ung officer at slå demonstranterne med en stok – gamle vaner dør ikke så nemt hos unge mænd i uniform – og i et øjeblik var der en miniature gengivelse af den vrede, der eksisterede mod statens sikkerhedspoliti her den 28. januar.”
Forskellige lag indenfor bevægelsen
Her må vi forstå, at den protestbevægelse, der førte til omstyrtelsen af Mubarak, indeholder forskellige lag og forskellige fløje. Dem der gennemførte revolutionen og garanteret at deres første krav blev opfyldt – fjernelsen af Mubarak – var arbejderne, ungdommen, kvinderne, der kæmpede i gaderne. Intet politisk parti ledte denne bevægelse.
Men nu vil der ikke være mangel på individer og grupper, der vil hævde, at de ”repræsenterer folket”. Bevægelsen vil opleve en splittelse mellem dem, der ønsker at gå hele vejen og sikre, at denne revolution fejer alle efterladenskaber fra det gamle rådne Mubarak regime af vejen, og dem der vil forsøge at moderere protesterne og lede dem ind ad sikre kanaler.
For at passivisere masserne og få dem væk fra gaderne, har hæren lovet “frie og fair valg” under en revideret grundlov. Men de har ikke givet noget klart løfte om, hvornår det skal ske; de har blot udtalt, at de vil have kommandoen for ”en midlertidig periode på seks måneder eller indtil valgene til parlamentets over- og underhus og præsidentvalgene”.
Google Executive Wael Ghonim og bloggeren Amr Salama mødtes for nylig med hærcheferne for at “forstå deres synspunkter og fremlægge vores synspunkter,” som de selv forklarede i en note på en af deres pro-demokratiske hjemmesider, der var med til at lancere opstanden. De sagde, at det militære råd have lovet at omskrive grundloven indenfor ti dage og sætte den til afstemning indenfor to måneder, på linje med demonstranterne krav om demokratisk forandring. Ghonim og Salama forsikrede aktivisterne om, at det eneste formål med mødet med de væbnede styrkers højesteråd var at ”beskytte og legitimere kravene fra revolutionen den 25. januar”. Det er den slags retorik, der har til formål at få masserne væk fra gaderne og arbejderne tilbage på deres arbejdspladser. Det er tale fra folk, hvis eneste mål er en form for borgerlige demokrati. Men arbejderne, mændene og kvinderne, ungdommen, de undertrykte fattige ønsker mere end det.
I virkeligheden er det det samme gamle regime, der stadig kun akkurat dækket i demokratisk klæde. Grunden til denne nyfundne kærlighed til demokratiet er, at de må træde meget varsomt. Magtbalancen mellem klasserne vejer tungt i arbejderne og ungdommens favør. ”Grupperne af bevæbnede mænd” i de lavere rækker indenfor militæret er stadig smittet af den revolutionære glød fra de sidste uger. Derfor må folkene i toppen bruge list og påskud. De lover en ny grundlov, demokratiske valg, men selvfølgelig ikke med det samme. De har brug for tid til at konsolidere deres greb om magten. Hvis der skal være demokratiske valg, er de nødt til at danne borgerlige partier, der kan fortsætte med at forsvare interesserne hos den samme herskende klasse, der bakkede op om Mubarak i 30 år.
I den kommende periode vil der være trængsel om positionerne mellem de borgerlige politikere, der vil forsøge at etablere en eller form for troværdighed blandt masserne. De vil selvfølgelig alle sammen være demokrater. Mubaraks forhadte nationaldemokratiske parti (NDP) vil forsvinde, i takt med at alle dets medlemmer forlader det som rotter, der forlader en synkende skude. De vil ændre deres klæder og vende tilbage i andre former. De vil opdage, at de ”aldrig rigtig var med Mubarak”, og at de altid havde ønsket demokrati.
Vi har set det mange gange før i historien. Efter Mussolinis kollaps i 1943-45 genfandt mange eks-fascister sig som Kristendemokrater. I Spanien så vi det samme ske med de tidligere Franco tilhængere, der genfremkom som ledere af Partido Popular (PP). I Nigeria blev den forhadte Abacha dræbt i et attentat, og generalerne tog derefter over for at overgive magten til civilt styre et år senere ved valgene. Manden, der ”vandt” valget i 1999, var en general fra hæren, der havde været diktator i 1970’erne.
I alle tilfældene så vi diktaturer fjernet under presset fra massebevægelsen, for blot at se magten blive taget op igen af repræsentanter for den samme klasse, der havde hersket under diktaturet. Masserne fik demokrati, mens den herskende elites økonomiske interesser forblev intakte – i sin essens var det en kontrarevolution i demokratisk form.
Masserne føler deres egen styrke
Problemet i Egypten er, at Mubarak forsøgte at holde fast ved magten til den bitre ende til trods for, at imperialisterne fortalte ham, at det var bedre, hvis han gik af. Ved at gøre det radikaliserede han masserne yderligere og styrkede massebevægelsen. Nu føler masserne sig stærkere efter at have væltet despoten.
Som vi har sagt tidligere, var det arbejderklassens indgang på scenen i de sidste dage under Mubaraks regime, der endelig pressede militæret til at fjerne diktatoren. Forholdene var tilstede – og er stadig tilstede – for at masserne kan tage magten. Havde opfordringen til generalstrejke ført til organiseringen af en sådan strejke, kombineret med studenterbesættelser og en bevidst appel til soldaterne om at gå over på masserne side, ville ingen kraft have kunne stoppe revolutionen fra at gå hele vejen. Hvis der var blevet valgt komiteer på alle arbejdspladser, lokalområder, universiteter og gymnasier og i barakkerne, og hvis disse var blevet forbundet på nationalt plan, ville det kunne udgøre grundlaget for en alternativ magt i landet. Vi så, hvordan folket overtog Tahrir pladsen, og det samme skete i andre byer. Vi så arbejderne begynde at overtage deres arbejdspladser. I sin kimform var det, det arbejdende folks magt, der begyndte at opstå.
Men revolutionen er endnu ikke gået så langt. Det skyldes en ting; manglen på et uafhængigt masseparti for arbejderklassen. Det forklarer, hvorfor vi har set så meget improvisering og spontanitet. Det var alt sammen godt til at få masserne involveret og ud på gaderne. Det har opnået det formål der forenede alle, fjernelsen af Mubarak. Men da først han var væk, blev manglen på et organiseret arbejderparti meget tydelig. Spørgsmålet om, hvem der skal regere landet, er rejst. Det er grunden til at militæret kan spille rollen som dommer, og foregive at stå over alle klasser.
Der åbner sig nu en ny periode i Egyptens historie, hvor arbejderklassen vil presse på for alle sine krav, mens borgerskabet vil forsøge at kvæle revolutionen. Militæret vil ikke være i stand til at ødelægge alle revolutionens fremskridt. Arbejderne har fået mod og vil til at presse på for at bygge deres egne organisationer, som de gør det med fagforeningerne.
På den anden sidste vil borgerskabet reorganisere sig på den politiske front og skubbe alle mulige individer og partier frem, der vil hævde, at de repræsenterer alle egypteres interesser. Pointen er, at lige meget hvem, der danner en regering i fremtiden, vil de ikke være i stand til at løse de presserende problemer med arbejdsløshed, lave lønninger, dårlige boliger osv., på kapitalistisk basis. Det udspringer ikke fra Mubaraks regime – selvom det forværrede problemerne – men fra økonomiens kapitalistiske natur. Den samme velhavende elite vil fortsætte med at have kontrol over økonomien.
Der er brug for et fuldstændig brud med det borgerlige regime og det betyder en ekspropriering af de store kapitalisters rigdomme, startende med kliken omkring Mubaraks egen familie. For at det er muligt, har de egyptiske arbejdere brug for en marxistisk revolutionær ledelse, som Bolsjevikpartiet i Rusland i 1917. Men sådan et parti skal bygges, og før det kan ske, må marxisterne blive organiseret som en tendens indenfor den egyptiske arbejderbevægelse. Sådan en tendens kunne begynde opgaven med at forsyne de egyptiske arbejdere med de analyser og programmer, som de så presserende mangler.
